We're 'Bout To Make Some Memories Tonight - One Direction

Angel Manson på 19 år er ved at uddanne sig til modetøjsdesigner. Hun bor i en stor lejlighed med sin kæreste, Austin, der på trods af at han kun er 21 år, er chef for et kæmpestort firma, han har arvet fra sin far. Selvom han er lidt af en arbejdsnarkoman, elsker hun ham stadig meget højt, og hun er meget tilfreds med sit liv. Men da hun til en fest møder en dreng fra et verdenskendt band, og drikker sig lidt for fuld, sker der noget meget uventet. Og det er bare begyndelsen på en lang række handlinger, der for alvor vil ændre hendes liv fuldstændig.

251Likes
253Kommentarer
27214Visninger
AA

21. Give me love.

Limsebasses synsvinkel

Jeg forsøgte forgæves at kæmpe mig gennem den store menneskemængde, men måtte hurtigt indse at det ikke kunne lade sig gøre. Vi var alt for mange mennesker på den alt for lille natklub, og alt for mange af dem stod mellem mig og de andre, der sad ved et bord, og alle glædede sig til at klokken slog tolv, så vi kunne fejre at et år var gået, og et nyt begyndte. Og så kunne man nok gætte sig frem til, at det var den 31. december – også kendt som nytårsaften.

Lige nu var der så ikke mere end en halv time til midnat, og jeg havde så valgt at forlade bordet for at skaffe en øl i baren, men det havde så vist sig ikke at være en specielt god idé, for nu var det totalt umuligt at komme tilbage. Og så kunne jeg stå her og blomstre, mens jeg kunne se på Louis, Eleanor, Zayn og Perrie, der sad og førte en hyggelig samtale, mens Harry, Niall og Angel grinede, sikkert af en joke Niall havde fortalt. Danielle var stadig ikke kommet hjem fra sine forældre, og hun havde ikke engang skrevet til mig. Men det betød så også, at jeg kunne tilbringe lidt mere tid sammen med drengene, hvilket jeg selvfølgelig havde nydt fuldt ud. Angel og jeg havde også fået opbygget et temmelig godt forhold til hinanden.

Det var egentlig sjovt sådan som det havde udviklet sig med Angel. Hun var ofte med til alle de arrangementer vi holdte, også selvom de egentlig var forbeholdt drengene og kæresterne. Faktisk skulle man næsten tro at hun var en af drengenes kærester, og det var egentlig utroligt at pressen endnu ikke havde fået en idé om det.

I et sidste, impulsivt forsøg, sprang jeg ind mellem to mennesker, og fik mast mig gennem det lille mellemrum der var. Derefter gik det hele som en leg, og der gik ikke lang tid, før jeg endelig kunne sætte mig på min plads ved bordet.

”Hey Liam, det var da godt nok på tide du kom tilbage. Hvor har du lige været henne?” spurgte Zayn med et grin. Jeg rullede med øjnene, men smilede alligevel. ”Jeg skulle bare hente en øl, men så kunne jeg ikke komme tilbage.”

Og således begyndte en diskussion om hvor mange mennesker der var her i dag, og hvor uforskammet det var af dem, at de ikke gad flytte sig. En fantastisk, spændende diskussion, som jeg valgte at lade være med at følge med i.

Tiden fløj af sted, og det føltes som om der kun var gået fem minutter, da folk pludselig begyndte at samle sig ude på dansegulvet, og jeg hørte flere forskellige mennesker snakke om, at der nu kun var få minutter til klokken slog tolv.

”Hvad så, skal vi slutte os til de andre ude på dansegulvet?” spurgte Zayn, selvom han nok allerede kendte svaret. Selvfølgelig skulle vi da det. Det var jo det vi var her for. ”Yeah, lad os det,” samtykkede Harry, og blev straks bakket op af de andre. Da de andre rejste sig, fulgte jeg straks deres eksempel, for det ville være temmelig åndssvagt at blive siddende.

”Der er kun to minutter til,” fortalte Louis mig med et smil, da jeg endte med at gå ved siden af ham. Uden et svar gengældte jeg hans smil. Louis var nok en af dem der var mest overgearede på dage som nytårsaften, fødselsdage og lignende. Og hvordan kunne man andet end at smile over det? Jeg selv var nok knap så overgearet. Selvfølgelig syntes jeg da at det var sjovt og hyggeligt, men det var jo stadig bare en dag ligesom alle andre.

