Død i gadens mørke ~ 1D

Stealle har hele sit liv levet skiftevis ved en plejefamilie og på gaden, lige til hendes sekstenårige fødsesdag, hvor hun valgte at stikke af og aldrig knytte sig til en familie mere, men leve sit liv som hjemløs. Hendes mor blev hurtigt alkoholiker og hendes far stofmisbruger, men af at hun kun har viden fra stjålne skolebøger, er hendes intilligens i top. En sen november nat fik hun sat sig i en af Londons city gader, hvor folk stille er forsvundet. Det eneste hun egentligt ønskede sig var at komme væk fra alting, og ende i døden, så hun havde fundet en beskidt gammel kniv frem, og sad stille og skar frem og tilbage i sit håndled, indtil en flok drenge kom gående. *** Udmildbart kan historien være svær og hård at læse og forstå for mindreårige!

23Likes
27Kommentarer
1275Visninger
AA

3. Blood Or Tears.

Mine tåre strømmede ned af mine kinder, mens jeg langsomt bandt det slidte brune stof af kniven. Hele gyden var mørk og tom, mine hænder rystede og mine fingre var nærmest blå. For en time siden havde jeg stjålet en kop kaffe, ikke fordi det var så besværligt at tage det inden den rigtige kunde hentede den ved disken. Der var jo ikke rigtigt nogle der holdt øje med det. Stille trak jeg min hue længere ned, og rev kniven fri fra stoffet. Jeg havde taget Christians plads, som lå nær fortovet. I en hurtig bevægelse flåede jeg nogle strimler stof at mit ærme. Min vinter jakke gik mig til albuerne og lige under mit bryst og sad tæt til kroppen. Men så tynd som jeg var, kunne jeg sikkert også passe baby tøj. Strimlerne fra mit ærme lagde jeg vedsiden af mig, som næsten allerede var gennemblødt af mine tårer.

Da kniven ramte mit håndled sved det fra første hug. Jeg ville ikke have noget imod at dø her i kulden, det var alligevel mit hjem. De mange tårer blandede sig og flød sammen i en pøl på fortovet. Jeg holdt grådlyden inde, for jeg vidste allerede, at hvis jeg begyndte at græde kunne jeg blive opdaget og fjernet, sendt på kostskole, børnehjem eller pleje familie. Et par klynk lød fra svagt fra mig, ellers blev jeg ved med at skærer i langsomme træk. Frem og tilbage, ja lige indtil det blev for meget. Jeg smed kniven ved siden af blodpølen, og tabte nærmest min arm. Dens hvide kulør kunne skimtes i nattens mørke. Stille lukkede jeg mine øjne i, og bed i mine tanker til at få lov til at dø her.

***

Mine øjne åbnede sig igen ved lyden af dreng der gik og grinede og snakkede. En af dem trådte i min blod pøl, og blodet blandet med tårer sprøjtede op i ansigtet på mig. "Hvad var det for noget?" Spurgte drengen der trådte i blodet, da han kiggede på sin sko i et af gadelysende. Jeg kunne stille skimte de hvide sko med blodrøde pletter. Drengene gik tilbage mod blodet, og kiggede ned på mig. De virkede fulde og irriterede på at jeg lige skulle være her, men egentligt stod det også i byens lovregler at man ikke måtte sove på gaden, men den regl havde jeg fucket på så længe jeg kunne huske. Ham der havde trådt i blodet sparkede til min sårede arm, som gav en masse jag, og begyndte at gøre hamrende ondt. Jeg samlede alle mine krafter på et sted og kigger op på dem. "Styr jer dog!" Vrissede jeg. Det var ikke fordi min stemme var særlig hørelig, men det virkede til at de hørte det, og de hurtigt havde fundet ud af hvor svag jeg var. For en af dem dukkede sig ned mod mig, og klaskede en hånd på min kind. Hvis jeg havde haft en top-up dag havde jeg slået igen, men efter en dag som idag havde jeg ikke krafterne til at gøre noget, og de blev skiftevis ved med at sparke til mig i nogle minutter, som var jeg en sølle klud.

Da de endeligt forsvandt længere ned af gaden, sad jeg i en krumbøjet stilling og græd. Næsten mere end før. Min gråd havde taget lyd, og det ville sikkert være svært at overhører. Min krop gjorde ondt, jeg var kold og forfrossen, jeg blødte stadig fra mit håndled og sad kun med et sølletæppe om mig og min slidte taske som hovedpude.

