We're 'Bout To Make Some Memories Tonight - One Direction

Angel Manson på 19 år er ved at uddanne sig til modetøjsdesigner. Hun bor i en stor lejlighed med sin kæreste, Austin, der på trods af at han kun er 21 år, er chef for et kæmpestort firma, han har arvet fra sin far. Selvom han er lidt af en arbejdsnarkoman, elsker hun ham stadig meget højt, og hun er meget tilfreds med sit liv. Men da hun til en fest møder en dreng fra et verdenskendt band, og drikker sig lidt for fuld, sker der noget meget uventet. Og det er bare begyndelsen på en lang række handlinger, der for alvor vil ændre hendes liv fuldstændig.

251Likes
253Kommentarer
27217Visninger
AA

19. She's gone.

Vores lille stund blev afbrudt af et ordenligt rabalder, og jeg blev så forskrækket at jeg fløj op af sengen.

Nu var de ikke i gang med at smadre hele køkkenet, vel?

Jeg gik med hastige skridt hen til døren og rev den op, inden jeg nysgerrigt fortsatte hen mod køkkenet, hvor det lød som om der var gang i en krig med gryder og stegepander. Og det kunne man vel også godt sige at der var.

Synet der mødte mig var ikke lige det jeg havde lyst til at se. Det så ud som om alle gryder, pander, kasseroller og så videre var blevet smidt på gulvet, sammen med Niall. Sagt på en anden måde, så lå Niall på gulvet, omringet af gryder. I mellemtiden stod Zayn ved bordet, og havde hænderne nede i en skål.

”Hvad laver I?” spurgte jeg hæst, og hævede begge øjenbryn. Zayn rystede fnisende på hovedet, hvorimod Niall forsøgte at komme op, uden at dø af grin. ”Boller,” fortalte Niall, og lød forpustet. Mine øjenbryn kom om muligt endnu længere op i panden på mig, mens jeg bare stirrede på dem. Og så flækkede jeg af grin sammen med Zayn, der tydeligvis også havde fanget det sjove.

”Hvad?” spurgte Niall forvirret, da han endelig var kommet op at stå. Jeg rystede på hovedet mens jeg grinede færdig. ”Tænk lige over det, Niall,” fnes Zayn, og æltede rundt i skålen, der nok indeholdt en dej til bollerne.

”Øh..” mumlede han bare uforstående, og jeg rystede endnu en gang på hovedet af ham. Jeg fik et kæmpe chok, da jeg pludselig mærkede noget koldt på mine bare skuldre – jeg havde altså kun nattøj på, og det bestod af en sort tanktop og et par shorts. Jeg vendte mig forskrækket om, og fik til min store lettelse øje på Liam, der stod med et stort smil på læberne, og kiggede sjovt på mig. Jeg løftede spørgende øjenbrynene.

”Bollerne skal være store. Se på mine boller, de er store. Dine er små. Store boller! Ikke små!” lød det fra Niall, der stod og så på Zayn med et strengt blik. Jeg begyndte – igen – at grine, og slog mig selv i hovedet.

Det var en dårlig idé. Mit hoved gjorde ondt nok i forvejen.

”Hvad er der nu?” spurgte Niall, og slog opgivende ud med armene. Inden jeg nåede at svare, afbrød Zayn mig med et lille host. Jeg kiggede hen på ham med øjenbrynene helt omme i nakke – overdrivelse fremmer forståelsen – men han smilede bare hemmelighedsfuldt til mig. Liam slap mine skuldre og gik hen til ham, også med det samme smil om læberne.

”Hvad sker der lige her?” spurgte jeg mistroisk – med min fantastiske stemme – og satte en hånd i siden. Liam sendte Zayn et sigende blik, der blot gjorde mig forvirret.

”Så, Angel.. Hvor skal du holde jul henne?” spurgte Zayn interesseret, og.. lad os bare sige at jeg blev endnu mere forvirret.

”Øh.. det ved jeg ikke,” svarede jeg ærligt, og kiggede ned i gulvet. Jo, jeg vidste da godt at det var jul i morgen, men jeg havde faktisk ikke tænkt over det. Jeg havde alt for mange andre tanker i hovedet til at bekymre mig om det. Egentlig tror jeg bare at jeg ville sidde derhjemme og se film eller sådan noget. Jeg regnede lidt med at Harry og Louis skulle holde jul med deres familier, eller måske med resten af drengene. Og det lød måske en smule trist at sidde og se film alene når det var jul, men.. det var det også.

