We're 'Bout To Make Some Memories Tonight - One Direction

Angel Manson på 19 år er ved at uddanne sig til modetøjsdesigner. Hun bor i en stor lejlighed med sin kæreste, Austin, der på trods af at han kun er 21 år, er chef for et kæmpestort firma, han har arvet fra sin far. Selvom han er lidt af en arbejdsnarkoman, elsker hun ham stadig meget højt, og hun er meget tilfreds med sit liv. Men da hun til en fest møder en dreng fra et verdenskendt band, og drikker sig lidt for fuld, sker der noget meget uventet. Og det er bare begyndelsen på en lang række handlinger, der for alvor vil ændre hendes liv fuldstændig.

251Likes
253Kommentarer
27193Visninger
AA

5. Gotta tell it.

Okay. Tag en dyb indånding. Og en til, denne gang lidt langsommere. Og lad være med at hyperventilere. STOP SÅ! Okay, bare drop det. Hvis ikke I havde regnet det ud endnu, så havde jeg altså bestemt mig for at fortælle det til Austin. Han fortjente at få det at vide. Så måtte vores forhold briste eller bære, men jeg kunne ikke holde ud at lyve for ham. Jeg havde trods alt været fuld, og det var kun en enkelt gang det var sket.

Så nu stod jeg foran en kæmpe stor bygning, også kendt som Austins arbejde. Og jeg skulle helt op på 38. etage. Der var heldigvis elevator. Men turen derop tog alt for lang tid. Selvfølgelig ikke ligeså lang tid som når man skulle op i TV-tårnet i Berlin, den tur tog jo næsten tre minutter eller sådan noget, og så fik man også propper i ørene og alt sådan noget lort. Og så var der den der mand der stod og fortalte om alt muligt på tysk, så man fattede hat af det. Han snakkede selvfølgelig også engelsk, men det siger vi ikke til nogen. Det er vores lille hemmelighed.

"Hej Maria," sagde jeg da jeg passerede receptionen, og forsøgte at sende hende et smil. Maria arbejdede som receptionist, og jeg havde efterhånden snakket med hende en del gange. Jeg gik videre hen mod elevatorene, og trykkede på den lille knap med en pil der pegede opad. Øjeblikkeligt sprang en dør op bag mig, og jeg gik stille ind i elevatoren. I det øjeblik jeg trykkede på 38. etage, kom en mand i jakkesæt løbende ind, og sendte mig et venligt smil mens han trykkede på 25. Dørene lukkede i med et pling, og jeg kunne straks mærke elevatoren bevæge sig opad.

"Hvordan går det så med dig, Angel?" spurgte manden, og kiggede nysgerrigt hen på mig. Jeg rynkede forvirret panden, og gloede uforstående på ham, mest fordi jeg ikke anede hvem han var.

"Øh.. Fint nok.. John!" udbrød jeg, da jeg kom i tanke om hans navn. Eller.. det troede jeg at jeg gjorde.

"John?"

Jeg bed mig i underlæben, og havde lyst til at slå mig selv i hovedet. Han kiggede afventende på mig.

"Altså.. Jeg... kan ikke huske hvem du er," mumlede jeg flovt, hvilket fik ham til at slå en høj latter op.

"Du er simpelthen så sjov, Angel. Du burde arbejde som komiker. Nå, jeg må smutte, vi ses snart," sagde han, da dørene gik op, og han gik straks ud med et lille vink. Da dørene lukkede, prustede jeg højlydt ud. Jamen det var da slet ikke akavet. Elevatoren kørte videre op, og jeg stod bare og lyttede til den der forfærdelige musik, de altid spiller.

Endelig kom jeg op på den rigtige etage, og jeg skyndte mig ud, og fandt hurtigt vejen gennem labyrinten af gange med kontorer. Jeg fandt den hvide dør med det lille skilt på hvor der stod 'A. Gregory'. Foran døren stod et stort skrivebord, hvor hans sekretær normalt sad, men lige nu var stolen tom. Lige da jeg skulle til at trække ned i døråndtaget, gik døren op, og Austins sekretær - som faktisk hed Sasha, og var et meget irriterende og snobbet menneske - trådte ud. Hun lukkede døren efter sig, mens hun sendte mig et strengt, men samtidig hånligt blik. Okay, I kunne nok godt regne ud, at vi ikke kunne fordrage hinanden.

"Mr. Gregory vil ikke forstyrres lige nu," sagde hun med sin underlige accent. Hun kom fra et eller andet underligt land, der havde et underligt navn, og derfor var hun underlig. Get it? Jeg himlede med øjnene af hende, men hun ignorerede det bare, og svang sit affarvede hår hen over sin skulder.

"Jeg er hans kæreste, og det er meget vigtigt. Tror du ikke at han lige har fem minutter?" spurgte jeg koldt. Hendes isblå øjne lynede mod mig.

"Vil du have mig til at tilkalde sikkerhedsvagterne?" spurgte hun truende. Jeg holdt en hånd op for at få hende til at stoppe med at snakke, vendte om på hælen og gik mere eller mindre elegant tilbage til elevatorene. Jeg kunne slet ikke klare hende og hendes sikkerhedsvagter. Og så tænker I sikkert, at det bare er tome trusler. Men I tager fejl. Utallige gange var jeg bogstavligtalt blevet båret ud af de der kæmpestore muskuløse mænd. Og det var ikke særlig fedt. Hahaha.

