We're 'Bout To Make Some Memories Tonight - One Direction

Angel Manson på 19 år er ved at uddanne sig til modetøjsdesigner. Hun bor i en stor lejlighed med sin kæreste, Austin, der på trods af at han kun er 21 år, er chef for et kæmpestort firma, han har arvet fra sin far. Selvom han er lidt af en arbejdsnarkoman, elsker hun ham stadig meget højt, og hun er meget tilfreds med sit liv. Men da hun til en fest møder en dreng fra et verdenskendt band, og drikker sig lidt for fuld, sker der noget meget uventet. Og det er bare begyndelsen på en lang række handlinger, der for alvor vil ændre hendes liv fuldstændig.

251Likes
253Kommentarer
27207Visninger
AA

4. I'm being emotional.

Jeg tvang mine klistrede øjenvipper fra hinanden og åbnede øjnene. Mit hoved dunkede, og jeg havde det generelt bare forfærdeligt. Det skarpe sollys der stod ind i mine øjne, fortalte mig at det i hvertfald var formiddag. Jeg kunne ikke huske en skid fra i går. Jo, jeg kunne huske da jeg hilste på Perrie, Grine-Harry og Liam. Og så stoppede det ligesom også der. Jeg strakte mig lidt, da mit ben stødte ind i Austins. Jeg smilte ved tanken, og vendte mig om for at give ham et godmorgen/du-er-tilgivet-kys. Men da jeg vendte mig om, stivnede jeg med det samme. I stedet for det pjuskede, halvlange, mørkebrune hår, jeg var så vandt til at vågne op til, lå der en person med noget lidt kort, mørkblond/brunt hår. Jeg sprang forskrækket op af sengen, og håbede bare at personen ikke vågnede. Jeg mærkede den kølige luft på min krop, og kiggede ned ad mig selv. Helt og aldeles, splitterravende nøgen. F. U. C. K. Hvad fanden havde jeg lavet i går?!? Havde jeg... Havde jeg været Austin utro?!!???! Med... Liam? Panisk kiggede jeg rundt på det lille værelse. Mine trusser lå ovenpå dynen, og min BH lå på gulvet. Jeg skyndte mig at samle det op og tage det på. Mit blik søgte efter den røde kjole, jeg havde købt specielt til Perries fest, men jeg fandt den ikke. Pludselig poppede en scene op i mit hoved. Jeg stod i gangen, Liams krop pressede mig op mod væggen, hans fingre hev ned i min kjole.. Jeg rystede hurtigt på hovedet for at få det til at gå væk, hvilket var ret dumt, for det fik bare mit hoved til at dunke endnu mere. Jeg listede ud i gangen, og heldigvis lå min kjole stadig det samme sted. Jeg skyndte mig at tage den på. Mine sko lå der også. Men hvor var min taske? Og min hat og jakke? Ingen af tingene lå ude i gangen, så jeg listede ind mod det, jeg regnede med var Liams soveværelse. Jeg gennemsøgte hele værelset, og fik pludselig øje på min hat. Den lå.. oh shit. Den lå lige ved Liams ansigt. Hvad fanden lavede den der?! Og hvor var min jakke og min taske blevet af? Jeg havde jo kun været i gangen og på hans værelse! Håbede jeg da.. Jeg listede hen mod sengen. Hvorfor skulle den også stå så upraktisk? Den stod helt op ad væggen, så jeg blev nødt til at række hen over Liam for at få min hat. Lort. Jeg satte det ene knæ på kanten af sengen, og uden at røre Liam, rakte jeg hen over hans ansigt, og fik fat på hatten. Jeg rejste mig op, men desværre gik det lidt for hurtigt, hvilket fik hele sengen til at ryste. Liam vendte sig om og mumlede et eller andet uforståeligt. Jeg stod som forstenet, da han åbnede sine øjne lidt, for hurtigt at knibe dem sammen igen.

"Danielle?" mumlede han træt. Jeg gispede, lidt for højt, og han åbnede øjnene igen, denne gang ordenligt. Det gik vist hurtigt op for ham hvem jeg var.

"Angel?"

