We're 'Bout To Make Some Memories Tonight - One Direction

Angel Manson på 19 år er ved at uddanne sig til modetøjsdesigner. Hun bor i en stor lejlighed med sin kæreste, Austin, der på trods af at han kun er 21 år, er chef for et kæmpestort firma, han har arvet fra sin far. Selvom han er lidt af en arbejdsnarkoman, elsker hun ham stadig meget højt, og hun er meget tilfreds med sit liv. Men da hun til en fest møder en dreng fra et verdenskendt band, og drikker sig lidt for fuld, sker der noget meget uventet. Og det er bare begyndelsen på en lang række handlinger, der for alvor vil ændre hendes liv fuldstændig.

251Likes
253Kommentarer
27217Visninger
AA

18. Louis is God, Niall is sweet and Liam is my friend.

Jeg var syg.

Det var hverken hjertesorger eller tømmermænd der plagede mig. Blot en simpel omgang feber. Og det var hvad man fik ud af at stå ude i regnen i en halv time, kun iført en tynd skjorte. Det var jo bare typisk at det var dagen inden juleaften. Selvfølgelig skulle jeg da lige blive syg der. Som jeg plejer at sige, Gud elsker mig.

Jeg havde så brugt det meste af dagen på at tænke, for der var ikke ret meget andet at lave. Drengene skulle åbenbart lave noget arbejde. Så jeg tænkte på kysset den forrige dag. Og jeg var efterhånden kommet frem til, at det var en dårlig ting. Jeg havde været fuld, og det undskyldte jo mine handlinger. Liam derimod havde ikke så meget som rørt noget der indeholdte alkohol, og derfor var jeg lidt i tvivl om hvad jeg skulle stille op med ham. Hvis det stadig gik galt når han var ædru, så var jeg ikke sikke på om vi overhovedet kunne være venner. Jeg ville ikke være skyld i, at Danielle blev såret, ligesom jeg blev det. Der sagde jeg altså fra.

Min mobil vibrerede hidsigt på det lille natbord ved siden af min seng, og jeg rakte udmattet ud efter den. Efter at have accepteret opkaldet, tog jeg den op til øret, og ventede på at personen i den anden ende fik sagt noget. Hvis jeg kunne, ville jeg meget gerne undgå at bruge min stemme. Den var allerede alt for slidt.

"Angel?" lød en velkendt stemme. Louis. Jeg hostede kort. "Ja?" mumlede jeg hæst. Han grinede lidt, og jeg fik lyst til at slå ham. Man skal ikke grine af en der ligger på sit dødsleje.

"Hvad vil du Louis? Ud med sproget inden jeg falder i søvn," vrissede jeg, stadig med min fantastiske stemme.

"Nå, jeg ville bare lige advare dig. Du.. får nok snart besøg. Meget snart, faktisk,” fortalte han, og lød skyldig. Jeg stønnede højlydt. ”Hvem kommer nu og forstyrrer mig når jeg er ved at dø?” brummede jeg.

”Så så, Angel, det er bare nogen af drengene. Jeg.. ved ikke hvem af dem der kommer.. Niall, i hvert fald. Måske Zayn eller Liam.”

Hvorfor skulle Gud gøre alting så fucking besværligt for mig?!

Eller.. Louis.

Måske var Louis Gud!

”Hallo? Er du død?” spurgte Louis bekymret, og jeg kom i tanke om at jeg ikke havde svaret noget. ”Øh! Nej. Jeg er så levende, som det nu engang er muligt at være når man har feber..”

Hans latter lød stille i røret, ”godt så. Men ja, jeg tror de er der om ti minutter. Måske mindre,” mumlede han fraværende, og jeg kunne høre nogle stemmer i baggrunden. Jeg rynkede tænksomt panden.

”Hvad skal de overhovedet her?”

Jeg rømmede mig endnu en gang, da min stemme lød ad helvedes til.