”Så er det nu, festen rigtig begynder!” hvinede Angel, der viste sig at gå bag mig. Et hæst grin, der var så lavt at det blev overdøvet af musikken, undslap mine læber. Selvfølgelig havde hun ret i det hun sagde. ”Så så, Angel, slap lige lidt af. Du ender bare med at smadre hele stedet, hvis du fester så hårdt, som du ligner en der har tænkt sig at gøre,” advarede Louis alvorligt, da han havde sat farten lidt ned for også at kunne følges med hende. ”Det der fattede jeg hat af, Louis,” fnes hun, mens hun rystede på hovedet, som om det var ham der var noget galt med.

”Jeg forstod det godt,” fastslog Louis, og så igen alvorligt på hende. Et smil poppede op på mine læber. ”Det gjorde jeg også. Så det må være dig der er noget galt med, Angel,” samtykkede jeg drillende, men det eneste svar jeg fik tilbage, var et fornærmet blik, kombineret med at hun rakte tunge, så vi kunne regne ud at det var ment for sjov. Zayn kom også op på siden af os, og uglede Angels hår, så hun sendte ham en underlig grimasse.

”Er I klar til at tælle ned?” spurgte hun, nok for at skifte emne. Ivrigt nikkede vi alle tre, så hendes smil blev – om muligt – endnu større. Og det kunne selvfølgelig ikke andet end at smitte af på os. ”Selvfølgelig! Hvor lang tid er der tilbage?” spurgte Zayn, og så på sit håndled, hvor der ikke sad noget ur, hvilket så temmelig åndssvagt ud. Jeg fnes lidt af ham, og så ned på mit eget håndled, hvor jeg fandt ud af, at der kun var et minut til. Da jeg havde informeret dem om det, gik de straks helt i selvsving.

”Chillax,” smilede jeg. De svarede ikke rigtig, men gjorde sig bare klar til at tælle ned fra 10. Og der gik heller ikke lang tid, før en ensformig råben gik i gang. Alle begyndte at tælle ned i kor.

”.. fire, tre, to, en, godt nytår!” råbte vi, og i samme øjeblik, kunne man, fordi musikken var blevet skruet ned, høre fyrværkeriet, der fløj hen over himlen og eksploderede. Glæden lagde sig hen over den lille menneskemængde som et tæppe, og der lød hujen og latter overalt. Jeg kunne da heller ikke selv holde et stort smil væk fra mine læber, men i samme øjeblik mit blik stødte på Angel, der stod og hoppede op og ned, mens hun klappede i hænderne, falmede det. Hendes krøllede hår fik mig til at tænke på Danielle.

Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, hvad Danielle lavede lige nu. Hun var garanteret sammen med sin familie, og hyggede sig med dem, helt uden at bekymre sig om mig. Og jeg, der havde regnet med at skulle tilbringe min nytårsaften sammen med hende..

”Liam? Hvorfor hænger du med mulen?” spurgte Zayn. Jeg så hen på ham, og lagde mærke til at han havde et lidt bekymret smil på læberne. Jeg sukkede lavt, og bestemte mig for at fortælle ham det. Alle drengene vidste hvad der var sket med Danielle og jeg – dog ikke noget om Angel – så det kunne vel ikke ske noget ved at snakke med ham om det.

”Det er bare.. Danielle,” forklarede jeg. Han nikkede forstående, og sendte mig et opmuntrende smil. ”Ring til hende. Ønsk hende et godt nytår eller sådan noget,” opfordrede han. Inden jeg nåede at svare, gik han baglæns væk fra mig, og lavede en telefon med sin hånd, som tegn på at jeg skulle ringe til hende.

Straks gik min hjerne i gang med at overveje det. Hvis jeg ringede til hende, med den undskyldning, at jeg ville ønske hende godt nytår, ville det ikke virke som om jeg tiggede hende om at komme hjem, men bare som om jeg ville være sød. Og det kunne jo godt være, at det ville hjælpe på mit humør at snakke med hende.

”Ja, det gør jeg,” mumlede jeg for mig selv, og gik straks i gang med at mase mig ud af menneskemængden. Da jeg kom hen til døren, trak jeg min mobil op af lommen, og gik udenfor. Hurtigt fandt jeg Danielles navn inde under mine kontakter, og ringede hende op. Den ringede et par gange, og jeg nåede lige at blive urolig for om hun overhovedet ville tage den, før en skrattende lyd fandt sin vej ind gennem min øregang.