Det var som om min krop endelig vågnede op, og jeg spurtede ud af værelset, gennem gangen og ud af døren, som jeg smækkede efter mig med et ordenligt brag. Shit. Jeg løb ned ad trapperne, og fik med lidt besvær mine sko på. Hvis ikke min jakke og min taske var her, måtte de jo være hjemme hos Perrie. Og lige nu havde jeg virkelig brug for at snakke med nogen. For jeg kunne slet ikke finde rundt i mine følelser.

 

*******************

 

Jeg kunne tydeligt høre den skingre klokke, da jeg ringede på hos Perrie. Problemet var bare, at efter næsten fem minutter, var der stadig ikke nogen der lukkede op. Irriteret slog jeg min næve ind i døren, der til min store overraskelse gik op med et lille klik. Jeg skubbede den forsigtigt op og trådte ind. Synet der mødte mig, var ikke just kønt. Der lå jakker, tasker, sko, flasker og alt muligt andet spredt ud over det hele. Jeg sukkede, og gik frustreret i gang med at lede efter min elskede cowboyjake og min røde taske. Da jeg pludselig mærkede en hånd på min skulder, sprang jeg mindst ti meter op i luften af forskrækkelse. Da mit hjerte endelig sænkede farten til normalt tempo, vendte jeg mig om for at se hvem det var. Mit bedste gæt var jo nok at det var Perrie, eftersom det var hendes lejlighed. Men jeg gættede forkert. Der stod en fyr med mørkt uglet hår og mørke øjne, og så mega træt ud.

"Hvad laver du her?" spurgte han lidt hårdt. Jeg spærrede mistroisk øjnene op. Excuse me?

"Jeg kunne spørge dig om det samme."

"Jeg bor her. Halvt.. Men du svarede ikke på mit spørgsmål," svarede han koldt. Nogen brikker faldt endnu engang på plads i mit hoved, og denne gang var jeg sikker på, at jeg havde forstået det rigtigt.

"Så det må være dig der er Perries kæreste! Jamen hej! Jeg er Angel, Perries veninde," udbrød jeg glad, og rakte min hånd frem mod ham, idet jeg indså, at jeg stadig ikke havde besvaret hans spørgsmål.

"Nå ja, døren stod åben, og jeg kom egentlig bare for at finde min jakke og min taske.."

Han virkede overrasket over mit pludselige humørskifte, men tog alligevel nikkende imod min hånd.

"Nå, jeg hedder Zayn. Skal du have hjælp til at finde dine ting?"

"Ja tak, meget gerne," svarede jeg, og sammen gik vi i gang med at rode hele bunken igennem.

"Er det de her I leder efter?" lød en hæs stemme bag mig, en stemme jeg genkendte fra i går. Jeg vendte mig hurtigt om, for at se Grine-Harry stå med min cowboyjakke og min taske. Jeg sprang op og greb fat i dem, for derefter hurtigt at trække ham ind til mig i et taknemmeligt kram.

"Mange tak! Hvor fandt du dem?" spurgte jeg, da han lidt overrasket krammede tilbage. Han grinede lidt af mig da jeg gav slip og trak mig tilbage.

"Perrie sagde, at du nok ville komme forbi efter dem.." forklarede han.

"Nåååh.. Tak, Grine-Harry!"

Han kiggede underligt på mig. Hvad havde jeg nu gjort?

"Grine-Harry?" spurgte han uforstående. Jeg nikkede ivrigt.

"Altså, du griner bare tit.." sagde jeg, af frygt for at han ville blive fornærmet eller sådan noget. Men til mit store held, begyndte han bare at grine - igen.

"Så skulle du møde Niall. Han griner meget mere end mig.."

Grine-Niall. Hm.. Jeg nikkede tænksomt. Jeg havde godt nok ingen anelse om hvem Niall var, men det kunne være ligegyldigt. Jeg tog min jakke på og min taske over skulderen.

"Øhm.. Din jakke er på vrangen," sagde Grine-Harry med et sjovt anisgtsudtryk, og jeg kunne tydeligt se at han holdt et grin inde. Jeg kiggede ned af mig selv, og opdagede at han havde ret. Men jeg måtte indrømme at jeg var lidt ligeglad, så jeg trak bare på skuldrene.

"Fuck det," sagde jeg. Han så for sjov overrasket ud. Okay, hvad havde jeg nu gjort?

