We're 'Bout To Make Some Memories Tonight - One Direction

Angel Manson på 19 år er ved at uddanne sig til modetøjsdesigner. Hun bor i en stor lejlighed med sin kæreste, Austin, der på trods af at han kun er 21 år, er chef for et kæmpestort firma, han har arvet fra sin far. Selvom han er lidt af en arbejdsnarkoman, elsker hun ham stadig meget højt, og hun er meget tilfreds med sit liv. Men da hun til en fest møder en dreng fra et verdenskendt band, og drikker sig lidt for fuld, sker der noget meget uventet. Og det er bare begyndelsen på en lang række handlinger, der for alvor vil ændre hendes liv fuldstændig.

253Likes
253Kommentarer
28623Visninger
AA

16. Misteltoe - Part 1.

Jeg kørte en hånd gennem mit hår, og fik på den måde lagt den sidste hånd på værket. Et tilfredst smil spillede om mine læber, da jeg beundrede resultatet i spejlet. Mit hår hang i bløde krøller ned over mine bare skuldre. Min ærmeløse skjorte dækkede kun halvdelen af mine skuldre, og det var også derfor jeg havde fundet en hvid blazer frem. Mit blik gled længere ned, så jeg kunne se mine stramme læderbukser, der var strategisk udsmykket med trekantede udskæringer hele vejen ned. Mit blik stoppede ved mine fødder, hvor jeg havde et helt almindeligt par sorte stiletter på. (link i kommentaren)

En dæmpet banken lød på døren. ”Angel? Er du snart færdig? De andre er allerede kommet, vi venter kun på dig,” fortalte Louis utålmodigt, og bankede et par gange igen.

Det var i dag den 22. december 2011, hvilket altså ville sige, at det var tre uger siden jeg havde mødt Austin, og siden da havde han ikke kontaktet mig. Til gengæld havde jeg arbejdet hårdt i skolen, og samtidig været ude for at lede efter et fritidsjob. Jeg havde endnu ikke fundet noget, men det skulle nok komme snart. Ud over det havde jeg bare hængt ud med folk. Især drengene havde jeg hængt meget ud med – det var lidt svært at undgå når jeg boede hos dem – og de var alle blevet mine gode venner. De drenge kunne være ligeså underlige og sjove som jeg selv, så det passede mig mægtig fint.

Mægtig er egentlig et sjovt ord. Mæg-tig. Mæh-tig. Mæh-tiger.

Endnu en gang bankede Louis på døren, og fordi jeg ligesom allerede var klar, gik jeg bare hen og åbnede døren, hvor han stod udenfor med armene over kors.

”Hov, hejsa,” smilede han, og lod straks sine arme falde ned. Han gav mig et hurtigt elevatorblik, ”what a hottie!” udbrød han, og lavede for sjov en skinger pigestemme. Jeg fnes lidt af ham, og lod også mit blik glide op og ned af ham.

”I lige måde da,” fnes jeg smilende. Vi gik sammen hen mod stuen, hvor jeg straks kunne høre stemmer. Jeg vidste at alle drengene og deres kærester kom. Desuden havde Harry også sagt noget om en Andy, og Maz - som i Mazzi Maz - og vist også nogen af deres andre venner. De to var bare de eneste jeg kunne huske. Måske fordi jeg kendte dem i forvejen. Fra YouTube. Og nej, jeg havde ikke siddet og stalket dem. Kun lidt. Okay, meget. Maz var sgu da for mega herre over nice!

Jeg hørte en velkendt pigestemme sige mit navn, og jeg fløj straks hen i Perries arme. Hun holdt mig tæt ind til sig i et par sekunder, og gav så slip.

"Damn, girl, du ser sgu da godt ud," komplimenterede jeg, og klappede hende på håret.

Underlig vane jeg havde fået.

Klap klap.

"Du skulle da nødig snakke, girl," lo hun, og efterlignede mit tonefald. Et gryntende grin forlod mine læber, så jeg fik nogle underlige blikke fra Maz.

Gud. Maz kiggede på mig. Omg. Angel. Lad være med at flippe ud og fangirle. Please. Bare vær helt cool.

"Må jeg ikke også få et kram?" spurgte en stemme, der kun kunne tilhøre Eleanor. Selvom jeg kun havde mødt hende et par gange, syntes jeg faktisk utrolig godt om hende. Hun var rigtig sød.

Jeg fik øje på hende i den anden ende af stuen. Hun sad på sofabordet med blikket rettet mod mig, og armene åbne, helt klar til en engle-krammer. Haha, got it?

Med et par hurtige skridt - lidt for hurtige - var jeg henne ved hende, men endte så med at snuble over gulvtæppet, så jeg fløj hen over bordet i en saltomortale - spørg mig ikke om hvordan det gik til. Jeg vidste det ærlig talt ikke.

