We're 'Bout To Make Some Memories Tonight - One Direction

Angel Manson på 19 år er ved at uddanne sig til modetøjsdesigner. Hun bor i en stor lejlighed med sin kæreste, Austin, der på trods af at han kun er 21 år, er chef for et kæmpestort firma, han har arvet fra sin far. Selvom han er lidt af en arbejdsnarkoman, elsker hun ham stadig meget højt, og hun er meget tilfreds med sit liv. Men da hun til en fest møder en dreng fra et verdenskendt band, og drikker sig lidt for fuld, sker der noget meget uventet. Og det er bare begyndelsen på en lang række handlinger, der for alvor vil ændre hendes liv fuldstændig.

251Likes
253Kommentarer
27216Visninger
AA

27. Surprise, surprise.

Angels synsvinkel

Alt var en smule utydeligt. Jeg var ikke sikker på, hvad jeg egentlig havde gang i. Det eneste jeg vidste, var at jeg lige nu stod foran Austins dør. Den dør, der engang havde ført ind til min egen lejlighed.

Af en eller anden grund havde jeg pludselig følt en brusende vrede i min krop. Jeg følte mig vred over alle de ting der var sket de sidste par måneder. Det var Austins skyld at jeg følte mig som en ubrugelig ting, der blot kunne kastes rundt med. Og så følte jeg bare, at jeg måtte fortælle ham, hvad han egentlig havde været skyld i.

Og det var også derfor jeg valgte, at trykke ringeklokken ind, og utålmodigt ventede på at døren skulle gå op. Jeg trippede let på dørmåtten, og kunne mærke den mikroskopiske mængde alkohol i mit blod, langsomt bredte sig i mit blod. Dog var det så lidt, at det på ingen måde påvirkede mig. For en gangs skyld kunne jeg stolt fortælle, at jeg tænkte helt klart.

Døren gik op, og et ansigt der var alt for bekendt kunne pludselig ses foran mig. Det brune hår var præcis ligeså pjusket som sidst jeg havde set ham, og hans brune, mandelformede øjne var svagt blodsprængte, hvilket heller ikke var helt unormalt, for den fyr sov aldrig. Derudover kom der en underlig lugt blandet med hans sædvanlige parfume fra ham.

Det var nemt at se hvor overrasket han blev over at se mig. Chokket stod klart og tydeligt i hans øjne, men det varede kun et splitsekund, før det i stedet blev til håb og glæde. Noget sagde mig at han håbede på, at jeg var kommet for at tilgive ham. Og jeg kunne ikke vente med at få lov til, at knuse det håb.

”Hvad laver du her?” spurgte han forundret, mens hans stemme lød en smule hæs. Jeg bemærkede også, at han havde helt afslappet tøj på, hvilket kun var noget han havde, når han skulle sove.

Jeg rømmede mig kort, og gjorde mig klar til at fremføre den tale, jeg havde forberedt mig på hele turen herhen, men jeg nåede ikke engang at sige det første ord, før han havde afbrudt mig.

”Åh gud, Angel. Jeg er så ked af det jeg gjorde. Det var så dumt! Kan du ikke tilgive mig?” bad han, og samlede sine øjenbryn i panden. Jeg følte en trang til at rulle med øjnene, men lod være. Jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig at tilgive ham, uanset hvad han sagde. Han havde sgu været en lidt for stor idiot til, at jeg nogensinde ville give ham en chance til.

”Austin, ne-”

”Kom i det mindste indenfor, så kan vi tale om det der,” tiggede han, og gjorde en bevægelse med hånden mod stuen. Jeg sukkede lydløst, men endte i sidste ende med at nikke. Det kunne vel ikke skade.

Med et lettet blik i øjnene førte han mig ind i stuen, og vi satte os i den alt for velkendte sofa. Han vendte sin overkrop hen mod mig, så vi lettere kunne have øjenkontakt, og jeg fulgte hans eksempel. Da mit blik mødte hans, lagde jeg mærke til en lille ændring i hans øjne. De så en smule mørkere ud, og jeg var ikke sikker på om det skyldtes lyset, eller om det bare var noget jeg bildte mig selv ind.

