Your Song

Dette er et memoir fra en camp, jeg var på her i sommerferien. Tro mig, det var dét værd!

4Likes
2Kommentarer
206Visninger

1. Your Song

 

Det er snart min tur. Jeg får 30 sekunder. De skæbnesvangre 30 sekunder, der virker korte for andre, men for os er det de længste. Det er et helt århundrede.
    Jeg kigger rundt i lokalet. Bag døren larmer de andre unge i vores camp, men det gør intet. Jeg har travlt. Jeg har travlt med vores øvelse, med at høre hvordan hver af mine holdkammerater fuldfører den. Jeg har travlt med at frygte det øjeblik, hvor det er min tur.
    Sommerfugle holder en fest i min mave, og mit hjerte banker højt sammen med de andres. Jeg kigger på Maria og kan se min rædsel blive spejlet i hendes øjne. Ud af øjenkrogen kan jeg se tæer, der vipper, og øjne, der bevidst kigger op i loftet for at se om deres tekst står skrevet der. Jeg holder mit blik fast på Tobias oppe på ”scenen”. Han smiler stort, som altid, mens han kigger ud i luften og synger nationalsangen. Hvorfor tænkte jeg ikke på den sang? Det er jo det mest oplagte. Alle kan nationalsangen udenad, og Danmark betyder jo meget for os, ikke?
    En nede, elleve tilbage. En nede, et øjeblik væk fra den tid, før det er mig.
    Det her er så svært. Jeg synger aldrig! Aldrig. Men mens jeg lukker øjnene, og tænker tilbage, ved jeg det ikke er sandt.
    Jeg finder mig selv siddende i stuen over for moster Kirsten for fem år siden. Jeg synger for mine lungers fulde kraft, mens magiens hænder rører min tunge og fortryller mig. Ordene finder deres plads. Jeg synger den samme sang, igen og igen. Den samme sang, som ramte mit hjerte allermest. Jeg kan ikke huske den sang mere. Dog beroliger erindringen mig.
    Jeg kigger op på Caroline, der står foran os. Hun synger ’Elefantens Vuggevise’, og mange minder med min mor på sengekanten driver forbi mit indre blik. Jeg får tårer i øjnene. Mit hjerte banker hurtigere, og jeg prøver at finde mig til rette på den her umulige og hårde stol. Mens jeg tørrer mine hænder i mine bukser, sidder Luisa og glider sin hånd igennem sit hår. Vores blikke mødes, og vi puster smilende ud sammen.
    Hvorfor lige den her øvelse? Den øvelse, der gør mig mest bange. Jeg ved, at den her øvelse rammer de fleste på deres ømme punkt. Hvis ikke det med at synge foran hinanden, så det at man kun har 5 minutter til at huske en sang, der hiver en masse følelser op i én.
     Husk nu de øjne den dag! De varme, vise øjne, jeg sang til. Selvfølgelig sang jeg ikke godt eller rent, men jeg sang. Jeg lod mig falde med ryggen forrest ned mod magien. Jeg lod den omfavne mig. Jeg lod den gribe mig.
     Oliver står deroppe sammenkrøbet med et lille nervøst smil, mens hans tanker prøver at finde hans tekst.  Jeg udånder i min hænder, prøver at puste vores begge nervøsitet væk. Det virker ikke for nogen af os. Mine øjne bevæger sig rundt i lokalet. Christian sidder foroverbøjet.  Men tiden går, og Oliver er færdig.
    Jeg synger for fuld kraft, mens magiens hænder rører min tunge og beroliger mig.
    Vi er fire tilbage, og mens jeg i smug kigger på dem, griber jeg mig selv i at bide negle. Jeg bider aldrig negle! Vi har alle travlt med kigge på hinanden. Hvis tur er det nu? Vi har alle travlt med ikke at kigge på hinanden. Vi må ikke grine.
    Vi vil alle udskyde dette øjeblik, så længe vi kan, selvom vi udmærket godt ved, at det kun bliver værre.
    Camille griber udfordringen og går derop. Hun er selvsikker. Så meget det nu er muligt. Hun begynder at synge. Det går godt, men med ét stopper hun. Hun står lammet. Hun stirrer bare på os med et forundret blik. Vi kan intet gøre, og hun kan intet gøre. Ingen har lyst til at grine. Det her var vores alles frygt. Hun kan ikke huske sin tekst. Start forfra, Camille. Bare start forfra!
    Min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere. Jeg kigger rundt, men det eneste, jeg ser, er røde og blå stjerner i mit hoved.
    Skridtene på trappen høres, og latteren fyldte stuen. Magien og sangen stoppede.
    Jeg tørrer mine hænder i mine bukser, men det er nyttesløst. Sveden og den ubehagelige varme kommer igen med de rivende grin fra fortiden i mine ører. De ødelagde magien for evigt.
   Camille står helt stille og ser ulykkelig ud. Sekunderne går, og hun er magnetens sydpol og vores øjne er nordpolen. Vi kan ikke se på hende, og vi vil ikke se på hende. Det kan være mig, der står der. Det kan være mig, der kigger rundt i lokalet, men egentlig prøver at finde ud af, hvad jeg dog skal gøre.
    Stopuret bipper, og Birgitte, vores teamleader, beder hende om at sætte sig ned. Der er helt stille.
    ”Jeg gik helt i sort! Jeg glemte fuldstændig teksten!” siger Camille og sætter sig ned. Hun bliver hurtigt klappet stille på låret af sine sidemænd.
    Det sker for mig. Det sker for mig. Åh, nej. Hvorfor kom jeg dog her? Jeg prøver at huske min tekst, men det er svært. Kom nu, tænk. Okay, jeg har den første strofe. Jeg må starte forfra, hvis jeg går i sort. Jeg tager en dyb indånding og puster noget af min spænding væk.
    Jeg vil fuldføre det her, og jeg vil være positiv til det sidste. Men jeg ved at det eneste, der holder mig inden i dette rum og denne øvelse er følelsen af mine fodsåler på gulvet.
    Det er snart min tur. 30 sekunder. Andrés hånd på min skulder beroliger mig i det skjul, og sammen med lugten af angstens sved kommer lugten af teenageres stolthed og glæde. Jeg vil have den stolthed. Jeg vil føle den stolthed, og jeg må lade den lugt opsluge min angst, så kun modet forbliver.
    Én person tilbage, før jeg som den sidste skal stå foran mit team og gøre det mest rædsomme, jeg har prøvet. Jeg skal… I det mindste er det foran mit team, jeg gør det. Mit team er min trøst, mit team er min trøst.

