We're 'Bout To Make Some Memories Tonight - One Direction

Angel Manson på 19 år er ved at uddanne sig til modetøjsdesigner. Hun bor i en stor lejlighed med sin kæreste, Austin, der på trods af at han kun er 21 år, er chef for et kæmpestort firma, han har arvet fra sin far. Selvom han er lidt af en arbejdsnarkoman, elsker hun ham stadig meget højt, og hun er meget tilfreds med sit liv. Men da hun til en fest møder en dreng fra et verdenskendt band, og drikker sig lidt for fuld, sker der noget meget uventet. Og det er bare begyndelsen på en lang række handlinger, der for alvor vil ændre hendes liv fuldstændig.

253Likes
253Kommentarer
28219Visninger
AA

6. Hot coffee, cold weather and a great new friend.

"Han må jo komme hjem på et eller andet tidspunkt," sagde Harry opmuntrende. Jeg sendte ham et svagt smil, før jeg tog en tår af min kaffe, og øjeblikkeligt fortrød, da jeg brændte mig på tungen. Lorte kaffekopper, der er dumme, og narer ens hjerne til at tro, at kaffen er kølet af, ved at holde fast på dampen. Jeg klager til Starbucks.

Okay, for lige at give dig et lidt bedre overblik over situationen lige nu; Harry havde fået overbevist mig om, at jeg ikke kunne blive indenfor konstant, og selvom jeg havde påpeget at jeg da tog i skole, ja, så syntes han altså at jeg skulle lidt udenfor. Så vi havde først været en tur på Starbucks, hvor jeg havde købt en kaffe, og Harry havde - så underlig som han nu engang var - bestilt en iskold smoothie.

Hvem fanden bestiller en smoothie om vinteren? Det var jo pissehamrende koldt, jeg havde både halstørklæde og hue på! (Link til tøj i kommentaren) Kaffen var så en slags erstatning til vanter, for dem havde jeg selvfølgelig glemt. Floooot, Angel. Virkelig flot. Men efter at have været på Starbucks tog vi hen i Hyde Park, satte os på en bænk og begyndte at snakke. Og jeg blev mere og mere forarget over Harrys påklædning.

"Er du ikke ved at dø af kulde?!" udbrød jeg, og skulede til hans helt almindelige langærmede trøje med en lynlås. Det eneste stykke tøj han havde på, der rent faktisk passede til årstiden var hans hue. Den var grå, og fik hans krøller til at sidde helt ind til hans ansigt, men han så sød ud med den.

"Er det hvad du har tænkt på i de sidste par minutter?" spurgte han og grinede. Jeg rakte barnligt tunge af ham.

"Selvfølgelig ikke. Men du har jo næsten ikke noget tøj på, din gris!"

"Undskyld, mor," drillede han.

"Jeg er da ikke... nårh.."

Han grinede af mig, og jeg skulede bare ondt til ham.

"Easy, tiger."

Da en iskold vind pludselig strøg hen over parkens græs, gik en kuldegysning igennem min krop, fra min nakke og ned gennem min rygrad. Harry kiggede bekymret over på mig.

"Vil du låne min trøje?"

Jeg spærrede øjnene op, og gloede på ham som om han var sindssyg.

"Er du fuldstændig skudt i hovedet dreng? Har du overhovedet noget på under den der?!" halvråbte jeg.

"Ja.. en t-shirt," svarede han med et smil, og smilet var jo nok på grund af min lidt overdrevne overreaktion.

"Facepalm," mumlede jeg.

"Hvad?"

"Du ved.. at slå sig selv i ansigtet.." forklarede jeg utålmodigt. Han gloede uforstående på mig.

"Gør det ikke ondt?"

"Jo. Det er derfor jeg bare siger 'facepalm' i stedet for rent faktisk at slå mig i hovedet!"

"Nåårh.." mumlede han. Meget spændende og intelligent samtale. Og tavshed.

"Det er koldt," sagde jeg for at tavsheden ikke skulle overtage det her fuldstændig. Det ville jo ikke være særlig rart hvis tavsheden overtog verden, især ikke for sådan en som mig, der kunne snakke som et vandfald.

"Vi kan gå hjem til mig?" foreslog han med et smil. Jeg overvejede det hurtigt, og nikkede så. Det kunne der vel ikke ske noget ved.. vel?

