Still Burning

Thalia er 16, og virker ikke normal. Hun virker en smule kold og ligeglad, med skæv humor og hendes evner indefor kunst. Udover det er hun meget svær at komme ind på. Det er fordi, hun føler ingen forstå hende. For hende er ligegyldighed nemmere. Hun føler sig fri og sig selv, når hun maler eller andre former for kunst. Dog når det gælder følser, er maling mod et lærred, den nemmste udvej. Hvor andre bruger ord, har hun stort altid brugt en pensel. Hun ser kunst, og elsker Picasso. Alle hans skævheder. Thalia er ikke lykkelig, og mener der er et eller andet galt med hendes liv. Der mangler et eller andet. Hun får en helt tilfældig dag, ideen om det perfete kunstværk. På billedet skal, der være det perfekte menneske. Der er bare et problemer. Findes det perfekte menneske?

Dette er ikke en forløber eller noget for Like Art. Historien er helt sin egen.

0Likes
0Kommentarer
583Visninger
AA

3. Walk on a random Sunday

Det var en helt almindelig søndag. Normale - eller skal jeg sig andre mennesker - opfatter søndagen, som en kedelig dag. En dag som skal soves væk, en dag hvor man bare tænker på den mandag, som kommer lige efter. Jeg ved ikke hvorfor søndagen har fået dette ry, men sådan er det nu en gang.

Selv kan jeg godt lide søndage. De er mere komplette end alle de andre dage på en eller anden måde. Der var helt stille. Eller man kunne høre en smule fuglekvider og mine regelmæssige skridt mod den regnvåde asfalterede vej, men ellers var der fuldkommen ro.

Klokken var selvfølgelig ikke mere end omkring ni, men det var sjældent der var en ro på denne her måde. For det meste kunne man altid høre støj fra biler, eller menneskestemmer.

Nu er der en ting du gerne vil vide, ikke sandt? Hvad laver en 16-åring pige, en søndag morgen så tidligt? Jo, svaret er simpelt nok. Jeg magter ikke være der hjemme.

Min irriterende lille bror råber meget højt, og mine forældre klager altid over mine handlinger. Det er altid “Hvorfor fik du ikke 12? Tag dig nu lige sammen”, og “Skift dine sko ud, det er ikke pænt med de huller”. “Tal pænt Thalia, du skuffer os meget når du bruger det sprog. Det var ikke den datter vi opdragede”.

Lad os bare sige, de er meget konservative og ukreative. Stik modsat mig. Det er ikke til at holde ud. Men jeg kunne helt ærligt, ikke være mere ligeglad. Det rager faktisk ikke dem. Udover at slippe væk fra min udholdelige familie, skal jeg også bruger noget nyt maling. Jeg er ved at løbe tør for flere farver, og det er bestemt ikke godt.

Jeg bruger nemlig ekstremt meget af min tid på at male og tegne. Men mest på at male. Jeg kan bruge dage på at tegne, og flere uger, nogle gange måneder på et maleri. Hvis det stod til mig, ville jeg ikke lave andet. Det er min passion, og min måde at slippe af med sorg og andre følelser. Alt fra glæde til sorg og vrede. Meget bedre end at cutte. Tro mig har prøvet det et par gange, men det hjalp ikke rigtigt.

Dørklokken ringer med en sådan en mærkelig typisk ringklokke-fra-en-butik-lyd, og advarer Becca om jeg er ankommet. Becca hedder i virkeligheden Rebecca, men hun nægter, at nogen kalder hende det. Så derfor Becca.

Becca er omkring 17, og arbejder i byggecenteret. Hun har virkeligt rødt hår og almindelige blå øjne. Hun går aldrig i andet end trøjer med bandnavne eller citater. I dag er det The Runaways. Et gammelt pigeband, som spillede rock i 70-erne. Det kan selvfølgelige godt være, hun går i andet i fritiden. Hvem ved? Men sammen med sine trøjer, kan det være alt fra jeans til de vildeste tylskørter. I værtfald på arbejde.

Jeg finder hurtigt min maling, og går målrettet mod kassen. Dette skal i princcipet bare overstås. Becca er faktisk ikke så slem igen.

I det hele taget er jeg ikke glad for mennesker. Jeg er det, du nok vil betegne som asocial. Men jeg har det fint med det. Det er okay. Mennesker forstår mig som regel ikke. Slut. Så er den ikke længere.

Hun smiler, og jeg lægger bare mine ting på bordet mellem os. Eller hedder det nu en disk? Lige meget.

"Hey Thalia, hva' så?" Hun stiller spørgsmålet før hun begynder, med langsommelige bevægelser at scanne mine varer. Hvor irriterende. Men det holder mig væk fra mine forældre, som vil have en rigtig kernefamilie. Lyder det ikke hyggeligt? Jeg tror helt hundrede, jeg brækker mig en dag.

"Fint nok", mumler jeg en smule uforståeligt. "Hva' med dig. Hangover?" Tonefaldet fra min side af er drillende. Becca fester lidt for ofte når hun skal arbejde næste dag, og det er måske derfor hun er så forbandet langsom?

Hun skuler. "Ja, men heldigvis ikke så slemme, som for et par uger siden. Det er bare en forbandet hovedpine. Men jeg begik en stor fejl." Uden nogen opfordring eller spørgsmål, begynder hun en lang beretning/historie om en eller anden fyr, hun havde haft sex med. Han hed Nicklas eller Nathan, jeg fik ikke fandt i navnet. Men hun havde haft et on/off-forhold med den der dude i et par år nu. Jeg var ligeglad, men afbryd hende ikke.