”Det var godt nok på tide at du kom tilbage,” mumlede han lavt, og stirrede indtrængende på mig, hvilket gjorde mig rimelig utilpas. Desuden stoppede det også ordene fra at komme ud fra min mund, så endnu en gang havde han forhindret mig i at bitche ud på ham, som det egentlig var planen.

Mens min mund føltes tør, og min hals var snøret sammen, sad han bare og stirrede på mig, og det tog mig flere sekunder, før det gik op for mig, at han faktisk kom tættere på. Instinktivt lænede jeg mig tilbage, og skabte automatisk et større mellemrum mellem os.

”Hvad fanden har du gang i?” spurgte jeg forvirret, og rynkede min pande. Han lavede en ulæselig grimasse, men rykkede ikke tilbage. Derimod fortsatte han bare med at læne sig hen mod mig, så jeg til sidst mærkede armlænet mod min nakke. Da hans ånde ramte mit ansigt, gik det op for mig, hvad det var han lugtede af. Alkohol.

Da jeg først havde fastslået kilden til hans mærkværdige lugt, lagde jeg pludselig også mærke til de tomme dåser og flasker der stod rundt omkring. Et par stykker på stuebordet, nogen i vindueskarmen, tre på spisebordet. Jeg mærkede straks den lidt paniske følelse i min mave, for jeg vidste godt at Austin opførte sig åndssvagt når han havde drukket.

”Hvor meget har du drukket?” forlangte jeg lidt streng at vide. Han stoppede lidt pludseligt sin fremgang, og så i stedet bare på mig med et gennemborende blik.

”Ikke så meget,” løj han, og trak ligegyldigt på skuldrene, for ligesom at feje det væk, ”desuden er det også lige meget. Nu er du her, så behøver jeg ikke at drikke længere.”

Forvirret rynkede jeg panden igen, indtil hans ord gik op for mig. Han drak på grund af mig. Fordi jeg havde forladt ham. Måske havde jeg alligevel betydet lidt mere for ham, end jeg egentlig havde troet. Men hvorfor fanden havde han så været mig utro?

”Austin for helvede, du er fuld,” mumlede jeg, og forsøgte at rejse mig op fra sofaen, ”jeg tror jeg kommer tilbage igen når du er ædru.”

Hurtigt fik han fat om mit håndled, og hev mig ned, så jeg landede på ryggen i sofaen. Endnu en gang var det som om hans blik blev mørkere, men jeg nåede ikke at se mere, før han satte sig på min mave, med et ben på hver side af mig, så det var umuligt for mig at komme væk.

”Du skal da ikke gå allerede. Du er kun lige kommet.” Et svagt smil samlede sig om hans læber, og han lænede sig ned mod mig. Denne gang kunne jeg ikke flygte, men i et sidste, desperat forsøg, drejede jeg mig hoved, og kort tid efter ramte hans læber min kind.

Det tog mig ikke lang tid, før jeg følte både ubehag, angst og panik. Kuldegysningerne krøb ned ad min rygrad som edderkopper, og gav mig gåsehud på armene. Jeg havde ikke den fjerneste anelse om, hvad han havde gang i, og hvad han havde i tankerne, men med den mængde alkohol han muligvis havde i blodet, kunne det umuligt være noget godt. Netop derfor begyndte jeg at rykke på mig, i håb om at kunne få ham væltet af mig, men han var for tung.

”Lig stille,” befalede han med en stemme, der var både blid og vred på samme tid. En underlig lyd undslap mine læber som en lav protest, men han kommenterede det ikke. I stedet greb han fat om mit ansigt med begge mine hænder, og forhindrede mig på den måde i at dreje hovedet, og kort efter befandt hans læber sig på mine i et nærmest desperat, men ugengældt kys.

”Mmf,” fik jeg presset ud gennem kysset, mens min mave knugede sig sammen. Jeg kunne mærke hans ene hånd give slip på mit ansigt, og i stedet bevæge sig ned til min skulder, hvor han legede med min bh-strop. Endelig trak han sig ud af kysset, og lod mig få luft hevet ned i mine lunger.

På trods af, at jeg havde kysset ham tusindvis af gange, føltes det her helt forkert. Der var for meget aggression og bestemthed overe hans bevægelser, og desuden havde jeg for længst sagt nej til nogensinde at være sammen med Austin på den måde igen.

