En vej ud af mørket

Historien handler om 13 årige Josephine. Hun bliver mobbet i skolen. Men pludselig dukker en ny pige op i klassen, og ændrer Josephines liv for altid....

4Likes
3Kommentarer
917Visninger
AA

4. Forandring

 

”Vi tager hjem til dig nu”, bestemmer Kim en dag efter skole.”Okay”. Jeg er en smule nervøs, hvad vil hun mon sige til min lejlighed? Da vi når hjem til mig, går Kim hjemmevant ud i køkkenet og åbner køleskabet. ”Har I ikke nogen øl???” hyler hun. Jeg trækker undskyldende på skuldrene, og Kim sender mig et bebrejdende blik.

 ”Nåå men…. UHHH”, lyder det fra Kim, da hun får øje på en pakke cigaretter.

”Vi må ikke tage dem, det er min mors”. Jeg klasker hånden for munden, det skulle jeg ikke have sagt.

”Helt ærligt Jozz. Hold nu op med at være sådan et pattebarn, vi tager bare en” Kim kigger irriteret på mig

Jeg synker en klump. Kim tager en ud af pakken og tænder den. Hun hoster og sprutter, men griner samtidig. Hun holder pakken frem imod mig, da jeg hører et klik fra hoveddøren! Mor er hjemme.

 

Da hun træder ind i stuen, når hverken Kim eller jeg at reagere. Kim med en cigaret i hånden og mig med pakken i hånden. Min mor bliver helt rød i hovedet af hidsighed og hyler til Kim: ”UD DIN LORTEUNGE!” Kim sender hende et dræberblik og svarer flabet: ”Rolig momse”. Da Kim er ude, smækker mor døren og siger: ”SÅ ER DET NOK, JOSEPHINE! VI FLYTTER, DU ER BLEVET USTYRLIG!” Det kommer som et slag i hovedet, hårdt og kontant.

 

Om natten stikker jeg af.

*   

 

Åhh, hvor jeg ikke orker at stå op. Men det bliver jeg nødt til, jeg skal ud at finde noget mad. Jeg har været løbet væk i tre dage nu. Min mave rumler. Jeg sætter mig slukøret op i den lille kolde hytte. Verden bliver langsomt tydeligere. Her stinker af forrådnet træ, og jeg hører den irriterende melodi af fugles kor. Der ligger gamle væltede stole hist og her, mit sorte tøj stinker af sved, og jeg har blade i håret. Min kniv ligger parat ved siden af mig, der er sikkert nogle mærkelige mennesker i skoven. Kim ved jeg ikke, hvor er, jeg savner hendes selskab. Utilpasheden og den dårlige samvittighed lurer lige om hjørnet, kan jeg mærke. Men jeg VIL ikke være den samme. Bare Kim var her, så ville hun sige noget beroligende, og den dårlige samvittighed ville dulmes. Jeg føler det som om, der er et tomrum i mig.

 

Da jeg kommer over i supermarkedet, stivner jeg. Kim. Hun står sammen med hende dullen Mille. Kim mobber hende sikkert. Et smil spiller på mine læber. Jeg skynder mig over til dem. ”Kim”, udbryder jeg. Kim vender sig om. Hun smiler stort til mig.”Der er nogen der kan lide mig” følelsen suser gennem min krop, men jeg undrer mig, da jeg ser Mille. Hun ligner ikke sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...