Det var der to grunde til. Den første var, at jeg ikke behøvede at snakke om mig selv. Jeg bryder mig nemlig ikke om, folk ved for meget om mig. Endnu en gang viser det lidt af min asocialitet, men helt ærligt, hader jeg at tale med folk. Eller måske hader jeg det ikke lige frem. Jeg er ikke vild med det. Betro dem mine tanker og problemer. Er prøvet en gang, som 6-årig. Men selv som en lille uvidende 6-årig pige, kunne jeg mærke det var forkert. Den anden grund var frygten for dårlig service. Det var nemlig det eneste byggemarkedet-agtig ting i byen, og supermarkedet havde noget dårlig maling. Totalt ubrugeligt. Derfor magtede jeg ikke fornærme hende, ved at afbryde hendes lille historie.

Hun gav mig maling, og vinkede hurtigt, da jeg gik udenfor igen. Der var begyndt at dryppe en smule. Men det gjorde faktisk ikke noget. Regnen er smuk. Kold. Dråberne er perfekt formede, og lader sig ikke påvirke af nogen eller noget. De gør hvad de vil. De kan være blide som fjer, eller næsten lige så hårde som små klumper med is. Der er ingen der bestemmer over dem, eller tager dem for givet. Folk lader dem i fred.

Klokken var omkring halv elleve, da jeg trådte ind af hoveddøren. Langsomt tog jeg min jakke af, og smed mine slidte blå converse ind i skabet. I køkkenet fandt jeg et eller andet brød. Min morgenmad var ikke vigtig, og jeg var sulten.

Hvis du trådte ind i mit værelse, ville du nok blive forvirret. Enten ville du elske det, eller hade det. Tja, jeg elsker det. Det er personligt, og faktisk har mine forældre ikke blandet sig i min indretning. Underligt, men sandt. Lad mig forklare. Tingene i rummet er normale nok. En seng, et skab og et skrivebord. Ikke noget spændende, unormalt eller kreativt i det.

Det er væggene, du skal lægge mærke til. Den første er hvid, og der hænger plakater. Ikke plakater af et eller andet ligegyldigt popband, eller en skuespiller, som er åh så lækker. Nej, det er malerier, malet af min yndlings kunster Pablo Picasso. Han er bare det jeg ville kalde genial med en pensel. Jeg elsker hans måde at se verden på. Hans timing og fantasi. Den er magisk. Tæt på perfekt.

På den anden væg hænger billederammer, oven på en sort baggrund. Der er billeder i dem alle sammen. Men det heller ikke tilfældige billeder. Det er ting, som er perfekte i deres udførelse. Som regndråber der løber ned af et vindue. Mørke. Ild. Men der er ikke et eneste menneske på den væg. For mennesket er langt fra perfekt.

Den tredje væg viser et ansigt. Det forstiller en kvinde med sort bølgede hår, og gennemtrængende grønne øjne. Hendes øjne er svære at aflæse. Hun er mystisk, vred og såret på en gang. Kvindeansigtet viser nogle del af mig selv, jeg gemmer for omverden. Jeg brugte lang tid på den væg. 2 måneder men det var det værd, det er det altid. Næsten. For det meste. Baggrunden er svagt grå.

Den sidste væg er farver. Der er ikke rigtig nogen form eller et mønster, bare former og farver. Men det er ikke tilfældigt. Min kunst er aldrig tilfældig. Der gemmer sig altid et eller andet i kulissen.

***

Vi spiser aftensmad. En eller anden madtærte. Min lillebror fortæller om sin dag. Han har været henne hos en ven. Mine forældre spørger om alt muligt, og smiler tilfreds til hinanden en gang i mellem. Som om de har bestået en eller anden syg form for prøve. Jeg deltager ikke i deres lille forbandede samtale. De indtressere sig jo i virkeligheden ikke en skid.  Hverken for mig eller min bror. De vil jo gerne opretholde den smukke facade omkring vores familie, de har bygget op. Mærk sarkasmen. Kvalmen vender for en kort stund tilbage.

"Hvad har du brugt dagen på, Thalia?" Min mor smiler et tandpasta-smil.

"Tegnet", mit svar er kort og præcist. Et ord. "Skulle du ikke besøge en veninde? Hvad med hende Marylin, hun virker som en sød og fornuftig ung pige." Hun smiler stadig, men det er falsk. Jeg bryder mig på ingen måde om Marylin. Hun er, for at være helt ærligt, falsk som langt ind i helvede. Hvis jeg endelig skal hænge ud sammen med en, skal det ikke være hende. Ikke på vilkår.

"Nej mor. Vi er ikke så gode venner fortiden, og vi er vokset lidt fra hinanden". Mit svar er en lodret løgn. Mig og Marylin, eller Marylin og jeg, har aldrig været veninder. Min mor lavede nogle få legeaftaler, da vi var omkring 7, og ingen af os nød det.

"Hvad så med Lily eller Alice?" Kvindemennesket bliver ved. Kan hun ikke forstå, jeg ikke gider? "Nej, jeg havde bare brug for lidt alenetid i dag". " Men din far og jeg er ret bekymrede for dig. Du er stort set altid alene. Der er vel ikke noget i vejen?" Hendes gennemtrængende og lettere skingre stemme overtager efter den stille og stort set normale. "Nej mor. Tak for mad". Jeg lægger bestikket, for går uden min mor siger noget. Eller så lukker jeg bare af. Mine bedømmelses evner er ikke altid lige gode på det punkt. Træt og irriteret finder jeg et papir og en blyant fra. Jeg vil bare væk fra min virkelighed. Mine følelser er meget påvirkelige lige nu. Det er de altid under tegning eller når jeg maler. Det er sådan jeg beskriver dem.

 

" I know I was born and I know I'll die. Everything between is mine". - Ukendt

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...