Det ene øjeblik stod jeg oprejst på den ene side af bordet, det næste lå jeg på gulvet, på den anden side af bordet. Jeg ømmede mig lidt, da jeg var landet lige på mit haleben, og det føltes lidt som om at min ryg var knækket den forkerte vej. Ubehageligt.

"Er du okay?" lød en ukendt stemme, jeg dog kunne høre var en pigestemme. Jeg slog øjnene op, og opdagede at der var mindst 10 par øjne der hvilede på mig, hvis ikke flere. Stemmen fra før kunne næsten kun tilhøre den pige med et flot krøllet hår, der stod med hovedet bøjet ned over mig.

Ved synet af alle de chokerede ansigter, der blot ventede på mit svar, kunne jeg ikke holde en latter inde. Jeg flækkede fuldstændig af grin, og det var en latter af den slags man bare ikke kan stoppe, og hver gang man kigger på personerne begynder man at grine igen.

Maz måtte tro jeg var sindssyg. Men så kendte han jo bare den virkelige mig.

”Jeg gætter på at det er et ja,” fnes Louis, da jeg efterhånden havde fået min vejrtrækning ned på sit sædvanlige niveau, og jeg nikkede hurtigt for at bekræfte det. Med lidt hjælp fra en solbrun hånd kom jeg op at stå, og jeg lod nysgerrigt mit blik følge armen hele vejen op til ansigtet. Det var pigen med det store krøllede hår fra før.

”Hejsa,” sagde jeg, og vinkede sjovt med hånden. Hun smilte venligt til mig, og hilste tilbage.

”Jeg hedder Danielle.”

Navnet mindede mig utroligt meget om et eller andet.

”Liams kæreste,” tilføjede hun så med et underligt grin, og pegede bagud på Liam, der også så underlig ud.

Det forklarede så en hel del. Jeg gad egentlig vide om Liam havde fortalt hende om.. det? Det havde han nok ikke. Ellers reagerede hun bare på en utrolig rolig og forstående måde.

”Angel,” svarede jeg, og rystede kort hendes hånd. Hun blottede sine hvide tænder i et blændende smil.

”Jeg vil også præsentere mig,” lød det fra.. endnu en fremmed person. Han havde brunt hår og var lidt lavere end de andre drenge, men alligevel mindede han mig om dem. Dog mest om Niall. Han rakte en hånd frem mod mig, og jeg lagde mærke til at han havde ret muskuløse arme. ”Josh,” bekendtgjorde han. Jeg tog nikkende fat i hans hånd, og lagde mærke til at han havde et meget fast håndtryk, i modsætning til mig.

”Hej Josh,” sagde jeg, og smilede lidt over hans frembrusende væremåde, ”jeg er som sagt Angel.”

”Det ved jeg,” smilede han og nikkede. Jeg gennemsøgte hele min hjerne med en lup, og ledte efter noget at sige, så jeg ikke skulle sige farvel til hans nuttede ansigt allerede.

”Hvor kender du så Harry og Louis fra?” spurgte han, og kom mig på den måde i forkøbet. Jeg åbnede munden, og skulle lige til at komme med hele min forfærdelig lange historie, men nåede heldigvis lige at stoppe mig selv. Først og fremmest havde jeg egentlig ikke lyst til at fortælle hele min livshistorie til alle disse fremmede mennesker, og desuden ville det bare ende ud i gråd og hulk.

”Det er en lang historie, der blandt andet har noget med Perrie her at gøre,” svarede jeg i stedet, og lagde armen om min elskede lyshårede veninde. Hun fnes lidt af mig, og klappede mig på hovedet, på præcis samme måde som jeg havde gjort. Det var jeg vist også selv uden om.

”Jeg har masser af t-”

”Men det har Angel her ikke, hun skal hilse på en hel masse!” afbrød Louis, der kom ind fra sidelinjen og straks trak mig af sted efter ham. ”Hey!” brokkede jeg mig. Han kiggede underligt på mig.

”Du burde takke mig.”

”Jeg var lige.. Hvad?” spurgte jeg uforstående. Han rystede på hovedet, ”Josh er god til at holde fast på piger. Hvis ikke jeg havde reddet dig, ville du ende med at sidde sammen med ham resten af aftenen, og så kan du jo slet ikke nå at møde alle de andre!”

Jeg rynkede panden og rystede på hovedet af ham, for jeg fattede hat af det han sagde.

 

****

 

Anmoder om tilladelse til at fangirle.

Tilladelse givet.

OH MY FUCKING GOD, FOR FUCKING FANDEN I HELVEDE MAIN, JEG FUCKING DØR AF HAPPINESS, ARGHH!

Mange tak.

