We're 'Bout To Make Some Memories Tonight - One Direction

Angel Manson på 19 år er ved at uddanne sig til modetøjsdesigner. Hun bor i en stor lejlighed med sin kæreste, Austin, der på trods af at han kun er 21 år, er chef for et kæmpestort firma, han har arvet fra sin far. Selvom han er lidt af en arbejdsnarkoman, elsker hun ham stadig meget højt, og hun er meget tilfreds med sit liv. Men da hun til en fest møder en dreng fra et verdenskendt band, og drikker sig lidt for fuld, sker der noget meget uventet. Og det er bare begyndelsen på en lang række handlinger, der for alvor vil ændre hendes liv fuldstændig.

253Likes
253Kommentarer
28209Visninger
AA

7. Liar, liar.

Efter en lang og trættende dag, hvor jeg til mit store held havde fået en time tidligere fri, fordi vores lærer var syg, var jeg endelig på vej hjem. Jeg var i et okay humør, i modsætning til i går, og det skyldtes nok at jeg vidste, at der kun var en dag til weekenden. Jeg håbede lidt på at Austin endelig ville komme hjem, for han plejede nemlig ikke at have ligeså travlt om lørdagen og søndagen.

Fordi jeg var så udmattet, valgte jeg at tage undergrundsbanen i stedet for at gå den tyve minutter lange tur fra skolen til lejligheden. Ja, okay, jeg var måske en smule doven, men who cares?

Jeg lænede træt hovedet mod togets vindue, og lukkede øjnene i. Jeg vidste at der ikke var nogen fare for at falde i søvn og køre for langt, for jeg havde aldrig besiddet evnen til at sove i et tog. Jeg vidste ikke om det var larmen, bevægelserne eller noget helt andet der gjorde det.

Da damen i højtaleren bekendtgjorde at vi var på den rette station, steg jeg ud af toget og bevægede mig op af trappen og ud på gaden.

Da jeg gik ned ad gaden, kunne jeg ikke lade være med at betragte alle de mennesker der passerede mig. Jeg kiggede på deres ansigter. Nogen så stressede ud, andre bare misfornøjede. Men de var alle ens. Set fra min synsvinkel. De gik alle hastigt forbi mig, passerede mig bare. De var bare mennesker på gaden, folk jeg garanteret aldrig ville se igen. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var præcis det samme jeg var for dem. Bare en tilfældig forbipasserende.

Ret deprimerende tanker jeg havde, egentlig. Måske skulle jeg bare stoppe den tankegang. Jeg duede ikke som sådan en poetisk person, og deprimerende tanker var bare ikke særlig mig-agtigt. Jeg var helt klart ikke okay lige nu.

Forvirret over mig selv, skyndte jeg mig videre, og kom endelig hen til den opgang, der var så velkendt fordi jeg havde boet der i snart et år. Jeg kunne stadig huske hvor glad jeg var, da Austin spurgte mig om jeg ville flytte sammen med ham. Væk fra mine forfærdelige forældre, der ville have mig til at opgive min drøm om at blive designer, og som jeg stort set ikke havde talt med siden jeg skred fra dem.

Jeg drejede nøglen om, så døren blev låst op, og gik hurtigt ind i elevatoren, der var lavet af lys eg indeni, og mest af alt mindede mig om en hotelelevator. Hele denne bygning mindede mig faktisk om et hotel. Gangene med de hvide mure, pelsbeklædte gulve og afdæmpede lamper i loftet. Rækker efter rækker af ens døre, der havde hver deres nummer. Og lejlighederne, der var så luksuriøst indrettede, men alle var ens. De samme møbler.

Jeg trådte ud af elevatoren, og bestemte mig for at efterlade mine - igen - deprimerende tanker derinde. I overført betydning selvfølgelig. Det var umuligt at efterlade tanker i en elevator. Medmindre man havde en ven der hed Tanker. Så var det jo meget nemt. Og den gamle Angel vender tilbage.

Jeg gik i et roligt tempo ned ad de mennesketomme gange, og passerede dør efter dør. Hvis ikke jeg vidste at vi boede i nummer 182, ville jeg aldrig kunne finde vores dør. Jeg passerede nummer 176, 178, 180..

Da jeg kom til nummer 182, satte jeg hurtigt nøglen i og låste op. Da jeg kom ind, så jeg til min store overraskelse, at Austins sko stod fremme. Og jeg var sikker på at de ikke stod der i morges. Det måtte jo betyde.. at Austin var hjemme. Beslutsomt, uden hverken at tage min jakke eller sko af, gik jeg videre ind i stuen. Dette øjeblik havde jeg ventet på, og jeg måtte ikke lade det gå til spilde.

Austin sad ikke i sofaen, men jeg kunne høre lyde fra soveværelset, så jeg kunne godt regne ud at han var derinde. Jeg krydsede hurtigt stuen, trak ned i håndtaget, og åbnede døren.

