En vej ud af mørket

Historien handler om 13 årige Josephine. Hun bliver mobbet i skolen. Men pludselig dukker en ny pige op i klassen, og ændrer Josephines liv for altid....

4Likes
3Kommentarer
920Visninger
AA

5. Svigtet

 

Hun har den samme lange sorte jakke og sorte tøj på som Kim og jeg. Hendes øjne er malet sorte, og hun har hvid pudder i hele ansigtet. Hendes læber er røde som blod og jeg får kuldegysninger over bare at se på hende. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg påstå, at hun var vampyr. Mille har sat sig eget præg på goth-stil.   

”Nå, se hvem der kommer krybende tilbage”, håner Kim. 

Det sikkert er en joke, tænker jeg. Kim ville aldrig være sammen med Mille eller tale sådan til mig!

”Jep, jeg har haft brug for at være lidt mig selv. Men nu er jeg tilbage. Og dav med dig, taber Mille.”

”Ok Jozz, vi skulle lige til at stjæle noget mad. Du kan jo gøre det, nu hvor du endelig er tilbage”, smiler Kim. Jeg vidste det, det er en joke. Dulle Mille går sikkert lige om lidt. Jeg putter noget brød ind under jakken. Kim smiler, og Mille følger bare efter. Vi skal lige til at gå ud af Netto, da Kim råber: ”Se der, det er den bortløbne pige fra avisen. Og hun har stjålet brød!” Hun hiver brødet ud af min jakke, og det falder til jorden. Alle i Netto glor på mig, og Kim tager en avis ned fra hylden, hvor mit ansigt i nærversion er klistret på. ”Pige Løbet Hjemmefra”, står der. Kim tager et par skridt væk fra mig, som om jeg er et farligt dyr. Mille og Kim griner af mig. Og så går jeg fuldkommen i panik. Hvad laver Kim? Hun har lige afsløret mig.”Fang hende”, råber en skaldet mand. Min hjerne opfatter endelig, hvad der foregår. Jeg løber ud af Netto i fuld fart med manden lige efter mig.

Jeg spurter derud af, og manden sakker bagud. Endelig når jeg skoven, der kan jeg tænke klart. Jeg sætter mig ind i hytten og må se sandheden i øjnene. Kim har forrådt mig. Jeg har gået rundt i lang tid og troet, at jeg havde en ven. Men alt var bare en stor fed løgn. Hun har udnyttet mig. Nej, tænker jeg, jeg vil ikke græde. Jeg tager fat om skaftet på min kniv og tager en dyb indånding, jeg kan ikke leve mere.

 

En lyd stopper mig. Jeg kigger ud af det støvede vindue.

 

Et gammelt ægtepar går hånd i hånd, de griner, og den gamle mand giver damen et kys.  Min kniv falder til jorden. Fandeme nej. Jeg vil ikke mere være den svagpisser, der skider på sin egen mening. Mit ego har drejet sig om mig selv og Kim det sidste stykke tid. Hvordan er det dog, jeg har behandlet min mor? Og de andre fra skolen? Sådan er jeg jo slet ikke. Hvad var det dog, jeg tænkte på for bare 5 sekunder siden? Jeg vil ikke dø, jeg vil leve livet fuldt ud. Jeg stirrer ud efter de gamle mennesker. Så lykkelige. Kim har prøvet at forandre mig, få mig presset ud i ting jeg inderst inde ikke har lyst til. Hun har prøvet at gøre mig til en person, jeg ikke er. Men missionen er ikke lykkedes.
*

Jeg træder ind over dørtærsklen til den øde gamle hytte. Alt er præcis som for halvtreds år siden. De væltede træstole, stanken af forrådnet træ og den sagte lyd af fuglenes sang. Denne gang nyder jeg det bare. Kniven ligger også præcis, hvor jeg forlod den. Jeg skuler til den og skal lige til at gå hen og smide den ind i væggen, da min mands velkendte skikkelse kommer ind.  Han smiler til mig og rynker på næsen af stanken. ”Hvad laver du herinde?”, spørger han mig mildt.

”Det ved jeg faktisk ikke, lad os gå”. Jeg griber ud efter hans ru hånd, og jeg lader hytten med de frygtelige minder bag mig.

Jeg fandt min vej ud af mørket.

 

 Skrevet af Abodal17, 13 år, November 2012

 

 

 


 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...