”Hallo?” Stemmen var mandlig, og mindede langt fra om Danielles fine stemme. I baggrunden lød noget høj musik, der mindede meget om det, jeg lige var flygtet fra inde på natklubben. Hvad lavede hun dog på en natklub? Skulle hun ikke være hjemme hos sine forældre? Straks samlede mine øjenbryn sig i en undrende grimasse. ”Hvem er det?” spurgte jeg, uden overhovedet at præsentere mig først.

”Marty,” svarede han, og rømmede sig en gang, ”og hvem er du?”

”En ven af Danielle,” løj jeg, ”kan jeg få lov til at snakke med hende?” Min stemme lød nærmest bedende, men det var der ikke noget at gøre ved.

”Det måtte du gerne, hvis jeg vidste hvor hun var henne. Hun forsvandt med Ben for en halv time siden, og vi har ikke set hende siden..”

”Ben?” spurgte jeg panisk, mens en ubehagelig følelse bredte sig i min mave. Havde hun været væk i en halv time, mens hun var sammen med en fyr? ”Hvem er Ben?”

”Det ved jeg faktisk ikke. Han kom og præsenterede sig, og spurgte om hun ville danse, men pludselig var de væk,” forklarede han venligt, selvom han ikke lød helt ædru.

”Nå.. okay. Tak for hjælpen,” mumlede jeg, og lagde på inden han nåede at svare, hvilket ikke var særlig venligt gjort af mig, men jeg var ligeglad. Det eneste jeg kunne tænke på lige nu, var hvad Danielle lavede sammen med den såkaldte Ben. Selvfølgelig dukkede de værste ting op i mine tanker, og for en gangs skyld gjorde jeg intet for at fjerne dem. Beviserne talte jo deres tydelige sprog. Selvfølgelig sad hende og Ben ikke og legede med et dukkehus. Det var ikke særlig svært at regne ud, at hun havde fundet en værdig person til et engangsknald, og lige nu lå og hyggede sig mellem lagnerne med ham.

Vreden og jalousien, blandet med den lille mængde alkohol jeg havde fået, skyllede op i min som en brusende bølge, og fik mig til at knibe øjnene sammen, samtidig med at jeg knyttede mine næver. Det kunne godt være at Danielle og jeg holdt en pause, men vi havde ikke snakket om, at det var tilladt for os at hoppe i seng med hvem vi ville i mellemtiden.

Men hvis det var sådan hun ville have det, så var det vel sådan det blev.

 

***

 

Angels synsvinkel

Blodet pumpede rundt i kroppen på mig, og sørgede for at fordele alkoholen i min krop. I takt til musikken svingede jeg lidt rundt med diverse lemmer, i en dans, der for mig virkede utrolig fantastisk og sexet, men for alle andre nok bare lignede at jeg fik et anfald af en art. Men fuck it. Jeg havde det fedt, og det var vel det eneste der talte. Fyren over for mig, der så ud til at være så langt væk, at han ikke bemærkede min dans, sendte mig et smil, og lavede en underlig bevægelse med sit hoved, der fik mig til at grine lidt. Dog blev det hele afbrudt, da en hånd lagde sig på min skulder, og tvang mig til at vende mig om. Dér fik jeg så øje på Liam.

”Hvad så?” spurgte jeg, med en stemme, der lød overraskende klar, i forhold til den mængde alkohol jeg havde indtaget i løbet af aftenen. Han sendte mig et spørgende smil, og pegede på et eller andet bag sig. Uforstående hævede jeg mine øjenbryn, men han valgte at lade være med at svare. I stedet greb han fat om min arm, og trak mig med. Som den svage person jeg var, fulgte jeg bare med, mens jeg undrede mig over hvad han ville. Da vi var kommet et lille stykke væk fra det sted, man nok ville betegne som dansegulvet, hvor musikken også var lidt lavere, vendte han sig endelig om mod mig igen.

”Nå?” Jeg udformede ordet som et spørgsmål, og så afventende på ham med et enkelt øjenbryn hævet. Dog svarede han ikke, men kiggede blot lidt frem og tilbage, før han til sidst lod sit blik møde mit, og hans ansigt lyste op i et smil.

