We're 'Bout To Make Some Memories Tonight - One Direction

Angel Manson på 19 år er ved at uddanne sig til modetøjsdesigner. Hun bor i en stor lejlighed med sin kæreste, Austin, der på trods af at han kun er 21 år, er chef for et kæmpestort firma, han har arvet fra sin far. Selvom han er lidt af en arbejdsnarkoman, elsker hun ham stadig meget højt, og hun er meget tilfreds med sit liv. Men da hun til en fest møder en dreng fra et verdenskendt band, og drikker sig lidt for fuld, sker der noget meget uventet. Og det er bare begyndelsen på en lang række handlinger, der for alvor vil ændre hendes liv fuldstændig.

251Likes
253Kommentarer
27197Visninger
AA

17. Misteltoe - Part 2.

Problemet var bare, at der intet skete. Der var ingen kontakt mellem Liam og jeg. Han stod bare og stirrede på mig som en statue, mens hans øjenbryn bevægede sig længere og længere op i panden på ham. Jeg stirrede tilbage på ham, uden at ænse de ensformige råb fra stuen. Af en udefinerbar grund overvejede jeg ikke i et eneste sekund at læne mig frem, og plante mine læber på hans. Jeg ventede ikke engang på at han gjorde det, som jeg ikke selv gjorde. Jeg drejede blot om på hælen med kurs mod hoveddøren, som jeg rev op og smækkede i efter mig.

Det føltes helt forkert. Måske var Liam og jeg kommet bedre ind på hinanden, og vi havde lagt det akavede stadie bag os, men fortiden ville aldrig blive glemt. Det der gjorde det mest forkert, var Danielle. At stå foran hende, og kysse hendes kæreste, som jeg desuden også havde været i seng med, hvilket hun tydeligvis ikke vidste noget om, føltes forkert. Det føltes ondt. Jeg vidste hvordan det er, når ens kæreste er en utro. Man føler, at man ikke er noget værd. Det er som om, at den person man altid har stolet mest på, altid har fortalt alting til, slet ikke ser en selv på den måde.

Det gør ondt.

Så det var hverken for min egen skyld, og heller ikke for Liams skyld at jeg forlod lejligheden. Det var faktisk for Danielles skyld. Den pige, jeg kun havde hilst på en gang, men som jeg allerede følte at jeg kendte, på en helt forkert måde. Nemlig ved at være den, der har været med til at gøre hende ondt. Måske ved hun ikke at hun er blevet såret endnu, men en dag vil hun finde ud af det.

Jeg tog trappen med hastige skridt, mens den knugende fornemmelse i min mave blot voksede sig større og større. En kuldegysning skød ned langs min ryg, og gåsehuden bredte sig på mine arme og ben, da den kolde luft ramte min hud.

Jeg vidste ikke rigtig hvor jeg skulle hen, men jeg gik ud af opgangen og fortsatte et par meter ned ad den øde gade, før jeg stoppede op. Luften var iskold, og gik direkte igennem min tynde skjorte. Min blazer havde jeg for længst taget af, så mine arme var bare.

Det var måske ikke helt gennemtænkt af mig det her. De andre syntes garanteret at det var underligt at jeg gik. Det vækkede sikkert meget mere mistanke hos dem, end det ville gøre hvis jeg bare var blevet deroppe, og havde kysset Liam.

Jeg var alt for dum nogen gange.

Frustreret tog jeg mig til hovedet, og lænede mig op af den kolde mur. En blanding af et suk og et dæmpet skrig fandt sin vej ud gennem mine læber, da jeg lukkede øjnene i, og forsøgte at lade være med at gyse af kulde.

Det var noget lort.

 

Liams synsvinkel

Med en underlig, blandet følelse i maven, stirrede jeg chokeret på hoveddøren.

Selvfølgelig havde det været underligt, akavet, forkert, og så videre. Især når Danielle sad bagved. Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle mig en smule.. skuffet?

