We're 'Bout To Make Some Memories Tonight - One Direction

Angel Manson på 19 år er ved at uddanne sig til modetøjsdesigner. Hun bor i en stor lejlighed med sin kæreste, Austin, der på trods af at han kun er 21 år, er chef for et kæmpestort firma, han har arvet fra sin far. Selvom han er lidt af en arbejdsnarkoman, elsker hun ham stadig meget højt, og hun er meget tilfreds med sit liv. Men da hun til en fest møder en dreng fra et verdenskendt band, og drikker sig lidt for fuld, sker der noget meget uventet. Og det er bare begyndelsen på en lang række handlinger, der for alvor vil ændre hendes liv fuldstændig.

251Likes
253Kommentarer
27191Visninger
AA

13. Girls just wanna have fun.

"Det her er seriøst en lorte film," mumlede Niall. Vi var stort set lige kommet ind af døren til Nialls lejlighed, da drengene havde sat en film på, og Eleanors telefon begyndte at ringe. Og så blev hun nødt til at gå. Virkelig underligt.

"Enig," lød det fra Harry, og jeg gjorde mig også enig ved at nikke. Den var virkelig kedelig, og vi var kun ti minutter inde i den. Allerede der kunne man så fornemme hvor elendig den var.

"Jeg er sulten.." klagede Niall, hvilket udløste nogle suk.

"Vi spiste på Nando's for tyve minutter siden, Niall.." lød det opgivende fra Zayn, der dog alligevel sad med et smil på læben.

"Men du er jo hjemme hos dig selv. Du kan bare gå ud i dit køkken og finde noget..?" foreslog Liam. 

"Nå ja," mumlede han. Jeg fnes lidt af ham. Han var virkelig den mest sultne dreng jeg kendte. Eller i hvert fald den mest madglade.

”Kan vi ikke lave noget andet?” spurgte Louis, da Niall var forsvundet ud af stuen. Endnu engang gjorde jeg mig enig ved at nikke, men tilføjede denne gang også et lille smil. Da de andre drenge pludselig blev helt stille, kunne jeg gætte mig til at de tænkte. I modsætning til mig. Jeg kunne ikke rigtig få min hjerne til at koncentrere sig om det.

”SINGSTAR!” råbte Louis pludselig skingert, og fik mig til at hoppe 28 meter op i luften af forskrækkelse. På trods af min paniske rysten på hovedet, blev de andre altså hurtigt enige om at vi skulle spille det.

Jeg sukkede højlydt, men desværre lod de andre ikke til at høre det. Singstar var bare ikke noget jeg var god til. Min sangstemme var.. en smule speciel. Og jeg var generelt bare ikke særlig glad for at synge for andre. Så jeg havde ligesom lidt et behov for at vise de andre at jeg virkelig ikke gad. Derfor valgte jeg så at stønne opgivende, men det var virkelig højt, og jeg modtog da også en del underlige blikke og latter for det. Det kunne jo nok også godt lyde lidt forkert.

”Kom nu Angel, det er ikke så slemt,” lød det opmuntrende fra Harry, der stadig havde et skævt smil om læberne efter min mærkværdige lyd.

”Det kan du jo sagtens sige. Det er ikke dig der skal spille Singstar med fem sangere, mens du selv lyder som et æsel der er ved at drukne,” mumlede jeg, og vendte kort det hvide ud af øjnene. Endnu engang begyndte drengene at grine over mig, og jeg undrede mig lidt over hvor sjov jeg åbenbart var.

”Det skal nok gå. Vi skal nok lade være med at grine af dig,” beroligede Liam mig med en venlig stemme, og sendte mig et lille smil, som virkelig var umuligt at stå for.

”Fint. Jeg giver op.”

Drengenes jubel blev afbrudt af Niall der kom ind i stuen, slæbende på 78 poser slik, chips, kager og jeg ved ikke hvad. Og sodavand selvfølgelig.

”Hvad så?” spurgte han, da han smed sig i sofaen, og nær havde ramt mig. Han nåede dog at skifte kurs i sidste øjeblik, så han endte i stedet bare med at sidde meget tæt op ad mig.

”Vi skal spille Singstar! Hvem vil du være på hold med?” spurgte Harry, der allerede var i gang med at starte Nialls PlayStation. Niall så tænksom ud et øjeblik.

”Kom herover Niall!” udbrød Zayn, og afbrød derved Nialls tanker. Jeg kiggede rundt, og opdagede at Harry kiggede spørgende på mig. Han ville nok gerne vide hvem jeg ville være sammen med.