"Angel.. Bandede du lige?" spurgte han med påtaget forbløffelse. Jeg nikkede uskyldigt og hævede mine øjenbryn. Hvad skulle det betyde?

"Nå, så du er ikke ligeså sukkersød og uskyldig som dit navn ellers påpeger, hva'?" grinede han.

"Du skulle bare vide.." mumlede jeg monotont, da jeg kom i tanke om hvor jeg vågnede op i morges. Han kiggede sjovt på mig. Jeg indså pludselig, at jeg faktisk ikke havde lyst til at tage hjem.

"Hvor er Perrie egentlig?" spurgte jeg ud i det blå. Jeg havde brug for at snakke med hende. Hun var den eneste der ikke ville dømme mig, eller fortælle det videre til nogen. Men i stedet for Harry, var det Zayn der svarede.

"Hun er taget til bageren. Jeg tror hun ville købe noget morgenmad, men hun er snart tilbage."

Jeg nikkede tænksomt.

"Kan jeg ikke blive her til hun kommer tilbage? Jeg har noget jeg lige skal snakke med hende om.." mumlede jeg. Jeg forsøgte at lade være med at lyde hverken trist eller påtrængende, men det første lykkedes vist ikke særlig godt, for både Zayn og Harry så lidt bekymrede på mig. Men i det mindste gav de mig lov til at blive. Til gengæld skulle jeg så også hælpe dem med at rydde op. Jaaaaa..... Ironisk.

 

****************

 

Efter hvad der føltes som timers oprydning, kom Perrie endelig hjem, slæbende på to store brune papirsposer med forskellige brød i. Da jeg fik øje på dem, rumlede min mave så højt, at alles blikke øjeblikkeligt vendte mod mig, der bare begyndte at grine. Nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Det ville jeg have gjort, hvis ikke jeg var mega nervøs for den samtale jeg forhåbentligvis skulle have om et øjeblik. Jeg var faktisk slet ikke sikker på om jeg kunne fortælle det til Perrie. Jeg vidste godt at hun ikke ville begynde at råbe af mig, og svine mig til, men hun kunne jo sagtens sidde og tænke en masse dårligt om mig. Det var jo trods alt hendes fætter og hendes ven, der var indblandet i det her. Når det kom til mig selv, var jeg faktisk ikke helt sikker på hvordan jeg havde det. Det var lidt som om, at jeg ikke rigtig havde indset hvad jeg havde gjort, hvad der var sket. Der var ikke rigtig nogen følelser inden i mig. Jeg var følelsesløs. Og desuden rigtig god til at spille skuespil, så alle andre ville få et indtryk af at alting var helt perfekt. Anyway, Perrie kiggede lidt sjovt på mig da hun kom ind ad døren, hun havde nok ikke regnet med at se mig her. Men jeg forklarede hende hurtigt at jeg lige skulle snakke med hende, og hun gav mig også lov til at spise morgenmad med dem fordi jeg havde hjulpet med oprydningen. Og nok også fordi min mave larmede ret meget. Den lød ligesom Perry fra Phineas og Ferb, havde Harry været så venlig at påpege, og det fik alle til at grine. Så da vi alle var færdige med at spise, trak jeg Perrie med ind på et værelse og lukkede døren så vi var alene.

"Perrie.." begyndte jeg, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle fortsætte. Det ville blive svært for mig at få ud. Hun nikkede forstående og lagde en arm om mine skuldre. Jeg sank en klump og tog mig sammen. Perrie ville kunne hjælpe mig. Det var jeg sikker på.

"Jeg har gjort noget forfærdeligt."

Hun nikkede igen, som om hun vidste hvad jeg ville fortælle hende. En ubehagelig følelse lagde sig i min mave, og jeg kiggede op på hende med øjne, der allerede sveg. Da hun så mit blik, smilede hun forsigtigt og sukkede opgivende.

"Jeg så jer godt.." mumlede hun, og kiggede væk. Jeg kiggede ned i gulvet. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige, så jeg lod bare være med at sige noget.

"Angel.. Fortryder du det?" spurgte hun og forsøgte at fange mit blik. Jeg nikkede hurtigt. Selvfølgelig fortrød jeg det. Det var da klart nok.

