We're 'Bout To Make Some Memories Tonight - One Direction

Angel Manson på 19 år er ved at uddanne sig til modetøjsdesigner. Hun bor i en stor lejlighed med sin kæreste, Austin, der på trods af at han kun er 21 år, er chef for et kæmpestort firma, han har arvet fra sin far. Selvom han er lidt af en arbejdsnarkoman, elsker hun ham stadig meget højt, og hun er meget tilfreds med sit liv. Men da hun til en fest møder en dreng fra et verdenskendt band, og drikker sig lidt for fuld, sker der noget meget uventet. Og det er bare begyndelsen på en lang række handlinger, der for alvor vil ændre hendes liv fuldstændig.

253Likes
253Kommentarer
28207Visninger
AA

10. I got a hangover..

Jeg vågnede og følte mig frisk som en fisk. AHAHAH, nej. Faktisk havde jeg det af helvedes til. Tømmermændene havde valgt IKKE at være søde mod mig i dag. Desværre.

Jeg forsøgte at skille mine klistrede øjenvipper fra hinanden, og det lykkedes egentlig meget godt, men jeg kneb dem sammen igen lige med det samme, da sollyset skar mig i øjnene. Efter lidt tid, hvor jeg endelig havde vænnet mig til lyset, satte jeg mig op, åbnede øjnene og kiggede rundt.

Jeg genkendte ikke rummet. Kunne ikke huske at have været her før. Men til din orientering, havde jeg stadig undertøj på, og der lå ikke nogen fremmed fyr i sengen ved siden af mig. Og jeg var også selv meget sikker på at jeg ikke havde lavet noget i går. Så meget kunne jeg alligevel huske.

Da jeg svang benene ud over kanten af sengen, og fik øje på min kjole, mine sko, min taske og mine smykker, plus en sovende Harry, huskede jeg nemt alt hvad der var sket.

Harry havde insisteret på at vi tog hjem, fordi jeg fik det dårligt, og han endte med at måtte bære mig, efter jeg vrikkede om på vejen. Og fordi at jeg bliver meget følsom når jeg er fuld, endte jeg med at græde over Austin i Harrys arme, og spurgte om jeg ikke måtte sove inde hos ham. Og fordi han er en gentleman, sagde han ikke bare ja, han lod mig også sove i hans seng, mens hans selv sov på gulvet!

Og grunden til at mit tøj lå dernede.. ja, jeg tog altså nogen gange mit tøj af i søvne. Hvis jeg havde det varmt og sådan..

Jeg trådte forsigtigt hen over ham, og listede ud af værelset. Jeg havde virkelig brug for noget vand. Min hals føltes tør som sandet i Sahara. Som er en ørken, hvis ikke I lige vidste det.

Jeg fortsatte videre ind gennem stuen, og mit blik var fastlåst på køkkenet, indtil jeg pludselig hørte nogen rømme sig bag mig. Jeg sprang ti meter op i luften af forskrækkelse, for derefter at vende mig om med bankende hjerte.

"Jamen hej," lød det fra en fyr med brunt hår, blå øjne og et skævt smil. Han var fuldt påklædt - i modsætning til mig, der stadig stod i undertøj - og lignede en der havde været oppe i timevis. Hvilket han garanteret også havde.

Og så tænker du sikkert; burde du ikke være flov? Du står i undertøj foran en fremmed fyr, og ligner sikkert lort fordi du har tømmermænd. Og her er mit svar; næh. Nu var det jo ikke ligefrem fordi jeg havde en grim krop - massere af selvtillid, I know - og eftersom ham var fremmed, så var jeg lidt ligeglad med at jeg lignede lort.

"Hejsa. Du må være.. Louis! Ikke?" spurgte jeg venligt. Selv når jeg havde tømmermænd kunne jeg være venlig. Jeg var da bare for sej.

"Jo. Og du må så være Angel."

Jeg nikkede bare som svar. Jeg gad vide hvor meget Harry egentlig havde fortalt dem om mig?

Et andet spørgsmål dukkede pludselig op i mit hoved, og selvfølgelig ville jeg have svar på det.

"Hvornår kom du? Og hvorfor har du ikke været hjemme?"