 

****************

 

Jeg trykkede hurtigt det nummer ind, jeg efterhånden havde ringet op en del gange de sidste par dage. Telefonen ringede to gange før den blev taget.

"Hallo?"

"Hej Harry.." mumlede jeg, og blev overrasket over hvor trist min stemme egentlig lød.

"Hej Angel. Hvad så? Hvordan gik det?" spurgte han lavt, og lød påpasselig. Det var faktisk Harry der havde overbevist mig om at jeg skulle prøve at tage hen til Austin på hans arbejde. Jeg sukkede tungt, drejede et par gange rundt på den sorte barstol jeg sad på, og kiggede sørgeligt ud over den tomme stue. Austin havde stort set ikke været hjemme siden festen. Han var kun hjemme, når jeg var i skole.

"Det gik ikke særlig godt," svarede jeg endelig. Jeg kunne høre noget rumsteren rundt, og det lød som om Harry rejste sig og gik.

"Fortalte du ham det?"

"Nej.." svarede jeg sandfærdigt. Jeg kunne høre lyden af en dør der blev lukket i telefonen.

"Hvad skete der?" spurgte han, og snakkede nu lidt højere. Igen sukkede jeg, før jeg fortalte ham det hele.

"Er du sikker på det ikke bare var tomme trusler?" spurgte han, da jeg endelig var færdig med min fortælling. Han hentydede nok til det med sikkerhedsvagterne.

"Nope. Det troede jeg også den første gang hun truede med det, og jeg endte med at blive slæbt ud af dem.."

Jeg fnes lidt, selvom jeg egentlig ikke var i humør til at grine.

"Du bliver nødt til at forsøge igen, Angel. Han må jo komme hjem på et eller andet tidspunkt. Og husk, at du altid kan komme hen og snakke med mig, så kan jeg prøve at hjælpe," lovede han, hvilket til at smile.

"Tak Harry. Du er en god ven," smilede jeg. Og det mente jeg. Harry var faktisk den der havde støttet mig og hjulpet mig allermest her på det sidste. Og på den måde var han altså blevet min ven. Jeg hørte nogen stemmer i baggrunden, men de snakkede så lavt, at jeg ikke kunne høre hvad de sagde, men jeg kunne dog høre at det ikke var Harry.

"Hvem er det?" spurgte jeg nysgerrigt. Harry sagde et eller andet, men hans stemme var et stykke væk fra mobilens mikrofon, så jeg kunne ikke høre andet end en mumlen.

"Undskyld, det var bare Louis der spurgte om noget," forklarede Harry lidt efter, da den fremmede stemme endelig var forsvundet. Men det sjove ved det hele var, at Harry sagde det som om at jeg med det samme burde vide hvem Louis var. Problemet var bare, at jeg ikke havde den fjerneste anelse. Det var jo ikke ligefrem fordi jeg kendte alle Harrys venner.

"Nåårh, Louis, ham ved jeg da selvfølgelig også hvem er," svarede jeg med en stemme, der dryppede af sarkasme. Harry grinede af min våde stemme. Nej, okay, det lød dumt. Forget it.

"Du ved, Louis Tomlinson. Fra bandet..?" prøvede han. Jeg fik pludselig en åbenbaring - ej, det passede ikke. Jeg genkendte bare navnet.

"Nårh.."

Flere stemmer i baggrunden. Faktisk en smule irriterende.

"Harry, jeg tror altså at jeg smu-"

"Har du ikke lyst til at komme over?" afbrød han mig. Jeg sukkede lydløst og kiggede på klokken. Halv fire om eftermiddagen.

"Øh.. hvem er ellers derovre? Udover dig.."

"Nårh, bare Louis, Zayn og Niall!"

Jeg rynkede forvirret panden. Manglede de så ikke.. én? Én, som i.. Liam?

"Mangler I ikke en?"

Okay, jeg sværger, det røg bare ud af munden på mig. Det var ikke min mening at spørge om det.

"Jo.. Men vi har ikke lige set så meget til ham de sidste par dage.. Han har bare haft lidt travlt, du ved," forklarede han, og lød som om at han forsøgte at undgå rent faktisk at sige navnet. Weird..

"Ja okay.. Men nej tak, Harry, jeg.. tror bare jeg bliver hjemme. Måske en anden dag..?" forsøgte jeg. Det var ikke ligefrem fordi jeg havde den største lyst til at være sammen med så mange mennesker lige nu, og slet ikke nogle Liams bedste venner. Det ville bare være alt for akavet og underligt. For mig i hvertfald. Nok ikke for dem.

"Er du sikker?" spurgte han bedende, og jeg kunne lige forestille mig at han stod og lavede hundeøjne. Grine-puppy-Harry..

"Jep, jeg er sikker. Vi ses snart, ikke?"

"Ja, okay, vi ses!"

Jeg lagde hurtigt på, og sad et par minutter med telefonen i hånden. Jeg havde en ulidelig trang til at se Bones. Og spise is. Og så heldig som jeg - en sjælden gang i mellem - var, havde jeg alle Bones sæsonerne på dvd, og en stor bøtte Ben&Jerry's is i fryseren. Jaaa!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...