Igen hørte jeg drengestemmer for mig, men de kunne ikke placeres om det var de samme, eller nogle andre. Men de lød mindre fulde faktisk helt ældru, men glade. Og jeg orkede bare ikke nogle glade mennesker  som havde et fantastisk liv og en dejlig aften. Jo nærmere de kom, jo mere stille blev de. "Hvad er det?" Spurgte en af drengene med svag hvisken til de andre. Det var ikke fordi jeg kunne se dem. Men jeg havde en ekstra god sans for hørelse. "Jeg tror det er gråd Niall." Sagde en anden stemme. Langsomt kunne jeg hører skridtende nærme sig, indtil en hånd lagde sig på min skulder, og jeg fik et kæmpe chok. Med tårer trillende ned af mine kinder kiggede jeg op, og så tre drenge stå nær mig, og to længere væk. En anden hånd rørte hurtigt min kind, og en dreng med lysebrunt hår sagde: "Hun er helt kold." Jeg kiggede ned igen. Der var ikke nogle lalleglade idioter som skulle rører mig, om jeg så var kold eller ej. "Er det ikke en idé at ringe på en ambulance?" Spurgte en af drengene i baggrunden. Jeg rettede mig op, og trak mit tæppe mig mig. Gu' ville jeg ej på sygehuset. De ville sende mig på en eller anden afdeling for tossede i nogle år, og senere i en pleje familie. "Nej." Fik jeg stammet tydeligt nok frem, til at de kunne hører det forståeligt nok. Drengen der havde en hånd på min skulder, trak mit tæppe af mig og fik mig op og stå. "Hent lige bilen, Zayn." Sagde drengen der havde hjulpet mig op. Af en fremmed at være virkede han forstående, som havde han stået samme sted for noget tid siden.

En dreng, som måtte være Zayn, gik sammen med to af de andre drenge. Jeg vred mig fri fra den ene drengs greb, og stod selv på benene. Jeg gemte min arm længere væk, men lugten af blod hang stadig i min næse. "Hvad hedder du så?" Spurgte en af drengene. En lygte lyste ned over ham og viste et par strålende grønne øjne og en masse mørke krøller. Den anden dreng trådte længere frem og endte i lidt af lygtens lys. Han mørke øjne skinnede, dog ikke lige så meget som den anden dreng. "Stealle." Jeg holdt en kort pause og gik længere frem mod drengene. Langsomt hviskede jeg: "Stealle McCoy." Jeg havde altid haft overvågning på hos mine pleje familier, og jeg var bange for at der også var overvågning her og jeg skulle ikke nyde noget af, at andre kendte mit fuldenavn. En bil kom kørende og gjorde holdt lige foran hvor vi stod. Den virkede dyr, stor. Jeg havde da set mange af sådan nogle biler, men aldrig drømt om at komme ind i dem. De to drenge som havde ventet med mig lagde hver af deres hænder på mine skuldre og hjalp mig ind på bagsædet. Et tæppe blev hentet til mig som blev lagt over mig. Bilen satte igang og den kørte. Det virkede bare så urealistisk. "Harry." Sagde drengen til venstre for mig, og rettede sin højre hånd mod mig. Jeg havde set de fine folk på gaden gi' hånd til hinanden. Jeg tog hurtigt hånden med et let lille tag. Drengen på min anden side rakte også sin hånd frem mod mig. "Liam." Jeg kunne tydeligt fornemme hans udseende nu. Bilen var oplyst med stadig på den tilladte måde. Hans brune hår var kortklippet i siderne og strittede ellers lidt til den ene side.

"Hvornår har du sidst spist?" Spurgte det omme foran fra. Jeg gemte min ene arm længere ned under tæppet, der var ikke nogle der skulle opdage de åbne sår så skulle jeg bare på hospitalet og få dem lappet, og så ville det hele sikkert kikse. Jeg trak på skuldrende. "Inden det blev mørkt." Jeg havde ikke fået mere end den kolde kakao og et muggent brød. Et æble blev rakt om mod mig. "Det er ikke meget." Jeg drejede det rundt i hånden. Tænk jeg havde fået et rigtigt æble uden at stjæle det.

***

I må virkeligt undskylde at der både er gået lang tid, og det ikke er et særligt langt kapittel og særligt specielt.

Jeg har virkeligt bare været syg i laaang tid, og så har mit net været ret meget nede. -.-'

Nå, men nu er jeg her, og jeg skal prøve og se om jeg kan få skrevet hver dag. :D

Seeya Nikoline. <3

*

Forresten så tak for alle kommentarene om at den er god, og i vil have mere. ^^'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...