Og så kunne man måske undre sig over hvorfor jeg var så glad. Og svaret er meget enkelt; jeg sad og fucking snakkede med Maz! Argh!

Okay, ja, jeg var fan. Fans har lov til at blive glade. Stangstive fans har endnu mere lov til at blive glade. Og sådan en fan var jeg lige nu. Heldigvis lod det ikke til at Maz lagde mærke til det, for han var vist også ret væk.

Nå ja, måske skulle jeg fortælle om det der var sket i løbet af aftenen;

Efter Louis havde præsenteret mig for alle gæsterne, var der blevet sat musik på, drikkevarer og snacks blev stillet frem på bordene, og så have vi ellers bare hyggesnakket. En slags hyggelig lille fest. Indtil alkohollen blev serveret.

Da jeg faktisk var den der havde stået for pynten, havde jeg så besluttet mig for at hænge en mistelten op lige i døren ind til stuen. Den havde vi efterhånden fået meget sjov ud af. Jeg havde i hvert fald både kysset Perrie, Josh, og Harry. Af en eller anden grund var der faktisk ikke nogen der protesterede. De syntes garanteret bare det var underholdende. Alle folk sad bare konstant og holdt vejret, og ventede på at nogen skulle støde sammen under den lille, grønne plante, så de kunne sidde og råbe ”KYS!”

Mens mine tanker blev ledt på afveje, sad Maz og legede med en tot af mit krøllede hår. ”Krøllet, glat..” mumlede han for sig selv, mens han glattede det ud, for derefter at give slip på det, så det fadt sin naturlige krøllede form. Jeg fnes lidt af hans meget koncentrerede ansigt, men han fortsatte bare, ”glat, krøllet..”

”Hvad så, Maz? Hygger du dig?” fnes Andy, og satte sig på den modsatte side af mig, da der ikke var plads på den anden side. Maz gloede bare dumt på Andy, og kunne vist ikke rigtig se det mærkelige i det han gjorde. Det kunne jeg sådan set heller ikke. Det var da bare ligesom.. hovedbundsmassage. Eller noget.

Vent lidt.

Maz sad på min venstre side. Andy på min højre.

Omg.

Jeg var omringet af kendte mennesker!

Okay, jeg havde måske prøvet det før. Det var ligesom lidt svært at undgå, når jeg hængte ud med One Direction drengene. Men nu var det jo bare sådan, at jeg rent faktisk var fan af Maz og Andy. Drengene var bare sådan.. nogen der var der.

Det var ondt sagt. Det var ikke sådan ment. Jeg havde bare aldrig været fan af dem. Jo, det lavede god musik og alt det der, men jeg havde aldrig haft plakater med dem eller spammet dem på Twitter.

”Nå Angel. Hvordan har du det med græshopper?” spurgte Maz, og kiggede drømmende op i loftet.

”Du er helt væk, Maz,” mumlede Andy, og kørte en hånd gennem sit hår. Jeg grinede lidt. ”Perrieskat!” skreg jeg, da hun passerede sofaen, så hun hoppede en meter op i luften af forskrækkelse, indtil hun opdagede at det bare var mig.

”Angelbabe!” skreg hun tilbage, og satte sig på mit skød med et grin, ”hvordan har du deeeeet?”

”Fantasikstik, øh, fantaskik.. hvad fanden er det nu det hedder?” mumlede jeg for mig selv, og rynkede panden i ren koncentration. Hun grinede lidt af mig, og slog armene om mine skuldre i et kram.

”Du er så sød når du er fuld, Angel,” fnes hun i mit hår. Jeg skubbede fornærmet til hende, så hun røg ned på gulvet med et bump. Hun sendte mig et dræberblik, men det gik lidt galt da hun flækkede af grin. Jeg rystede svagt på hovedet af hende da hun var forsvundet igen.

”Jeg er tørstig..” mumlede Maz for sig selv, og kiggede lidt rundt, til hans blik landede på mig, ”vil du ikke med ud i køkkenet og finde noget?”

Jeg blinkede et par gange, til det gik op for mig hvad han lige havde sagt. Så nikkede jeg ivrigt, og han greb fat om mit håndled, så en glad følelse bredte sig i min krop. Hurtigt fik han trukket med mig sig ud i køkkenet, hvor han blandede to glas med alt muligt underligt. Da han rakte det ene til mig, tog jeg bare imod det, og satte glasset mod mine læber. Den underlige væske smagte ligeså underligt som den så ud, men alligevel endte jeg med at tømme glasset som en svamp.

”Hold da op,” fnes Maz, og drak også den sidste sjat af sin drink. Jeg sendte ham et blændende smil, og kørte en hånd gennem mit hår.

