We're 'Bout To Make Some Memories Tonight - One Direction

Angel Manson på 19 år er ved at uddanne sig til modetøjsdesigner. Hun bor i en stor lejlighed med sin kæreste, Austin, der på trods af at han kun er 21 år, er chef for et kæmpestort firma, han har arvet fra sin far. Selvom han er lidt af en arbejdsnarkoman, elsker hun ham stadig meget højt, og hun er meget tilfreds med sit liv. Men da hun til en fest møder en dreng fra et verdenskendt band, og drikker sig lidt for fuld, sker der noget meget uventet. Og det er bare begyndelsen på en lang række handlinger, der for alvor vil ændre hendes liv fuldstændig.

251Likes
253Kommentarer
27217Visninger
AA

3. We run the night.

Man kunne høre musikken helt nede for enden af trapperne. Og dernede var den høj. Så I kan nok godt regne ud, at musikken var ekstremt høj, da vi så stod foran hoveddøren. Jeg ringede på klokken, men da der ikke var nogen der lukkede op, trak jeg i stedet ned i håndtaget, og det viste sig, at døren var åben. Austin og jeg trådte ind gennem døråbningen, og blev mødt af en mur af lyde. Musik, stemmer, sko og så videre.. Jeg lagde min jakke på toppen af en gigantisk bunke, og håbede på at jeg kunne finde den igen senere. Ellers ville det være ret surt. Jeg var ret glad for min jakke. Jakketype. Jeg gik videre gennem gangen, og ind i stuen. Der var reeet mange mennesker, nogen kendte jeg, nogen kendte jeg ikke. Jeg genkendte noget lyst hår i den ene ende af lokalet, og gik derhen. Austin kunne sagtens klare sig selv, en del af gæsterne var også hans venner og familie. Og i dag skulle jeg have det sjovt. Det var efterhånden længe siden jeg sidst havde festet, nok mest på grund af skolen. Jeg endte nemlig en gang i mellem med at få forfærdeligt mange tømmermænd, og det kunne nok have noget at gøre med, at jeg altid drak lidt for meget, og blev lidt vild når jeg var påvirket af alkohol. Eftersom Perrie stod med ryggen til mig, så hun mig ikke komme, så jeg sneg mig helt hen bag hende, og lagde mine hænder på hendes skuldre.

"Bøh!"

Hun hoppede forskrækket og vendte sig rundt. Jeg begyndte at grine.

"Hej Angie!" hvinede hun glad, da hun så det var mig. Hun trak mig ind til sig i et hurtigt kram.

"Hej!"

"Flot hat," grinede hun, og pegede på min bowler. Jeg studerede hende lidt, og opdagede så at hun havde en magen til på.

"I lige måde," svarede jeg, og grinede også.

Jeg opdagede pludselig at der stod en fyr lige ved siden af os, og gloede på os med et underligt smil. Han var underlig. Okay, jeg var måske liiidt hurtig til at dømme folk. Fuck det.

"Forresten, Angie.. Du kan godt huske at jeg fortalte, at jeg havde fået en kæreste, ikke?" spurgte hun ivrigt. Ivrige Perrie. Jeg nikkede, afventende. Den underlige fyr smilede nu endnu mere. Nogle brikker faldt på plads i mit hoved, og inden Perrie nåede at forklare videre, gik jeg hen til fyren og gav ham hånden.

"Hej Perrie's nye kæreste. Jeg hedder Angel!" sagde jeg glad. Han tog grinende imod min hånd, men rystede på hovedet.

"Hej Angel, jeg hedder Harry, og jeg er ikke Perrie's kæreste.." grinede han. Jeg kunne lugte hans ånde. De lugtede svagt af alkohol. Og nej, jeg var ikke sådan en type der gik og lugtede til folks ånde, men det var ikke altid man lige kunne gøre for det, vel? Jeg kiggede lidt på ham, og slap så hans hånd. Jeg burde faktisk have kunnet regne det ud. Han var slet ikke Perrie's type. Han havde noget meget imponerende krøllet hår og flotte grønne øjne, så egentlig meget godt ud, men overhovedet ikke Perrie's type. Og nu hvor jeg stod så tæt på, kunne jeg godt se at det slet ikke var et underligt smil han havde. Mere sådan.. charmerende og indbydende. Så.. jeg havde nok dømt ham for hurtigt. Men igen - fuck det.