"Jeg kom her til morgen. Jeg har været hjemme hos min kæreste, Eleanor," svarede han, og havde stadig det der lumske skæve smil på læberne. Han lignede virkelig en der tænkte over noget, som jeg garanteret ikke ville vide hvad var.

Så i stedet nikkede jeg, og gik derefter videre ud i køkkenet, som jeg egentlig havde været på vej til. Og så droppede vi lige venligheden igen.

Jeg fyldte hurtigt et glas med vand, og lod mig selv nyde den dejlige fornemmelse da det røg ned gennem min hals. Jeg hørte pludselig stemmer inde i stuen, og kunne nemt genkende Harrys stemme, der var ekstra hæs idag. Men jeg kunne ikke høre hvad de snakkede om.

Jeg sank den sidte tår vand, satte glasset ind i opvaskemaskinen, og vaklede så igen ind i stuen, hvor Harry og Louis stod og diskuterede om et eller andet. Harry så irriteret ud, mens Louis stadig havde det der lumske smil på læberne. Okay, hvad skete der lige for det?

Og fuck nogen flotte underbukser Harry havde på. Det var da helt vildt. De var lilla. Og der var hjerter på. Og han havde vaskebræt. Ikke den totalt overdrevne af slagsen, men sådan.. lige tilpas.

"Hvorfor tror du ikke på mig?" udbrød Harry opgivende, hvilket jo overhovedet ikke gav nogen mening for mig, eftersom jeg ikke havde hørt resten af deres skænderi.

"Harry, jeg kan sgu da regne det ud. Glo dog lige på jer!" svarede Louis og lavede en bevægelse med hånden mod mig.

Okay, nu blev jeg blandet ind i deres diskussion?! Det her kunne jeg slet ikke lide..

Harry sukkede højlydt, inden han smed sig i sofaen, og begyndte at zappe mellem de forskellige kanaler på deres tv, der i forvejen var tændt. Det havde jeg bare ikke lagt mærke til. Men anyway, Harry ignorerede tydeligvis Louis. Og Louis gloede virkelig underligt på mig. Og så gik han. What. The. Fuck.

Jeg rystede mentalt på hovedet af dem, og satte mig så oven på Harry, eftersom han fyldte hele sofaen.

"Hey! Der er massere af plads i de andre sofaer," mumlede han utilfredst.

"Det her er den mest komfortable sofa," svarede jeg, og trak på skuldrene. Han rystede på hovedet og fnes.

"Hvad handlede jeres skænderi der lige om?" spurgte jeg nysgerrigt, men Harry gloede bare meeeeget optaget på fjernsynet, og trak på skuldrene, som om det var fuldstændig ligegyldigt. Hvilket jeg så godt kunne regne ud at det ikke var.

"Jeg synes at jeg fortjener at vide det, når jeg også var indblandet i det," mumlede jeg fornærmet - selvfølgelig kun for sjov. Det var jo ikke ligefrem fordi jeg blev fornærmet over noget så småt.

Men han kunne åbenbart ikke regne ud at jeg lavede sjov, for han kiggede undskyldende på mig, og gjorde mine til at fortælle mig det hele. Det fik mig til at tænke på, om han troede at jeg var svag lige nu eller sådan noget.

"Louis har bare fået en underlig idé om," begyndte han, og rystede på hovedet med et lille grin, for at vise at det var dybt åndssvagt, "at vi.. du ved, har noget sammen."

Jeg gloede lidt på ham, mens ordene ike rigtig gad at trænge ind i min hjerne, så det blev bare til et uforstående grynt. Og ja, jeg gryntede rent faktisk. Og ja, det lød dumt. Og det fik så Harry til at sukke opgivende.

"Han aner ikke noget om det der skete mellem dig og Austin, og han tror at du bor her fordi vi har sex," forklarede han, for ligesom at skære det helt ud i pap for mig. Og så forstod jeg det endelig. Men jeg måtte indrømme, at det var så åndssvagt, at jeg bare begyndte at grine. Og det fik mig så til at hoppe på Harrys bare mave, som faktisk var ret hård at sidde på, bare så du ved det.