Jeg kiggede op igen, og så at Zayn kiggede på mig med et trist smil om læberne. ”Angel, du kan da ikke holde jul alene,” protesterede Niall, og lagde armene over kors. ”Det var sådan set heller ikke meningen at jeg skulle være alene, men jeg kan jo pænt takke Austin for at have fucket det op,” mumlede jeg lavt – hvilket fik min stemme til at lyde forholdsvis normal -, og kiggede ned i gulvet, da emnet gjorde mig trist og vred. Ingen sagde noget, og jeg bandede indvendigt af mig selv over at bringe det emne på banen. Hverken jeg selv eller de andre drenge havde da lyst til at snakke om det. Jeg fik det dårligt hver gang hans navn blev nævnt, og fik næsten lyst til at kaste op. Kuldegysningerne kravlede ned ad min ryg som iskolde edderkopper, mens mine øjne begyndte at prikke, ved tanken om alle de tårer der allerede var trillet af sted.

”Jeg tror jeg går i seng igen,” bekendtgjorde jeg, og vendte mig om for at udføre det, men jeg blev forhindret, da et par arme blev lagt om mig i et baglæns kram. ”Vent lidt,” lød Zayns stemme lige ud for mit øre. ”Hvorfor?” spurgte jeg lavt, for at undgå at min stemme knækkede over eller døde totalt. Han gav lidt slip på mig for at kunne dreje mig om mod sig.

”Vi har en lille overraskelse til dig,” fortalte han, og forsøgte at skjule et lille smil, men det lykkedes ikke helt. Undrende lod jeg mit øjenbryn hæve sig i en spørgende grimasse. ”En overraskelse?” gentog jeg – dog en anelse mere hæst. Han nikkede samtykkende. ”En overraskelse.”

Ja ja, nu har vi vist sagt overraskelse nok.

”Har du lyst til at uddybe det lidt?” spurgte jeg nysgerrigt, og hostede kort da det lød ad helvedes til. Han fnes lidt af mit ynkelige forsøg på at tale, men inden han nåede at svare, brød Niall ind. ”Drengene og jeg holder jul hjemme hos Perrie sammen med Eleanor og Danielle, og så er der også nogen andre der dukker op i løbet af aftenen.”

Ja, ja, meget interessant. Og hvornår kom vi så til overraskelsen?!

Ej, det var bare for sjov. Så overfladisk var jeg ikke.

Men jeg ville stadig gerne vide hvad overraskelsen var.

”Og du er også inviteret,” afsluttede Liam med et stort smil.

 

***

 

Og her stod jeg så, foran døren til Perries lejlighed, iført et sæt tøj, der havde taget mig mindst hundrede år at vælge, men som jeg alligevel var rimelig tilfreds med (Link i kommentaren). Hvad jeg så ikke var specielt tilfreds med, var at stedet mindede mig alt for meget om Austin, og det var også netop derfor jeg meget hurtigt fik banket på døren, så jeg kunne snakke med nogen mennesker, og på den måde glemme alt om Austin, utroskab og problemer.

Det varede ikke ret længe, før døren blev åbnet af min lyshårede veninde, der straks fik et kæmpe smil placeret på læberne. Jeg fulgte hendes eksempel, og trak hende ind til mig i et kram, så en sød duft satte sig i mine næsebor. ”Hej!” sagde hun friskt, og trak sig fra mig. ”Halløj,” svarede jeg med en stemme, der lød langt bedre end den havde gjort den forrige dag, men som dog stadig var en smule ujævn at høre på. Hun grinede lidt – nok af min stemme – og viste mig indenfor. Jeg hængte min jakke op på en knage, mens hun smækkede døren i med et ordenligt brag, der garanteret ville kunne vække de døde til live.

