We're 'Bout To Make Some Memories Tonight - One Direction

Angel Manson på 19 år er ved at uddanne sig til modetøjsdesigner. Hun bor i en stor lejlighed med sin kæreste, Austin, der på trods af at han kun er 21 år, er chef for et kæmpestort firma, han har arvet fra sin far. Selvom han er lidt af en arbejdsnarkoman, elsker hun ham stadig meget højt, og hun er meget tilfreds med sit liv. Men da hun til en fest møder en dreng fra et verdenskendt band, og drikker sig lidt for fuld, sker der noget meget uventet. Og det er bare begyndelsen på en lang række handlinger, der for alvor vil ændre hendes liv fuldstændig.

251Likes
253Kommentarer
27224Visninger
AA

20. Single and ready to mingle.

Angels synsvinkel

Liam havde ikke lyst til at snakke om hvad der var sket, og det var egentlig forståeligt nok, men jeg måtte indrømme at jeg samtidig var rimelig nysgerrig efter at vide, præcis hvad der var sket mellem dem. Det eneste jeg vidste, var at Danielle var taget hjem til sine forældre, men hvad grunden var til det, vidste jeg ikke. Men det kunne vel ikke være så slemt, det var nok ikke ligefrem fordi de havde slået op. Det virkede i hvert fald ikke sådan ud fra Liams opførsel. Allerede fem minutter senere vendte han tilbage til festen, og deltog glædeligt.

Det var efterhånden blevet temmelig underholdende, fordi de fleste var helt væk i alkohollen, og at være omringet af stive mennesker, når man selv er ædru, er virkelig morsomt. Tro mig.

”Angeeeeel, har du ikke lyst til at spille med os?” spurgte Perrie med et grin, og pegede hen mod et bord, hvor der var blevet lagt kort frem. ”Hvad skal I spille?” Min stemme havde en mistroisk klang i sig, og på trods af at Perrie var fuld, formåede hun alligevel at lægge mærke til det.

”Strippoker,” indrømmede hun, og på hendes stemme kunne jeg fornemme, at hun allerede vidste hun havde tabt. Selvfølgelig var strippoker ikke lige det jeg havde allermest lyst til når jeg ikke engang havde fået noget at drikke. Med et lille suk vendte Perrie tilbage til bordet, hvor et par af One Direction-drengene sad, Josh, Eleanor, og nogle andre piger og drenge, jeg ikke kendte. Ved sofaen hvor jeg stod, kunne jeg se hende fortælle den triste besked om at jeg ikke skulle være med, men jeg var lige præcis uden for hørevidde. Jeg blev dog afbrudt i at betragte dem, da Liam kom hen til mig.

”Drink?” spurgte han, og holdt stort glas fyldt med en grøn væske frem mod mig. Jeg rynkede panden, mens jeg ud af øjenkrogen stadig forsøgte at holde øje med poker-holdet, hvilket egentlig gjorde mig lidt stresset. ”Øh.. ja tak,” mumlede jeg forvirret, og tog imod glasset. Mit blik flakkede frem og tilbage mellem Liam, der smilede venligt til mig, og bordet, hvor Josh lige havde rejst sig, og nu gik i vores retning. Jeg tog hurtigt en tår af glasset, og hævede overrasket øjenbrynene, da det faktisk smagte overraskende godt. Man kunne godt smage at der var alkohol i, men den smag blev overdøvet af en anden, lidt sød smag. Prøvende tog jeg endnu en tår, og frydede mig da den søde væske ramte min tunge.

”Det smager godt det her,” bekendtgjorde jeg, mens jeg fulgte Josh’ færd hen til os med øjnene. Han stillede sig ind mellem Liam og jeg, og lagde en arm om mine skuldre, så hans lidt tunge krop hang på mig. Hans tøj, hår og ånde lugtede af alkohol, og med god grund.

”Hvorfor vil du ikke være med?” spurgte han, og stak underlæben ud i en trist grimasse. Han hentydede garanteret til spillet, så jeg var hurtig til at trække på skuldrene. ”Det er måske ikke lige min kop te,” fnes jeg, og sendte ham et undskyldende smil, inden jeg tilføjede, ”og slet ikke når jeg er så godt som ædru.”

Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg aldrig skulle have sagt det. Straks kiggede han på mig, og havde nærmest en lysende pære hængende over hovedet. En smule usikkert tog jeg en tår af min grønne drink, hvilket egentlig ikke var specielt smart, fordi jeg på den måde ville komme tættere på den tilstand, hvori jeg ville kunne finde på at spille strippoker. Dog nåede jeg ikke at stoppe mig selv, før jeg vendte bunden i vejret på glasset, og tog den sidste slurk.

”Vil du ikke have endnu en drink?” spurgte Josh, og sendte mig et charmerende smil, blandet med et lidt sløret, flirtende blik. Jeg var udmærket klar over hans intentioner med spørgsmålet, men efter at have haft en stirrekonkurrence med ham – der nok godt kunne forveksles med øjensex af alle andre – sukkede jeg opgivende. Jeg kunne ikke modstå de der brune hundeøjne. Fuck, hvor var Josh egentlig nuttet.

Jeg måtte bare leve med muligvis at skulle tilbringe den næste dag i sengen. Det gjorde måske heller ikke så meget, for de andre skulle holde juletamtam med deres familier, og jeg havde stadig ferie, så jeg ville alligevel bare skulle være alene hjemme. Hvorfor så ikke tilbringe min dag alene, med at være træt og dårlig, og generelt bare have ondt af mig selv. I det mindste ville jeg da have det sjovt nu.

”Fint nok,” mumlede jeg, og fulgte med ham hen til et bord, hvor der stod nogle diverse flasker. Han rakte mig en af de lidt mindre, der så mystisk og fremmed ud. Væsken indeni var ikke synlig, da glasflasken i stedet for den gennemsigtige farve, havde en mat hvid farve, med små guldfarvede mønstre. Der var ikke noget navn på flasken, hvilket fik mig til at tvivle lidt, men fordi jeg stolede på Josh, tog jeg alligevel imod den. Det var nok ikke fordi den ville slå mig ihjel.

 

***

 

”Det er jo unfair, I har langt mere tøj på end mig,” beklagede jeg mig, og så trist på Josh og Liam, der sad overfor Perrie og jeg. De andre havde droppet at spille, fordi der røg for meget tøj, så vi fire havde startet vores eget lille spil. Jeg havde smidt begge stiletter, og undskyldt mig med at de talte for to stykker tøj. Liam – jeg anede virkelig ikke hvordan vi havde fået ham med i det her – sad i bar mave og bare tæer, hvorimod Josh havde været rimelig heldig, og kun havde behøvet slippe sine sko og sokker. Perrie havde haft en sweater på, uden over en skjorte, så hun havde blot smidt det øverste lag, og så sine sko. Lige nu stod jeg så med valget mellem at smide min nederdel eller min top. Så var spørgsmålet bare; ville jeg helst flashe bh eller trusser?

Jeg havde fået nogle lortekort.

”Du kunne da bare have taget mere tøj på,” fnes Perrie, og som svar tjattede jeg lidt til hende, før jeg bestemte mig for at følge Liams eksempel, og lyne min hvide top op bagi, og smide den på bordet, så min meget enkle, hvide bh blev blottet.

Spillet fortsatte, og jeg kunne ikke andet end at fryde mig, da Josh blev nødt til at smide bukserne også, hvilket altså ville sige at han ikke længere var den med mest tøj på, men at den stilling blev givet til Perrie, der stadig havde sin skjorte og et par jeans på.

Zayn og Harry kom pludselig hen og sluttede sig til os, dog kun for at kigge på. ”Perverse stoddere,” mumlede jeg lavt for mig selv, og selvom det egentlig ikke var meningen at de skulle høre det, så gjorde de det alligevel. Jeg havde ret svært ved at hviske når jeg var bare den mindste smule overgearet. Eller stiv.

”Vi tager hvad vi kan få,” smilede Harry, og sendte mig et langtrukkent elevatorblik, der bekræftede det han lige havde sagt. Jeg rystede grinende på hovedet af ham, og vendte tilbage til det spil, som jeg generelt bare stank til. Jeg havde virkelig ikke held i poker.

Angel, det hedder held i spil.

En ringeklokke skar gennem rummet, og jeg kiggede straks hen på Perrie, da det ligesom var hende der ejede lejligheden, og derfor hende der burde åbne døren. Hun sukkede lavt, men rejste sig og krydsede den svagt befolkede stue. Vi andre sad bare, og ventede på at hun ville komme tilbage, så vi kunne fortsætte vores spil. Men minut efter minut passerede, og fra vores placering, kunne vi ikke se hoveddøren, og derfor heller ikke hvorfor det tog hende så lang tid. Til sidst blev jeg så utålmodig, at jeg rejste mig fra min ellers så behagelige plads i sofaen, og gik ud i gangen.