”De skal bage boller.”

Jeg fik mit host galt i halsen, og begyndte at sprutte, så jeg var lige ved at dø.

Hvad?

Skulle de herhen fordi de skulle bage fucking boller?!

Der var virkelig et eller andet galt med de drenge.

”Hør, Angel, jeg bliver nødt til at smutte nu. Drengene har nøgler, så de lukker sig selv ind. Du behøver ikke at gøre noget,” fortalte han hurtigt, og inden jeg nåede at protestere, lagde han på.

Tak Louis. Mange tak.

Jeg sank frustreret ned i min pude igen, og lukkede øjnene i et øjeblik. Eller, sådan føltes det i hvert fald. Måske var jeg faldet i søvn, for jeg hørte kort efter døren gå op, og nogle høje, grinende stemmer fyldte lejligheden. Med et suk åbnede jeg øjnene igen, for jeg vidste at jeg ikke ville få lov til at sove. Måske havde jeg vænnet mig til lyden af Harrys snorken, men drengene kunne altså larme meget mere i vågen tilstand. Så er det sagt.

Jeg vendte mig om i sengen, så jeg lå på min mave, og udstødte så en underlig lyd af udmattelse. Så træt som jeg var, smed jeg bare mit hoved direkte ned i den hvide pude, men da efterhånden begyndte at få vejrtrækningsproblemer, indså jeg at det ikke var særlig smart.

Hvorfor vil Gud ikke lade mig ligge behageligt?

Endnu en gang vendte jeg mig, men det skulle jeg nok ikke have gjort. Sengen var ikke bredere, så med et bump landede jeg på gulvet. Og fuck det gjorde nas.

Dayum!

”Hørte I også det?”

For helvede. Selvfølgelig skulle de høre mig. Gå nu væk, I må ikke se på mig!

”Jeg tror det kom derinde fra..” mumlede en anden stemme, denne gang meget tættere på. Jeg var rimelig sikker på at det var Niall. ”Det er nok bare Angel,” fnes en tredje person. Zayn.

”Hvad har hun mon gang i?” spurgte Niall tænksomt. Jeg kneb irriteret øjnene sammen. ”Jeg kan altså godt høre jer!” Det var sådan set meningen at jeg skulle råbe det, men i stedet kom der bare en lav, hvæsende lyd ud. Fucking lorte stemme der var hæs. Forræderiske stemme!

”Det lyder som om hun er ved at inhalere sin pude.”

Jeg elsker også dig, Zayn. Meget højt.

”Måske skal vi redde hende. Inden hun bliver kvalt,” foreslog en stemme, jeg havde håbet på ikke at høre i dag. Bare ved lyden af hans rolige stemme, kunne jeg mærke den dårlige samvittighed stige op i min mave.

Vi havde fucking kysset. Og han havde en kæreste?! Nå ja, vi havde også haft sex, men det var før.

En dæmpet banken lød fra døren. Dæmpet, fordi min dyne lå hen over mit hoved.

”Angel? Er det dig?”

Nej, det er julemanden.

”Gå væk!” råbte jeg med min hæse stemme. De fattede garanteret hat af det.

”Vi kommer altså ind!” konstaterede Niall med en panisk klang i stemmen. Jeg skreg (hæst) af frustration, og hev min dyne helt ned til mig, så de overhovedet ikke ville kunne se mig.

En knirkelyd afslørede at døren blev åbnet, og jeg forsøgte at ligge så stille som overhovedet muligt.

Kender du det, når du skal ligge helt stille, og så føler du pludselig at hele din krop klør? Og du får behov for at bevæge dig sindssygt meget? Ja? Sådan havde jeg det nu.

”Får du et anfald eller sådan noget?” mumlede Zayn drillende, og gik et par skridt fremad, så gulvet knirkede. Jeg sukkede opgivende. ”Nej, det klør..” mumlede jeg, og var stolt over at man kunne forstå hvad jeg sagde. Måske var det fordi jeg ikke råbte, og på den måde ikke overbelastede min stemme totalt.

