En vej ud af mørket

Historien handler om 13 årige Josephine. Hun bliver mobbet i skolen. Men pludselig dukker en ny pige op i klassen, og ændrer Josephines liv for altid....

4Likes
3Kommentarer
919Visninger
AA

2. Venskabet

 

”Hvad hedder du?” Jeg kigger op på hende, og hun smiler til mig. Jeg beslutter mig for at prøve. Så jeg rækker hånden frem og stammer lavt: ”Joo…. Josephin..e”

 ”Josephine?” spørger Kim bekræftende. Jeg nikker, og Mille bryder ind: ”Bare lad hende være. Hun er sådan en taber”. Jeg ser trist ned igen og tegner videre.”Hvorfor er hun en taber? Hun virker da en del sejere end alle jer til sammen”. Jeg kigger overrasket op. Kim peger over på Jessica, Mille og Simone. Hendes øjne tordner og lyner, spændingen i klassen er spændt. Mille måber, men genvinder fatningen: ”Josephine sej?” udstøder hun hånligt og himler med øjnene. Kim svarer roligt: ”Ja. Og du er en stor fed dulle, der ikke kender til andet end at gå med 10 lag make-up.” Jeg taber kæben.

 

Der er en, der forsvarer mig OG svarer Mille igen. Mille er lige på grådens rand, og styrter ud af lokalet. Alle pigerne i klassen bliver herinde, selvom de normalt ville have fulgt efter hende. Det her er fandeme løgn, tænker jeg overvældet. Kim smiler til mig. ”Godt. Nå, men du er Josephine, og jeg er brandlækre Kim”. Jeg fniser og er stadig helt overrasket over en pludselig støtte fra en ny pige. De andre piger står i en klump og hvisker. Jeg ignorer dem, men bliver stadig trist.”Heey, er du okay?” Jeg kigger Kim i øjnene og nikker.  

*

Næste morgen glæder jeg mig til at komme i skole. Jeg pludrer glad med mor hele morgenen og fortæller hende om den nye pige. ”Hun er lidt anderledes, men virkelig sød og sjov! Du vil kunne lide hende. Måske kommer hun her hjem en dag.”

”Nøj hvor lyder det dejligt! Jeg går lige ud for at ryge”. Sikkert bare en undskyldning for at være glad i fred.

 

Da jeg bliver sat af ved skolen, kommer Kim mig i møde. Hun giver mig et kram og hele min krop fyldes med lykke. Tænk, vi kun har kendt hinanden i cirka 18 timer, og så krammer vi allerede. Da vi kommer til klasselokalet, stopper jeg rent instinktivt op. Kim kigger undrende på mig. ”Jeg plejer at vente her, da jeg ikke vil blive mobbet inden timen”. Kim træder hen til mig og giver mig et knus. ”Hør her, søde. Tro mig, når jeg er her, gør de dig ikke noget. Og hvis de gør, så skal jeg nok give dem, hvad de fortjener”. Jeg smiler til hende, og vi går ind i klassen. 

 

Hele dagen er Kim og jeg sammen. I frikvartererne sidder vi sammen og griner. Kim siger midt i et latteranfald: ”Hvem er de grimmeste piger på årgangen? MILLE OG JESSICA”. Vi knækker sammen af grin. Mille og de andre piger har ikke mobbet mig hele dagen. De sidder i en gruppe og ser sårede ud. Jeg kigger over på dem og kan ikke lade være med at få dårlig samvittighed.”Søde, ignorer dem. Husk nu, hvem plejer at mobbe dig? Og desuden er det jo ikke vores skyld, at de ikke kan grine af dem selv vel?” Kim har ret, det jo bare for sjov, og de fortjener det, tænker jeg. Vi fortsætter hele dagen med at lave jokes om, hvor grimme de er. Det er den bedste og sjoveste dag, jeg har haft længe.

 

*

”Hey, kom Jozz, vi tager i storcenteret” siger Kim en dag i frikvarteret. Jeg siger: ”Vi kan da ikke pjække?” siger jeg forstigtigt. Kim løfter øjenbrynene: ”Jozz, du er så god i skolen, at du da fortjener at have det lidt sjovt. Kom nu, der sker ikke noget ved det.” Jeg bliver smigret og lader mig overtale. Vi går fnisende rundt i Matas, da jeg ser Kim smutte en mascara ned i lommen. Hun holder fingeren op foran munden. Jeg spærrer øjnene helt op, og følger efter hende. Vi går roligt ud. Pludselig hyler alarmen. ”Løøøøb” skråler Kim.

 

Jeg løber alt, hvad jeg kan. Gennem hele storcenteret, alle menneskerne farer       forskrækket til side. Da vi kommer ud og væk, stopper vi op.

    ”Det kan man da ikke?” Kim ser irriteret ud.

    ”Slap lidt af Josephine, det er jo bare en mascara”.

Så flækker hun af grin, og jeg følger hendes eksempel. Vi ruller rundt i græsset af latterkramper, og Kim giver mig et kram. ”Ej, du er altså bare den bedste Jozz”. Jeg bliver så glad! Kim har jo egentlig ret, konstaterer jeg og ignorer den ubehagelige stikken i maven.  Det er jo bare en mascara.

Der er gået to måneder, og Kim og jeg er hele tiden sammen. Min mor klager over, at hun savner sin datter. Jeg siger bare ubekymret: ”Slap nu af, mor”. Men det gør min mor ikke. Hun er sur over, at lærerne skriver hjem om, at jeg glemmer at lave lektier for ofte. Vi skændes ofte.

 ”JEG BESTEMMER OVER MIG SELV MOR!”

”NEJ DU GØR EJ! JEG ER DIN MOR. SELV JEG KAN IKKE ENGANG GENKENDE DIG LÆNGERE!”

”NÅ, MEN” råber jeg og fortsætter: ”MÅSKE HAR DU ALDRIG KENDT MIG. FOLK FORANDRER SIG”. Med det ord smækker jeg døren til mit værelse.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...