”Harry, du er med mig,” befalede Louis med et tonefald, der ligesom bare bestemte, at sådan var det, og det kunne ingen lave om på.

”Så er jeg med Angel,” konstaterede Liam inde nogen af os andre nåede at sige noget. Jeg nikkede bare, lidt ligeglad.

”Let the game.. begin!” udbrød Louis dramatisk. Jeg fnes kort af ham, men det blev overdøvet af Singstars intro, der pludselig blæste ud i rummet, og fik os alle til at flyve ud af vinduerne og dø. Okay, måske en smule overdrevet. En lille bitte smule. Mikro bitte lille smule.

”Zayn og Harry starter,” sukkede Niall, da Harry havde fået skrevet vores navne ned og startet spillet. De begyndte på deres sang, og til min store lettelse sang de begge på en lettere useriøs måde, og fjollede generelt bare ret meget, hvilket resulterede i at de fik knap så mange point som de kunne have fået.

Da Zayn ramte en virkelig lys tone, og seriøst lød som en lille pige der havde tabt sin muffin på gulvet, brød vi alle ud i latter. Nialls unikke latter skilte sig især ud, hvilket gjorde det stort set umuligt for mig at fjerne det store smil jeg havde klasket på læberne. Hans grin smittede. Og ja, jeg var en af de personer, der kunne begynde at grine bare fordi andre grinede.

”Hvis min modstander også synger sådan der, så skal jeg da nok vinde,” grinede jeg.

”Drenge, syng sådan der! Så vinder vi,” jokede Liam, og kiggede smilende hen på mig.

”Tro på det Liam, tro på det,” drillede Niall. Jeg himlede smilende med øjnene over den lille fight der udbrød mellem dem, og besluttede mig for at koncentrere mig om Harry og Zayn, der var ved at dø af grin. Dog varede det ikke længe før jeg blev blandet ind i Liam og Nialls kamp. Typisk.

”Angel, din holdkammerat driller. Få ham til at holde op,” sagde Niall bedende, og kiggede på mig med sine havblå øjne. Underlæben blev skubbet lidt ud, så han lavede det perfekte hundehvalpeansigt, der var fuldstændig umuligt at sige nej til.

”Fy Liam. Du skal opføre dig ordenligt,” kommanderede jeg, og pegede alvorligt på ham med min finger, så han lavede et underligt sad-face, der fik mig til at flække af grin.

”Jeg opfører mig da aaaaaltid ordenligt,” sagde han, og begyndte at smile lidt. Jeg rystede grinende på hovedet af ham.

”Angel, du skal synge mod mig!” hvinede Louis, og formåede at ramme en meget lys, piget tone, som ikke engang jeg – der altså var en pige, hvis du skulle være i tvivl – kunne ramme.

Jeg sukkede højlydt for ligesom at vise hvor meget jeg var imod det, før jeg rejste mig op, og tog imod den mikrofon Harry rakte ud mod mig. Louis stillede sig straks klar ved siden af mig, og sendte mig et stort smil.

Til mit store held – og knap så heldigt for Louis – landede den på ’Girls just wanna have fun’ som jeg havde stenet for vildt på et tidspunkt, så jeg kunne den udenad. Jeg kunne ikke lade være med at juble lidt for mig selv.

I come home in the morning light,” sang jeg, og blev straks overdøvet af Louis meget højere stemme, der var meget useriøs. Et lille grin slap ud mellem mine læber, før jeg fulgte hans eksempel for at have det lidt sjovere – got it? Girls just wanna have fun – og det var faktisk overraskende morsomt. Men fordi Louis altså af en eller anden grund havde lidt mere øvelse i den måde at synge på, så han sang mere useriøst en mig, fik jeg flere point end ham, og endte altså derfor med at vinde over ham.

Med et stolt smil plantet på mine læber, satte jeg mig ned i sofaen igen, efter at have overrakt min mikrofon til Niall. Da en hånd dukkede op foran mit ansigt, gloede jeg lidt dumt på den, indtil jeg indså at det var Liams hånd, og at han forsøgte at lave high five.

Lidt forsinket hævede jeg min arm, og slog min hånd mod hans så det gav et ordenligt klask, der fik min håndflade til at brænde.

”Godt gået!” smilede Liam, før han modtog en mikrofon fra Louis. Jeg smilede tilbage til ham, og nikkede lidt.

”Held og lykke. Og husk nu at vinde, ikke?” grinede jeg. Han nikkede overdrevent, og stillede sig klar ved siden af Niall, der var lidt lavere end ham.

