Trouble. {1D} 13+

Audrey Williams, seksten år gammel, opvokset med hendes enlige far , da hendes mor forlod familien, da Audrey var blot fire måneder. Audreys far dør en dag, af en uhelbredelig kræft-sygdom, som han har haft hele livet. Audrey har vidst hele livet, at det en dag ville ske, men tabet af hendes far, det eneste familiemedlem hun nogensinde har haft ordentlig kendskab til, slår hende ud. Det ser sort ud for Audrey, især da hun får nyheden, om at da hendes far er død, overtager hendes mor, Caroline Flack, forældremyndigheden. Den mor, hun ikke har haft kendskab til i seksten år. Den mor der forlod, svigtede hende. Audrey har på de seksten år, fået opbygget så stort et had til Caroline, at hun nægter hverken at kalde Caroline for mor, eller få sit navn på postkassen. Hun har ikke et valg, hun skal flytte ind hos Caroline. En dag begynder Caroline at se hendes ex, Harry Styles igen.Audrey ser straks muligheden, for hævn over Caroline. Men falder Harry for Audrey? Og er det gengældt? ....

31Likes
15Kommentarer
2108Visninger
AA

3. Audreys synsvinkel

Jeg gik med tunge skridt op ad trappen igen, lidt efter. Min plan var gået ret så meget i vasken. Det her ville blive sværere end jeg havde troet. Men jeg gav ikke op. I frustration gik jeg ind på mit værelse, og dumpede ned på min seng. Caroline han hele tiden over ham, så det var til at brække sig over. Måske virkede jeg lidt jaloux, men hallo? Drengen var jo endnu mere lækker i virkeligheden! Dog virkede han ikke så sød igen... Men det var måske bare min vurdering, fordi han hele tiden gav Caroline alt opmærksomheden, hvilket irriterede mig, eftersom at det ville være med til, at gøre det svært at score ham? Jeg vidste det ikke... Jeg skulle bare have lagt mig en ny plan, og så ind i kampen igen. Måske en lidt kortere, og mere nedringet kjole, næste gang? Ahaha, jeg kunne virkelig ikke glemme deres ansigtsudtryk, da de så mig komme ned ad trappen. Ham den sort-hårede havde ovenikøbet sagt, at han syntes, at jeg så virkelig godt ud, hvilket så resulterede i, at han straks fik en albue i siden, af Mr. Puppyface. Fedt navn, ikke? Jeg kunne ikke rigtig huske andre navne end Harry endnu, og eftersom at han virkelig lignede en lille nuttet hundehvalp i ansigtet, besluttede jeg mig for at give ham det navn, inde i mit hoved.
 

Jeg satte mig over til mit klaver, og fik med det samme lyst til at spille den nye sang, jeg havde skrevet. Jeg havde valgt at kalde den Shelter...(Det er Birdy's cover af Shelter, i kan sagtens finde det på Youtube, så i ligesom kan få en fornemmelse af, hvordan det skal lyde). Men det krævede, at jeg også sang. Tanken om, at skulle synge, med nutidens største band inden for række-vide, var ikke just så tiltalende, hvis man spørger mig. Men så på den anden side, sad de alligevel nede i stuen og havde det sjovt, og grinede sikkert så højt, at de ikke ville høre noget. Eller, alle undtagen ham den sidste, som havde en virkelig god røv, grinte. Han så ret misfornøjet ud. Dog var det mest, når Caroline tog del i samtalerne. Måske kunne han heller ikke lide hende? Det ville seriøst være for fedt! Vi kunne være best buddies så! Jeg skulle nok bare lige lære hans navn først, så det ville virke bare lidt oprigtigt.. Ved nærmere eftertanke, mener jeg faktisk, at hans navn var Lewis... Ja, det var det! Det måtte det være. Og angående grin, forresten... Ham den blonde, ikke? Han havde seriøst verdens sødeste grin! Jeg tog en hurtig beslutning, som var, at gøre det, og håbe at de ikke hørte noget. Jeg spillede først det lille forspil, og lukkede ellers øjnene, og levede mig virkelig ind i musikken. Det var en af mine yndlings ting, og jeg gjorde det af den grund ret ofte. Der var så magisk.....
 

