Begravelse

"Vi er samlet her i dag ved Éna Liv Heimens bisættelse." siger han i et passende toneleje. Gæsterne synger med på salmerne. Men ikke jeg. Min mave suger sig ind, mere end før. Jeg ryster. Ryster af angst. Far lægger armen om mig. Han græder. "Af jord skal er du kommet, af jord skal du blive til." siger præsten, og putter jord på kisten. Far og mor rejser sig. De tager fat i kisten, og bærer den ud. Vi andre går med. Min moster kommer over til mig. Hun spottede, at jeg græd. Hun knuger mig ind til sig. Smerten af sorg stiger for alvor op i mig. Det føles urealistisk, det kan ikke passe. Rustvognen kører væk." Novellen er baseret på en hændelse fra det virkelige liv - noget er dog ændret, og der er kommet inputs.

1Likes
0Kommentarer
278Visninger

1. Hele historien

 

Skoven føles kold og dyster. Jeg har et reb med. Nu mangler jeg bare det perfekte træ. Jeg stopper. Min krop gyser af kulde. Men fuck det. Det er slut. Denne dag vil være min sidste.

Jeg ligger i min seng, og glor. Jeg tænker. Loftet er så hvidt. Så hvidt som tågehimlen i Bergen. Hvidt som engle. Hvidt som sne. Under loftets hvide lys, er bunden sort. En sky skygger dagene. Min storesøster døde for fire dage siden. Hun skal begraves i dag. Jeg husker dagen, der ændrede vores liv... for altid.

Nogle turister på en skovtur, havde fundet min storesøster hængende i et træ. Hun havde hængt sig. De ringede til politiet, som ringede til os.

Mor var mundlam. Hun skreg, og græd på samme tid. Far kom også. Mor gav ham røret. Fars reaktion var identisk med mors. Far lagde på. De fortalte mig, hvad der var sket, og kørte ud til ulykkestedet.

Jeg har aldrig grædt mere end den dag. Min søster var et kærligt menneske.

Vi ankommer til kirken. Rustvognen holder ved indgangen. Den er sort. Bagagerummet er stort. Noget uhyggeligt er over den - døden. Jeg begynder at græde. Far og mor giver mig et kram. "Så er det nu." siger de imens de græder i kor. Vi går ind.

Der står den. Hvid og lang. En bårebuket i røde nuancer ligger over kisten. Mit hjerte hopper. Skal jeg dø? Jeg bliver bange. Min mave trækker sig sammen. Min hals snørrer sig ind. Kun gråden svider sig ud af mine øjne. Jeg ser ned. Ned på det mørkebrune flisegulv.

Vi sætter os ind på forreste række. Jeg ser på kisten. Panikken af angst stiger op i mig. Præsten starter ceremonien.

"Vi er samlet her i dag ved Éna Liv Heimens bisættelse." siger han i et passende toneleje.

Gæsterne synger med på salmerne. Men ikke jeg. Min mave suger sig ind, mere end før. Jeg ryster. Ryster af angst. Far lægger armen om mig. Han græder.

"Af jord skal er du kommet, til jord skal du blive." siger præsten, og putter jord på kisten. Far og mor rejser sig. De tager fat i kisten, og bærer den ud. Vi andre går med.

Min moster kommer over til mig. Hun spottede, at jeg græd. Hun knuger mig ind til sig. Smerten af sorg stiger for alvor op i mig. Det føles urealistisk, det kan ikke passe. Rustvognen kører væk.

Vi går over i et forsamlingshus til smørrebrød og kaffe. Far og mor kommer senere. De skal være med, når Éna bliver brændt, og sætter urnen ned i jorden.

Da vi har spist lidt, bliver der slået på glasset. Min onkel rejser sig op, og begynder på sin tale:

"Fra Èna var helt lille, elskede hun at komme med mig ud i værkstedet, og se hvad jeg kunne finde på. Vi tilbragte mange timer sammen, når mor og far skulle ud til vigtige møder, eller bare tilbringe lidt tid for sig selv.

Altid var hun grinende og sprælsk. Hendes kærlighed til andre mennesker, blev anerkendt den dag, jeg mistede min far. Selvom jeg var en midaldrende gut på tredive år dengang, var der noget der rørte sig i mig, da lille Éna på fire, kom hen og sagde lige så ordkorrekt: "Du skal ikke være ked af det." Nok var hun lille, men hun forstod hvad der var på færde.

Årene gik, og Éna blev ældre. Stadig glad med mod på livet. Den tid vi brugte sammen med lektier og guitarspil, var et af de lykkeligste øjeblikke i mit liv. Det er den Éna jeg husker for livet, troede jeg da.

Så kom teenage-årene lige knap 2 år senere. Hendes liv og væremåde vendte sig 180 grader. Det blev strengt i skolen med mobberi. Hun isolerede sig, blev så hæmmet, at hun stortset ikke kunne være sammen med andre mennesker. Hendes mod på livet forsvandt. Hun troede ikke på, at der var noget godt i verden, fortalte hun mig.  Hvad der gik galt forstod jeg ikke.

Den dag i dag, er jeg glad for, at jeg nåede at lære hende, at kende."

Gæsterne klapper af ham, og han sætter sig ned.

Dagen slutter tom og sort. Jeg sover ikke, men tænker på den værste dag i mit liv.

*Éna betyder skygge på lettisk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...