Fraværende stirrede jeg på fjernsynet, og fordi Niall ikke kiggede, snuppede jeg lidt af hans slik fra bordet, og proppede det i munden. Det smagte godt. Vingummiagtigt. Og lidt af lakrids. Det gav også god mening, for det var de der flagermus eller vampyrer eller hvad fanden de nu hed.

En hånd blev viftet frem om tilbage foran mit ansigt, og fik mig tilbage til virkeligheden. Jeg glippede lidt med øjnene, og kiggede så hen på ejeren af hånden, der viste sig at være Harry. Han grinede lidt af mit lidt blanke ansigt.

”Er der nogen hjemme?” grinede han. Jeg rakte barnligt tunge af ham, men rystede så på hovedet.

”Nej, min hjerne er på ferie,” svarede jeg, ”sammen med din,” tilføjede jeg flabet, og sendte ham et drillende smil. Han kiggede ondt på mig, så jeg ikke kunne lade være med at grine.

”Angel, kom nu, det er din tur igen,” lød det utålmodigt fra Louis. Jeg kiggede straks hen på skærmen, og så til min ærgrelse, at han havde ret. Men i det mindste havde Liam vundet sit spil, hvilket ville sige at vi førte.

Jeg rejste mig igen, og satte kurs mod Liam, der også havde valgt at sætte kurs mod mig, men da han havde vendt sig om med mikrofonen i hånden, havde ledningen på en eller anden måde snoet sig rundt om hans ben, så da han tog et skridt frem mod mig, snublede han, væltede, og rev mig med ned.

Jeg mærkede luften blive presset ud af mine lunger, da han landede tungt oven på mig, og fordi han ikke rigtig havde forudset det, nåede han ikke at tage fra, hvilket resulterede i at jeg fik hele hans kropsvægt presset mod mig. Og det gjorde ondt. Det kunne godt være at Liam var det modsatte af fed, men han var stadig på størrelse med en fuldvoksen mand, så han var temmelig tung. Av av siger jeg bare.

”Undskyld,” mumlede Liams stemme, og først da gik det op for mig at jeg havde lukket mine øjne. Faktisk kneb jeg dem hårdt sammen. Langsomt åbnede jeg dem, og mødte Liams lysende, varme, øjne, der i forvejen kiggede ind i mine øjne, og som mest af alt var brune, men som også havde en masse andre farver iblandet, så det udgjorde en hel regnbue af farver i det rigtige lys. Fandt jeg ud af. Lige nu. I dette øjeblik. Lyset lå helt perfekt, og ramte hans øjne i den helt rigtige vinkel, så regnbuen blev dannet, og hans øjne skinnede, eller faktisk nærmest lyste. Det var.. meget fascinerende. Utroligt fascinerende faktisk. Fascinerende nok til, at jeg kunne falde helt i staver, og nærmest blive suget ind i hans øjne. I hvert fald lige indtil der lød et akavet host et eller andet sted over os.

”Når I to er færdige med at rode rundt på gulvet, så er det altså stadig din tur, Angel,” fnes Zayn. Liam kiggede lidt akavet på mig, før han forsøgte at løfte sig med sine arme, hvilket resulterede i at der blev lagt endnu mere vægt på mig, så jeg prustede ukontrolleret. Et endnu mere akavet grin undslap hans læber, da han endelig kom op og sidde, og derfor ikke havde al sin vægt på mig, så jeg endelig kunne ånde. Da han endelig kom på benene, kiggede han ned på mig, der stadig lå på gulvet, og muligvis så lidt lost ud, før han rakte en hånd frem. Jeg stirrede lidt på den. Hvad ville han med den? Ville han give den til mig, eller hvad? Altså ja, den var da meget flot, men jeg havde allerede to hænder, så hvad skulle jeg bruge en tredje til?

Et lidt akavet smil bredte sig om hans læber – alting var åbenbart akavet lige nu – og først da gik det op for mig, at han muligvis havde i sinde at hjælpe mig op. Så jeg tog imod den, hvilket resulterede i at jeg blev hevet på benene af en lettet Liam.

Jeg sendte ham et taknemmeligt smil, før mit blik fandt min hånd, der stadig lå i hans, så jeg kunne mærke hans varme, bløde hud mod min. En brændende, men dog behagelig følelse bredte sig der, hvor vi havde kontakt, hvilket fik mig til at trække min hånd til mig i en lidt voldsom og pludselig bevægelse. Da jeg igen lod mit blik finde Liam, stod han og kiggede undrende ned på sin hånd, som om han troede at der var noget galt med den.

”Øh.. Liam, kan du ikke lige tage min tur? Jeg skal lige.. på toilettet,” løj jeg, og uden overhovedet at få et svar, vendte jeg om og marcherede ud af stuen.