”Hygger du dig?” halvråbte han for at overdøve musikken, der på trods af at vi stod et godt stykke væk fra højtalerne, var temmelig høj. ”Var det bare det du ville spørge om?” spurgte jeg, og undrede mig over, hvorfor han havde revet mig væk fra.. ja, hvad ham fyren før end hed, hvis han bare skulle spørge om jeg hyggede mig.

”Øh.. nej. Egentlig…” begyndte han, og så tænksom ud i et øjeblik, og jeg gættede på at han ledte efter de rigtige ord, ”.. så forsøgte jeg bare at finde nogen jeg kender, for alle de andre er blevet væk!” Han sendte mig et blik, der mest af alt mindede om det blik man får i øjnene, når man lige har vundet en million. Ikke at jeg nogensinde havde set det, men..

”Nååh, følte du dig alene?” Jeg lavede et trist ansigt, og sørgede for at min underlæbe stak ud, for at drille ham lidt. Hvorfor vidste jeg egentlig ikke. Jeg var vel bare i et drillende humør.

”Nej!” afviste Liam, og så i et øjeblik ud til at være helt forbavset over at jeg overhovedet kunne tænke sådan noget. Jeg grinte let over hans reaktion, og så lidt rundt. Jeg havde ikke længere styr på tiden. Det føltes som om der var gået lidt over en time siden klokken slog tolv, men jeg var egentlig ikke sikker på om det var rigtigt, eller om jeg var helt galt på den.

”Liam, ved du hvad klokken er?” Mit spørgsmål kom nok lidt ud af det blå, men han lod sig ikke forvirre af min randomness. I stedet så han ned på sit venstre håndled, hvor et armbåndsur udgjorde dets udsmykning. ”Lidt over to,” informerede han mig om med et smil. Jeg nikkede lidt for mig selv, og mærkede hvordan kedsomheden langsomt trængte sig på. Jeg var egentlig ikke i humør til at tilbringe en hel nat på dette sted, omringet af alle de mennesker.

”Puha,” mumlede jeg for mig selv, for det blev ikke bedre af at jeg tænkte på det. Liam så spørgende på mig, og jeg kunne så regne ud at han gerne ville vide hvad jeg puha’ede over. ”Jeg orker egentlig bare ikke at blive her hele natten,” forklarede jeg, ”jeg er ikke i festhumør lige nu.”

”Tro mig, jeg kender følelsen. Faktisk har jeg det på præcis samme måde,” fortalte Liam med et forstående smil, som jeg hurtigt gengældte. ”Faktisk er jeg også lidt træt. Måske skulle man bare gå hjem,” mumlede han for sig selv, og stirrede tænksomt ud i luften. Jeg overvejede hans ord, og kom så frem til, at jeg også var en smule træt, og ikke rigtig orkede at skulle blive her længere, når min varme, bløde seng stod og kaldte på mig derhjemme.

”Det tror jeg at jeg vil gøre,” sagde vi i kor. Da det gik op for mig, at vi havde sagt det på helt samme tid, så jeg sjovt på ham, og han valgte så at gøre det samme. Og så brød vi ud i latter sammen.

”Det der.. det var sært,” hikstede jeg, mellem mine små krampegrin. Han gjorde sig enig ved at nikke, nok fordi han ikke kunne få et ord ud. Nærmest panisk hev jeg efter vejret, og langsomt fadede mit grin ud, og blev erstattet af et lille smil i stedet.

”Nå, men så vil jeg følge dig hjem. Det ligger alligevel på vejen hjem til mig,” fastslog Liam storsmilende. Efter at have fået et lille, bekræftende nik fra mig, bevægede vi os hen mod udgangen. Der fik vi fat i vores jakker, og så havde vi ellers forladt stedet.

”Skal vi ikke skrive til de andre, at vi er gået?” spurgte jeg undrende, og skælvede lidt ved følelsen af den iskolde luft mod mine bare ben. Gaden var langtfra øde, og der lød konstant brag fra fyrværkeri. Jeg lod mit blik beskue himlen, hvor lysglimt i alverdens farver lyste op og pyntede på himlen, for derefter at falme, og blive erstattet af nye.

”Nej, det kan de sagtens regne ud selv,” svarede Liam med et smil i stemmen. Jeg nikkede fraværende, da fyrværkeriet tog det meste af min opmærksomhed. Vi gik i en behagelig stilhed, der, fra vores side, kun blev afbrudt af mine stiletters klikkende lyde mod jorden, og vores åndedræt. Hver gang jeg pustede ud, blev der dannet en lille sky.