Jeg afsluttede sangen, og åbnede øjnene, til synet af en smilende, og klappende Harry. Jeg sukkede, og af ren refleks lagde jeg den kolde facade, som jeg altid havde overfor Caroline, op. "Hvad vil du?", spurgte jeg irriteret, med et løftet øjenbryn. "Du synger virkelig godt, Audrey", sagde han, og ignorerede mit spørgsmål, og gik tættere på mig. Jeg fnøs bare, og kiggede ud af vinduet. "Og du spiller også virkelig godt... Har du fået undervisning?", spurgte han igen, og slentrede længere hen mod mig, og klaveret. Jeg skænkede ham ikke et eneste blik. Han stod nu, lige foran mig, lænet op ad klaveret. Han tog noderne i hånden, og studerede dem let. Det irriterede mig faktisk lidt. "Har du selv skrevet den her?", spurgte han overrasket, mens han kiggede på mig, og afventede svar. "Nej da, det har julemanden", svarede jeg flabet, og gik med hastige skridt hen til min seng, og dumpede ned i den. Han sukkede, og dumpede ned ved siden af mig. Ej, kunne han ikke bare gå? Jeg gad ham virkelig ikke, lige nu. "Hør her, Harry. Nu spørger jeg for sidste gang. Hvad er det du vil?", hvæsede jeg af ham. Han trak på skuldrene. "Lære dig bedre at kende", sagde han, og kiggede ydmygt på mig. Smigrende, men stadig irriterende. Jeg tror det var tanken om, at han var sammen med Caroline, der gjorde mig irriteret, eftersom at hendes navn var nok til at irritere mig. Tænk hvis nu de havde... Eow, eow, eow! Helt forkerte tanker! Rynker ud over hele six-packen altså, ad! Man kunne se gennem hans trøje, at han havde six-pack, fordi den var ret stram. Åh, det var så lækkert! Selvom, at han var irriterende. "Nå da da!", sagde jeg, og sendte ham et falsk, men sødt, lille uskyldigt smil. Han smilede tilfreds, som om at han havde brudt min facade. Hvor var han dog naiv....  Han åbnede munden, og skulle til at sige noget, men jeg kom ham i forkøbet. Jeg lagde min facade op igen, og kiggede koldt og ligeglad på ham. "Men nu ligger landet sådan, Harry, at jeg virkelig ikke har lyst til, at lære dig at kende. Overhovedet. Og burde du egentlig ikke hænge over Caroline lige nu?", spurgte jeg. "Hun er ved at lave mad", sagde han, og prøvede at få lettet stemningen, ved at smile. "Fedest", sagde jeg ironisk, og smilede så utrolig falskt og stort, at han brød ud i grin.


Jeg tog min iPhone op ad min bh, hvilket fik Harry til at kigge meget på mig, og min iPhone. Jeg fornemmede fristelsen til at tage ham i det stige, men jeg valgte at lade være. Det ville bare blive virkelig akavet. Jeg bladrede først lidt igennem mine apps, men endte til sidst med, at spille Subway Surfers. Jeg kunne mærke at han kiggede på mig, men jeg var ligeglad. Der var stilhed det længe første stykke tid, indtil han valgte at bryde tavsheden. "Må jeg godt spørge dig om noget, Audrey?", spurgte han, og jeg kunne mærke at hans blik stadig hvilede på mig. Jeg hadede, når han sagde mit navn. Jeg ved ikke hvorfor, men det irriterede mig grænseløst. Jeg trak bare let på skuldrene, og fjernede ikke blikket fra telefonen et eneste øjeblik, for at holde min facade, og virke så ligeglad med ham, som muligt. Jeg kunne mærke på ham, at det virkelig gik ham på, og irriterede ham, så jeg var lige ved at lade et grin undslippe mine læber, i ren fryd. Han sukkede kort, og manede sig så op, til at stille spørgsmålet. Et spørgsmål, som jeg virkelig ikke havde forventet, at ville blive stillet. Og slet ikke af Harry. Jeg fandt spørgsmålet en smule upassende, og valgte derfor, at ignorere det. Efterfølgende, blev der ellers slynget et hav af lignende spørgsmål i luften. Et for et, men hvert spørgsmål, ramte mig lige meget. Hver gang, gav han mig et par minutters stilhed, til at svare, selvom at han efterhånden nok havde fattet, at jeg ikke havde tænkt mig at svare. Til sidst blev det for meget for mig, og som jeg mærkede tårerne presse på, lagde jeg min mobil fra mig, og kiggede ud af vinduet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...