Forfulgt

Seksten årige, Emily Garner, bor i det fattigste område man overhovedet kan forstille sig. Efter at have skullet flytte væk fra sin mor gør hun nogle farlige ting, som slet ikke ligner hende. Hun og præsident Porters smukke barnebarn, Ethan, flygter fra skoven, efter Emily har gjort noget, hun aldrig skulle have gjort. Men kan de overleve i den mørke skov på egen hånd?

1Likes
0Kommentarer
129Visninger

1. For svært

 

Jeg kigger på mor med sammenknebne øjne. Hun vil tydeligvis ikke se mig i øjnene, for hun kigger straks ned i jorden. ,,Emily, vi bliver nødt til at håndtere det her ordentligt”, siger hun efter lidt tid. Mor er den eneste person, jeg kender, der kalder mig mit rigtige navn. Alle andre kalder mig bare for Lilly, men det gør ikke noget, at hun kalder mig Emily. Det er faktisk ret rart, men kun når hun gør det. Men nu kan jeg mærke, at hun er godt i gang med at gøre mig fuldkommen rasende. Hun vader ind i det lille hul, vi kalder for stuen og fortæller, at vi ikke kan bo sammen mere. At jeg skal på børnehjem. At den åndssvage regering har besluttet, at hun ikke kan håndtere en teenagedatter efter fars død. ,,Regeringen er gået over stregen denne gang”, får jeg fremstammet. Hun nikker roligt, og jeg beundrer hendes evne til at tackle svære situationer som denne. ,,men jeg vil ikke flytte, mor! Jeg vil bo her – i mit hjem!” Tårnene presser på. Jeg bider mig i læben og prøver at blinke dem væk, men jeg kan mærke en tåre rulle ned ad min kind. 
Hun prøver at smile, men jeg kan se sorgen i hendes øjne. At det også gnaver i hendes indre. Hun går stille hen til mig og omfavner mig. Hun dufter af æbler med et lille strejf af kanel. Det har hun gjort så længe, jeg kan huske. Egentlig mærkeligt, for hun bruger ikke parfume. Det har vi ikke råd til med den usle løn, man får her. Vi har kun nok til lige at kunne overleve. Ikke altid. Nogen gange går der et par dage uden ordentlig mad. Den duft beroliger mig, og jeg trækker straks vejret langsommere og prøver at indånde den dejlige duft. Endnu en tåre ruller ned ad min kind. Jeg begraver mit hoved i hendes skulder og græder ud. ,,Mor, vi var lige ved at finde ud af det. Det ved de ikke noget om. Måske kunne du snakke med dem igen.” Mor kigger medlidende på mig. Hun kører sin højre hånd gennem mit hår og aer min kind blidt. Jeg kan mærke hendes svedige hænder på min kind og kigger på hende. ,,Det skal nok gå, min skat”, siger hun beroligende. ”Du er så stærk”. Hun tørrer sine våde øjne med sit ærme. ,,Du vil altid være min datter lige meget, hvad der sker, okay?” Jeg nikker, og pludselig vælter tårerne ud af mine øjne, der nu svier helt forfærdeligt. ,,Åh, min skat, du skal ikke græde. Vi ses igen en dag, det lover jeg.” Jeg bliver mere og mere vred på regeringen. De ved ikke noget som helst om mor og jeg. Jeg begynder at ryste og kan mærke den indebrændte vrede. Hvor er det uretfærdigt! Jeg hader regeringen og åndssvage borgmester Porter. Jeg bliver altid så sur, når jeg tænker på, at de bare kan knipse med fingrene for at få dræbt en hel familie. De har så meget magt, og det irriterer mig grænseløst. Uden at tænke over det kaster jeg en vase af ler ind i væggen, der efterlader den i fem stykker på gulvet. Mor kigger forskrækket på mig, men går så hen til den ødelagte vase og samler stille skårene op. Jeg havde regnet med, at hun ville blive sur på mig, fordi det var en pæn vase, men hun råder mig bare til at gå ud og trække noget frisk luft. Jeg nikker og går op af den smalle trappe, der fører til en kæmpe mark så langt øjet rækker.