Nogle hoveder dukkede pludselig op i stuedøren, og da de fik øje på mig, kom de selvfølgelig også hen for at hilse på. Zayn – selvfølgelig – og Louis var kommet, og sammen med Louis kom Eleanor jo, og så var Harry her også. Flere var endnu ikke ankommet, men det skyldtes nok at jeg faktisk var kommet fem minutter tidligere end den aftalte tid. Nu havde jeg så heller ikke ligefrem haft travl i dag. Dagen startede med at jeg stod op og lavede julemorgenmad – det var jo julemorgen – til Harry, Louis, Eleanor og jeg selv, eftersom jeg havde insisteret på at gøre noget til gengæld for invitationen til julemiddagen. Så var de andre stået op, vi havde spist maden, pakket gaver op – de havde rent faktisk købt gaver til mig. Jeg havde selvfølgelig købt gaver til dem – jeg gik i panik da jeg indså at det snart var jul, men jeg fik da skaffet dem – men jeg havde altså ikke regnet med at de også ville give til mig. Men det var sådan set det eneste jeg havde brugt dagen på. Og så selvfølgelig at gøre mig klar, hvilket faktisk havde taget så lang tid, at Harry, Louis og Eleanor var kørt af sted uden mig.

Onde mennesker.

Ej, det var faktisk min egen skyld. Jeg sagde at de bare kunne køre uden mig. Men det var jo for sjov!

”Nå, der var du endelig,” udbrød Harry med et stort smil klasket på læberne. Jeg sendte ham et skarpt blik blandet med et smil tilbage til ham. ”Ja, her var jeg,” mumlede jeg. Han smilede undskyldende, og kom hen for at lægge armene om mig, og trække mig ind til sig i et kram. ”Harry, vi så hinanden for en halv time siden,” grinede jeg, men krammede alligevel tilbage. Jeg havde jo ikke ligefrem noget imod at kramme.

”Må jeg nu ikke kramme dig?” spurgte han trist og trak sig fra mig, for at kigge på mig med store øjne og mundvigene nedad. Jeg grinede lidt af ham, og klappede ham på hovedet, så hans krøller blev flade. I hvert fald indtil jeg fjernede hånden. Så poppede de op igen, ligeså krøllede som før. ”Selvfølgelig må du kramme mig,” fastslog jeg til sidst, så et tilfredst smil bredte sig på hans læber.

Det bankede på døren et par gange, og fordi vi alle sammen stod i gangen, vendte vi alle hovederne mod lyden. Perrie var hurtig til at åbne døren, og inviterede gæsterne ind. Det viste sig så at være Niall, Liam og Danielle. Danielle så en smule irriteret ud, men skjulte det hurtigt bag et falskt smil, hvorimod Liam bare så en smule forvirret ud. Dog valgte jeg at lade det ligge.

”Heeey,” hilste jeg langtrukkent, da Niall valgte at komme hen til mig. Han smilede stort til mig, og gav mig et hurtigt elevatorblik. ”Du ser godt ud,” fastslog han, og lod sit blik glide op og ned af mig et par gange, som om han lige skulle have alle detaljer med. Jeg smilede forlegent. ”Tak tak,” svarede jeg, og forsøgte at finde på noget at tilføje. ”I lige måde!”

Han grinede lidt af mig, og krammede mig hurtigt. ”Du dufter også godt,” udbrød jeg, da hans duft mødte mine næsebor. ”Jamen tak,” fnes han, da jeg trak mig væk. Han smilede stort til mig, for derefter at lægge armen om mine skuldre og føre mig hen mod stuen, hvor alle de andre også havde bevæget sig hen af.

”Lad os fejre at det er jul med et ordenligt måltid mad!” savlede han nærmest, og låste sit blik fast mod spisebordet, hvor der allerede var dækket op til os alle sammen. Jeg grinede lidt af ham. ”Glædelig jul!”

 

***

 

”Hey, Angel! Godt at se dig igen!” lød en stemme, jeg hurtigt genkendte som Josh’. Hurtigt fik jeg møvet mig hen til ham for at hilse. Vi var efterhånden en del mennesker i den forholdsvis store stue, der så alligevel virkede lille når der var så mange herinde. Men drengene havde jo advaret mig om at der ville komme flere mennesker hen ad aftenen, og desuden var det også super hyggeligt, så det gjorde ikke noget. Klokken havde efterhånden nærmet sig de elleve stykker om aftenen, og vi havde både spist og udleveret gaver. Nu havde festen vist efterhånden taget overhånd. Jeg selv havde dog nøjedes med en enkelt øl. Jeg gad ikke have tømmermænd i morgen.