Tiden er kommet. Jeg rejser mig fra min stol. Lyden af latteren hyler i mine ører og mit sind. Mine øjne flakker hen til døren og flere røde og blå stjerner. Hvad er mine muligheder? Der er kun én.
    Pludselig fylder de varme, vise øjne mit sind sammen med de tolv unge, støttende øjne foran mig. Jeg stolede på de varme, vise øjne, dengang i stuen, og jeg stoler på mit team. Jeg går hen til midten foran halvcirklen og står lidt. Pludselig ser jeg Camille stå lige præcis, her hvor jeg står. Hun står lammet. Hun ved ikke hvad hun skal gøre, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Skal jeg bare starte? Mine tænder finder min læbe. Oh, God. Hvad har jeg rodet mig ud i?
    Jeg kigger på mit team. André sidder smilende og nikker til mig. Tobias sidder med ilden i sine sikre øjne. Han er sikker på sig selv og mig. Til sidst ser jeg på Maria, som sidder og kigger indtrængende på mig. Hendes bekymrede øjne siger: ”Kom så. Jeg ved, du kan” Mens jeg observerer dem, bliver det hele varmt, denne gang dejlig varmt, fantastisk varmt, og jeg ved, at hun og de andre har ret. Jeg kan gøre det her.
    Jeg åbner munden og med en lille, hæs stemme, synger.
   ”It’s a little bit funny this feeling inside. I’m not one of those, who can easily hide…”
    Resten af de 30 sekunder forsvinder, som hvis det var 10. Det øjeblik, hvor Birgitte siger, jeg er færdig, vågner jeg op som fra en trance. Alt virker tåget, bortset fra min glæde, og den er altopslugende.
    Selv når Kasper med et smil på læben interesseret spørger: ”Elton John? Han er den bedste! Jeg har helt glemt, hvad for en sang det er?”.
    Da jeg svarer, at det er ’Your Song’, breder mit ansigt sig i et stort smil. Min eufori har taget plads i min mund sammen med magiens ord. Jeg gjorde det! Jeg kan mærke min krop ændre sig. Mit åndedræt og mit hjerte bliver roligt, og mine hænder tørre. Jeg kan se sommerfuglene flyve væk sammen med den nedgørende latter i stuen.
   ”Det var jo ikke så slemt,” siger jeg stille og sætter mig ned.
   Stolen er blød og behagelig, bemærker jeg og kigger rundt. Lokalet er lyst, og ligesom jorden opvarmes af solen udenfor, opvarmes mit sind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...