 

****************

 

"Så.. hvad har du lyst til at lave?" spurgte jeg og smed mig i Harrys sofa. Han kom gående ind i stuen fra gangen af, og grinede lidt. Måske fordi, at selvom det var første gang jeg var hjemme hos Harry, opførte jeg mig bare som om jeg var hjemme. Eller måske bare fordi han havde lyst til at grine. Han hed jo ikke Grine-Harry for ingenting.

"Det ved jeg ikke.. Hvad har du lyst til?"

"Hey, jeg spurgte først!" brokkede jeg mig, men han smilede bare.

"Ryk lidt, tykke!"

"Hey! Jeg er ikke tyk!" forsvarede jeg mig, men rykkede mig alligevel så der også var plads til ham. Lidt venlig kunne man vel ligeså godt være. Vi sad lidt i stilhed, og mens Harry så ud til at koncentrere sig om at finde på noget at lave, sad jeg bare og stirrede på ham, ude af stand til at tænke på noget som helst, for så sej var jeg.

Men da jeg først havde siddet og stirret lidt på Harry, der så sjov ud i ansigtet, lod jeg mit blik glide videre rundt i rummet, i håb om at få øje på noget man kunne lave. Mit blik stoppede ved det store fjersyn, hvor jeg fik øje på en Wii og en bunke spil dertil. Jeg rejste mig og gik nysgerrigt derhen for at kigge bunken igennem. Imellem en masse forskellige Wii-spil fik jeg øje på Just Dance 4 som jeg endnu ikke havde prøvet, men havde drømt om at købe. Og en Wii selvfølgelig. Man får ikke særlig meget ud af et Wii-spil hvis man ikke har en Wii.

"Hvad laver du?" spurgte Harry undrende. Jeg tog forsigtigt spillet ud af bunken uden at vælte den, og rakte det så op.

"Er du med på en dyst?" spurgte jeg udfordrende. Han løftede det ene øjenbryn, og smilede selvsikkert.

"Kom bare an."

Jeg satte spillet i maskinen, tog en remote til mig selv, og rakte en frem til Harry, der rejste sig op og tog sin ene trøje af. Jeg kom i tanke om den store striktrøje jeg havde på, og fulgte hurtigt hans eksempel så jeg kun havde en hvid skjorte på.

"Hvad for en sang vil du starte med?" spurgte han, og bladrede gennem de forskellige sange så jeg kunne se udvalget. Jeg vidste at der var noget Justin Bieber, Carly Ray Jepsen, Selena Gomez og en masse andet. Men.. hvad skulle jeg væææælge? Det skulle synges.. på en sej måde.

"Vælg du," svarede jeg så i stedet. Han nikkede, bladrede lidt, og fandt så en sang han trykkede på med et grin. 'What Makes You Beautiful'?

"Hva.. nårh," udbrød jeg, og begyndte at grine da jeg så kunstnernavnet. One Direction. Det var hans egen sang. Sangen startede, og vi gik begge grinende i gang med at danse, og det gik egentlig ikke særlig godt for nogen af os. Dansen var virkelig underlig, men meget sjov, og vi endte begge to med at knække sammen af grin, da jeg kom til at slå Harry i maven.

"Du står for tæt!" brokkede jeg mig med et smil.

"Og du skal lære at kontrollere dine arme," drillede han.

"Hey, jeg er meget god til at kontrollere mine arme. Helt oppe fra mine skuldre, og ned til mine fingre."

"Du er så underlig, Angel," grinede han, og jeg rakte barnligt tunge af ham.

"Og det skulle komme fra dig?"

"Oh yeah!"

Underligt svar, Harry, underligt svar. Hele vores meget spændende samtale + vores spil, blev afbrudt af den velkendte iPhoneringetone, der pludselig fløj gennem rummet. Eftersom jeg ikke havde en iPhone, kunne jeg godt regne ud at det ikke var min. Harry rakte hånden ned i lommen, og trak en skinnende sort iPhone frem.

"Jeg bliver lige nødt til at tage denne her," undskyldte han, og pausede hurtigt spillet. Jeg nikkede bare som svar, og smed mig udmattet i sofaen, mens Harry tog telefonen.

"Hallo?" sagde han forpustet, eftesom vi ligesom lige havde stået og danset.

Der var nogen der grinede og sagde et eller andet i den anden ende, der fik Harry til at himle med øjnene og ryste på hovedet.