”Hej Josh. Jeg vidste ikke at du kom her forbi,” fortalte jeg, og løftede undrende det ene øjenbryn. Han trak lidt på smilebåndet og trak mig ind til sig i et uventet kram, så hans muskuløse arme fik mast mig godt og grundigt, hvilket jeg bare grinede af. ”Jeg skal da lige ønske the lads en glædelig jul! Og dig selvfølgelig,” tilføjede han idet han trak sig fra mig, og sendte mig et blik med et specielt glimt. Jeg rystede blot grinende på hovedet af ham, så det snurrede let rundt i mit hoved.

”Har du set Nialler?” spurgte han, og kiggede lidt rundt, nok i håb om at få øje på ham. Jeg nikkede energisk, og pegede hen mod sofaerne, hvor jeg lige havde efterladt ham, netop fordi jeg opdagede at der kom endnu en gruppe mennesker ind ad døren, som Josh jo så havde vist sig at være en del af. ”Han sidder derhenne og venter på mig,” fortalte jeg, ”jeg tror han føler sig lidt alene,” tilføjede jeg med et grin, som hurtigt smittede af på ham. Vi satte straks kurs mod sofaerne, og smed os på hver vores side af den blonde, irske dreng, der af en eller anden grund havde valgt at tilbringe det meste af aftenen med mig, hvilket jeg selvfølgelig var glad for. Han var jo som sagt en rigtig sød dreng.

”Hey Josh,” udbrød Niall da han fik øje på ham. Josh hilste hurtigt tilbage, og indledte straks en samtale med Niall, som jeg valgte at lade være med at følge med i. Noget andet havde fanget min opmærksomhed. I den anden sofa, der stod overfor den vi havde placeret os i, sad Liam og snakkede med Andy, der også var dukket op, men de blev pludselig afbrudt, da Danielle kom gående hen imod dem, med et ansigt der ikke ligefrem udstrålede tilfredshed.

 

Liams synsvinkel

”Liam, kan jeg ikke lige tale med dig? Under fire øjne?”

Jeg vendte mig om i sofaen for at se hvem det var der snakkede til mig, selvom jeg egentlig godt vidste det. Og jeg havde ret. Bag sofaen stod Danielle med et irriteret blik rettet mod mig, og jeg vidste udmærket godt hvorfor.

I dag havde ikke ligefrem været en hyggelig dag. Jeg havde tilbudt at hente hende på vejen herhen, og det havde hun så takket ja til. Hvad jeg så ikke havde regnet med, var at hun med det samme ville kaste sig ud i et skænderi om at jeg var alt for fraværende i vores forhold, og som om det ikke var nok, havde hun rent faktisk truet med at ende vores forhold, hvis ikke jeg snart deltog lidt mere, og arbejdede lidt mere for forholdet.

Grunden til at jeg så ikke var ved at tude lige nu, var faktisk at jeg på en måde havde set det komme. Jeg vidste godt at jeg ikke var en særlig god kæreste, og jeg syntes faktisk heller ikke at Danielle fortjente at have en kæreste, der havde været hende utro og desuden også kyssede med andre piger, men jeg havde på den anden side heller ikke lyst til at slå op med hende. Hun var jo en fantastisk pige, og vi havde tusindvis af gode minder sammen, og dem havde jeg ikke lyst til at slette. Men alligevel følte jeg mig bare ikke særlig interesseret i vores forhold længere. Dog syntes jeg ikke ligefrem at jeg var fraværende. Det kunne godt være at vi ikke havde set så meget til hinanden her på det sidste, men drengene og jeg havde haft travlt, og jeg havde haft andre ting at bekymre mig om.

”Ja, selvfølgelig,” svarede jeg, og trak på skuldrene som om jeg var fuldstændig ligeglad, selvom det langt fra var tilfældet. Det lod dog bare til at irritere hende endnu mere. Jeg sukkede indvendigt, mens jeg rejste mig op, og fulgte hurtigt efter hende ud af stuen, for til sidst at ende i køkkenet. Måske ikke det bedste sted at snakke med hende, for køkkenet mindede mig lidt for meget om mit første møde med Angel, og det var vist ikke lige det jeg skulle tænke på, mens Danielle ville snakke med mig.