"Jaja, han må vel selv om hvad han tror, så længe vi ved at han ikke har ret," sagde jeg med et smil, da jeg endelig var stoppet med at grine. Harry nikkede bare, og overlod igen sin opmærksomhed til fjernsynet. Jeg satte mig lidt bedre til rette, lagde mine meget flotte fødder op på sofabordet, og deltog så i tv-seningen, som ikke er et ord, men fuck det.

Mit blik fandt dog hurtigt vej hen til en dør, der vist nok førte til Louis værelse, da han kom gående ud derfra, sendte os et sjovt blik, og derefter gik ud i gangen, så jeg ikke længere kunne se ham. Til gengæld kunne jeg høre ham åbne døren, og da jeg hørte larmende stemmer, stivnede jeg øjeblikkeligt. Det kunne kun være dem.

"Fuck," mumlede Harry, der også var stivnet. Jeg kiggede panisk ned på ham. "Jeg havde helt glemt at de kom i dag.."

Fuck dig Harry, fuck dig virkelig meget. Jeg havde sgu da ikke lyst til at skulle snakke med Liam, og jeg havde slet ikke lyst til at møde dem uden tøj på! Altså godt nok havde både Harry, Louis, Liam og Zayn alle set mig iført.. ikke ret meget. Men altså.. okay, fuck it. Lad os da bare lige få den sidste med også.

Drengene trådte ind i stuen, og der gik ikke lang tid, før deres blikke var fastlåst på sofaen. Og lad os bare se det i øjnene; det var nok ikke Harrys beklædning der fangede deres opmærksomhed, men nok nærmere min beklædning. Og så måske det faktum at jeg sad på Harrys mave. Who knows?

Gud, hvor måtte de egentlig få forkerte tanker nu. Ej for helvede, det havde jeg sgu da slet ikke tænkt på. Nu troede de garanteret at jeg havde haft sex med Harry, og at jeg var mega billig og alt sådan noget lort, og så ville de sige at jeg skulle skride, og så ville jeg ende ude på gaden, uden tøj, uden mad, og så blev jeg nødt til at tigge for at få mad, men jeg ville garanteret dø af kulde på tre sekunder, så det kunne jo egentlig være totalt ligegy-

"Hej," sagde Harry totalt afslappet, og rev mig derpå ud af mine underlige tanker. Drengene, der var gået totalt i stå i dørkarmen, vågnede endelig op, og hilste tilbage, men jeg kunne tydeligt høre på deres stemmer, at de havde alle mulige underlige tanker lige nu.

Jamen fuck jer alle sammen, jeg hader også jer. Og lad fucking være med at stirre på mig. Det er jo ikke ligefrem fordi jeg er en lilla alien eller sådan noget, og I må da vel forhelvede have set en halvnøgen kvindekrop før.

Okay, jeg indrømmer at det der lige røg ud af min mund, og det fik dem bare til at glo endnu mere på mig, og det blev faktisk lidt akavet, så til sidst rejste jeg mig, og sagde at jeg skulle have tøj på. Hurtig som lynet - eller noget - fløj jeg forbi dem, ind ad døren til 'mit' værelse, og rodede den gigantiske taske igennem, der indeholdte mit tøj. Lidt ligeglad med om det var pænt, trak jeg bare en sort, langærmet trøje og et par jeans på.

Og bare for at være sød mod drengene - selvom jeg egentlig ikke havde en grund til at være det - redte jeg også mit hår og fjernede makeuprester, så de ikke skulle blive totalt frastødt af mit tømmermænds-udseende.

Da jeg endelig følte at jeg så nogenlunde ud, forlod jeg mit værelse, og gjorde en flot entré i stuen. Hvis man da kan kalde det en flot entré at vrikke om på foden - igen - så man falder om på gulvet af smerte, og derefter bare kan føle alles blikke på en.

"Av for helvede," mumlede jeg for mig selv, og tog mig til anklen. Jeg havde slet ikke lagt mærke til at den var lidt hævet og blå, før nu altså.

"Er du okay?" lød det fra Louis, der hurtigt havde rejst sig op fra sofaen med de andre drenge i røven, og der gik ikke lang tid før de alle havde joinet mig her på gulvet. Frækt nok alligevel.

