Troen på livet

En tankestrøm

1Likes
2Kommentarer
413Visninger

1. Tankestrøm

Knivens skarpe blad kørte igennem hendes ydre lår igen og igen.
Det var første gang i flere uger hun havde valgt denne løsning, synet af det klare, mørkerøde blod gjorde hende grådig efter mere.
Den tøven der ofte havde fyldt hende var forsvundet som dug for solen, det gjorde ikke engang ondt i dag. Det brændte måske lidt, men det var ikke så slemt som det plejede.
Ikke godt nok.
Hun ville straffe sig selv.
Hvorfor var hun også så ubegavet?
Hendes bror gad ikke hjælpe hende med matematikken længere, det var tydeligt at hans tanker var langt væk.
Endnu engang kørte hun bladet gennem huden, denne gang ved hendes håndled, - her kunne det da næsten mærkes.
Hvor var det gode forhold de engang havde? Var det hendes skyld?
Ja, det var det vel egentlig når hun tænkte tilbage.
Hvis bare hun havde lavet værre med altid at irritere ham da de var mindre, så havde det nok ikke været så slemt i dag.
Hun havde altid født sig lidt overset, - han var jo den ældste, - selvfølgelig betød han lidt mere.
Han var også god til alt, ikke nok med at han fik topkarakterer i både dansk, matematik og engelsk, så havde han også fået alle de kreative gener, så at sy og tegne var han langt bedre til end hende.
Jo, hun fik da god respons på hendes malerier, men de var sikkert bare flinke.
At skrive havde hun også altid elsket, men det var heller ikke noget hun var synderlig god til, det var bare en måde at komme ud med nogle følelser.
Sportsligt havde han nok været endt som en af Danmarks bedste målmænd, hvis ikke han stoppede for et par år siden, - det var hun heller ikke god til, hun gik til fodbold som 11 årig, men hun var alt for klodset og endte ofte med at falde over bolden i stedet for at skyde den væk.
Også på det sociale var hendes ældre bror meget bedre end hende, han kunne blive venner med alt og alle og havde altid travlt med den ene fest efter den anden.
Hun følte sig tit glemt og alene og lod ofte de få venner hun havde træde på hende og gøre grin med hende. Hun kendte ikke andre venskaber end disse, så hvordan kunne hun tillade sig at sige fra, hvis hun ikke vidste om det var sådan andre også blev behandlet af deres venner.
Ikke engang på ydersiden var hun perfekt, - hun var faktisk rigtigt langt fra det. I hele sin barndom havde hun været svært overvægtig og på trods af et stort vægttab.
Det var nok først der det gik rigtigt galt for hende, efter hun havde tabt sig.
Jo, hun kunne da endelig passe en str. 36, men hun havde stadig næsten ingen selvtillid, det hele var bare en, stor facade, som hun havde været flere år om at bygge op.
Hun følte sig pludselig uovervindelig. Hun havde et par gange både overvejet og forsøgt at tage hendes eget liv, men hvis det ikke engang skulle lykkedes for hende selv, hvem skulle så kunne gøre det?
Hun skubbede næsten alle væk, sad altid for sig selv og begyndte opbygningen af endnu en facade. Hun havde snart mistet tal på, hvor mange lag hun havde opbygget.
Engang imellem skete det at hun mødte nogen der kunne se direkte gennem facaden, men dem valgte hun alligevel at undgå for hver en pris, så det gjorde intet andet end at der blev bygget flere lag. Mere beskyttelse for omverdenen.
Nogen dage skete det fantastiske at hun kunne se det smukke, ikke kun i andre, men også i sig selv. De dage blev færre og færre. I takt med at dagene blev mørke mistede hun al tro på livet.
Hun fandt sin flugt i akrylmaling og i at skrive digte, hvor det eneste til at fortynde hendes tårer, var hendes blod.
Den pige var mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...