Still Burning

Thalia er 16, og virker ikke normal. Hun virker en smule kold og ligeglad, med skæv humor og hendes evner indefor kunst. Udover det er hun meget svær at komme ind på. Det er fordi, hun føler ingen forstå hende. For hende er ligegyldighed nemmere. Hun føler sig fri og sig selv, når hun maler eller andre former for kunst. Dog når det gælder følser, er maling mod et lærred, den nemmste udvej. Hvor andre bruger ord, har hun stort altid brugt en pensel. Hun ser kunst, og elsker Picasso. Alle hans skævheder. Thalia er ikke lykkelig, og mener der er et eller andet galt med hendes liv. Der mangler et eller andet. Hun får en helt tilfældig dag, ideen om det perfete kunstværk. På billedet skal, der være det perfekte menneske. Der er bare et problemer. Findes det perfekte menneske? Dette er ikke en forløber eller noget for Like Art. Historien er helt sin egen.

0Likes
0Kommentarer
542Visninger
AA

5. Burning Pictures

Svag. Det ord rammer flere gange mine tanker. Jeg må være stærkere. Være endnu mere ligeglad. Koldere. Følelser er ikke noget, der skal vises offentligt. Det er flovt og unødvendigt. Top hemmeligt. Privat. Sådan har jeg altid opfattet. Selv mine forældre har ingen ide om mine følelser. De ser kun facaden.

Jeg ser op fra mine hænder. Der er noget galt. Sig det er løgn, det kan bare ikke passe. De er fugtige. Endnu et tegn på svaghed, og mit fucking ubeskyttede sind. Hvordan mennesker kan påvirke mig. Det burde de ikke.  Har aldrig rigtig kunnet. Ikke før nu i værtfald.

Irriteret tager jeg en hånden op mod mine kinder, og fjerner frustreret de forræderiske tårer med lynhurtige bevægelser. Ingen må se dem.

Kulden rammer mig. Ikke bare sådan, der har selvfølgelige været koldt i et stykke tid, men der begynder at blæse kraftigere. Vinden er kold mod min ubeskyttede hud. Især mine hænder. Jeg stikker dem i lommen, og rejser mig fra den grønne bænk.

Jeg overvejer kort at tage i skole igen, men helt ærligt, hvad er pointen lige? Nu er jeg alligevel taget derfra, så hvorfor tage tilbage? Desuden skal vi have tysk. Jeg kan altid huske vi skal have netop det fag om mandagen, fordi vores stammede undskyldning af en tysklære, altid sætter os til en eller anden åndsvag prøve. Det er hver gang. Plus tysk lyder virkelig grimt. Mine forældre brokker sig garanteret, men fuck nu det.

Med nogenlunde raske skridt går jeg. Der lander nogle få mindre rødlige blad i mit løse hår. Jeg tager dem ud, og forbander noget af det hår, jeg får i ansigtet. Nu var min hårbørstning i morges totalt spild af tid. Mit hår er måske ikke det vigtigste i verden, men jeg hader at spilde tiden.

Det er jo så spild af tid.

Der går noget tid, hvor jeg bare går. Betragter og beundre efteråret. Der er bare et særligt skær over himlen. De gullige og rødbrune blade, der let trimler om vinden. De regnvåde fortog. Men der er forbandet koldt. Måske skulle jeg male det? Nej det er for uinteressant. Ingen handling, men hvis man nu skabte en handling? Hmmm. En overvejelse værd.

Det er nok grunden til jeg ånder lettet op da jeg ser den lille cafe. Varme, here I come.

Der er ikke mange butikker i byen. Et supermarked, som jeg ikke kan huske navnet på, et lille byggemarked, et pizzeria og en cafe. Det er sådan set det.

Da jeg træder ind i varmen, bliver mine kinder røde. Jeg kan ikke se det, men bare mærke det. Caféen er okay. Den har små runde almindelige cafeborde af træ, og væggene er dekoreret med små billeder af kager og kaffekopper med kaffe, te og kakao. Ret hyggelig faktisk.

Hurtigt går jeg mod disken. Ved disken står en kvinde på omkring de 25, eller det ligner hun. Hun er en lille smule buttet, og har sort kort pjusket hår. Hendes øjne er grå, og hun har en meget rød læbestift på, som bestemt ikke klæder hende.

Hun spørger ikke op min bestilling, og derfor går jeg bare i gang. Fraværende bestiller jeg en cookie og en varm kakao. Med flødeskum og chokoladesovs. Hendes hoved bevæger sig op og ned, men hun smiler ikke. Det er åbenbart en af de dag. Den slags dage kender jeg alt til.

Et par minutter senere, sidder jeg ved et af de små borde. Helt inde i et af hjørnerne, og har udsigt over de få andre cafegæster. En gammel dame som læser i sin avis. En mor og hendes lille datter. To piger på omkring min alder med en computer. De er højst sandsynligt veninder. En kvinde og en mand.