"Kig mig i øjnene, og sig at du fortryder det," kommanderede hun. Jeg tog en dyb indånding og kiggede direkte ind i hendes øjne.

"Jeg fortryder det."

Hun stirrede. Lidt uhyggeligt faktisk. Men jeg havde på fornemmelsen, at hun forsøgte at finde ud af om jeg talte sandt. Til sidst smilede hun opmuntrende, overbevist. Hendes blik ændrede sig dog hurtigt til et lidt sørgmodigt et.

"Du bliver nødt til at fortælle det til Austin. Hvis du vil redde jeres forhold.."

Jeg nikkede og kiggede ned i gulvet igen. Jeg vidste godt at jeg blev nødt til det. Spørgsmålet var bare om jeg kunne få mig selv til det.

"Nå, kom nu med og hav det lidt sjovt. Du må gerne blive her lidt længere, hvis du altså har lyst," sagde hun med et lille smil, nok for at muntre mig lidt op. Jeg nikkede taknemmeligt. Stadig med en arm om mig, trak hun mig med ud af værelset, og ind i stuen.

"Lad os lave noget sjovt!" udbrød hun, og jeg vidste at den kærlige, følsomme Perrie nu var erstattet af den livlige, overgearede. Jeg forsøgte at sende hende et lille smil, men det blev bare til en underlig grimasse. Harry kom gående ind i stuen, og kiggede sjovt på mig, nok fordi jeg lignede en der kunne bryde ud i gråd hvert øjeblik.

"Skulle du ikke ordne noget med pigerne?" spurgte han undrende, og Perrie gispede. Inden man overhovedet kunne nå at sige tomatsalat, havde hun sluppet mig, løbet ud i gangen, og smækket hoveddøren efter sig, mens hendes ord stadig hang i luften.

"Harry, underhold Angel til jeg kommer tilbage, gider du?" havde hun råbt i forbifarten. Nu stod Harry og jeg så tilbage, jeg, på grådens rand. Han kiggede hen på mig igen, men forholdt sig tavs. Jeg sukkede opgivende, og gik hen mod sofaen for at sætte mig ned, men som sædvanlig var Gud imod mig, og jeg slog min tå mod et af sofaens ben. Jeg bandede lavt af sofaen, og satte mig over i en anden, for jeg havde ikke lyst til at sidde i den onde sofa. For selvom Gud havde bestemt at det skulle ske, var sofaen også en slags medskyldig. Jeg kunne ikke lade være med et sende den et dræberblik.

"Hvad har du gang i?" spurgte Harry sjovt. Jeg kiggede overrasket op på ham. Faktisk havde jeg helt glemt at han var her.

"Ikke noget du behøver at bryde dit kønne, lille hoved med," svarede jeg ligegyldigt, og sendte ham et smil fordi.. ja, fordi det var sådan noget jeg gjorde. Han grinede bare og rystede på hovedet. Jamen halløj, Grine-Harry! Velkommen tilbage!

"Hvem er pigerne egentlig?" spurgte jeg, da jeg kom i tanke om det Harry sagde til Perrie før. Han kiggede underligt på mig.

"Du ved.. hendes band."

Nåh ja. Det var da også rigtig. Little Mix. Jeg havde faktisk fuldstændig glemt alt om det. Måske fordi det ikke rigtig påvirkede vores venskab på nogen måde, og fordi hun overhovedet ikke havde ændret sig efter hun var med i X-Factor. Og heller ikke efter hun mødte Zayn. Zayn mindede mig faktisk om en der havde været med i X-Factor. Det gjorde Harry også.

"Vent lige lidt. Er du.. Harry? Som i.. Two Directions?"

Det var da det de hed, ikke? Harry begyndte igen at grine. Hvad grinede han overhovedet af?

"One Direction. Og jo," rettede han mig med et smil. Nå ja, en retning, to retninger, who cares? Og hvad var det der lugtede? Vent.. Det var vist mig.

"Tror du det er i orden hvis jeg tager et bad?" spurgte jeg.

"Øh.. sikkert."

Godt svar, Grine-Harry, virkelig godt svar.

"Så gør jeg det."