Det var helt forkert. Jeg følte mig kun skuffet, fordi jeg havde håbet på endelig at få et kys. Jeg havde ikke kysset Danielle ordenligt i over en måned nu. Vi havde stort set ikke været sammen, og havde slet ikke snakket til hinanden. Selvfølgelig havde hun været ude at rejse, og det havde da også forhindret os i alt det, men alligevel var det ikke det der var grunden til det. Selv efter hun var kommet hjem, havde det ikke ændret sig. Vi snakkede stadig ikke sammen. Og det skyldtes delvist vores skænderi inden hun tog ud at rejse, og delvist at jeg muligvis havde opført mig lidt.. anderledes over for hende.

Jeg vidste det ikke. Ingenting gav mening for mig her for tiden. Jeg var så forvirret.

”Wow. Hvad skete der lige der?” spurgte Andy hæst. Jeg blinkede et par gange, og fugtiggjorde mine halvtørre læber, før jeg trak på skuldrene – dog uden at vende mig om. Jeg var slet ikke sikker på om jeg kunne styre mit ansigt lige nu.

”Jeg..” begyndte jeg, men da min stemme lød lav og hæs, rømmede jeg mig kort, før jeg forsøgte igen, ”jeg tror bare at hun er fuld.”

Det var nok den lammeste løgn jeg nogen sinde havde fundet på, min lige nu havde jeg lidt for mange tanker i mit hoved, til også at kunne fremtrylle en fantastisk undskylding. Til mit held var jeg så den eneste ædru person i lokalet, så der var stor sandsynlighed for at de rent faktisk ville hoppe på den.

”Du har nok ret..” mumlede Andy, og jeg følte næsten en trang til at ånde lettet ud, men lod være.

”Jeg.. tror lige jeg går ned og henter hende, inden hun gør noget dumt,” mumlede jeg, og uden at vente på et svar fra de andre, gik også jeg hen til døren, mens deres blikke borede sig ind i min ryg. Lyden af døren der smækkede, rungede i hele opgangen, og det samme gjorde lyden af mine skridt hele vejen ned.

Jeg vidste ikke hvorfor jeg gik ned efter hende. Måske ville jeg bare vide hvad problemet var. Måske ville jeg undskylde. Måske ville jeg se hvor hun gik hen. Hvad hun havde tænkt sig. Hvordan hun havde det.

Den eneste ting der var sikkert, var at jeg måtte se hende.

Den iskolde luft kom mig straks i møde da jeg åbnede døren ud til gaden, og jeg fortrød hurtigt at jeg ikke havde taget en jakke på. Dog måtte det være endnu værre for Angel, der havde bare arme. Jeg havde i det mindste en langærmet skjorte på.

Langsomt kiggede jeg til begge sider, men på grund af den dårlige belysning fra de gamle, rustne lamper, kunne jeg ikke se andet end mørke skygger. Ubeslutsomt gik jeg et par skridt til venstre, men stoppede så. Jeg kneb øjnene svagt sammen, før jeg vendte mig om, og gik lidt mere beslutsomt mod højre. Grundigt lod jeg mit blik afsøge hver evig eneste skygge, og ledte efter det mindste glimt af hendes brune, krøllede hår, eller hendes knaldrøde læber.

Hvorfor kunne jeg huske hvilken farve læbestift hun havde på?

En bevægelse fangede straks mit blik, og da fik jeg øje på hende. Hun stod op ad muren med lukkede øjne, og jeg kunne ikke lade være med at overveje, om hun græd.

”Angel?” mumlede jeg lavmælt, da havde listet mig helt op på siden af hende. Hun åbnede forskrækket øjnene, men da det gik op for hende at det var mig, bed hun sig i læben og kiggede væk. Jeg var næsten sikker på at jeg lige kunne ane den røde farve stige op i hendes kinder. I det mindste græd hun ikke.