Af alle ting, var synet der mødte mig ikke noget jeg havde regnet med. At se Austin ligge i sengen, uden tøj på, med en nøgen kvinde under sig, der så alt for bekendt ud. Hendes lyse, afblegede hår lå spredt rundt om hendes ansigt, der lyste af nydelse. Men det værste af det hele var nok, at de ikke engang var dækket til. Jeg kunne se alt.

Jeg kunne ikke gøre for det. Et højt gisp forlod mine læber. Austin lod endelig til at lægge mærke til mig, drejede hovedet hen mod mig, og så et øjeblik helt død ud. Så ændrede hans ansigt sig til et overrasket et, og han nærmest sprang væk fra sengen. Inden han overhovedet nåede at gøre noget, var jeg stormet ud af værelset og smækkede døren efter mig.

Tårene løb ukontrolleret ned ad mine kinder, og et hulk undslap mine læber, da jeg søgte mod døren. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hvor jeg skulle gå hen. Men en ting var jeg sikker på. Jeg skulle væk.

"Angel!" lød det pludselig bag mig, men jeg ignorerede ham. Jeg havde ikke lyst til at snakke med ham. Havde ikke lyst til at høre ham forklare. Det kan godt være, at jeg havde været ham utro, men det havde været i fuldskab. Austin var hundrede procent ædru. Det var intet uheld. Han havde forrådt mig på det groveste.

"Angel forhelvede, lad mig nu forklare," lød det meget tættere på end før, og pludselig havde han taget fat om mit håndled, så jeg blev nødt til at stoppe op. Han var stærkere end mig. Så jeg vendte mig utålmodigt om, og så at han havde taget et par boxershorts på.

"Jeg gider fucking ikke at høre din forklaring. Giv slip på mig!" skreg jeg i hovedet på ham. Sorgen blev til vrede. Vrede over hans greb om min hånd, vrede rettet mod Austin.

I don't need to know you'll be there

You're not on my mind

I don't need to know you care

Please don't waste my time

Han kiggede lidt forskrækket på mig, og havde nok ikke regnet med den reaktion. Men der var noget ved hans blik, der fik mig til at lade være med at trække mig arm til mig og gå. Den manglende fortrydelse i hans øjne. Det her var ikke den første gang. Han havde været sammen med hende flere gange.

"Hvor lang tid har det stået på?" spurgte jeg koldt, og stirrede ham vredt ind i øjnene. Han svarede ikke, men lavede bare nogle underlige lyde.

Liar liar, don't cry on my shoulder

"Hvor lang tid?!" råbte jeg igen.

"Lidt over et år, okay?!" råbte han opgivende tilbage. Jeg stod chokeret tilbage, ude af stand til at sige noget. Et år. Et helt år. Vi havde været sammen i to år nu, og havde kendt hindanden i tre. Og i et helt år ud af de tre, havde han forrådt mig. Været sammen med en anden. Holdt det hemmeligt for mig. Det her gav jo svaret på alt. Han havde slet ikke haft travlt med at arbejde. Han havde bare.. fucking kneppet Sasha til atomer.

You played with fire

And smiled when you told her

"Jeg hader dig," mumlede jeg, mens tårene stille løb ned ad mit ansigt.

"Lad nu være, selvfø.."

"JEG FUCKING HADER DIG!" råbte jeg, og trak endelig min arm til mig. Jeg vendte mig om og åbnede døren, der hamrede ind i væggen med et brag. Lige inden jeg smækkede den efter mig, vendte jeg mig om mod ham med et alvorligt ansigtsudtryk.

"Jeg fortryder i hvertfald ikke at jeg havde sex med Liam."

Thought you were someone

Selvom hans måbende ansigt havde været guld værd, havde jeg det stadig ad helvedes til, da jeg løb ned ad gangene og hen mod elevatoren. Jeg havde det så dårligt, at jeg endte med at sætte mig ned op ad en væg, og bare sidde og tude.

Da jeg endelig havde fået samlet lidt op på mig selv, trak jeg min telefon op ad min lomme. Den eneste jeg kunne komme i tanke om lige nu, der kunne hjælpe mig, og endda havde tilbudt at hjælpe mig, var Harry, så jeg ringede ham hurtigt op.

"Hallo?" lød Harrys muntre stemme i røret. Bare lyden af hans stemme fik mig til at snøfte og hulke.

"Angel? Hvad er der galt?" spurgte han, og lød straks alvorlig og bekymret.

"Det.. det er Austin. Han.." mumlede jeg utydeligt. Jeg sank en klump, og forsøgte igen at tale, men det blev bare til flere uforståelige sætninger.

"Bare rolig, Angel, jeg kommer og henter dig. Hvor er du henne?" spurgte han, og jeg kunne allerede høre ham åbne døren. Jeg gav ham adressen, og var glad for at jeg endelig sagde noget der gav mening.

"Jeg er på vej."

Han lagde på, og jeg sank igen sammen på gulvet, ude af stand til at rejse mig. Endnu en stille tåre røg ned ad min kind. Jeg følte mig ynkelig. Men ikke ligeså ynkelig som Austin. Han var slet ikke det værd.

Goodbye to no one

 

Liar liar - Christina Grimmie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...