Uden at vente på et svar, rejste jeg mig og fandt vejen ud på badeværelset. Jeg tog mit tøj af og lagde det i en lille bunke, pænt foldet sammen, på gulvet. Okay, måske ikke pænt foldet sammen, men det lå i hvertfald på gulvet. I en bunke. Jeg skulle lige til at træde ind under vandet, da jeg kom i tanke om min hat. Med et lille grin tog jeg den af, og smed den hen mod tøjbunken, men selvfølgelig ramte den forbi. Jeg trak på skuldrene, trådte ind under vandet og trak det mega seje forhæng med galakse-mønster for.

Efter hvad der føltes som et kvarter - jeg kunne ikke være sikker, for jeg havde virkelig dårlig tidsfornemmelse - slukkede jeg for vandet og trådte ud af brusekabinen. Måske ikke så smart, for jeg endte med at plaske vand ud over det hele. Et håndklæde. Det ville være smart at finde sådan et. Jeg kiggede rundt på badeværelset, blot for at opdage at der ikke hang nogen. Med en begyndende panisk følelse i maven, gik jeg hen og rodede alle deres skuffer igennem - og blev skuffet. Hahaha! Skuffer - skuffet! HAHA! Ha! Ha.. Men pointen var, at jeg ikke kunne finde nogen håndklæder. Og det var jo ikke særlig fedt. Jeg kunne selvfølgelig bare stå her og lufttø..

"Er du snart færdig? Jeg skal tisse!" lød en stemme fra den anden side af døren, og jeg kunne ikke helt finde ud af hvem det var. Men fuck det. Måske kunne personen hjælpe mig!

"Jeg øh.. mangler et håndklæde.." svarede jeg. Og ventede. Og ventede lidt mere. Men der kom ikke noget svar. Great, så var personen sikkert gået. Jeg sukkede irriteret. Vandet løb ned over min nøgne krop, og mit hår dryppede. Måske skulle jeg bare rulle mig ind i toiletpapir, og så.. Nej, det ville ikke fungere. Okay, fuck this shit. Beslutsomt tog jeg mine røde trusser på, og den matchende BH, vred mit hår, samlede resten af mit tøj sammen og låste døren op. Jeg kiggede til begge side, og åndede lettet op da der var fri bane. Så skulle jeg bare nå hen til Perries værelse, så jeg kunne låne noget af hendes tøj. Jeg gik ned ad gangen, og vidste at Perries værelse var lige rundt om hjørnet. Men selvfølgelig var Gud imod mig. Måske skulle jeg lade være med at give Gud skylden for alt hvad der skete for mig.. Men anyway, lige da jeg svingede om hjørnet, ramlede jeg direkte ind i en person og væltede om på gulvet. Jeg ømmede mig lidt, da jeg fik stukket en hånd lige i fjæset. Hånden tilhørte ingen andre end selveste Grine-Harry! Jeg tog imod den, fordi jeg er sød, og han hjalp mig hurtigt på benene. Da jeg stod oprejst, gav han mig et elevatorblik, og jeg kom hurtigt i tanke om at jeg lige nu kun var iført undertøj. Damn you, God!

"Har du hygget dig i nat, eller hvad?" lød det fra Harry, der stod med et smørret smil om læberne, og det fik mig til bare at stå og glo uforstående på ham. Hvordan fanden vidste han..? Jeg lagde mærke til at han ikke kiggede mig i øjnene, men stod og gloede på mine bryster, og skulle lige til at komme med en kommentar til det, da jeg fik øje på det. Det lille underligt formede, rødlilla mærke, der sad midt på min højre kraveben. Og det var helt friskt. Og der var et til, stort set magen til, lidt længere nede på min mave. Jeg sukkede lydløst. Eller, det troede jeg i hvertfald, indtil Harry kiggede forvirret op på mig. Forhelvede da. Hvad var det her for en lorte verden?!? Jeg bed mig hårdt i underlæben for at undgå flere suk.

"Er der noget galt, Angel? Du har været så stille og trist hele morgenen.." spurgte han bekymret. Og du er sikker på det ikke bare er sådan jeg er, Grine-Harry? Du har kendt mig i like.. en dag? Og det røg så ud af min mund. Og ja, det var med vilje. Han smilede skævt, og to smilehuller dukkede op i hver sin kind. Oh. My. God. Misundelige mig. Jeg havde kun sådan nogen halvsmilehuller, der dukkede op når jeg smilede som en sindssyg. Og det gjorde jeg altså ikke så tit.

