Still Burning

Thalia er 16, og virker ikke normal. Hun virker en smule kold og ligeglad, med skæv humor og hendes evner indefor kunst. Udover det er hun meget svær at komme ind på. Det er fordi, hun føler ingen forstå hende. For hende er ligegyldighed nemmere. Hun føler sig fri og sig selv, når hun maler eller andre former for kunst. Dog når det gælder følser, er maling mod et lærred, den nemmste udvej. Hvor andre bruger ord, har hun stort altid brugt en pensel. Hun ser kunst, og elsker Picasso. Alle hans skævheder. Thalia er ikke lykkelig, og mener der er et eller andet galt med hendes liv. Der mangler et eller andet. Hun får en helt tilfældig dag, ideen om det perfete kunstværk. På billedet skal, der være det perfekte menneske. Der er bare et problemer. Findes det perfekte menneske?

Dette er ikke en forløber eller noget for Like Art. Historien er helt sin egen.

0Likes
0Kommentarer
585Visninger
AA

4. The boy with the flower

Jeg var udkørt den næste morgen. Det er jeg som regel, men i dag var det åbenbart mere end normalt. Det almindelige træfarvede loft var over mig, og jeg lå bare og betragtede det. Måske burde jeg male det? Det passede jo ikke ind. Det var normalt, og rummet var jo personligt. Det var ikke unikt. Strålende. Anderledes. Det var bare ensartet med hundrede kopier, rundt omkring i hele verden.

Der er lige en ting til du skal vide. Jeg hader kopier. De er falske. Man er jo født på jorden, som noget dyrebart. One of a kind. Men alt for mange ødelægger det. For tidligt. Allerede i teenageårene der, hvor de virkelig har chancen. De tør vel ikke. Har ikke modet til at stå alene. Der findes to ord for dem. Kujoner. Uselvstændige. To ting jeg hader.

Derfor bryder jeg mig ikke om Ikea. Det er deres princip. Et temmeligt åndssvagt princip, hvis du spørger mig. Hvem gider lige have noget, millioner har næsten lige meget, hvor du befinder dig?

Måske lyder jeg lidt som en ældre, måske endda vis person? Nej, måske gammel, men ikke vis. Men helt ærligt, jeg er ret ung af sind. Eller måske moden? Nej, moden er jeg ikke. Jeg kan bare godt lide at tage min egen vej. Hvilken vis eller moden person, ville måske dekorere sine vægge, så kraftigt? Ingen jeg nogen sinde har hørt om.

Sidespring/spor. Vi kom fra min trætte krop. Papiret og blyanten lå på gulvet. Mit tøj fra i går, sad stadig på min krop. Som du nok kan gætte, havde jeg ikke sovet meget. 5 måske hvis jeg var heldig 6 men absolut ikke længere.

Det sker ret tit. Jeg bliver grebet af min tegning, og kan ikke slippe den. Det kan forstille alt. Et lille barn, siddende i en krog med store bange bambi-øjne. En orkan rasende gennem et landskab. Et fantasifoster venligt og ondt på samme tid. En tanke, simpel i begyndelsen, men den udvider sig, og opfanger verden. Nogle gange endda på en gang.

Men der er altid en mening bag. En flamme. Du kan ikke se det på selve handlingen. Det hele ligger i detaljerne.

Klokken nærmer sig halv otte. Træt lader jeg mine ben glide ud fra sengen, og ned på det kolde gulv. Ligesom loftet er det af træ. Jeg gyser lidt ved berøringen med gulvet, og går med langsomme bevægelser over mod skabet. Jeg skifter undertøj, og tager hurtigt noget lettere tilfældigt tøj på. Et par jeans, en sweater og et par hyggesokker.

Mit mørkebrune hår bliver efter et par minutters ihærdige forsøg tæmmet. Sådan næsten. Jeg lader det bare hænge løst. Tasken bliver smidt over skulderen. Om det er de rigtige bøger, bekymrer mig ikke videre. Døren låses, og jeg går imod det meget rene, nærmest hospitals-agtige køkken. Så rent er det helt seriøst.