”Hvorfor ligger du på gulvet?”

Ja, Niall, hvorfor lå jeg på gulvet? Det var et godt spørgsmål. Og svaret var.. at jeg ærlig talt ikke anede det.

Jeg trak kort på skuldrene, men kom så i tanke om at de nok ikke kunne se det, så jeg slog dynen lidt væk med armene. Fuck at jeg lignede lort.

”Jeg faldt ned fra sengen.”

”Er du syg?” spurgte Niall, og gik lidt tættere på mig. Jeg rynkede panden. ”Nej, det var et uheld..” Han rystede grinende på hovedet af mig.

Seriøst, hvad havde jeg nu gjort galt?

”Jeg mener, er du syg? Du ved, kvalme, sygdom,” forklarede han med et skævt smil. Og så fik jeg lidt lyst til at facepalme mig selv. Og det gjorde jeg. Klask. Lige i ansigtet. Og så begyndte jeg at grine.

”Ja, jeg har feber. Og er hæs, hvis du skulle være i tvivl,” tilføjede jeg med et smil, som han gengældte.

Det var faktisk ret sødt af ham.

Han var sød.

”Så vil vi lade dig være syg alene,” fnes Zayn, og gjorde mine til at forlade rummet. Jeg nikkede taknemmeligt, da Niall blinkede og lod som om han skød mig med sine fingre. Mens han gjorde det, gik han baglæns ud af rummet, og det fik mig altså til at grine.

”Du skal bare kalde hvis der er noget!” fastslog han, inden han forsvandt fra min synsvinkel. Jeg nikkede lidt for mig selv, og gjorde mine til at lægge mig op i min seng igen, da jeg pludselig fik øje på noget. Eller nogen. Mit hjerte sprang praktisk talt et par slag over af forskrækkelse. Seriøst, jeg havde overhovedet ikke lagt mærke til at Liam også var herinde. Måske fordi han sad helt stille i vindueskarmen, og kiggede ud.

Jeg sendte ham blikket, selvom han ikke kunne se det. Meget stille fik jeg sat mig i sengen, og forsøgte at lade være med at fange hans opmærksomhed, men det lykkedes selvfølgelig ikke.

Dybt suk.

Hans øjne borede sig ind i mine, og jeg kunne straks føle ubehag. Den dreng, jeg burde holde mig langt væk fra, sad og stirrede på mig. Inde på mit værelse.

”Jeg skal tale med dig, Angel..” mumlede han, men fordi han fastholdt mit blik, lød han ekstremt alvorlig. Jeg kneb øjnene svagt sammen, i håb om at kunne slippe væk fra hans blik, men det mislykkedes, så jeg overgav mig.

”Om hvad?” Min stemme var så svag og hæs, at jeg blev irriteret over mig selv. Frustration over ikke at kunne få ordene ud på den måde jeg ville, strømmede straks igennem mig.

”Det ved du vist godt,” svarede Liam lavmælt, og gav endelig slip på mit blik, ved at kigge hen på døren. Hurtigt var han henne ved den, og lukkede den forsigtigt i, så den ikke sagde en lyd. Jeg lod langsomt mit blik falde ned, og lande på min dyne. Dog kiggede jeg op igen, da jeg kunne mærke madrassen synke lidt ned. Jeg fik øje på Liam, der havde sat sig på kanten af min seng, og igen gav sig til at stirre på mig på en skræmmende måde.

Hvorfor så tæt på?

Det er godt, Bo.

Bo er faktisk også et pigenavn.

Inden han overhovedet nåede at begynde på sin garanteret ekstremt lange tale om, hvor forkert vores kys havde været – eller hvor meget han syntes om mig, selvom jeg dog tvivlede – hævede jeg min hånd for at stoppe ham. Han kiggede forvirret, og en smule skræmt på mig, men jeg rystede bare på hovedet.

