Still Burning

Thalia er 16, og virker ikke normal. Hun virker en smule kold og ligeglad, med skæv humor og hendes evner indefor kunst. Udover det er hun meget svær at komme ind på. Det er fordi, hun føler ingen forstå hende. For hende er ligegyldighed nemmere. Hun føler sig fri og sig selv, når hun maler eller andre former for kunst. Dog når det gælder følser, er maling mod et lærred, den nemmste udvej. Hvor andre bruger ord, har hun stort altid brugt en pensel. Hun ser kunst, og elsker Picasso. Alle hans skævheder. Thalia er ikke lykkelig, og mener der er et eller andet galt med hendes liv. Der mangler et eller andet. Hun får en helt tilfældig dag, ideen om det perfete kunstværk. På billedet skal, der være det perfekte menneske. Der er bare et problemer. Findes det perfekte menneske?

Dette er ikke en forløber eller noget for Like Art. Historien er helt sin egen.

0Likes
0Kommentarer
586Visninger
AA

6. The lost girl

Der går nogle få dage, før mine forældre bemærkede, den mail min lærer havde sendt, omkring min manglende deltagelse, i den forbandede tysktime. Det er lørdag. Men sådan er det altid. Der er kun tid til andre ting end arbejde i weekenden. Deres illusion om vores familie er faktisk ret dårlig. Jeg lider ikke under deres fraværd, men inderst inde burde Alexander have bedre forældre. Det ved jeg godt. For mig er det nemmere. De sidste par dage har faktisk været meget normale. Facaden er endda ved at være på plads igen. En god nyhed.

Thomas tirrer mig selvfølgelig. Eller prøver på det. Den irriterende knægt, som tror han ejer det hele. Opblæste nar. Men det er som om, når min kreative, ofte skjulte side, ikke vises er jeg mindre sårbar. Kulden er tilbage. Men hvis han skal ramme mig, bliver han nødt til at have noget mere fantasi med i sine små hævnaktioner.

Helt ærligt, og det værste ved hans små underlige fornærmelser, er at han ikke har taget min svaghed til sig. Det er åndsvagt, jeg påpeger hans fejl omkring hans bedømmelse af skadelige ting han kan gøre mod mig, men kom nu lige ind i kampen mand. Men mit skjold er næsten helt igen. Der vil altid være et par småskrammer efter mit vredudbrud.

Jeg har bestemt mig for aldrig at tegne igen. Jo, når jeg er alene selvfølgelig, men ikke i skolen. Mit panser skal være stærkt, og ikke mindst ubrydeligt. Som en sten.

Det er som nævnt lørdag. Regnen driver ned i tykke stråler. Jeg sidder i vindueskarmen, og kigger bare ud. Igen spiller noget musik med Beatles i baggrunden. Dråberne triller langsomt ned af ruden, i et fast, næsten forud bestemt mønster. Det slidte kameraet jeg fik for et par år siden, ligger i alt rodet på natbordet. Dog finder jeg det ikke frem, som jeg måske ville have gjort, jeg betragter dem bare.

Den konfirmation mine forældre forlangte eller krævede jeg fik. De mener det er bestemt. Hvad blev der lige af at have et valg? Jeg husker de ord, jeg ikke tror det mindste på. Ikke ordret, men alt det med man tror på Jesus, Helligånden og Gud. Den ene løgn efter den anden. Min alt for pigede hvide kjole. Præstens kvalmende smil. Falskheden i talerne fra alle mulige familiemedlemmer, som ikke kender min ægte personlighed.

Det eneste positive er mit kamera, og at det er overstået. Jeg foragter virkelig den dag. Den burde slet ikke have fundet sted.

Mine forældre fanger mig, da klokken er omkring fire. Der er allerede tusmørke. Jeg er på vej ud, for at hente noget tape. Min mor prikker mig blidt, men bestemt på skulderen. Sukket er kun indvendigt, for jeg magter ikke et ekstra foredrag om god opførsel blandt unge mennesker.

Men jeg får det alligevel. Pga. mit fraværd, helt hundrede.

Vi sidder i køkkenet. Smålyde fra min brors fjernsyn kan høres svagt fra hans værelse, men jeg koncentrer mig ikke om dem. Lad os nu bare få det her overstået. Min far rømmer sig, og begynder at snakke. "Kan du fortælle mig, hvorfor din tysklærer klager over dit fraværd?" Han kigger på mig med dømmende øjne.

"Jeg fik det dårligt". Svaret kommer på en måde indøvet og meget nemt, og det er i princippet kun en halv løgn. Det går mig nu ikke på, hvis det var en lodret løgn, men alligevel. Igen, lad os nu bare få overstået det her.

Hans øjne bliver ikke mildere, da han hører mit sikkert utilfredsstillende svar. " Thalia, tag dig nu lige sammen. Du havde det fint da du tog i skole mandag morgen. Du kunne i det mindste lige holde ud et par timer til. Jeg er skuffet, over at du ikke tager din uddannelse mere seriøst. Hvis du ikke passer på, kan du risikere ikke at være god nok til gymnasienivau." Den genkendelig rynke og de hævede øjenbryn bliver taget i brug.