Hun vendte sig endelig om mod mig, og satte den ene hånd i siden, så jeg kunne se at hun mente det helt alvorligt. ”Liam, jeg tager hjem til mine forældre nu,” fortalte hun, og så vredt på mig. Straks fløj mine øjenbryn i vejret af forvirring, eftersom det ikke ligefrem var nogen planer hun havde indviet mig i. ”Hvorfor dog det?” spurgte jeg en anelse irriteret over at hun pludselig skulle til at gå. Dog så hun bare opgivende på mig, og slog lidt ud med armene. ”Vi har allerede snakket om det en gang i dag. Du er alt for fraværende over for mig. Jeg har brug for en pause fra dig, Liam. Så håber jeg bare, at det måske også kan få dig til at indse hvordan jeg har det.”

Min mave snørede sig sammen ved ordene. Min mund blev tør, og mit åndedræt stoppede brat. Jeg stirrede uforstående på hende, selvom jeg udmærket vidste hvad hun mente. ”En pause?” gentog jeg med en stemme, der var så følelsesløs, og så modsat hvordan jeg egentlig havde det.

Hun ville holde en pause. Det svarede jo stort set til at slå op. Man havde ikke brug for en pause fra en man elskede, og fortsat gerne ville være sammen med.

”Ja, en pause. Og du kan takke dig selv for det, for det er din egen skyld!” vrissede hun, og kiggede ned i jorden, som om hun ikke selv var helt sikker på sin beslutning. ”Hvad har jeg helt præcist gjort?” spurgte jeg halvirriteret, for hun gjorde ikke andet end at brokke sig over, at jeg gjorde alting forkert.

”Du har ikke gjort noget som helst, og det er det der er problemet! Du virker bare fuldstændig ligeglad med mig og med vores forhold. Du vil hellere tilbringe tid sammen med dine venner,” snerrede hun skarpt, og sendte mig et vredt blik. Jeg sukkede og kørte frustreret en hånd gennem mit hår.

”Jeg er ikke ligeglad med vores forhold, Danielle. Og du burde kunne forstå at jeg også har brug for at tilbringe tid med mine venner en gang i mellem,” forsvarede jeg mig selv, og kæmpede for at holde min stemme under kontrol, så jeg ikke begyndte at råbe.

”Jamen så burde det da også passe dig helt fint med en pause, for så får du masser af tid til dine venner,” hvæsede hun, og inden jeg nåede at svare, havde hun vendt om på hælen, og var marcheret ud af køkkenet. Jeg stirrede som forstenet efter hende, ude af stand til at reagere, eller i det hele taget forstå hvad der lige var sket. En tom fornemmelse bredte sig i min mave, da det gik op for mig at hun var væk. Jeg vidste ikke hvad det betød, og hvad det ville betyde for os i fremtiden. Jeg kunne kun håbe på at det ville hjælpe, og så måtte vores forhold briste eller bære. Fremtiden lå uden for min rækkevidde, og det måtte jeg blot acceptere.

”Liam? Er der noget galt?” kom det lavt fra et sted bag mig. Jeg vendte mig forskrækket om, og fik øje på Angel, der bed sig usikkert i læben. Jeg stirrede lidt på hende, til det gik op for mig at hun havde stillet mig et spørgsmål. Hurtigt rystede jeg på hovedet og kiggede væk fra hende, så hun ikke ville opdage at jeg løj. Jeg hørte skridt der nærmede sig, og ikke længe efter havde hun stillet sig lige midt i mit synsfelt. ”Er du sikker?” spurgte hun lidt mere insisterende, og hævede mistroisk det ene øjenbryn. Endnu en gang nikkede jeg hurtigt – måske lidt for hurtigt – men hun valgte alligevel at lade det ligge.

”Hvor blev Danielle af?” spurgte hun lidt efter, og kiggede rundt, som om hun forventede at finde hende, siddende oven på køleskabet eller sådan noget. Eftersom hun ikke kiggede på mig, tillod jeg mig selv at bide mig blidt i læben, hvorefter jeg svarede. ”Hun er væk.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...