Jeg nikkede, selvom jeg egentlig ikke var okay. Min ankel dunkede ad helvedes til, og det gjorde ondt når jeg bevægede den. Og lige som jeg skulle til at forsøge at rejse mig op, var der en der greb ud efter min fod, så jeg udstødte et lille halvskrig af smerte.

"Du skal sgu da ikke røre ved den!" vrissede jeg surt. Men vreden forsvandt hurtigt fra mine øjne, da mit blik mødte Liams. Han sad lidt akavet bag de andre, og kiggede på mig med et underligt udtryk i øjnene. Mit blik blev fastlåst til hans, til han til sidst kiggede væk. Lettet over at være sluppet fri af hans ulæselige blik, vendte jeg igen tilbage til Harry, der sad og trykkede på min fod, som om han var en læge eller sådan noget. Da han ramte et bestemt punkt - lad venligst være med at misforstå - trak jeg min fod til mig i protest. Han skulle sgu da ikke sidde og forvolde mig smerte! Med vilje!

"Angel for helvede, sid nu stille," mumlede han småirriteret, hvilket bare fik mig til at sukke opgivende og give ham mit ben igen. Og nej, det var ikke fordi jeg tog mit ben af og gav det til ham, men.. I forstår nok hvad jeg mener.

Endnu en gang lod jeg mit blik passere alle drengene, mens jeg omhyggeligt undgik Liams blik, før mine øjne til sidst landede på en fyr med lyst hår og blå øjne. Altså virkelig blå øjne. Som i meget blå. Som i virkelig meget blå. Som i.. okay, I har fattet det.

Han opdagede at jeg kiggede på ham, og han smilede lidt akavet til mig - måske fordi jeg stirrede lidt. Okay, meget. Og det burde egentlig være akavet for mig. Men ved du hvad? Det var det også.

"Hejsa!" udbrød jeg, for ligesom at få det til at være mindre akavet. Jeg skar en grimasse da Harry - igen - prikkede til min ankel.

"Øh.. hej," svarede han, og hans smil ændrede sig fra akavet til.. hvad hedder glad i datid? Glat? Nej, vel?

"Du er Niall, ikke?"

Han nikkede som svar på mit spørgsmål, og så nikkede jeg, og så nikkede vi ligesom begge to. Og så var der stilhed.

"Jeg er Angel."

Det kunne være at jeg skulle have præsenteret mig lidt før, i stedet for at vente fem minutter. Flot, Angel, virkelig flot. Ikke nogen mental high five til dig.

"Ja.. Det ved jeg."

Nu blev den her samtale altså bare lidt for akavet. Og desuden sad jeg hele tiden og lavede grimme grimasser, fordi Harry konstant prikkede til min ankel. Og det blev sgu en smule irriterende.

"Harry, det der gør ondt! Kan du ikke bare være lidt mere forsigtig?" spurgte jeg irriteret. Han fnes lidt af mig, men stoppede hurtigt da jeg sendte ham et dræberblik. Ja, jeg havde altså tømmermænd, så please don't blame me.

"Jeg tror den er forstuvet.." mumlede han, da jeg var stoppet med at dræbe ham med mine øjne. Men jeg syntes ligesom ikke at min ankel kunne være bekendt at være forstuvet, for jeg skulle jo bruge den! Til at gå, løbe, hoppe, danse, sparke.. ja, jeg skulle bare bruge den, okay?

"Hvad mener du med forstuvet?" udbrød jeg panisk. Harry skulle til at svare, men hurtigt afbrød jeg ham. "Den kan ikke være forstuvet!"

"Angel, slap af. Det tager kun et par dage, så er den så god som ny!" prøvede han opmuntrende, men det hjalp ikke rigtig. Det var jo deprimerende at vide, at jeg ikke ville være i stand til at gå i flere dage! Jeg havde prøvet at forstuve min tå, og der gik fire dage før jeg overhovedet kunne støtte på min fod. Når det så var hele min ankel..

Nå, men eftersom jeg havde prøvet det før, vidste jeg også nogenlunde hvad jeg skulle gøre. Så jeg forsøgte ligeså stille og roligt at rejse mig op, hvilket ikke lykkedes særlig godt, for jeg kunne slet ikke støtte på min fod. Det gjorde simpelthen alt for ondt.