”Hey, Perrie, kommer du ikke snart tilbage?” spurgte jeg utålmodigt, og stillede mig i døråbningen til stuen. Derfra kunne jeg ikke se andet end hoveddøren, der var åben, og Perrie der stod og snakkede med en person på den anden side af den. Hun så forskrækket hen på mig, og først troede jeg egentlig at det skyldtes, at jeg var dukket op ud af det blå, men da en velkendt stemme ramte min øregang, gik jeg helt i stå.

”Angel?”

Jeg stirrede forskrækket på den hvide dør, der skjulte opgangen, mens jeg blot håbede på, at stemmen ikke tilhørte den person jeg troede den tilhørte, og at jeg havde taget fejl. Men selvfølgelig skulle det ikke gå sådan. Et hoved tittede frem bag døren, og i det sekund mine grønne øjne mødte hans brune, gik mit hjerte i stå.

Af en eller anden grund kunne jeg bare ikke slippe for ham.

”Hvad laver du her, Austin?” vrissede jeg, og vrængede næsten hans navn ud. Han pissede mig virkelig af lige nu, og jeg vidste ikke rigtig hvorfor. Måske fordi han havde været mig utro, måske fordi han havde ringet til mig og kaldt mig en luder. Det eneste jeg vidste, var at jeg virkelig var træt af ham, og ikke gad snakke med ham.

Han så en smule befippet ud, og stirrede i et stykke tid på mig med åben mund. Dog fik han efter nogle sekunder taget sig sammen til at svare mig. ”Min kusine- øh, Perrie inviterede mig til festen,” mumlede han, mens hans blik flakkede lidt frem og tilbage, hvilket jeg ikke rigtig tog mig af. ”Det gjorde jeg i hvert fald ikke!” insisterede Perrie skingert, og jeg kunne så regne ud at det var et skænderi de havde haft gang i, i længere tid. Det var nok derfor det havde taget så lang tid.

”Du lavede en åben begivenhed på Facebook, og fordi vi er venner, kan jeg jo også se den. Så jo, du har inviteret mig,” halvråbte han, og lod pludselig til at have fået sin sædvanlige selvsikkerhed tilbage, ligeså snart han fjernede sit blik fra mig. ”Det er jo ikke direkte en invitation, vel?” hvæsede hun, og forsøgte formodentlig at holde sin stemme på et nogenlunde lavt niveau.

Egentlig burde jeg undre mig lidt over hvorfor de overhovedet skændtes om det.

”Det er det da!” udbrød Austin, og slog dramatisk ud med armene. Jeg sukkede lavt, rømmede mig en enkelt gang, og gjorde mig klar til at stoppe deres skænderi. Det var ikke ligefrem det jeg havde allermest lyst til at høre på.

Så hold dog op for helvede!” råbte jeg tydeligt, så de begge brat stoppede deres diskussion, og kiggede forskrækkede over på mig. Jeg himlede med øjnene af dem, og vendte mig om for at gå ind i stuen, så de kunne afslutte deres samtale, og Perrie kunne smide Austin ud, men vejen blev spærret af to kroppe med mandlige former. Jeg lod mit blik vandre opad, til deres ansigter, og fandt så ud af at det var Josh og Liam. Og bag dem stod Harry og Zayn.

Panikken overtog straks min mave, for jeg vidste hvor irriteret Austin var blevet sidste gang han så Liam. At have dem begge i samme rum en gang til, var ikke ligefrem det smarteste. Austin kunne virkelig gå amok når han var sur.

”Hvad har I gang i?” spurgt Josh, og så underligt på mig. ”Øh, ikke noget, bare smut ind igen,” mumlede jeg med en panisk klang i stemmen, og lavede nogle fejende bevægelser med armene, for at få dem til at gå. Men selvfølgelig skulle det hele gå galt. Bare ved et enkelt blik på Liam, kunne jeg se at han havde opdaget Austin. Hans øjne var svagt sammenknebne, han spændte i sin kæbe, og hævede skuldrene.

Jeg vidste ikke hvorfor, men det lod heller ikke til at Liam brød sig om Austin.

I en hurtig bevægelse havde jeg vendt mig om, og opdagede til min store skræk, at Austin også lignede en der kunne springe i luften hvert øjeblik. Det her kunne kun gå galt.