”Hvad vil du, Liam?” spurgte hun med en monoton stemme, og undgik stadig at kigge på mig. En gysende fornemmelse bredte sig i min mave ved lyden af hendes kølige stemme. Et iskoldt vindstød blæste gennem gaden, samlede et par stivfrosne blade op på vejen, og slog mod husmurene. Angels hår løftede sig, og hendes skjorte blafrede svagt.

”Øh..” sagde jeg tøvende, ”jeg ville bare se om du var okay. Du forsvandt ligesom.”

Jeg kunne slå mig selv i hovedet over den lamme sætning. Du forsvandt ligesom?

Hendes blik flakkede lidt rundt, og landede til sidst på mig. I den svage belysning kunne jeg kun svagt ane hendes øjne, der på en eller anden mærkværdig måde altid havde en ny farve, hver gang jeg så ind i dem. Nogen gange var de brune-grønne, med et strejf af blå, nogen gange helt grønne, og andre gange var de næsten blå, med en antydning af grøn. Den eneste farve, jeg altid kunne finde i hendes øjne, var grøn.

”Ja.. det gjorde jeg,” mumlede hun, og fastholdt øjenkontakten.

"Så.." mumlede jeg, da en akavet stilhed lagde sig over os. Hun sukkede tungt.

"Det føltes forkert," indrømmede hun, og mens jeg blev overrasket over at hun rent faktisk fortalte mig det, gav jeg hende ret. For det var jo forkert. Selvfølgelig var det kun os der kunne se problemet ved det. Men det gjorde det ikke mindre forkert.

"Helt forkert," samtykkede jeg, og nikkede roligt. Hun kiggede væk fra mig igen, og smilede svagt, ”åndssvage mistelten,” mumlede jeg for mig selv. Hun kiggede straks hen på mig med et påtaget fornærmet ansigtsudtryk.

”Hey! Det er faktisk mig der har pyntet op. Hvis ikke du kan finde ud af at værdsætte det, så er du ikke velkommen,” fnyste hun, og samlede øjenbrynene, så der blev dannet en lille rynke i hendes pande. Jeg fnes lidt, ”og så var der alle de der julehjerter og engle. De var godt nok forfærdelige,” lo jeg provokerende – selvfølgelig kun for sjov.

Hun slog mig blidt på armen med et surt ansigt, så jeg ikke længere kunne holde latteren inde. Lidt efter lød hendes latter også.

”Din gris,” grinede hun, og rakte tunge af mig. En underlig, skinger lyd, der mest af alt mindede om et grin og et halvkvalt skrig, fandt sin vej ud gennem mine læber, så hun kiggede underligt på mig.

Noget vådt ramte min næse, og jeg kiggede straks op. Skyerne havde samlet sig i en stor, mørkegrå klump, og hvis jeg ikke tog meget fejl, ville regnen snart stå ned i stænger.

I samme sekund begyndte flere dråber at falde, og ramme jorden. En dråbe landede lige ved min fod, og eksploderede mod fortovet.

Jeg burde blive meteorolog.

”Det regner..” mumlede Angel, der stod med næsen i luften. ”Nej, virkelig?” fnes jeg, så hun også begyndte at smile lidt. Regnen tog langsomt til, og blev mere kraftig. Fordi vi begge stod under åben himmel, blev vi hurtigt gennemblødte, men jeg overvejede af en eller anden grund ikke en eneste gang at gå indenfor.

 

Angels synsvinkel

Da en dråbe ramte mig lige i øjet, kneb jeg det hurtigt sammen, og bøjede hurtigt nakken ned af, så jeg undgik at det skete igen. Jeg gnubbede mig blidt i øjet, og forsøgte at åbne det igen, men det gik ikke særlig godt, og mit øje begyndte bare at klø.

”Er du okay?” spurgte Liam bekymret, og trådte lidt tættere på. Jeg rystede lidt på hovedet. ”Jeg kan ikke åbne mit øje,” mumlede jeg. Hans kolde fingre tog fat om min hage, og skubbede mit hoved lidt opad, så han bedre kunne se.

