Løgnen

En kort novelle i in medias res.

1Likes
0Kommentarer
254Visninger

1. 1 Løgnen

 

Løgnen

 

Øjnene, der kun stirrede i en retning. De stirrede på mig. Jeg kunne høre hujet, der bredte sig nede fra. Den sorte mand kom imod mig. Med hætten over hovedet. Jeg kunne ikke lamentere. Hende, der havde båret på løgnen. Hende der havde givet mig kærlighed, og passet på mig hele livet, stod forrest. Den ene dråbe tog den anden. Til sidst brast hun ud i gråd. På ryggen var min bror spændt fast. Den spinkle lille skabning. Døden susede omkring mig. De dunkle skyer lå dystert over mig. Lyset blev lukket ude. Han kom adstadigt imod mig. Bødlen. Jeg lå i guillotinen. Øksen skinnende blankt. Han svingede. Han ramte. Pludselig tav folket. Træet i guillotinen flækkede. Han havde ikke ramt målet. Før jeg overhovedet havde tænkt tanken færdig, var mine ben sat i fart. Jeg maste mig igennem. Skubbede alle til side og spurtede. Et kaos spredte sig hurtigt. De små børn skreg, kvinderne prøvede at holde styr på ungerne, mens mændene råbte op. Jeg blev arrig. Hvad helvede havde de gang? De kom alle sammen for at se mig. Se mig blive halshugget. Jeg gøs ved tanken. Henrettelser var underholdning, der kunne samle hele landsbyen. Mine ben fløj under mig. Støjen var efterhånden kommet på afstand. Jeg kunne ikke stoppe. Jeg hørte nogen snøfte, og kiggede konfust rundt. En liden dreng, sad i det høje græs, der voksede ham over øverste etage. Kinderne var våde, og snottet løb ud af næsen på ham. Jeg så ind i hans dybe blå æstetiske øjne. Han mindede mig om fortiden.

Alene i natten. Fortvivlelsen, der udløser endeløse tårer. Efter et par døgn, bliver jeg samlet op. En ung kvinde tager mig op i hendes arme. Hun kysser mig på kinden og hvisker, at jeg aldrig mere skal være alene. Ved siden af mig lå et brev. Far havde prøvet at forklare hans situation.

Jeg kiggede på ham, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke tage ham op i mine arme, lige kvinden havde gjort med mig. Jeg kunne ikke risikere spædbarnets liv. Løgnen vejede for tungt. Far havde ikke adlydt oberst. Det havde kostet ham den ultimative pris. Jeg havde selv nået mit højeste ønske. Hæren. Ingen vidste at det var min far, der havde sat sig imod obersten. Min bedrageriske identitet, havde realiseret min drøm.  Men løgnen om min identitet, blev tungere og tungere. Tusindvis af løgne, for at dække over en stor sort løgn. Jeg havde mistet kontrollen. Kulden begyndte at tage til. Månen tittede frem på himlen. En ukendt følelse kom op i mig. Vand piblede ud af mine øjne og fortsatte ned af kinden. Løgnen havde næsten slået mig ihjel. Jeg troede normalt ikke på mirakler, men det her var intet mindre end et mirakel. Jeg lagde drengen ned i græsset. Tørrede tårrene væk, kyssede ham på kinden og hviskede: Drøm sødt, når du vågner er du et bedre sted. Hans øjenlåg lukkede tungt i. Jeg havde intet. Alle vidste hvem den rigtige jeg var. Min falske identitet var gennemskuet. Karrieren var slut. Drømmen brast. Tomheden bredte sig og tog alt. Jeg flakkede rundt. En pil fløj gennem luften. Jeg kunne ikke nå at reagere. Pilen ramte nøjagtigt.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...