"Nå.. men hej alligevel!"

Han grinede lidt mere. Grinefyr. Eller måske skulle jeg rette det til Grine-Harry. Jeg kunne jo ikke være bekendt at kalde ham fyr, når jeg vidste hvad han hed. Jeg vendte mig om mod Perrie igen, men hun var pludselig forsvundet. Hvorfor forsvandt folk altid så hurtigt, ligeså snart man ikke lige holdt øje med dem? Jeg gennemsøgte hele rummet, men hun var ikke at se nogen steder. Nå, så kunne det også bare være ligegyldigt. Austin stod i et andet hjørne sammen med en fyr der hed Christian. Det var bare en af hans venner. Han var meget venlig, men også ret højrøstet. Jeg kunne rent faktisk høre hvad han snakkede om helt herovre. Jeg vendte mig igen om mod Grine-Harry, i håb om at kunne komme til at snakke med en eller anden, men han var selvfølgelig også gået. Han stod nu sammen med nogle fremmede mennesker, jeg -sjovt nok - aldrig havde set før. Jeg besluttede mig for, at når jeg nu ikke kunne finde nogen at snakke med, måtte jeg finde noget at drikke i stedet. Jeg gik beslutsomt ud mod det køkken, jeg efterhånden havde været i en del gange, og stødte direkte ind i en fyr. Der var mange fyre. Og generelt mange mennesker, så det burde ikke være så svært at finde nogen at snakke med. Wuhu! Men knap så 'Wuhu!' at jeg lige havde fået noget koldt og vådt ud over mig. Typisk. Fyren havde åbenbart spildt et eller andet ud over mig. Jaaa.....

"Ej, det må du virkelig undskylde!" udbrød fyren forskrækket, og lød rent faktisk som om han mente det. Jeg kiggede ned ad mig selv, for at se hvor slemt det stod til. Det var heldigvis ikke så slemt, for det havde ramt min hals.

"Det er okay," sagde jeg bare, og så op på ham med et smil. Jeg kunne ikke rigtig se hans ansigt, for jeg stod i en mørk gang, og lyset i køkkenet kom bagfra. Men at dømme ud fra hans stemme og højde, måtte han være omkring på min alder. Han gik ud i køkkenet mens han mumlede en hel masse uforståeligt, og kom lidt efter tilbage med et viskestykke som han rakte mig. Jeg tog imod det, og tørrede det hurtigt og nemt væk.

"Så.. hvem er du?" spurgte jeg nysgerrigt, da jeg fulgte med ham ud i køkkenet. Jeg skulle jo have et eller andet at drikke. Han vendte sig endelig om mod mig, så jeg kunne se hans ansigt. Han havde brune øjne, brunt hår, og et ret kønt og - det lyder måske dumt - venligt ansigt.

"Perrie's kærestes ven. Men du kan kalde mig Liam, hvis du har lyst," grinede han og rakte mig hånden. Jeg tog imod den. Selvfølgelig.

"Angel," præsenterede jeg mig selv. Han nikkede og slap min hånd. "Perrie's veninde.."

Han vendte sig om mod køleskabet og åbnede det.

"Skal du have noget?" spurgte han og pegede på køleskabets indhold. Jeg nikkede og gik hen til ham. Over hans skulder fik jeg øje på en flaske Captain Morgan. Jeg rakte ind under hans arm, tog fat om flasken og trak den ud. Jeg kunne godt lide Captain Morgan, hehe. Liam gav en hjælpende hånd, og fandt en del shotglas frem.

"Tak," sagde jeg, og hældte op i dem alle. Jeg tog fat om et af glassene.