”Prøv at åbne det forsigtigt.”

Jeg gjorde som han sagde, og tvang nærmest mit øjenlåg til at bevæge sig, men det virkede da. Jeg løftede min hånd for at klø i det igen, men han rystede afvisende på hovedet.

”Det er lidt rødt. Du skal bare lade det være, det renser sig af sig selv,” fortalte han, så jeg nikkede svagt. En lille tot hår røg ned i mit ansigt, og jeg løftede hånden for at fjerne den, men Liam kom mig i forkøbet, og kørte den forsigtigt om bag mit øre. Jeg smilede taknemmeligt til ham, men han gengældte det ikke. Han kiggede bare indtrængende på mig.

Langsomt famlede mit smil, da hans blik borede sig helt ind i mit. Lyden af vinden og regnen blev dæmpet, og jeg mærkede ikke kulden. Mine hjerteslag blev færre og med længere mellemrum. Langsomt blev jeg trukket ind i hans øjne. Hans tommelfinger, der fint hvilede på min kind, bevægede sig blidt frem og tilbage, og kærtegnede min hud.

”Angel..” hviskede han. Jeg svarede ikke. Jeg stirrede blot på ham, mens hans ansigt forsigtigt nærmede sig mit. Jeg vidste hvad der var ved at ske, jeg vidste at det var forkert, men jeg gjorde intet for at stoppe det, for selvom det var forkert, så føltes det rigtigt.

Blidt ramte hans bløde læber mine, så en fantastisk varme bredte sig i min krop. Langsomt lod jeg mine øjne lukke sig, så lydende i gaden blev endnu tydeligere. Jeg kunne høre den raslende lyd af bladene, der dansede hen over jorden, lyden af de tusindvis af dråber der kolliderede med jorden.

Liams hånd sneg sig om bag mit hår, og greb fat om min nakke. Den skubbede mig endnu længere ind mod ham, og jeg kunne ikke lade være med at nyde hans nærhed. Nyde følelsen af hans krop så tæt op ad mig. Jeg løftede min hånd og placerede den på hans stærke bryst, mens kysset blev udviklet til noget lidt vildere.

Stadig med blide bevægelser skubbede han mig lidt bagud, så min ryg mødte muren, mens hans kys blev ivrigere. Min vejrtrækning steg drastisk, da hans kolde fingre sneg sig ind under min skjorte, og da var det som om det endelig gik op for mig hvad vi lavede. Med et lille gisp skubbede jeg ham lidt hårdt væk, og åbnede øjnene. Han stirrede chokeret på mig, og så mest af alt ud som om han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Ligesom jeg selv.

Jeg snappede panisk efter vejret da en kraftig, gysende kold vind ramte mine arme, og i samme øjeblik drejede Liam om på hælen og marcherede væk. Væk fra mig, væk fra vores kys.

Jeg hørte lyden af døren der smækkede i, og kunne så regne mig frem til at Liam var gået indenfor igen. Jeg stirrede som forstenet ud i regnen, og fik øje på et par mennesker et kort stykke nede af gaden. I et kort øjeblik kunne jeg ikke lade være med at ønske at jeg var dem. De havde det sikkert nemt, levede et liv uden bekymringer.

Frustreret kørte jeg en hånd gennem mit dryppende hår, mens jeg forsøgte at glemme følelsen af Liams læber mod mine. Det lykkedes bare ikke. Jeg kunne stadig mærke varmen fra dem. Føle hans hånd om min nakke. Hans bryst mod mit.

Med et voldsomt ryst på hovedet forsøgte jeg at fjerne de forkerte tanker fra min hjerne. Det var helt forkert det vi havde gjort. Det måtte ikke ske igen.

Alligevel ønskede jeg det. Jeg ønskede at føle det igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...