"Hvem siger, det er det jeg vil?" Hvorfor tror han, at de kan kontrollere mit liv. Jeg er for guds skyld 16 år gammel, og kan sagtens tage mine egne valg. Det kan absolut ikke vedkomme ham, hvad jeg vil senere. To år og jeg kan flygte fra det her fængsel.

"Sikke en omgang sludder, selvfølgelig skal du på gymnasiet. Hvad er det for en underlig påstand. Derefter skal du studere medicin. Thalia, det er det eneste rigtige at gøre." De hævede øjenbryn forsvinder, men øjnene er stadig hårde. Hårde som sten og stort set blottet for nogle andre følelser end undren og en gnist af vrede.

"Hvorfor tror I stadig, I kan kontrollere mit liv?" Spørgsmålet popper bare op, og jeg kan ikke rigtig styre det. Jeg er ligeglad med deres vrede og forventninger. Mit liv, min sti, mine valg. Sådan burde det være.

En hånd rammer min kind. En smule chokeret, men samtidigt utroligt roligt og fattet betragter min mor tænksomt på sin mand. Hun har faktisk ikke sagt noget indtil videre, men har bare siddet stum, og betragter os. Igen en vane mine forældre har. Min far taler og handler, min mor er stum og tager bare i mod ordrer. Jeg håber aldrig, det sker for mig.

"Du burde lærer respekt for andre, unge dame". Øjnene gløder nærmest af glohedende raseri. " Din uddannelse er noget, hvis ikke den vigtigste gave, du vil få her i livet. Dit liv vedkommer faktisk også din mor og jeg. Du er ikke myndig, og derfor bestemmer jeg over dig. Mit hus, mine regler, og sådan er det bare. Det skal der ikke stilles spørgsmålstegn ved, er det forstået." Han griber min arm, og presser den hårdt. Jeg nikker med et lille næsten usynligt lille nik. Jeg er langt fra enig, og jeg hader at måtte bøje mig uden kamp. I dette tilfælde er det uundgåeligt.

Jeg styrter nærmest ud af det lille køkken. Vreden er stærkere end før, men jeg prøver ikke at lægge mærke til den. Mine sko og min jakke er hurtigt taget på, og jeg går beslutsomt udenfor. Regnen er mildere end før, men der er stadig ekstremt koldt. Det er ligegyldigt. Jeg skal bare ud af det hus. Og det skal være nu!

Der dryppede let, og der var pænt koldt. Vi er i november måned, men alligevel. Min ikke for varme og ret slidte jakke, hænger på mine skuldre, og omslutter min lettere kølige krop. På grusstien kan man hører de   lette regelmæssige fodtrin, og nogle små spark til et par tilfældige småsten. Ellers var der overraskende stilhed. Den var kun lige rundet otte, det undrede mig faktisk. Ikke bare lidt, men ret meget. Det burde det ikke, hvilket det åbenbart gjorde.

Pænt irriterende, men også ret ligegyldigt. Tankerne er mange, mens jeg går på den uinteressante grussti i regnvejr og lettere tykt mørke. Jeg er skuffet igen, igen. Ikke over nogen andre, men faktisk bare mig selv. Jeg finder frem til den grønne bænk, og er endnu en gang ligeglad med varmen. Hvorfor er det,  jeg ikke bare kan holde min kæft?

Indelukke min vrede, og bruge den til at skabe noget smukt. Eller det er lidt lige meget, om det er smukt. Det skal være undrende og unikt. Eller det mindste bare noget særligt. Min mening er det smukkeste kunst, i princippet ikke særligt kønt. Ofte er det meget grotesk.

Men har lige det ekstra. Et forvildet penselstrøg, anderledes fra alle de andre, men falder bare i hak. Historien billedet fortæller. Det forvrængede budskab, og den kragede personlighed maleren selv ejer, som han eller hun giver udtryk for.

Mørket bliver tættere, og jeg forbander lidt,  hvorfor jeg ikke tog en tykkere jakke, da jeg havde chancen. Men sådan er vrede. Vil jeg acceptere mine små, eller store udbrød? Det kan der på ingen måde være tale om. Hvorfor kammer mine følelser bare over igen og igen, sådan uden videre?

Det er af en eller anden grund nemmere overfor mine forældre. Det er i mit eget hjem, hvis man kan kalde resten af huset det. Huset er jo trods alt min sikkerhed. Okay, det lød måske en anelse som den der underligt modige dreng Harry Potter. Igen sidespor/spring, jeg sagde jo, jeg er en sidespors/springs-person.

Jeg ved ikke helt hvorfor. Altså det der med mine forældre, jeg stoler ikke mere på dem end, jeg gør på andre mennesker. Det virker bare nemmere, knap så grænseoverskridende og kaotisk. Men stadig forkert. Jeg må lære at kontrollere dem bedre. Det burde ikke være så forbandet svært, når jeg har mine tegninger og malepauser.