Jeg ville ikke.

”Austin, lad mig gå!” bad jeg med et lettere ophidset toneleje, men det fik ham kun til at smile. Med et nærmest drillende glimt i øjet tog han fat omkring kanten af min kjole, og hev let op i den, så et stykke af mine lår blev blottet. I det sekund fortrød jeg virkelig at have taget kjole på, men på den anden side havde jeg heller ikke set det her komme, da jeg tidligere i dag valgte tøj.

”Du skal ikke lade som om, du ikke kan lide det her. Det ved jeg du kan,” fastslog han, inden han igen pressede sine læber mod mine. Hans kolde fingre kørte op ad mit lår, og fik mig til at spjætte svagt, så han måtte sætte sig bedre til rette.

I mellemtiden kørte mine tanker med hundrede kilometer i timen rundt i mit hoved, mens jeg forsøgte at finde en måde, at undslippe det her på. Jeg kunne ikke bevæge mig, og kunne hverken flygte eller ringe efter nogen. Så enten måtte jeg finde en måde at få ham af mig på, eller håbe på, at der ville ske et mirakel.

Tanken om, at det her i virkeligheden ville blive klassificeret som voldtægt, fik nervøsiteten til at stige i mig, og jeg kunne mærke hvordan mine håndflader blev svedige. Han fik åbnet sit bælte med den ene hånd, og kæmpede med at få sine bukser af, men til sidst lykkedes det. Derefter hev han helt op i min kjole, så halvdelen af min mave også kunne ses, og da overtog frygten min krop fuldstændig. Jeg kunne ikke lade det ske, men alligevel gjorde jeg ikke modstand. Jeg gjorde ingenting. Jeg følte mig fuldstændig lammet.

Pludselig dukkede billeder op i mit hoved. Billeder fra dengang jeg var sammen med Austin, scener fra vores bedste tider. Følelsen af deja vu sad i mig, og jeg tænkte tilbage på alle de gange, hvor vi havde gjort noget lignende, men at jeg bare havde været villig til det, i modsætning til nu, hvor jeg nok nærmere var modvillig.

”Læg nu lige noget i det, babe. Jo længere du kæmper imod, jo længere tid tager det før vi bliver færdige, ikke?” mumlede han da han havde trukket sig ud af kysset, og i stedet hvilede sin pande mod min. I det sekund kunne jeg ikke se det mindste glimt af den gamle Austin. Alt fra min tid med ham var forsvundet, og havde efterladt hans øjne tomme og kolde. Han mindede mig mere om en puma, en iskold dræber uden samvittighed.

Men samtidig øjnede jeg en sidste chance for at slippe ud af det her. Hvis jeg først fik Austin til at tro, at jeg rent faktisk gerne ville have sex med ham, kunne det være, at han ville slappe mere af, og jeg ville muligvis kunne slippe ud af hans greb.

Hvis det så ikke lykkedes, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre, og jeg turde knap nok tænke på hvordan det ville ende. Men det var vel forsøget værd.

Da han endnu en gang trak mig ind i et kys, lod jeg mig selv leve mig ind i det, og bevægede mine læber i takt med hans. I starten var det fuldkommen unaturligt, men efter et par sekunder fik jeg sat mig selv ind i rollen, og formåede rent faktisk at præstere et ordenligt kys. Det var nemt at mærke hans tilfredsstillelse ved min deltagelse, og da jeg bed ham i læben slap han mit ansigt, og kørte sin hånd op i mit hår i stedet. Allerede der vidste jeg, at jeg var godt på vej til at slippe væk.

”Det var bedre,” mumlede han, da han lige holdt en vejrtrækningspause. Jeg fik lyst til at brække mig over den frastødende alkoholiske lugt og smag fra hans mund, men valgte at blive i rollen. Alligevel begyndte jeg i mine tanker at overveje, hvor lang tid der ville gå, før han ville slappe nok af til, at jeg kunne slippe væk. Hvis der gik for lang tid..

Jeg nåede ikke engang at tænke den tanke til ende, før dørklokken til vores begges forvirring lød, og Austin rettede sig op med et sæt. Et stød gik igennem mig, og jeg indså, at det her var min chance.