"Skål!" sagde Liam, og tog også fat om et glas, og på samme tid førte vi dem op til munden og bundede. Jeg kunne mærke væsken løbe ned gennem min hals, og kunne ikke lade være med at smile. Jeg så hen på Liam, der lavede et underligt ansigt, og begyndte at grine.

"Hvordan kan folk drikke det her?!" udbrød han, hvilket bare fik mig til at grine endnu mere.

"Har du aldrig fået Captain Morgan før?" spurgte jeg, da jeg endelig var færdig med at grine. Nu hvor jeg tænkte over det, så grinte jeg også ret meget selv. Grineangel. Det lyder dumt. Liam rystede på hovedet og kneb øjnene sammen.

"Jeg har faktisk holdt mig nogenlunde væk fra alkohol hele mit liv.."

Jeg spærrede øjnene op. Jeg kunne slet ikke forestille mig mit liv uden alkohol! Okay, det fik mig til at lyde som en akoholiker, men..

"Hvorfor dog det?" spurgte jeg nysgerrigt.

"Laaang historie.." svarede han bare ligegyldigt, og trak på skuldrene med et skævt smil. Nånå, det måtte han da også bare selv om. Jeg nikkede bare som svar, tog fat om et ny glas, og bundede det. Liam fulgte - til min store overraskelse - mit eksempel, og skar en grimasse. Jeg rystede på hovedet af ham. Han var underlig. Jeg var underlig.

 

****************

 

"Angel!" råbte en pigestemme bag mig. Jeg vendte mig om, og der stod Perrie med et kæmpestort overgearet smil. Hun var fuld. Oooog det var jeg også. Men.. FUCK DET!

"JA!" råbte jeg tilbage. Hun grinede.

"Austin tager.. i byen eller noget. Med sine venner!" fortalte hun. Austin. Jeg havde hørt det navn før. Jeg nikkede bare fraværende, og vendte mig så igen om mod Liam. Han var meget underholdende, og jeg var ret sikker på at han var mere fuld en mig. Selvom jeg havde drukket mere end ham. SVAGDRIKKER!

"Hvad?" spurgte han forvirret. Hov.

"Jeg sagde ikke noget," svarede jeg og prøvede at lyde uskyldig. Folt redning, Angel. Virkelig flot. Han grinede bare, og begyndte at danse.

"Du danser sjovt.." mumlede jeg. Han smilede.

"Tak!"

Ja, det var så ikke ment som en kompliment. Men hvis han vil tage det som en kompliment, så gør han vel det, det har han jo også lov til. Gav det mening? Ja, det synes jeg. En ny sang begyndte, og det var en sang jeg faktisk rigtig godt kunne lide. Jeg kunne godt nok ikke lige komme i tanke om hvad den hed, men jeg begyndte altså at danse til den. Jeg syntes faktisk selv at jeg var en okay danser.. når jeg var ædru. Når jeg var fuld.. så dansede jeg knap så godt. Men som jeg efterhånden havde tænkt maange gange i dag.. FUCK DET!

 

*******************

 

"Puuuuuuhaa, jeg har det varmt," beklagede jeg mig, og Liam, som sad under mig, eftersom vi delte en lillebitte lænestol, begyndte at grine. Og ikke bare et almindeligt grin, men sådan et virkelig overgearet grin, som kun en person, der er så skidefuld at han knap nok kan stå oprejst, kan præstere at komme med. Jeg kiggede ned på ham. Han smilede stort til mig. Stort og.. charmerende. Og indbydende. Og en hel masse andet. En trang til at læne mig frem og kysse ham skød frem i mig, fra et ukendt sted. Han skubbede lidt til mig, så jeg faldt ned på gulvet. Jeg sendte ham et ondt blik, og rejste mig op. Han fulgte mit eksempel, tog fat i min hånd og trak mig med.

"Kom med," sagde han glad. Jeg fulgte med, og kunne ikke lade være med at grine.