***

Uret over det pinligt rene køkkenbord viser 23:12, da jeg en smule afklaret efter mit skuffende vredeudbrød, lister ind i køkkenet. Der er stilhed, men jeg skynder mig bare igennem. Stilheden er ganske rar, men jeg vil have stilhed et andet sted. I mit hoved. Jeg bliver nød til at få det ud.

Papiret bøjer sig let for den elegante streg, blyanten med en let bevægelse tegner ubesværet. Det er lidt som en dans, på den ene eller anden måde. Endnu en gang må det blive en skitse. En sort-hvid skitse ved og mærke. Vreden bliver bare på den ene eller anden måde til en form for lydløs musik. Man siger jo også, at billeder fortæller mere end 1000 år.

Et usymmetrisk ansigt træder frem efter et par timers fordybelse. Hendes ansigt er forvirrende og splittet. Delt op i 2. På den højre side har hun hele krigsmasken på. En lidt for  kraftig øjenmake-up, en nærmest perfekt ren hud og en mørk læbestift. Hendes mundvig lyser op i et lille smil, og hendes store øje, i den side af hovedet, viser et lille drillende glimt. Den venstre er en hel kontrast. Make-uppen er væk. Det drillende glimt er forsvundet som dug, og mundvigende vender er smule ned. Et par tårer løber langsomt ned af kinderne. Den side viser hendes rigtige jeg.

Hendes krop er næsten normal. En anelse tynd, men heller ikke mere. Hendes påklædning er normal. Hendes position er nogenlunde normal, måske en anelse sørgelig. Hun sidder i et hjørne. Krøbet sammen, siddende i fosterstilling. Hænderne holder hun om ørene i et desperat forsøg på at holde verden ude. Men ikke videre unaturligt som sådan, bare en smule ulykkeligt.

Der står forskellige ting placeret foran hende. En fugl. En skygge. En diamant. Et bål. Men hendes øjne er fanget i mørket. Det er umuligt at undslippe. Mørket opsluger hende langsomt, som om det har altid i verden. Hun tager slet ikke notits af tingene. Hendes stilet-klædte fødder kan ikke ses mere, da jeg er færdig. Den er langtfra det bedste jeg har tegnet, men det er godt nok.

Følelserne er det vigtigste. Nogenlunde tilfreds ligger jeg den sort-hvide tegning på natbordet, som i forvejen er godt proppet med store og stumper papir. Det rodede natbord virker trygt på en eller anden underlig måde.

***

Irriteret vågner jeg næste morgen. Der er meget støj, som om en eller anden prøver at banke en væg ned, eller noget i den stil. Lyden giver mig en lettere hovedpine, mens jeg prøver at få bare en anelse mere søvn. Tror du det lykkedes? Ikke det fjerneste. Jeg drejer mig et par gange, men må efter at forsøgt at sove i noget tid, eller en halv time for at være præcis give op. Jeg langsomt den varme dyne til side.

Gyset kommer som sædvanlig ved kontakten med gulvet, men jeg ikke at lægge mærke til det. Så godt jeg nu kan i værtfald. Med hurtige skridt går over mod det meget rodede skab med tøj. Noget nyt undertøj, en hvid skjorte, jeans i sort og nogle sokker. Det er alt hvad jeg behøver i dag.

Vandet rammer min krop, og det er faktisk en smule beroligende. Vandet kærtegner stille min krop, som intet menneske har gjort i mange år. Ikke af kærlighed. Altså som kram eller noget. De behøver nemlig ikke komme for tæt på. Igen det er ubehageligt, og ikke mindst unødvendigt for alle. Hurtigt tørrer jeg håret, og kommer i tøjet. På vej gennem køkkenet snupper jeg en pære, og afviser min fars forsøg på at snakke. Jeg lukker det ude. Hans samtale betyder jo alligevel ikke en skid for hverken ham eller mig. Hvad er så pointen i at have dem?

Den strikkede hue sidder godt om ørene. Denne gang er jeg klog nok, til at tage lidt mere tøj på. Jeg standser tøvende ved cafeen, men vælger at gå indenfor .Der er varme, og jeg er allerede efter 20 minutter begyndt at fryse. Jeg bestiller igen den varme kakao, og igen sætter jeg mig ved det lille vakkelvorne bord helt inde i hjørnet.

Der er langt flere mennesker i dag. Kun fire-fem borde er tomme, og personerne er mange. Unge og gamle. Mænd, børn og kvinder i en stor pærevælling. Jeg ser bare på dem. Mit papir ligger foran mig. Ideen er klar. Jeg prøver at begynde på den, men det slår fejl. Om og om igen. Streg efter streg bliver udvisket, fordi det her ikke skal komme fra min fantasi. Efter noget tids ihærdige forsøg, finder jeg ud af,  hvad jeg gør forkert. Jeg skal ikke vise et almindeligt menneske, som min oprindelige plan var.

Jeg skal finde det perfekte menneske.

 

" I keep trying, cause that's what I said I would do from the start" - Hedley:Perfect

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...