En vej ud af mørket

Historien handler om 13 årige Josephine. Hun bliver mobbet i skolen. Men pludselig dukker en ny pige op i klassen, og ændrer Josephines liv for altid....

4Likes
3Kommentarer
948Visninger
AA

1. Den nye pige

 

Jeg stirrer misundeligt på Mille og co. der sidder, i hjørnet og lægger make-up. De er så pæne alle sammen, hvorfor kan jeg ikke bare ligne dem? Mille kigger op og sender mig dræber blikket. Jeg kigger hurtigt ned i bogen igen.

Klokken ringer, og jeg går til time. Pigerne går forbi mig uden at skænke mig et blik. Jeg sætter mig bagerst i klasselokalet, og Gitte, vores klasselærer, kommer ind.”I skal deles ind i grupper og lave et digt”. Jeg synker en klump, gruppearbejde har aldrig været min stærke side. Gitte tager et papir op ad skuffen og remser grupperne op:  
”Camilla, Niels og Joanna”
”Frederikke, William og Noah….”

Jeg lytter opmærksomt med krydsede fingre, indtil mit navn endelig bliver råbt højt;

”Mille, Casper og Josephine.”

Neeej, det skete bare ikke. Mille rejser sig dramatisk op ad stolen. ”Jeg nægter at være i gruppe med den der”, vrisser hun til vores lærer og sender mig et blik, der får mig til at krympe på stolen. ”MILLE, du kommer med mig ud nu!!!” Mille nikker ligegyldigt til Gitte og sender Casper et sukkersødt smil på vej ud af døren. Alle sender mig dræber blikket. Som om det er min skyld, at Mille får skæld ud.

”Hvem fanden tror du egentlig du er, hva’?” Det er Jessica Alba, Milles mest trofaste undersåt, der har besluttet sig for, at det er min skyld. Jeg læser videre med hendes blik brændende i nakken.”Som sædvanligt har hun ikke noget at sige”, håner hun, og alle fniser af mig. Jeg bøjer mig endnu mere ind over min bog, så de ikke ser de tårer, der drypper ned fra mine kinder. Men jeg har jo også fortjent det, tænker jeg, så grim som jeg er.

Da jeg kommer hjem efter skole, er min mor ikke hjemme. Hun kommer hjem om 2 timer, det glæder jeg mig til. Hun arbejder som vikar i en børnehave, så vi har ikke så mange penge. Vi bor i en lille lejlighed, som jeg elsker, fordi den er vores. Vi har en lille stue med altan og så ellers bare et køkken, mit værelse, en entre og min mors værelse. Jeg sætter mig ind på mit værelse og laver lektier. Matematikken er lavet på få minutter. Jeg går på toilettet og undgår mit eget spejlbillede. Det er altid en skuffelse at se ind i det.

Da min mor kommer hjem, laver vi mad, og hun spørger, hvordan det går i skolen.”Det går rigtig godt, jeg har været sammen med Sofie tidligere i dag hjemme hos hende”, lyver jeg. Jeg kan se, at min mor bliver glædeligt overrasket: ”Det lyder da godt!! Hvad lavede I?” Jeg tænker på pigerne i skolen, de plejer at lægge make-up. ”Vi lagde make-up”. Mor udbryder glad: ”Det lyder da hyggeligt, hun er velkommen til at komme her hjem en dag!” Selvom jeg ved, at det aldrig kommer til at ske, smiler jeg: ”Tak mor.”

*

Den første tanke, der slår mig den følgende morgen, er digtgrupperne. Åhh nej! Jeg er syg, slår jeg fast, da min mor kommer ind for at sige, at jeg skal op. Jeg hoster, og lader som om, jeg er svimmel. Min mor ser bekymret på mig, jeg kan ikke lide at spille, men jeg vil for alt i verden ikke i skole. ”Jamen lille skat, så må du vel hellere blive hjemme. Kan du klare at være alene hjemme hele dagen?” Jeg nikker og prøver at se så sløj ud som muligt og lægger mig ned i sengen. ”Husk nu at få sovet, det hjælper” Min mor kysser mig på håret, og hoveddøren smækker i.

Jeg sætter mig op i sengen lettet over, at jeg ikke behøver at komme i skole. Jeg tuller ud i køkkenet og spiser morgenmad. Derefter tager jeg et bad og kommer ved et uheld til at se mig selv i spejlet. Langt brunt pjusket hår, klamme negle, bumset ansigt, fede lår, rundt ansigt. Alt sammen så afskyeligt. Jeg ser hurtigt væk igen. Hvorfor kan jeg ikke bare ligne de andre piger?

 

Hele dagen laver jeg lektier, læser en lang bog og ser Animal Planet i tv. Jeg elsker at lære mere om dyrene. Altid findes der en ukendt underlig art, som man kan studere nærmere. Da min mor kommer hjem, tager jeg hånden op til panden, lægger mig ned. ”Mor, jeg er stadig forkølet, behøver jeg at tage i skole i morgen?” Min mor kigger på mig; ”Lad os se”.  Min mor laver mad, og vi spiller ludo efter aftensmaden. Jeg griner og glemmer alt om, at jeg er syg.

*

    ”Du skal i skole, Josephine!”

    ”Men jeg er syg!”

”Nej, du er ej. Du skal i skole, og vi kører om 10 minutter, slut punktum!!”  Min mor ser hidsigt på mig, og jeg kommer med et kæmpe hyl i protest. Derefter snakker jeg ikke med min mor, før jeg bliver sat af foran skolen.”Undskyld mor”, snøfter jeg, min mor smiler til mig, og jeg får et kram. Så tager jeg en dyb indånding og går op imod skolen.

 

Da jeg kommer ind i skolen, venter jeg på gangen til klokken er et minut i. Så går jeg ind, så kan de ikke nå at komme med dumme kommentarer, inden timen starter. Jeg skynder mig ned til mit lille bord og kigger ned i jorden. Jeg sætter mig ned begynder at tegne.”Ro! Som I kan se, har vi fået en ny elev”, råber Gitte. Det får mig til at kigge op. Pigen har en lang sort læderjakke på, der går hende ned til knæene. Hun har edderkoppevipper og sort hår. Faktisk er alt sort ved hende. Hun smiler til mig, og jeg bliver helt varm indeni. Der er ingen udover min mor, der plejer at smile til mig.

 

Men så kommer jeg i tanke om, at det sikkert bare er for at gøre nar over mit ansigtsudtryk. Derfor kigger jeg hurtigt ned igen. Læreren fortsætter: ”Det her er Kim,” Hun gør en gestus over mod Kim og spørger: ”Har du lyst til at fortælle lidt om dig selv?” ”Altså, der er ikke så meget at fortælle, men mit navn er Kim. Jeg er 13 år og kommer fra Ishøj. Og så har I sikkert bemærket, at jeg er brandlækker”.

Alle kigger lidt forvirrede rundt og ved ikke rigtig, hvad de skal sige. Nye elever plejer ikke at være så fremme i skoene. Det ender med, at alle flækker af grin, til og med mig, og det er ellers sjældent. I frikvarteret samles pigerne om Kim. Mille står forrest, og jeg hører små brudstykker af det, hun siger: ”Hvor er du pæn”, ”Kan du vise mig, hvordan du lægger din mascara?”, ”Du er altså vildt sej”, men Kim er immun over for smiger, hun vifter bare Mille væk, som en irriterende flue. Så rejser hun sig op og få sekunder efter, står hun foran mit bord.  Åhh nej, tænker jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...