Morgenmaden er heller ikke en fornøjelse. Min yderst støjende 6-årlige lillebror, leger hans cornflakes er mennesker på tømmerflåder. Han spiser dem en efter en, mens han højlydt går et forsøg på at redde dem, før han spiser dem. Irriteret over larmen tømmer jeg efter ca. 5 minutter min skål med frugt og yoghurt. På toppen er der små chokolade stykker.

"Kan du ikke dæmpe dig lidt?" Jeg snerrer af ham. Han ryster lalleglad på hovedet, rækker tung og fortsætter sin lille leg, som faktisk ikke giver nogen mening. Alexander - det er hans navn- er faktisk en af de eneste, jeg holder af. Sådan rigtigt. Han er en irriterende lille møgunge, men han er sød nok. Hans øjne er lyseblå, nogle nuancer mørkere end mine egne, og han har den samme mørke hårfarve som jeg selv.

 

***

 

Jeg bryder mig ikke om skolen, for at sige det mildt. Mennesker der siger, hvad man må og ikke må. Endeløse kopier. Opgaver, uden den mindste kreativitet. Kedsomhed uden grænser. Det er ikke fordi jeg er doven eller ubegavet. Okay måske en anelse doven, men jeg kender ikke et menneske, som ikke bare en gang i mellem er dovne.

Det er jo en fysisk umulighed. Min IQ er vist meget normal. Men det har bare aldrig lige været mig det der med skole. Selvom mine forældre hårdnakket påstår, at det går over med tiden. "Du skal nok finde ud af det. Det bliver bedre på gymnasiet." Der er bare så meget de ikke forstår. Eller ønsker at forstå. For dem kommer de to ting ud på et.

Klokken ringer med en skinger lyd, og efter et par minutter kommer min matematiklærer daffende ind af døren med et stort smil, og sin kaffe i den ene hånd. Hun hilser godmorgen, men der er ikke mange som hilser tilbage. Helt ærligt hvad havde hun forventet? Den er lidt over otte en mandag morgen. Helt ærligt kvinde, det er en fucking mandag.

Hun virker dog ikke til at bekymre sig videre omkring vores lave energi-niveau, men går direkte til dagens forhadte emne. Ligninger. Min hjerne slår bare fra. Jeg forstår det udmærket og alt det der, men det er bare så forbandet kedeligt. Stolpe-op-og-stople-ned-agtigt. Jeg skjuler et gab i ærmet.

Mit blik løber rundt i klassen. Der er vist kun et par stykker, som lytter til hendes prædiken, om vigtigheden af X og Y. Som om det rør mig. Eller nogen anden. Hannah og Tia hvisker. Flere hører musik fra deres mobiler eller Ipod. Smser. Tegner kruseduller på papirene, der er beregnet til opgaverne. Men Miss. Henry opdager selvfølgelig ingenting. Hvilket hun aldrig gør, det er som om hun bare lukker ned. Det skader vel ikke nogen, at sige hun sejler.

Jeg vender mit blik mod mit eget papir. Det er beregnet til noter, men det kan jeg ikke rigtig tage mig af. Det er jo lidt ligegyldigt. Det er blankt. Min blyant strejfer den blankt side. Først en gang. En streg, som står helt alene. Jeg får en ide.

Dette bliver bare en skitse. Ikke gennemtænkt eller planlagt eller noget. Et ansigt tager form. Langsomt, men ganske sikkert. Det er en dreng. cirka 14 år gammel. Et helt almindeligt drengeansigt, men når jeg er færdig, skal han nok blive noget specielt. Hans krop er heller ikke noget særligt. Normalt nogenlunde nyt tøj. Men hans handling, se det er noget. Men jeg kan ikke rigtig beskrive den. Rørende, er nok mit bedste bud.

Han står med hovedet lettere bøjet ved en grav. Men kan lige svagt ane hans ansigt. Graven er kold og mørk. Hemmelighedsfuld. Han kaster en udtørret blomst mod kisten. En tåre bliver tilføjet på hans kind. Han ansigt er blandet. Sorg, vrede og tomhed i en stor pærevælling. Drengen er forvirret. Fortabt. Solen er halv gået ned.

Gravstenen viser ikke et årstal eller noget navn. Bare et par ord. " Forbandet være døden. Jeg håber du er glad nu". Ikke mere end de to sætninger.