Hurtig fik jeg skubbet til Austin, hvis koncentration ikke længere lå på at holde mig nede, og han faldt på gulvet med et bump. I et lille hop krydsede jeg over sofaryggen, og spurtede mod døren. Adrenalinen pumpede sig gennem mine årer, og det blev blot endnu værre, da jeg hørte Austin sætte efter mig. Jeg havde næsten nået døren, idet han fik fat om mit håndled, og hev i min arm, så jeg væltede ind i væggen. Et overrasket skrig undslap mine læber, og i samme sekund skubbede han mig op ad væggen med hele sin kropsvægt.

”Du bliver her!” halvråbte han bestemt. Hans stemmes lydstyrke var høj, og gav mig et chok. Jeg kunne se hans blodårer på hans hals, fordi han spændte så meget der. Det drillende blik var væk, og var blevet erstattet helt af den iskolde dræbers øjne.

Endnu en gang blev der ringet på døren, og kort tid efter lød nogle voldsomme bank, men denne gang lod Austin sig ikke distrahere. Hans hænder angreb min krop, og jeg vred og sled mig for at komme fri. Desperat forsøgte jeg at skubbe ham væk fra mig, mens bankene på døren lod til at blive hårdere og hårdere, men jeg kunne ikke være sikker, for mit hjertes banken kunne tydeligt høres i mine ører.

Et højt brag overdøvede larmen i mine øregange. Rummet snurrede rundt for mit blik, og min krop blev følelsesløs. Det ene øjeblik stod jeg oprejst med ryggen mod væggen, og det næste faldt jeg sammen på gulvet. Det tog mig lidt tid før jeg indså, at Austin ikke længere var i nærheden af mig, og at jeg derfor var faldet sammen. Mens mit blik langsomt blev normalt igen, og væggene efterhånden stod stille, kunne jeg lettere tyde det syn, der var foran mig.

Jeg kunne tælle seks skikkelser, alle med mandlige kropsbygninger. To af dem holdt fast i en tredje, mens den fjerde stod og råbte af ham. Både den femte og sjette var på vej hen mod mig. Da jeg havde blinket et par gange, blev skikkelserne klarere, og da jeg kunne konstatere hvilke hårfarver de havde, gik det op for mig, hvem det var.

”Angel? Er du okay?” lød Nialls stemme, der nu var i et højere tonefald end normalt, hvilket blot fik ham til at lyde bekymret. Han satte sig på hug ved mig, mens jeg selv forsøgte at skubbe mig op at sidde. Bag Niall kom Zayn hen, og så også ned på mig med et blik, der lyste af bekymring.

”Det.. ved jeg ikke. Det tror jeg,” mumlede jeg, og tog mig til hovedet. Hvis jeg ikke tog meget fejl, havde jeg slået det direkte ned i gulvet da jeg faldt, og det blev bekræftet af en skarp smerte, der skød gennem mit kranie. Jeg ømmede mig lidt.

Det var en mærkelig følelse der var i min krop. Egentlig var det ikke en følelse, men nok nærmere en slags erstatning for de følelser, som overhovedet ikke fandtes. Det føltes som om jeg var tom. Som om jeg ikke havde noget at føle, men alligevel ville jeg gerne føle noget. Det føltes alt for forkert, at jeg ikke reagerede på det der lige var sket.

”Kom,” mumlede Niall, idet han stak en arm under min, og med lidt hjælp fra Zayn fik mig op og stå på vaklende ben. Mine øjne føltes tørre da jeg lod dem beskue hele rummet. Henne ved sofaerne stod Liam med ryggen til og fægtede med armene, mens han råbte en masse ting, som jeg havde svært ved at fokusere på. Over for ham stod Harry og Louis, begge med et godt tag om Austins overarme. I de få sekunder jeg kunne holde ud at se på ham, lagde jeg mærke til hvor oprevet han så ud. Hans øjne var vilde og blodforskudte, og han blotte sine tænder på en måde, der igen mindede mig om et vildt dyr.

Jeg forsøgte at fokusere på Liams stemme, der lød mere oprevet og vred, end jeg nogensinde havde hørt den før. Det var svært, men med en hel del koncentration lykkedes det mig endelig.