Der strømmer musik ud gennem højtalerne. Den er stille og rolig. Sangen er god, men jeg genkender den ikke. Den er garanteret meget ny, så det er nok grunden. Ny musik er bare ikke noget jeg hører.

Jeg finder min mindre end halvfærdige og ret ødelagte tegning frem. Den er krøllet, overstreget og halvt revet i stykker. Irriteret lader jeg skitsen falde ned på bunden af den slidte taske. Ubrugelig. Ligesom resterne af mit skjold. Hvorfor gik det galt? Jeg har ødelagt alt, hvad jeg har prøvet at opbygge på få sekunder. Det skal genopbygges.

Den sidste sjat kakao, som nu er lunken eller lettere kold, bliver drukket. Jeg rejser mig hurtigt op fra stol. Hastigt går jeg ud på gaden. Klokken er omkring fire. Man kan høre lyder fra de få biler, som kører igennem byen. Nogle få menneskestemmer.

Min koncentration ligger fastlagt på vejen. Kulden er heftigere, og jeg vil i princippet bare hjem. Chancen er stor for, at de gamle ikke er hjemme. Den primære grund er netop derfor. Der er ofte overarbejde om mandagen. Og alle andre hverdag.

Det er faktisk ret underligt, de ikke protesterer mod det, nu da de vil have den perfekte kernefamilie. Men penge er nok en smule vigtigere, for at opretholde at de kan købe næsten hvad de vil. Who Know? Jeg sagde jo de er ligeglade. Men herfra ingen alarm. I virkeligheden er det måske bedst sådan.

Ganske rigtigt. På køkkenbordet ligger en gul papir lap, med en hurtigt nedkredset note:

"Vi er tidligst hjemme klokken 10. Alexander er hos farmor og farfar. Der er mad i køleskabet. Knus Mor og Far."

Med yderst trætte bevægelser åbner jeg køleskabet, som faktisk ikke indeholder noget spændende. En eller anden form for noget lasagne. Laks formentlig. Rugbrød. Nogle æbler. Noget juice. Vi har i princippet ikke meget mad i huset. Lige meget.

***

En plade spiller med en klap hørlig lyd i baggrunden, mens jeg bare sidder ved skrivebordet. The Beatles. Der er bare et eller andet over deres sange. Sammen med Michael Jackson er det, nogle af de cd'er jeg har. Effekten er bare afslappende.

Men der er en helt speciel grund til, jeg ikke ligger i min seng. Det er nemlig det, jeg gør normalt, når jeg befinder mig på mit værelse. Men når jeg maler, bruger jeg mit overseje overmalede/tegnede skivebord. Udover skrivebordet kan jeg også finde på at stå i hjørnet. Men oftest skrivebordet.

Mit maleri er næsten færdigt. Det mangler bare det allersidste fingeraftryk, hvis du forstår. Mit sidste personlige præg.

Jeg nynner sagte, mens jeg lader penslen løbe ned over billedet. Den orange farve skiller sig kraftigt ud. En pige ligger på bordet. Hendes øjne er åbne, men de er tomme. Zombieagtige er vel den bedste beskrivelse. Hendes hænder holder om et klart blussede stearinlys. Hun er iført en kort itureven hvid kjole, med røde plamager af blod. Pigens blege hud virker unaturlige og usund. En mand bøjer sig ind over hende med et sindssygt grin om læberne og en dolk i hånden. Der er næsten totalt mørkt, med undtagelse af lyset og en lille oplysning af deres skikkelser.

Endelig kan jeg, efter 6 ugers arbejde, kalde dette maleri for officielt færdigt. Nu skal det bare lige tørre, og derefter stilles over til de andre. I en smule bedre humør, lader jeg det ligge på bordet, og rejser mig fra stolen. Digitaluret på nat bordet viser kvart i ti.

På badeværelset renser jeg mine pensler for maling. De skal jo også kunne bruges næste gang. Mine tænder får lige en omgang med tandbørsten. Udmattet låser jeg døren, og smider mig på sengen. Selv min familie skal ikke se min kunst og mine inderste følelser. Klokken er ikke mange, men alligevel er min krop ekstremt træt. Normalt ville jeg tegne et eller andet, men det er som om jeg ikke rigtig magter noget i dag. Pladen spiller stadig, og søvnen kommer overraskende hurtigt.

"Og hvordan har du det så i dag Thalia?" "Fint nok". Jeg kan ikke bare svare fint, som jeg normalt ville have gjort. Miss Thorne er meget streng omkring svar på en stavelse. Så et "fint", ville have ledt til en bunke nye latterlige spørgsmål.