”Nå.. hvordan går det så med din skole?” Jeg så hen på Liam, og opdagede at han allerede så på mig. ”Det går fint,” svarede jeg tvivlende, da jeg ikke rigtig vidste hvor han ville hen med det spørgsmål. Han lo lidt af mig, og så ned på sine fødder mens vi gik fremad.

Der gik ikke lang tid, før vi drejede om et hjørne og endte, ved det lejlighedskompleks, jeg efterhånden havde vænnet mig til at kalde mit hjem. Hvilket førte mig videre til et spørgsmål, jeg havde funderet over i et stykke tid nu; hvor længe ville Harry og Louis lade mig bo der? Det irriterede mig lidt, at vi ikke havde talt om det, for jeg ville gerne vide om jeg kunne blive boende til jeg fandt et arbejde, eller om jeg skulle flytte tidligere. Hvilket jeg selvfølgelig ikke håbede, ville ske for jeg var ikke ligefrem verdens rigeste menneske, og det ville nok resultere i at jeg ikke engang havde råd til en lejlighed.

”Angel?” Liams stemme vækkede mig fra mine tanker, og først da opdagede jeg, at vi stod helt henne ved døren. Med et lille grin fandt jeg nøglerne frem fra min taske, og låste døren op. Lidt overvejende stod jeg med foden i klemme i døren, og betragtede Liam, der igen så på mig. Jeg overvejede faktisk lidt at invitere ham med ind, bare for at se film eller hygge os, for det var måske ikke det fedeste at være alene på nytårsaften, når klokken kun var lidt over to. Men samtidig vidste jeg også godt, at det måske ikke var det smarteste træk.

”Må jeg ikke komme med ind?”

Forundret glippede jeg med øjnene, og lagde mærke til, at Liam stod med et lidt usikkert smil på læberne, der faktisk fik ham til at se ret sød ud.

Stop dig selv, Angel.

”Øh.. jo da,” svarede jeg uden at tænke, og åbnede døren helt op, så han kunne komme med ind. Han sendte mig et langt mere selvsikkert smil på forbifarten, og var hurtigt på vej op ad trapperne. Jeg forsøgte at følge med i hans tempo, men opgav til sidst, da jeg var i alt for dårlig form til det. Det endte derfor med, at jeg kunne hive mig selv, hvæsende og prustende, op ad det sidste trappetrin, hvor Liam stod og ventede grinende på mig.

”Ja ja, jeg kan ikke gøre for at jeg er i dårlig form,” brokkede jeg mig, hvilket egentlig var løgn. Jeg kunne jo bare dyrke noget mere motion. Men det lod vi lige være med at nævne.

”Åbner du?” spurgte Liam i stedet, og pegede på døren bag sig. Jeg nikkede, og kom hurtigt på benene igen, for derefter at låse døren op, så vi kunne komme helt indenfor i varmen. Da vi begge var kommet gennem døråbningen, sørgede jeg for at lukke døren efter os, og smed mine sko. Jeg skulle til at tage min jakke af, men så langt kom jeg ikke, før to hænder var blevet placeret på mine skuldre, og varsomt skubbede mig fremad. Det tog mig ikke lang tid at finde ud af at hænderne tilhørte Liam, men hvad han havde gang i, havde jeg ikke den fjerneste idé om.

”Liam, hva-”

”Shh,” afbrød han mig, idet han flyttede sine hænder, så de i stedet lå på mine hofter, hvor de sendte brændende fornemmelser ind gennem min hud. Jeg bed mig blidt i læben, mens Liam blot førte mig gennem stuen, og videre hen til den lille gang, hvor dørene til alle soveværelserne befandt sig. Han stoppede foran døren til mit værelse, og fordi hans greb om mine hofter blev løsnet en smule, øjnede jeg muligheden for at vende mig om – og den greb jeg.

Et lille gisp undslap mine læber, da det gik op for mig hvor tæt vi stod. Med ryggen mod døren så jeg det lille stykke op, der var til hans ansigt. Hans blik var ulæseligt, men om hans læber spillede stadig et smil.