"Har du brug for hjælp?" lød det fra Louis, der endelig havde fået tørret det der lumske smil af sine læber, og nu i stedet kiggede bekymret på mig. Jeg nikkede lidt.

"Jeg skal bare hen til sofaen, men jeg kan simpelthen ikke støtte på mi-"

Mere nåede jeg ikke at sige, før gulvet forsvandt under mig, og jeg gav et lille forskrækket hvin fra mig. Og nej, det var ikke sådan et piget hvin. Jeg hvinede meget mandigt. Jeg var meget maskulin. Ej. Selvfølgelig var jeg ikke maskulin. Men mine hvin og skrig var stadig meget mandige..

Da jeg endelig havde regnet ud, at jeg ikke bare lige pludselig var begyndt at flyve, men at Louis faktisk havde samlet mig op i sine arme - stæææærke Louis - for at bære mig hen til sofaen, slappede jeg lidt mere af.

Han placerede mig forsigtigt på sofaen, og jeg sendte ham et taknemmeligt smil, før jeg lagde mig ned, og forsøgte at ligge behageligt. De andre drenge smed sig i de andre sofaer, undtagen Harry, der forvandt ud i køkkenet.

Lidt efter kom han god tilbage igen, med en pose frosner ærter og et viskestykke i hænderne. Han lagde det forsigtigt på mig fod, og også ham sendte jeg et taknemmeligt smil. Han skulle lige til at sætte sig i den ene sofa ved siden af Zayn, da jeg fik øje på et par puder på gulvet. Og min ryg ville helt klart begynde at gøre ondt hvis jeg lå sådan her i flere timer.

"Harry, vil du ikke række mig en pude? Ellers så dør mig ryg," spurgte jeg bedende, og håbede lidt på at han ikke kunne sige nej til en døende. Ikke fordi jeg var ved at dø, men det siger vi lige at jeg var.

Men i stedet for at række mig en pude, gik han hen til 'min' sofa, skubbede mig op at sidde, satte sig hvor mit hoved lå før, og fik mig så til at lægge mig ned igen, så jeg lå med hovedet i hans skød.

Ja, flot Harry, det her hjalp da også virkelig meget på at drengene troede der var noget i mellem os. For vi lignede da slet ikke et par når jeg lå med hovedet i dit skød, og du aede mig over håret og-

Vent lidt. HARRY FOR HELVEDE, STOP SÅ. Han skulle sgu da ikke fucking ae mig over håret! Nogen gange, så var Harry altså bare en fucking muldvarp. Totalt blind. Og med store hænder, men det var en helt anden side af sagen.

Jeg lod panisk blikket glide hen over de andre mennesker. Zayn og Niall var totalt opslugte af tv'et, mens Louis og Liam sad og gloede på os. Louis havde igen fundet det lumske smil frem, og da han opdagede at jeg kiggede på ham, grinede han, og kiggede hen på fjernsynet.

Da mit blik mødte Liams, blev det endnu engang fastlåst med hans. Det var som om hans øjne var magneter, og jeg bare hang fast i dem, hjælpeløs, og ude af stand til at slippe væk. Han så skuffet og vred ud, men det var ikke rettet mod mig. Han forsøgte ikke at give mig skylden for det der skete. Og jeg måtte indrømme at jeg var lettet. Jeg havde været lidt bange for at han ville få et møgfald, og sige at det var min skyld, at han var sin kæreste utro.

Men da jeg først havde haft øjenkontakt med ham i lidt tid, begyndte jeg at lægge mærke til en underlig følelse i hans blik. Den var skjult, dybt, dybt nede, men den var der. En ulmende irritation, rettet direkte mod mig. Men jeg forstod det ikke. Hvad havde jeg gjort ham?

Inden jeg nåede at blive helt sikker på om irritationen rent faktisk var der, eller om det bare var noget jeg bildte mig selv ind, løsrev han blikket fra mig, og jeg kunne straks mærke min krop slappe af. Som om hans blik gjorde mig helt anspændt.

Men på grund af tømmermændene, Harrys konstante aen, og drengenes hyggelige snak blandet med tv'et, endte jeg ligeså stille og roligt med at falde i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...