Efter at have drejet rundt om mig selv et par gange, blev jeg en smule rundtosset, og var lige ved at vælte, men heldigvis nåede et par arme lige at gribe mig rundt om taljen. Jeg vendte mig overrasket om, og endte på den måde med at stå helt op af Maz. Hans brune øjne borede sig ind i mine, og da hans glade blik ændrede sig til et flirtende, bed jeg mig blidt i læben.

”Maz, er du.. hov, forstyrrer jeg?” fnes Andy. Hurtigt fik jeg viklet mig ud af Maz’ arme, og grinte lidt da jeg endnu en gang var ved at falde. Stiletter og alkohol er ikke en god kombination.

Andy vendte grinende om i døren. Jeg rystede svagt på hovedet, og gik efter ham ind i stuen. Da jeg hørte fodtrin bag mig, kunne jeg regne ud at Maz var fulgt med. Jeg kom til stuedøren, men stoppede straks op da jeg hørte mit navn blive nævnt. En smule nysgerrig stillede jeg mig, så jeg var skjult af skyggerne. Maz, der var så væk, at han ikke fattede ret meget, fnes, og stillede sig bag mig. Jeg tyssede på ham med et lille smil, og smuglyttede lidt.

”Du skal nok ikke gå ud i køkkenet, Angel og Maz hygger sig lidt derude,” sagde Andy med et grin i stemmen. Jeg kunne mærke den røde farve stige op i kinderne, hvilket ikke rigtig gav mening. Jeg blev pinligt berørt over at han fortalte om noget jeg havde gjort, men som jeg egentlig ikke havde gjort.

Det gav ikke mening.

”Hvordan hygger?” spurgte en hæs stemme, der kun kunne tilhøre Harry. ”Du ved, en romantisk omfavnelse her, et lille kys der,” fnes Andy. Stadig med knaldrøde kinder, og nu også knyttede næver, braste jeg ind i stuen, ”det passer overhovedet ikke det der!” råbte jeg.

Tre par overraskede øjne rettede sig straks hen mod mig. De tilhørte selvfølgelig Harry, Andy og Liam.

”Hvad passer ikke?” spurgte Harry med et drillende smil om læberne.

Dumme, idiotiske, stangstive gris!

Ej, det mente jeg ikke. Harry var sød.

”Jeg har ikke kysset Maz,” svarede jeg lidt roligere. Og når man snakker om solen – så skinner den. Maz kom slingrende ind i stuen, og søgte som en magnet hen mod mig. Flot, Maz. Virkelig flot.

”Hvad så, hyggede I jer ude i køkkenet?” spurgte Andy, henvendt til Maz. Maz, der ligesom var skidefuld, nikkede ivrigt og smilede stort. Jeg fik lyst til at slå mig selv i hovedet, men lod være, for hvis nogen skulle være i tvivl, så gør det pænt ondt. I stedet rullede jeg med øjnene, og rystede på hovedet af ham, hvilket førte til at både Harry og Andy smilede som om de havde vundet.

Jeg vendte om på hælen, og forlod stuen, uden egentlig at have et formål med det. Jeg orkede bare ikke drenge lige nu. Så jeg satte kursen mod badeværelset. Heldigvis var der ingen derude, så jeg gik hurtigt derud, og låste døren efter mig. Da jeg kunne mærke en lidt pressende fornemmelse mod min blære, valgte jeg at gå på toilettet. Da jeg var færdig, vaskede jeg hænder, og gik ud.

Inde fra stuen lød der en del hvinen, fnisen og råben, og det skyldtes nok at lyset var blevet slukket, så der var bælgmørkt i hele lejligheden. Jeg famlede mig langsomt frem mod stuen som en blind, og forsøgte at lade være med at støde ind i noget. Jeg ømmede mig lavmælt da jeg ramte noget varmt, og i samme øjeblik blev lyset tændt.

Langsomt vænnede mine øjne sig til lyset, og jeg kiggede op, for blot at opdage at det var ingen mindre end Liam jeg var stødt ind i. Han stirrede på mig med let sammenknebne øjne, nok på grund af det skarpe lys. Han stod lige i døråbningen og tårnede sig op over mig. Overdrivelse fremmer forståelsen. Faktisk var han kun omkring en fem til ti centimeter højere end mig.

”Hey, mennesker,” sagde Josh lavmælt og pegede på os, ”prøv at se!”

Uforstående kiggede jeg hen på Liam igen, og opdagede at han stod og gloede op i loftet. Tøvende fulgte jeg hans blik opad, og fik øje på den grønne plante, hvis grønne grene snoede sig om hinanden. Misteltenen.

”Kys, kys, kys!” grinede de andre i kor. Selv Danielle deltog i koret med et lille smil om læberne.

Min mave kildede forventningsfuldt ved tanken om hans læber mod mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...