”For helvede, hvad har d-” Min ordstrøm af benægtelser blev afbrudt, da hans læber blev presset mod mine. Stiv som et bræt stod jeg, men da det først gik op for mig, at på trods af alting, så var hans læber altså utrolig bløde og behagelige mod mine, begyndte jeg at slappe af. Forsigtigt lod jeg mig selv rive lidt med, og kyssede ivrigt tilbage, mens alle tanker om kærester, ex-kærester, skole, penge og problemer blev gemt langt bag i min hjerne.

Hans hænder, der stadig hvilede blidt på mine hofter, skubbede mig let tilbage, hvorefter jeg mærkede hele hans krop presse sig mod min, så vi stod limet op ad døren. Med begge øjne lukkede, famlede jeg efter håndtaget, og da jeg endelig fandt det, trak jeg ned i det, så døren gik op, og vi mere eller mindre elegant kunne bevæge os ind i rummet.

”Liam,” mumlede jeg mod hans læber, uden en egentlig grund. Forsigtigt skubbede han til mig, så jeg landede på min seng med et lille bump. Jeg hev voldsomt efter vejret, mens Liam lukkede døren, og derefter kom hen til sengen. Da han var inden for min rækkevidde, greb jeg fat om hans skjorte, og trak ham ned til mig. Han arbejdede ikke imod, tværtimod hjalp han til, ved selv at kravle ind over mig. I stedet for igen at lade vores læber mødes, fjernede han min jakke, og plantede små kys ned ad min hals. Jeg lænede hovedet tilbage i nydelse, og forsøgte at holde de små lyde inde, der konstant forsøgte at undslippe mig.

Og derfra må alkoholen have taget overhånd.

 

***

 

En svag banken, der inde i mit hoved lød som et trykbor, der var ved at smadre en hel motorvej, var det der vækkede mig den følgende morgen. Tøvende åbnede jeg mine øjne, men smerten der ramte mit hoved var ulidelig, så jeg kneb dem hurtigt i igen.

”Angel? Må jeg komme ind?” lød Harrys stemme, der blev dæmpet en smule af døren. Jeg skulle lige til at råbe et eller andet uforståeligt tilbage, da jeg mærkede noget røre på sig. Noget andet. Noget der ikke var mig. Og det lå helt op ad mig. Forskrækket slog jeg øjnene op, og synet der mødte mig, gjorde mig ikke ligefrem glad.

Hvorfor fucking fanden i Helvede lå Liam fucking Payne og sov op ad mig, i min seng – uden tøj på?!?!

Dumt spørgsmål.

Jeg fattede ikke hvordan det var sket. Hvordan jeg kunne lade det ske. Jeg vidste udmærket hvor dumt det var. For fanden, jeg havde jo netop forsøgt at undgå lige netop det her! Efter den fest hvor vi havde kysset, havde jeg forsøgt ikke at være alt for meget sammen med Liam alt for tit, for der var ingen tvivl om, at han var attraktiv, og yderst tiltrækkende. Han faldt helt klart ind under kategorien min type. Men fordi han var stemplet som værende i et forhold havde jeg automatisk også set ham som uden for min rækkevidde. Men sådan havde min krop åbenbart ikke valgt at se ham. Gang på gang var jeg faldet for min krops trang, og havde måske nydt hans selvskab lidt for meget – og det var ikke i orden.

”Hallo?” Harrys stemme blandede sig med nogle flere bank på døren. Hurtigt var jeg oppe at stå, og ruskede voldsomt i den sovende Liam. Vi havde i forvejen alt for mange problemer, for Liam havde en kæreste, og det var trods alt ikke første gang det her var sket. Hvis Harry så fandt ud af, at det var sket igen.. Jeg turde ikke engang tænke den tanke til ende.

”Øh, lige et øjeblik,” råbte jeg tilbage, for at sørge for at han holdt sig ude fra værelset. Samtidig åbnede Liam øjnene, og lignede en der var helt rundt på gulvet, indtil hans blik fandt mig. Så ændrede det sig straks til et fuldkomment følelseskoldt udtryk. Efter at have stirret på mig i et stykke tid, åbnede han munden, og det var ikke svært at regne ud, at han ville sige noget. Straks fægtede jeg voldsomt med armene, og stak en hånd op i ansigtet på ham, for at dække for hans mund. Forskrækket stoppede han sig selv, og så underligt på mig.