Miss Thorne er cirka midt i halvtresserne, og har kort gråt hår. Den eneste grund til jeg taler med hende, er at hun er min psykolog. Eller hjernehvidrer som jeg personligt kalder det. Mine forældre er opsat på, der er et eller andet galt. De mener, jeg burde have en eller anden for fritidsinteresse, eller måske være mere social. De mener, der er et eller andet galt med mig. Jeg mener, de skal blande sig udenom. Det er jo ikke deres liv. Det er mit, og mit alene.

"Er der noget særligt, du gerne vil snakke om? Et problem måske? Husk, jeg har tavshedspligt, så du kan roligt tale frit".

"Nej, der er ikke noget. jeg vil tale om". Hun vil stensikkert fortælle om alt, hvad jeg fortæller hende, videre til de gamle. Noget jeg bare ikke er interesseret i. Det rager jo ingen, hvad jeg føler. Eller tænker for den sags skyld.

"Jeg syntes, du virker en smule nedtrykt, er der noget der går dig på? Husk nu, du bliver ikke dømt for dit svar. Det bliver forbliver mellem os. Nogen gange er det rart og tale med en udenforstående."

"Nej, der er intet". Det er en løgn. Der er ingen, der forstår mig. Ikke sådan rigtigt. Kun på overfladen.

Kvindemennesket stiller de sammen unødvendige spørgsmål, hver evig eneste gang vi tale, i den her fucked up time. Uret viser halv tre. 30 minutter tilbage.

"jeg syntes, vi skal bruge noget tid på en lille leg. jeg viser dig et billede, og du fortæller mig, hvad du ser. Er reglerne forstået?"

Jeg nikker følelsesløst, og nipper til mit vand. Det er en ny lille åndsvag leg, som bare skal overstås. Hun bruger åbenbart sine små lege til at analysere mine følelser med. Spild af tid.

Hun smiler, og vender det øverste stykke papir i en bunke, som er ligger i en nydelig og lige stabel ved siden af hende. " Fortæl mig hvad du ser."

Kortet viser en kanin. Jeg svare hurtigt, i håbet om at få denne her juleleg overstået. " En dame som læser avis. En løve. En lille dreng. En banan." Vi kører den halvhøje bunke igennem. Hun notere mine svar, men jeg er ligeglad. jeg vil bare væk.

***

Jeg er i klassen. Min kunst er der. Værtevig eneste maleri, jeg nogensinde har malet. Hver evig eneste tegning. Selv dem fra tiden i børnehaven. De menigsløse strenger, jeg på en måde afskyer, men samtidigt mangler. Mærkeligt, men sådan er det bare. Mine forældre stormer ind af døren. Min far har en lighter hånden. I den anden hånd har han en dunk med et eller andet stærktlugtende væske. Min mor ser forarget på mig, og ser ud som om hun væmmes, ved det hun ser. Min fars smil er overbærende.

"Du har skuffet os meget. I stedet for en velfungerende datter, får vi det her. Det er for dit eget bedste". Min mors hånd lander i min, og jeg lader mig forundret trække med ud af lokalet. Fra vores position, kan man gennem vinduet se min far hælde væsken langsomt og meget grundigt ud over alt. Han går mod døren, og smider et par tændte tændstikker på vej ud. Mit kunst brænder. Alt brænder. Mit liv. Mine følelser. Mit sikkerhedsnet.

Panisk løber jeg mod døren hen til lokalet. De få meter føles som et maraton, og endelig får jeg maset mig ind. Luften er tykt af røg. Jeg falder over et eller andet, men der er ikke tid til at se hvad. Fortumlet kravler jeg rundt på gulvet. Luften er så tyk af røg, man intet kan se. Jeg griber en forkullet tegning. Den er uigenkendelig. Forkullet og gjort til aske. Desperat roder jeg rundt for at finde, et eller andet som kan reddes. Varmen stiger.

Luften er tyk, og jeg hoster. Min bange anelser finder jeg døren, men det er for sent. Ilden fanger mig, og mine lunger kan ikke holde til mere. Jeg falder om.

Rystende vågner jeg. Det med hjernehvrideren er en rigtig oplevelse, men ikke noget jeg er videre bekymret for. Det var for omkring 2 år siden, hvor de gamle besluttede, der var noget galt. Efter ti møder droppede de det.  Jeg tror hun stak dem en løgn, om alt var i den skønneste orden, og det bare var en periode.

Jeg ser mig omkring. Værelset er normalt. Tegninger spredt udover natbordet.  jeg rejser mig. Malerierne er placeret sikkert i skabet. Det var bare en drøm.

Men jeg kan ikke sove. Uret viser halv fire. Lampen bliver tændt med en hurtig håndbevægelse.  Jeg samler en bog op fra gulvet, som jeg bruger, som fast underlag. Papiret og blyanten finder jeg i tasken.

 

"Never wanted to know, never wanted to show I'm weak". Heart - The Pretty Rackles

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...