"Du virkede bare mere glad i går.." mumlede han. Okay, jeg kunne ikke rigtig give alkohollen skylden, for jeg var 100 % ædru da jeg snakkede med ham. Lort. Og hvis jeg først begyndte at opdigte en historie, ville han med det samme kunne regne ud at jeg løj. Det gik aldrig godt, hvis jeg stod i en presset situation, og skulle finde på noget. Så blev det altid noget med 'Altså jeg havde ligesom spist en gulerod i går, og gulerødder gør mig glad..' eller sådan noget. Hvilket overhovedet ikke gav mening, så det var vel et meget godt bevis?

"Fint nok, ja, der er noget galt, okay?" udbrød jeg. Han kiggede afventende på mig, og ville nok have mig til at fortælle hvad det var.

"Altså, det hele startede da min kæreste og jeg havde et temmelig stort skænderi," startede jeg. "og så tog vi til festen i går, uden at være blevet gode venner igen. Så mødte jeg Liam, og blev vist lidt for fuld, og så.. ja," fortalte jeg, og gik så i stå. Harry måbede. Okay, han kunne nok godt regne ud hvad der så var sket.

"Havde I.. Var du.. Liam?!" mumlede han usammenhængende. Jeg kiggede skyldbevidst ned i gulvet og bed mig igen i læben, denne gang for at forhindre tårene i at løbe. Uden at kigge på ham, nikkede jeg en enkelt gang.

"Men... Liam?!" gentog han. Nu blev jeg nødt til at kigge op på ham.

"Kender du ham?" spurgte jeg nysgerrigt. Han kiggede på mig med et sigende blik, og jeg kom pludselig i tanke om, at jeg også havde set Liam før. Endnu et One Direction-medlem. Harry nikkede, og sukkede dybt.

"Det.. det ligner ikke ham at gøre sådan noget.." mumlede han for sig selv. Jeg rynkede øjenbrynene.

"Han vidste jo ikke at jeg havde en kæreste.."

Harry rystede hurtigt på hovedet.

"Nej nej, det er ikke det jeg mener.. Men Liam.. Liam har også en kæreste. Og jeg havde aldrig troet at han kunne være hende utro.."

Nu var det min tur til at måbe. En ting var at jeg havde skyldfølelse overfor Austin, en anden ting var at jeg nu havde skyldfølelse overfor Liams kæreste. Havde jeg rent faktisk været skyld i, at en dreng havde været sin kæreste utro?! Jeg kom pludselig i tanke om hvad Liam sagde da han vågnede. Danielle. Det var nok hans kærestes navn.

"Men det kunne du selvfølgelig ikke vide," sagde han opmuntrende da han så min reaktion.

"Uanset hvad, var det overhovedet ikke i orden det jeg gjorde," bekendtgjorde jeg bestemt, så han ikke havde mulighed for at sige mig imod. Han gav mig endnu et hurtigt elevatorblik, og løftede øjenbrynene på en sjov måde.

"Det kunne være at du skulle tage noget tøj på.." mumlede han, og smilede skævt. Jeg himlede med øjnene af ham.

"Det var jeg sådan set også på vej til, men du står lidt i vejen.." svarede jeg spydigt, så han med et hæst grin flyttede sig, så jeg kunne gå forbi. Jeg halvløb det sidste stykke hen til døren, og skulle lige til at trække ned i dørhåndtaget, da døren blev åbnet fra den anden side, så jeg kolliderede med Zayn. Han nåede dog at gribe mig før jeg røg på røven. Jeg fik et elevatorblik, og så et til, før han bare stirrede overrasket på mig.

"Øh.. Hvo-hvorfor har du ikke noget tøj på?" spurgte han forvirret. Jeg rystede på hovedet og lod være med at svare. Jeg havde allerede været alt åben omkring mine følelser to gange i dag, og det var to gange for meget. I stedet viftede jeg bare med armene for at få ham til at flytte sig, gik forbi ham, og smækkede døren efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...