”Jeg tror det er bedst hvis vi to bare ignorerer hinanden,” fastslog jeg med så meget kraft i stemmen, som det nu var mig muligt. Han kiggede en smule befippet på mig, som om han ikke havde regnet med at de ord kom ud af min mund. ”Hv-hvad?” udbrød han, da han havde fået lidt mere styr på sig selv, men det fik bare mig til at blive forvirret.

”Selv hvad..?”

”Du.. Hvad?”

Meget intelligent samtale vi havde.

”Hvad var det du ville sige?” prøvede jeg, og skød øjenbrynene i vejret. Han tog en dyb indånding og rettede blikket ned i dynen før han begyndte at snakke.

”Altså.. jeg ville sådan set bare sikre mig, at der absolut ingen følelser var, hverken i vores kys i går, eller i det vi lavede til Perries fest,” forklarede han ligeud, og jeg hævede overrasket øjnene. Jeg havde ikke anet at han ville være så åben omkring det.

”Jamen så kan jeg forsikre dig om, at jeg begge gange har været påvirket af alkohol, og at der absolut ingen følelser var i,” fastslog jeg sandfærdigt. For det var rigtigt. Jeg havde ingen følelser for Liam. Selvfølgelig havde jeg ikke det. Han havde jo en kæreste, og jeg var lige kommet ud af et forhold. Liam var kun en ven.

”Godt så..” sagde han stilfærdigt. Jeg betragtede ham, mens han hævede blikket til mit ansigt, og derefter lyste op i et lille smil. Dog falmede det lidt, da jeg blev ved med at stirre alvorligt på ham, for alting var jo ikke godt og i orden nu. Eller, det troede han ikke at det var. Og så kunne jeg vel ligeså godt lave lidt sjov med ham.

”Du vil stadig have at vi skal ignorere hinanden, vil du ikke?” sukkede han, og kiggede trist på mig. Jeg undertrykte et fnis, og nikkede alvorligt. Da hans mundvige begyndte at pege nedad, og hans øjne blev store og skinnende, kunne jeg ikke holde masken længere. Jeg flækkede af grin i en hæs latter, der mest af alt lød som om jeg havde fået en teske galt i min hals. Ligesom i Shrek.

”Ssh,” tyssede Liam på mig, mens et lille smil også sad i hans mundvige, garanteret på grund af mit fantastiske grin. Jeg begyndte at hoste lidt, mens tårerne samlede sig i mine øjenkroge. Mit grin blev bare endnu værre, fordi det lød så sjovt. Ergo, jeg grinede af mit grin.

”Angel, seriøst, relax. De andre ender med at høre dig,” mumlede Liam en smule uroligt, og lagde en hånd over min mund, så jeg langsomt stoppede med at grine. Da jeg endelig var helt færdig, fjernede hans sin hånd, og sendte mig et mystisk smil.

”Undskyld,” mumlede jeg med et smil på læberne. Han rystede svagt på hovedet af mig. ”Kan vi så stadig godt være venner?” spurgte han forhåbningsfuldt. Jeg kneb drillende øjnene sammen, for at ligne en der tænkte. Jeg kendte allerede svaret, men syntes blot at det var sjovt at gøre ham urolig. Men for fanden, jeg ville sgu da ikke bare droppe ham som ven. Ja, vi havde lavet nogle dumme ting, men når vi begge var ædru, havde vi det altså ret sjovt sammen. Det var ikke noget jeg havde lyst til at sige farvel til. Så længe der ikke skete mere imellem os. Og nu var vi begge sikre på at der ingen følelser havde været i.

”Ja, det kan vi godt,” forsikrede jeg ham om, og smilede stort, hvilket han var hurtig til at gengælde.

Så gik det op for mig, at selveste Liam Payne lige havde siddet og plaget mig, Angel Manson, om ikke at droppe ham som ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...