Fucking Perfect - Losing everything

I was so unique, now I feel skin deep .
I count on the make-up to cover it all.
Crying myself to sleep cause I cannot keep their attention.
I thought I could be strong .
But it's killing me.

1Likes
0Kommentarer
385Visninger

1. Prolog (del 1)

12/5 - 2005

"Sofie, far og jeg kører lige Johannes til fodbold kamp, vi er hjemme ved syv tiden! Gider du lave aftensmad i aften? Så er du bare en skat!" råbte min mor fra stuen af, og jeg kunne høre hende og Johannes var igang med at tage overtøj på. Jeg løb ned af trappen, "Hvad skal jeg lave?" spurgte jeg dovent, og betragtede min far der hjalp min lillebror på med jakken. Det var Johannes' første fodboldkamp nogensinde. "Du kan også tage med, og så kan vi tage en pizza med hjem?" spurgte hun, men jeg rystede på hovedet. "Jeg laver noget. Held og lykke Johannes!" Mor lukkede døren, og vinkede som et farvel, mens far tændte bilen. Jeg gik ind i køkkenet og lavede mad. Jeg havde besluttet mig for at lave den helt store 'fodbold' middag med burgere og cola. Min lillebrors livret. Da klokken var halv 8, blev jeg irriteret. Maden blev kold, og jeg var selv død sulten. Jeg ringede til både min mor og min far, men ingen af dem tog den. Der gik længere og længere tid, og jeg begyndte at spise. Et eller andet sted i min mave, vidste jeg at der var noget galt. Efter noget tid ringede telefonen, og jeg åndede lettet op. "Mor?" spurgte jeg, og noget rumlede i den anden ende. "Goddag Sofie, du snakker med Klaus Thomsen. Jeg arbejder på Rigshospitalet hvor din mor, Susanna Ludvigsen, og din far, Simon Ludvigsen, og din lillebror, Johannes Ludvigsen ligger indlagt efter en bilulykke. Deres tilstand er svækkende og det er med stor beklagelse jeg må meddele dig at.. " Han blev afbrudt, og der lød snak i den anden ende. Han sukkede dybt og sagde med en rungende og ustabil stemme, "en vogn er på vej ud efter dig på adressen Hyrtegårdsvej 19, du bedes gøre dig klar" sagde han og lagde på. Jeg trykkede afslut, og mit hjerte bankede højt i brystet, mens tårene trillede ned af mine rødmossede kinder. Hvad betød svækkende? Jeg bukkede grædende under, og greb fat om stolebenet. Jeg lå nede på gulvet og rystede, jeg var dog i stand til at forstå jeg var på vej i chok. Med rystende hænder, rejste jeg mig op igen og kiggede på alt den med jeg havde stået og brugt så lang tid på. Tænk hvis de aldrig kom hjem igen? Jeg havde et uforklareligt stort hul i maven, da jeg trak i mine sko og jakke. Tårene trillede ned, og jeg kunne se en sølv volvo køre ind i indkørslen. Manden kaldte mig hen, og jeg satte mig ind på forsædet. "Dav Sofie. Jeg hedder Mads Nielsen, og jeg skal køre dig til hospitalet. Hvor meget har du fået afvide om din familiies tilstand?" spurgte han, og satte bilen i gear. "Kun at deres tilstand er svækkende" sagde jeg, og snøftede. "Nu skal du høre. Din far kørte bilen, og de blev ramt af en spritbillist der kørte overfor rødt. De røg ned i en grøft, og bilen ramte voldsomt jorden. Nogle forbi passerende ringde efter hjælp, men jeg må desværre meddele dig at vi ikke nåede den. De omkom alle tre på stedet, og det gør mig utrolig ked af, at det skulle ske for dig i sådan en ung alder" Jeg mærkede at min hals blev tør, mine arme stikkede, og to sekunder efter stikkede hele min krop. Hovedpinen dunkede højt, og presset i mine lunger blev for meget. Det gik op for mig at jeg ikke trang vejret. "Sofie, der var intet vi kunne gøre" sagde han, og jeg hev efter vejret. Tårene trillede hurtigt ned af mine kinder, og jeg havde det varmt. Min familie. Min FUCKING familie! Dem der betød.. BETYDER alt! "Du lyver" klynkede jeg, og klemte hårdt fat om min tommelfinger. "Desværre" undskyldte han, og drejede mod hospitalet. "Du kan få lov til at se dem en sidste gang hvis du ønsker det" sagde han, og jeg fik en trang til at slå den kæmpe idiot. I mine ører lød det som, DU SKAL SGU DA BARE VÆRE GLAD FOR AT DU MÅ SE DEM EN SIDSTE GANG DIN UFORSKAMMEDE UNGE! Jeg kiggede ondt på ham, og nikkede. "Fint" klynkede jeg, og begravede hænderne i ansigtet. Han stoppede foran hospitalet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...