”Harry står derude!” mimede jeg, mens jeg panisk pegede hen mod døren. Straks formede hans mund sig som et o, men i det mindste så han ud til at forstå det. Han kiggede lidt forvirret rundt på mit værelse, og i samme øjeblik poppede en idé op i mit hoved.

Skabet.

Straks havde jeg hevet fat i Liam for at få ham op at stå, og han fattede heldigvis hurtigt en hentydning, for straks havde han rejst sig. Jeg valgte at ignorere det faktum, at han praktisk talt var nøgen, da jeg skubbede ham hen mod det store skab, der havde to døre, og som var så stort, at der sagtens kunne stå tre mennesker derinde. I en hurtig bevægelse åbnede jeg døren, og viste ham derind med min hånd. Han så lidt underligt på mig, men valgte alligevel at gå ind. Da han først havde stillet sig til rette, og jeg skulle til at lukke skabsdøren, fik jeg øje på Liams tøj, der lå på gulvet.

Det ville sgu ikke være så godt, hvis Harry havde set det.

Straks samlede jeg det op, og gav det til Liam, der stadig så en smule forvirret og panisk ud. Derefter lukkede jeg stille døren, og fik selv noget tøj på, mens Harry stod og bankede utålmodigt på døren. Da jeg var sikker på, at ethvert spor efter Liam var forsvundet, åbnede jeg døren med hårdt bankende hjerte.

”Det var da på tide,” fnes Harry, og gav mig et elevatorblik. Jeg lo falskt, og håbede på at han ikke ville lægge mærke til det. Måske tog han det bare som et træt grin, for han gravede i hvert fald ikke i det.

”Jeg ville egentlig bare sige, at jeg tager hjem til Holmes Chapel til min mor, og Louis er taget hen til Eleanor, så du er alene hjemme det meste af dagen,” fortalte han med et smil. Jeg nikkede, og ventede på at han fortsatte, for han lignede en der havde mere at sige. ”Der er morgenmad i køkkenet.. det ved du selvfølgelig godt,” mumlede han for sig selv, og så i et øjeblik ud til at undre sig over hvad han sagde, men så lyste han op i et smil. Uden et ord gik han ind i værelset.

”Hvad laver du, Harry?” spurgte jeg lettere panisk, da jeg var en smule nervøs for, om han på en eller anden mærkværdig måde skulle opdage Liam, der stadig gemte sig i skabet.

”Du burde rulle dine gardiner op,” irettesatte Harry mig, og gik hen for at gøre det, han netop havde bedt mig om. ”Jeg er jo kun lige stået op, hvad forventer du af mig?” forsvarede jeg mig selv, så et lille grin undslap ham. Da gardinet var blevet rullet helt op, og solen strømmede ind i lokalet, hvilket var en smule usædvanligt for denne årstid, kneb jeg øjnene en anelse sammen. Både på grund af det stærke lys, men også på grund af min mave, der vendte sig et par gange, så en kvalmende fornemmelse steg op i halsen på mig.

”Du burde også rydde lidt af dit tøj op,” fortsatte Harry. Han samlede en lille stak trøjer op fra gulvet, og betragtede den lidt. ”Er det her rent?” Jeg nikkede som svar, og bed mig i læben. Jeg følte mig underligt nok bedst tilpas når mit tøj lå i små bunker på gulvet. På den måde kunne man sige, at jeg var lidt af et rodehoved på nogle punkter.

”Burde du ikke lægge det på plads i skabet, så?” spurgte han, og gjorde mine til at åbne skabsdøren. Af ren panik greb jeg impulsivt ud efter hans arm, og trak ham hurtigt væk fra skabet, hvilket altså også betød at jeg trak ham væk fra Liams gemmested. Fordi han blev overrasket over min pludselige handling, nåede han ikke at stritte imod, og netop derfor havde jeg ingen problemer med at få ham væk.

”Det skal jeg nok ordne, Harry. Smut du bare hjem til din mor, så klarer jeg mig selv,” skyndede jeg på ham, og fejede ham med armene ud af mit værelse, hvorefter jeg greb den lille bunke tøj han havde i favnen. ”Øh, okay, så smutter jeg nu. Vi ses i aften,” fastslog han tvivlsomt, før han forsvandt. Jeg stod stille, og lyttede efter hans fodtrin, helt indtil jeg hørte hoveddøren smække, og jeg vidste, at Liam og jeg nu var alene hjemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...