"Hvad skal vi?" spurgte jeg nysgerrigt, stadig grinende. Han kiggede hurtigt om på mig, og løftede øjenbrynene to gange, hvilket bare fik mig til at grine endnu mere. Frækt. Vi gik ud i gangen og ud af hoveddøren. Ude i opgangen stod der også nogen mennesker, men jeg ænsede dem knap. Liam trak mig med ned ad trapperne, og da vi endelig trådte udenfor, nød jeg bare den kølige aftenluft mod min bare hud. Altså jeg siger ikke at jeg er nøgen men.. I ved vel hvad jeg mener. Jeg lænede mig op ad muren og lukkede øjnene. Det var rart. Liam, der stadig havde fat i min hånd, bevægede sig lidt væk, men jeg havde det godt her op ad muren, så jeg hev i hans arm, så han vaklede hen mod mig i stedet. Det havde måske ikke lige været det smarteste trick, for han væltede faktisk lige ind i mig. Jeg grinede og åbnede øjnene, for bare at opdage, at hans ansigt var få centimeter fra mit. Jeg stoppede med at grine, og stirrede bare ind i hans øjne. De var faktisk ret flotte. På afstand var de bare brune, men når man stod tæt på, kunne man se at de var en masse forskellige brune, grønne og grå nuancer. Jeg kunne mærke hans ånde, og kunne tydeligt lugte alkohollen. Mit blik bevægede sig nedad, til hans læber, der så bløde og indbydende ud, og var let adskilte. Trangen til at kysse ham, skød igen frem i mig. Inden jeg nåede at tænke nærmere over det, tog alkohollen over i min krop, og jeg lænede mig langsomt fremover. Det lod til at Liam havde haft præcis den samme tanke i hovedet, for han lænede sig også hen mod mig, for at vores læber til sidst mødtes. Det var rart, men.. mindede mig om et eller andet. Det var som om at der var en lille stemme, aller bagerst i mit hoved, der sagde at det her var helt forkert. Åh, tag dog lige og hold kæft. Hvad fanden er det for noget pis at fyre af. Der er ikke nogen små stemmer i mit hovede. Hvad fanden er en lille stemme overhovedet? Hvad er forskellen på en lille og en stor stemme? Angel, fokusér. Liam skilte mine læber ad med sin tunge. Uha, uha, hva? Han placerede sine hænder på muren bag mig, og lænede sin krop ind mod min. Kysset udviklede sig til et lidt vildere et, før at vi begge trak os forpustede tilbage. Et skævt smil spillede om hans læber, mens han stod og så tænksom ud. Jeg gad vide om han havde det samme i tankerne som jeg?

"Hos dig eller mig?" spurgte han og hævede øjenbrynene. Det havde han. Oh yeah!

"Hvem bor tættest på?" spurgte jeg, og sendte ham et frækt smil.

"Jeg bor lige derovre.."

Han pegede til venstre for sig, men jeg gad ikke engang at kigge den vej, jeg nikkede bare. Han smilede stort, og samlede mig op i sine arme, hvilket bare fik mig til at grine. Jeg plantede et drillende kys på hans kind, hvilket bare fik ham til at sætte farten op. Lysten lyste ud af hans øjne. Da luften pludselig blev varm, indså jeg at vi var kommet indenfor. Liam tog trappen i nogle få spring, åbnede med lidt besvær hoveddøren, og endelig var vi alene. Hurtigt fik vi genoptaget hvad vi var i gang med. Liam kyssede mig igen, lidt heftigere, og skubbede mig op ad væggen. Hans læber fortsatte ned langs min hals. Jeg lagde armene om hans nakke, og hev lidt i hans nakkehår. Hans hænder røg udforskende rundt på min krop, for til sidst at hive ned i min kjole. Den faldt stille til gulvet. Jeg fumlede lidt med knapperne på hans skjorte, men fik den til sidst åbnet, med lidt hjælp fra ham selv. Mine fingre gled ned over hans mave, hvilket fik ham til at spænde. Jeg skulle lige til at grine, men stoppede mig selv. Jeg ville ikke ødelægge dette fantastiske øjeblik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...