”Hvorfor har du ikke nogen trøje på?” spurgte han med afsky i stemmen, og jeg kom da i tanke om mit manglende tøj. Hans blik flakkede mellem Liam og jeg, hvorefter han fik et hårdt udtryk i øjnene. ”I har da ik-”

”Nej vi har ej, og uanset om vi havde eller ej, så kommer det overhovedet ikke dig ved,” afbrød jeg ham irriteret. Blodet steg svagt op i mine kinder, ved tanken om Liam og jeg, der lå i en stor dobbeltseng. Liams kølige hænder, der sneg sig om bag på min ryg og efterlod kuldegysninger. Hans fingre, der fik fat om lynlåsen, og langsomt lynede den op, så-

Nej, Angel. Bare nej. Stop dig selv.

”Okay, jeg tror bare at du-” Jeg pegede på Liam, der stod bag ved mig, ”skal gå tilbage i stuen, og du-” Jeg pegede på Austin, ”skal smutte.”

De eneste der ikke sendte mig underlige blikke, var Liam og Austin, og det skyldtes nok at de var de eneste der vidste noget om den aften i byen, da Liam og jeg stødte ind i Austin. Jeg havde ikke fortalt nogen andre om det der skete, og derfor var der nok ikke nogen der forstod hvorfor Liam skulle gå.

”Angel, kan du ikke bare lytte til mig i et sek-”

”Nej, Austin, jeg gider ikke have noget som helst med dig at gøre. Du er et svin, og jeg hader dig!” bed jeg ham af, så han så overrasket på mig. Jeg tog en dyb indånding for ikke at koge helt over, og lukkede så øjnene, mens jeg gned mig let i panden af frustration. ”Kan du ikke bare.. gå?” spurgte jeg lavt, med en stemme der var langt mere usikker end før. Han sukkede højlydt og så ned i gulvet. Perrie gik hen til mig, og lagde en hånd på min skulder, som hun gav et lille klem.

”Fint, jeg skal nok gå. Men hvis du ombestemmer dig, eller hvis du nogensinde vil have en forklaring, så ring til mig, Angel,” insisterede Austin, og gjorde mine til at forlade lejligheden igen. Hans pjuskede hår blev endnu mere pjusket, da han kørte en hånd igennem det, og tog fat i dørhåndtaget.

”Lover du det?” spurgte han, og så afventende på mig. Jeg bed mig blidt i læben, men bestemte mig så for at nikke, for det kunne vel ikke skade noget. Godt nok havde jeg aldrig tænkt mig at benytte det tilbud.

”Det lover jeg.” Han nikkede halvt tilfredst, halvt utilfredst for sig selv, gik ud i opgangen, og smækkede døren efter sig. En tung stilhed lagde sig over den lille gruppe mennesker vi var, og derfor kunne man høre hans trin fortsætte hele vejen ned ad trapperne. Jeg åndede tungt ud, og brød dermed stilheden som den første.

”Det var da.. interessant,” mumlede Josh, da jeg vendte mig om mod dem. Jeg trak udmattet på skuldrene, og følte egentlig ikke for at fortsætte den hyggelige aften, men mere for at smide mig i en seng og sove. ”Hvem var den fyr overhovedet? Din kæreste?” spurgte han på en sjov måde, så det trak lidt i min mundvig, hvilket jeg slet ikke havde troet muligt.

”Nej, han er min ekskæreste,” forklarede jeg. Hans ansigt ændrede sig til en forstående grimasse, hvorefter han lagde armen om mine skuldre. De andre bevægede sig atter ind i stuen, mens Josh valgte at føre mig af sted, bagerst i flokken. Hans mund nærmede sig mit øre, hvorefter hans bløde stemme ramte min øregang, og hans ånde gav mig kuldegysninger på halsen.

”Så du er ledig nu?” spurgte han forhåbningsfuldt, og lød aldeles flirtende. Og når jeg tænkte over det, så lød han faktisk meget ofte flirtende. Så i virkeligheden, så kunne det jo egentlig godt være, at han flirtede med mig. Spørgsmålet var bare, om jeg egentlig følte mig klar til at flirte. Jeg følte mig i hvert fald ikke klar til at lægge min tillid på en fyr endnu. Men på den anden side, så var det jo bare flirt.

”Jep. Single, and ready to mingle.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...