”..og du skal bare lade hende være! Jeg kan garantere dig for, at hvis du nogensinde rører hende igen, så bliver politiet involveret i det, og så kan jeg love dig for, at du får en fængselsstraf!” råbte han, ”du skal fandeme bare respektere, at hun ikke vil se dig mere. Det hjælper fandeme heller ikke på det, at du så overfaldet hende, og tvinger hende til noget, hun ikke har lyst til! Så du holder dig bare væk fra hende, for hun er den mest fantastiske pige, jeg nogensinde har mødt, og hun fortjener ikke den slags behandling, det gør ingen!”

Jeg stirrede mundlamt på den fyr, jeg både elskede og hadede på samme tid. Det var som om der var noget lysende omkring ham, og jeg så ham på en anderledes måde, end jeg havde gjort før. Det skyldtes hverken noget han havde sagt eller gjort. Faktisk skyldtes det, at jeg indså, hvor dumt det var, at smide det vi havde væk.

Jeg vidste at Liam var fantastisk. Han ville aldrig såre mig med vilje, og det var dumt af mig, at frygte at han ville det. For hvis jeg lod mig stoppe af frygten ville jeg aldrig komme nogen vegne. Det Austin havde gjort mod mig, skulle ikke forhindre mig i at leve mit liv ordenligt.

Jeg blev ført ud af den indsparkede dør, og ud af lejligheden af Zayn og Niall, og Liams stemme blev hurtigt dæmpet, jo længere væk vi kom. I stilhed gik vi ned af gangen med det kedelige, ensformige tapet, og det grimme gulvtæppe. Vi gik ind i elevatoren, jeg så ofte havde stået i, og kørte helt ned i stuen, mens elevatormusikken kørte i baggrunden. Langsomt blev min krop mere afslappet, da jeg fik overbevist mig selv om, at der ikke var sket noget, og ikke ville ske noget. Drengene skulle nok tage sig af mig og passe på mig, og jeg ville aldrig opleve noget lignende igen.

”Lad os gå udenfor,” foreslog Zayn, da vi trådte ud af elevatoren. Denne gang var jeg kun tilfreds med den kolde luft, der lagde sig om min krop. Jeg tog et par dybe indåndinger, der føltes som is, som strømmede gennem mine lunger, og lod endelig mine ben støtte mig uden hjælp fra de to drenge. Mine øjne lukkede sig i af udmattelse, og jeg lod en hånd glide gennem mit hår, der var blevet en smule filtret.

Jeg vidste ikke hvor længe jeg stod sådan, men det var længe nok til, at de andre drenge kom ud, og de lavmælt startede en samtale med halvophidsede stemmer. Dog var der en stemme, der skilte sig ud af mængden, da den lavmælt hviskede ind i mit øre.

”Vil du ikke gå en tur? Med mig?” Tonen lød nærmest bedende, og jeg måtte bide mig selv i læben for ikke bare, at trække Liam ind til mig i et kram. I stedet fik jeg dog kontrolleret mig selv, og nikkede i stedet bare, hvorefter jeg slog øjnene op, så jeg kunne se på hans smukke ansigt.

I en fart havde han rakt en arm frem mod mig, og efter at have himlet svagt med øjnene, tog jeg imod, og fulgte med ham. De andre drenge lod ikke til at bemærke noget, hvilket også passede mig fint.

Vi gik lidt ned ad gaden, drejede til højre ned ad en sidevej, og fortsatte så bare fremad. Gaderne var øde, og det var helt vindstille, så man kunne rent faktisk ikke høre andet end vores fodtrin på de slidte fortovsfliser. Selv var vi begge tavse, men jeg vidste godt at det ikke ville fortsætte sådan for evigt. Liam havde trods alt taget mig med af en grund. Og det skulle snart vise sig, hvad den grund var.

”Du bliver nødt til at indrømme det over for dig selv,” sagde han lavt, uden at flytte sit blik fra jorden. Undrende måtte jeg hæve et øjenbryn, da hans ord ikke gav mening for mig.

”Indrømme hvad?” Dette tiltrak endelig hele hans opmærksomhed, og han vendte sine vejrtagende øjne mod mig, mens det trak i hans ene mundvig på en hemmelighedsfuld måde.