Mine koncentration bliver ødelagt, og tegningen forsvinder fra mit bord. Blyanten ruller hen af gulvet, og min tegningen af drengen er smadret. Da var en eller anden idiot fjernede den, kom der en tyk streng gennem hele papiret. Ergo den er ødelagt.

Jeg ved godt det er en smule risikabelt, at tegne i klassen men stadig. Jeg kigger og ser han står og kigger på den. Han hedder Thomas. Irriterende som bare fanden. Tror han er bedre end alle. Derfor tror de flest også på det. Dog har jeg gennemskuet ham. Han har bare lidt mere selvtillid end de fleste.

"Ser hvad vi har her". Han smiler spottede. "Giv mig den tilbage". Svaret er koldt. Ingen skal se min kunst. Det er min private ting. Derfor låser jeg min dør til mit værelse. Folk skal kun se det, hvis de har fået lov. Hvilket ingen har endnu.

Klokken har åbenbart ringet for der er ingen lærer. Jeg er åbenbart ikke særlig opmærksom. "Det tror jeg nu ikke lige", nogle af de andre griner. Han kaster papiret hen til Micheal. En håndlanger. Det er alt hvad han er.

"Kom med det papir", nu irritere han mig for alvor. De kaster lidt rundt med det. Nu kan det være nok. Ingen blander sig i min kunst. Det er helligt. Langt mere end Jesus eller gud. For mig er det, men jeg tror selvfølgelig heller ikke på gud. Langt større og mere værdifuldt end nogen tro. Du kan røre det, ligefrem se det. Det gør mig vred, nej følelsen er stærkere. Mere magtfuld. Det er raseri.

Uden varsel trækker jeg Thomas hen mod væggen, og slår ham hårdt i brystet. Han vrider sig fri, og stirrer bare på mig. Jeg stikker ham en lussing. " Du røre ikke mine ting, forstået?" Vreden må på nuværende tidspunkt står ud af øjnene på mig. Som små lyn.

Igen kommer det spottende smil, "og hvis jeg nægter?" Alle er stoppet, og kigger bare undrende på os. De står i en cirkel omkring os. Det er mærkeligt, at de ikke gør noget. Men de er vel i chok. I chok over, jeg reagere på noget de gør.

Jeg går tættere på ham. Så tæt at kun han kan høre det. "Hvis du ikke blander dig uden om mine ting, vil jeg smadre dit såkaldte ry. Forskellen på os to er nemlig, at du frygter andres bedømmelse og jeg ikke kunne være mere ligeglad". Det er ikke helt sandheden, men det behøver han ikke vide. Han tror jeg er 100 % kold, ligesom alle andre.

"Ingen vil tro dig", men han er usikker. "Måske ikke, men tvivlen og rygterne vil ødelægge dig. Jeg kan se det. Han skifter stemmeføring igen, dog stadig lav, og tager mig i armen. " Hvis du så meget som prøver at sprede et eneste lille latterligt rygte, vil jeg personligt sørge for dit liv bliver et helvede. Et brændende helvede." Jeg får min arm fri, og ser ham lidt i øjnene.

Uden flere kommentere vender jeg om, tager min taske. Mit papir, som nu ligger på gulvet samler jeg op, og kommer i lommen. Jeg bryder cirklen. Langsomt og målrettet går jeg ud af døren. Det har skal lykkes. Mine ben ryster en smule, da jeg når udenfor skolens grund. Mine arme er kolde. Det er november, og jeg har ingen jakke.

Da jeg med sikkerhed ikke kan ses fra klasselokalet, eller skolen i det hele taget, begynder jeg at løbe. Hvorhen ved jeg ikke. Men måske er det det jeg vil. En verden uden mål?


 

***


 

Jeg stopper efter noget tid. Der kan være gået en halv time eller flere timer. Forpustet sætter jeg mig på en bænk. Den er en smule kold, da vi trods alt er i november, men jeg tager mig ikke af det. Fortvivlet slår jeg blikket ned.

Hvorfor er jeg gennemtrængelig og påvirkelig? Det giver ingen mening. Mit panser plejer ikke have revner. Ujævnheder. Er det muligt, det ikke er så tæt som jeg troede? At det er svagt?

 
 

" You laugh because I'm diffrent, I laugh becauce You are all the same". - Ukendt

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...