"Nej sgu da, jeg har bare spillet Wii med Angel," svarede han personen. Inde i mit hoved prøvede jeg at forestille mig at jeg var personen i telefonen, og hvad der kunne få Harry til at svare sådan. Harrys forpustede 'hej' kunne selvfølgelig godt misforstås.. Men så måtte det næsten også være en dreng han snakkede med.

"Hold nu op, Louis."

Ja, det havde jeg vist ret i. Jeg kunne svagt høre stemmen sige noget mere, og kunne nu godt høre at det var en drengestemme.

"Jaja, gør bare det," mumlede Harry ligeglad. Louis svarede.

"Vi ses."

Han lagde på og puttede iPhonen tilbage i lommen. Min nysgerrige side tog straks over.

"Hvad ville han?"

"Han sagde bare at drengene kom med ham hjem," forklarede han og grinede lidt af mig. Jeg kiggede undrende på ham.

"Hvad har det med dig at gøre?" spurgte jeg uforstående.

"Vi bor jo sammen, så.."

Nåååååååååååååårh.... på den måde. Men.. betød det så ikke at de kom herhen? Alle.. de andre.. fire? Det betød jo også at.. fuck. Jeg blev nødt til at gå. Og det skulle være nu.

"Harry, jeg bliver altså nødt til at smutte nu," udbrød jeg, og forsøgte at få det til at lyde henkastet, men det mislykkedes lidt. Han hævede øjenbrynene og kiggede undrende på mig. Please, lad være med at spørge hvorfor, pleeeeeaaaseeeee.....

"Hvorfor?"

Grrrr. Dumme Harry. Ej. Han var sød nok, når han ikke stillede dumme spørgsmål.

"Jeg har en kage i ovnen, og den skulle nødig brænde på."

Det der var verdens bedste undskyldning, og jeg havde den fra en tegneserie. Godt nok virkede den ikke i tegneserien, men måske var den bedre i den virkelige verden..?

"Øh.."

"Så vi ses!" halvråbte jeg, greb min striktrøje som jeg hurtigt tog over hovedet, gik ud i gangen og tog sko på, og løb ud af døren. Det kunne slet ikke gå hurtigt nok.

 

**************

 

Jeg smækkede døren i efter mig, smed mine sko så de fløj ind i væggen, rev min trøje, halstørklæde og hue af og stormede gennem den tomme stue. Lige nu irriterede den hvide lædersofa, det sorte sofabord af træ, den lille bar i hjørnet og det bløde gulvtæppe ved fjernsynet mig grænseløst - fordi det var tomt. Der var ingen hjemme. Jeg havde virkelig brug for at fortælle det til Austin. Jeg blev nødt til at få hans dom. Nødt til at få mine tanker ud.

Jeg gik videre ind i soveværelset, og smed mig opgivende på sengen. Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne godt lide Harry, som en ven, og jeg havde intet imod at tilbringe tid med ham. Men når han var venner med Liam fucking Payne, der kunne komme rendende i tide og utide, og flå mine sår op, så vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre.

Det eneste der kunne hele mine sår, ville være at fortælle det til Austin. Så ville jeg kunne omgås Liam helt uden problemer. Men nar selv hans navn mindede mig om de ord, jeg endnu ikke havde fået sagt til Austin, så var det umuligt for mig at være venner med Harry, og for den sags skyld at kunne se på mig selv. Jeg kunne ikke se mig selv i spejlet, uden at tænke på hvor afskyelig jeg var.

Mit problem lå jo bare i, at Austin havde arbejdet non-stop siden i lørdags, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at han måske gjorde det for at undgå mig. Måske vidste han det? Måske var han vred på mig over det? Måske var dette hans straf?

Jeg rystede let på hovedet af mig selv. Selvfølgelig vidste han det ikke. Der var kun fire personer i denne verden der vidste det, og jeg tvivlede ikke et sekund på om jeg kunne stole på Perrie eller Harry. Jeg selv var den tredje person. Men så var der jo Liam. Kunne han have sagt det? Nej, Liam vidste ikke engang at jeg havde en kæreste. Der måtte være en anden grund til at Austin arbejdede så meget, og ikke engang havde tid til at tage telefonen nr jeg ringede.

Jeg sukkede vredt, lukkede min øjne i, og faldt i en drømmeløs søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...