”At du bliver gladere af at være sammen med mig. Du glemmer alt om Austin. Du kan være helt dig selv.”

”Men det er bare tanken om, at du til hver en tid kan gøre det samme mod mig. Den skræmmer mig,” indrømmede jeg, og så drømmende op mod himlen, hvor nogle puffede skyer daffede lidt rundt.

”Tillid er en af de ting, der driver et forhold fremad,” huskede han mig på, hvilket fik mig til at vende øjne, men samtidig trak det også lidt i mine mundvige.

”Meget dybt, Liam.”

Derefter gik vi igen i tavshed. Jeg vidste at han havde ret i det han sagde, og jeg vidste at jeg skulle give ham en chance til. Jeg vidste bare ikke hvordan. Idet jeg åbnede munden for at fylde tavsheden ud, kom Liam mig i forkøbet.

”Danielle og jeg var ikke meant-to-be.”

Hans totale emneskift fik mig til at lave en uforstående grimasse, men jeg regnede igen med, at han havde et mål med det. Han ville gerne et sted hen med det, og jeg var nysgerrig efter, hvor.

”Og det mener du, at vi er?” spurgte jeg misbilligende, og kneb øjnene sammen, mens jeg smagte på det. Meant to be. Det lød godt i mine ører.

”Det ved jeg ikke. Vi kan kun finde ud af det, hvis vi forsøger,” svarede han blot, og trak let på skuldrene. Jeg nikkede samtykkende, mens et svagt smil blev placeret på mine læber ved tanken om det, jeg nu var på vej til at sige.

”Du har nok ret.”

”Hvad skal det betyde?” undrede han sig, mens overraskelsen nærmest stod ud af hans øjne. Jeg vidste godt at han ikke havde regnet med det svar fra mig, og netop derfor gik jeg i gang med at forklare.

”Jeg overgiver mig, Liam. Jeg lover at jeg vil give dig en chance til. Forsøge at få vores forhold til at fungere.” Et stort smil bredte sig på hans læber. Tilfredsheden lyste stærkt ud af hans øjne.

”Så lover jeg til gengæld at holde mig langt væk fra alkohol.”

”Også jeg,” fastslog jeg, og kunne ikke andet end at gengælde hans smil, da jeg tænkte på den skjulte betydning bag vores ord. Hvis vi begge holdt os væk fra alkohol og fester, ville vi højst sandsynligt også kunne undgå fejl som utroskab, og andre dumme ting.

Han overraskede mig ved at stoppe op, og sætte sig ned på knæ. I et øjeblik passerede frieri mine tanker, men jeg rystede det hurtigt af mig. I stedet forlangte jeg en forklaring fra ham.

”Hvad har du gang i?”

”Jeg vil bare gøre det officielt,” smilede han, hvilket gjorde mit hoved rundtosset.

”Hvad?” spurgte jeg. Han smilede stort. ”Angel.. Vil du være min kæreste?” Jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder, mens en overvældende glæde plantede sig i min mave. Jeg havde kun et svar på det spørgsmål.

”Det vil jeg gerne, Liam. Med glæde.”

I det sekund sprang han op, greb fat om mit liv, og løftede mig op fra jorden, mens han snurrede rundt. Et grin undslap mine læber da han satte mig ned igen, efter flere omgange. Igen fangede jeg hans fantastiske øjne, og stirrede hypnotiseret ind i dem. Glæden stod ud af dem, præcis som jeg vidste den også gjorde det med mine egne.

Endelig tog vi begge det sidste skridt, og trykkede vores læber mod hinanden i et eksplosivt kys. De passede mod hinanden som to brikker i et puslespil, og vi blev begge indhyllet i en lille, lykkelig boble. En boble, hvor vi kunne glemme alt om alle problemer. Ting som åndssvage ekskærester, skole, tournéer, alt hvad der kunne give os problemer, blev lukket uden for den boble. Selv mit knuste hjerte blev lukket ude, og erstattet af et nyt og helet hjerte.

Med Liam var alt perfekt.

 

Sometimes you discover that what you thought was a mistakeactually wasn't.

 

The end

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...