Jeg beslutter at gå ned til markedet i udkanten for at handle en smule. Jeg kunne være heldig at få et tørt stykke brød i bytte for en flettet kurv. Jeg er god til at flette og har nogle kurve, jeg kan bytte til en nødsituation. Vi har ikke fået mad i går og i forgårs, kun en kop urtete, der ikke smagte af noget. Mor havde varmet vandet over komfuret. Det gør hun nogle gange, når vi er tæt på at dø af sult. Man får fornemmelsen af noget i maven. Men det mætter ikke ordentligt. Jeg kan mærke sulten stige og min mave, der skriger efter at få noget mad. Jeg begynder at løbe ned til markedet. Jeg tager en genvej gennem skoven og kan nu høre larmen fra handlende folk.  Jeg er så desperat efter at få noget i maven, at jeg vil spise insekter, hvis der ikke er nogen, der er interesserede i min kurv. Jeg har kun prøvet at spise det en gang før. Det var lige efter, far var død.
Mor havde ingen kræfter til at arbejde, og jeg brugte det meste af dagen på at sove, ikke på at flette kurve. Vi var heldige, at det regnede, for vores tag er utæt, så vi satte den vase, jeg lige har smadret, under hullet i taget. Efter tre-fire dage var vi så sultne, at vi var nødt til at stege nogle insekter, vi fandt ude foran vores hus. De smagte forfærdeligt, men de holdt os i live. Jeg gyser ved tanken om at spise den slags igen. Inden længe er jeg tæt på markedet, og det beroliger mig, at se alle de mennesker, der ser ud til at have det godt. Jeg står på en bakke. Ikke så stor, men stor nok til at kunne se hele markedet. De rigere folk sidder ved madboderne og spiser med deres venner og familie.
Noget jeg aldrig har kunnet prøve. Det har vi aldrig haft råd til. Jeg ser bageren og kan nærmest dufte det nybagte brød. Det får mine tænder til at løbe i vand. Jeg roligt går ned på markedet og prøver at skule mine rystende hænder. Med mange års handleerfaring ved jeg, at jeg skal beherske mig selv lige meget, hvor sulten jeg er.
Ellers vil folk ikke handle med dig. Alt skal forgå så professionelt som muligt. Men det er rigtig svært, hvis man er rigtig sulten. Jeg får øje på borgmester Porter med en dreng på 16-17 år, omkring på min alder. Han ligner Porter en smule. Samme gråblå øjne, lange øjenvipper, kraftige, mørke øjenbryn og fyldige læber. Men der er noget ved ham, der ikke får ham til at ligne en slange på samme måde som med Porter. Den mand skræmmer mig virkelig. Han skræmmer tydeligvis også de andre folk, fordi de går en stor bue udenom ham og drengen. Hvad laver de? Det ser ud som om, de skændes. Pludselig sker det, der ikke måtte ske. Porter får øje på mig. Han nikker mig over mod dem, og jeg går langsomt derhen. Jeg er rædselsslagen. Hvorfor vil han snakke med mig? Har jeg gjort noget galt? Der kører en masse tanker rundt i hovedet på mig, mens jeg går hen mod dem. Jeg har aldrig talt med Porter før. Vidste han overhovedet, at jeg eksisterer? Nå, ja, han har jo splittet mor og mig ad. Jo tættere jeg kommer på ham, desto mere rasende bliver jeg. Men jeg må ikke fornærme ham eller gøre noget andet, jeg vil komme til at fortryde. Jeg står nu over for ham og drengen.
Emily Garner, dette er Ethan William Porter, min sønnesøn. Selvfølgelig er de i familie.
,,Hvor kender De mit navn fra, borgmester?” Han kigger op og ned ad mig, som om jeg er en anden skabning. ,,Jeg mener, at en borgmester skal kende alle sine borgere”, siger han fjernt og kigger derefter væk. Jeg ved, at han langt fra kender alle borgerne, men jeg lader det ligge, da det nok er klogest at gøre. Jeg studerer diskret hans barnebarn. Hans mørke hår blafrer i den kraftige efterårsvind. Han kigger på mig, og jeg kigger straks væk. Jeg må huske, at jeg skal tænke, før jeg taler. Med hver eneste sætning. Nu hvor jeg tænker over det, kender jeg ikke Porters fornavn. Jeg mærker hvor træt og sulten, jeg er. Jeg kigger på Porter og kan se, at hans mund bevæger sig. Men der kommer ikke noget ud. Der er pludselig helt stille, og jeg kan kun høre mine egne tanker. Hvad forgår der? Jeg får det som om, jeg har sten på mine øjenlåg og alt sortner. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...