Jeg indrømmede gerne at jeg ikke orkede at synge. Det var overhovedet ikke derfor jeg stormede ud af stuen. Det var mere for at komme væk fra den akavede situation, som jeg lige havde stået i. Jeg hadede akavede situationer. Det var virkelig det aller værste. Ever.

Efter at have søgt efter toilettet i et par minutter, og have endt alle andre steder, fandt jeg det endelig. Lettet trak jeg ned i håndtaget og trådte ud på det overraskende varme stengulv. Jeg kunne ikke lade være med at måbe. Badeværelset var stort, og farverne blev holdt i sort og hvid. Fra døren var en slags kort gang, hvor der på højre side var en uklar glasvæg, der førte ind til et lille bruserum. Hvis man gik videre hen ad gangen, kom man til et lidt større, firkantet rum. I venstre hjørne stod en lækker, stor jacuzzi, ved siden af var der to håndvaske med et gigantisk spejl, og til sidst, helt inde i hjørnet af rummet, skjult fra døren, var selve toilettet. Fordi Niall boede på øverste etage, skrånede loftet en smule henne ved toilettet, og der sad et stort ovenlysvindue med uklart glas, og derfor var badeværelset meget oplyst.

Lydløst lukkede jeg døren efter mig, og trådte drømmende et par skridt længere ind. Det var præcis sådan et badeværelse jeg altid havde ønsket mig. Og jeg havde lidt en fornemmelse af at det ikke havde været billigt.

Gennem den meget lyse trædør kunne jeg svagt høre musikken starte, og kunne derfor regne ud at de fortsatte med spillet. Et lettet suk undslap mine læber, da jeg lod mine fingerspidser strejfe den rene, hvide vask, og kiggede mig i spejlet. Jeg havde lidt makeup siddende under det ene øje, så jeg fugtiggjorde min finger med min tunge, så jeg nemt kunne fjerne det. Tilfreds sendte jeg mit spejlbillede et lille smil, og jeg blev helt glad da det gengældte det. Hvilket måske var lidt underligt, for det var jo mit spejlbillede. Det skulle jo gengælde det.

Da en banken på døren pludselig lød, vendte jeg mig forskrækket om, og lagde min hånd over mit bankende hjerte.

”Angel?” lød det utydeligt fra en der kun kunne være Niall. Jeg tog en dyb indånding for at få mit hjerte til at falde til ro igen, inden jeg svarede.

”Ja?”

”Hvis du vil, må du gerne blive her og sove. Det gør Harry og Louis også. Altså hvis du ikke har lyst til at sove hjemme hos dem alene,” foreslog han med et smil i stemmen. Jeg nikkede lidt for mig selv, for jeg var egentlig ret ligeglad. Så længe jeg fik lov til at sove.

”Det vil jeg gerne. Men jeg nægter at sove på gulvet!” fastslog jeg strengt, og trådte de tre skridt frem, der var hen til døren, før jeg greb fat om dørhåndtaget og åbnede. Niall stod ude foran, og var muligvis blevet lidt forskrækket over at jeg pludselig havde åbnet døren.

”Bare rolig, det kommer du ikke til. De tre sofaer kan slås ud så man kan sove i dem. De er faktisk ret behagelige. Men du må da gerne sove i min seng i stedet, så kan jeg godt sove på en af sofaerne hvi-”

”Nej, det er okay. Jeg kan godt sove på sofaen,” fnes jeg, og sendte ham et smil, som han hurtigt gengældte. Smilet gjorde mig glad fordi det rent faktisk nåede hans øjne, og man kunne se at det ikke var falskt. Og apropos hans øjne.. så var de blå. Altså meget blå. Altså virkelig blå. Altså virkelig virkelig.. okay, jeg følte lidt at det her var sket før. Super duper..

Jeg rystede svagt på hovedet af mig selv, mest for at vågne op af min tankeverden, og sendte Niall et lille venligt smil.

”Øhm.. Må jeg komme derud?” spurgte han, og pegede på badeværelset bag mig.

”Selvfølgelig må du da det. Du behøver da ikke at spørge mig om lov først,” jokede jeg, men det lod ikke til at han forstod, at jeg sagde det for sjov, for han kiggede lidt underligt på mig, og samlede øjenbrynene så der blev dannet en lille rynke i hans pande. Jeg sukkede tungt, og flyttede mig så han kunne komme forbi.

”Det var en joke,” forklarede jeg, og smuttede så forbi ham med kurs mod stuen. Synet der mødte mig, overraskede mig en del. I stedet for den lille firkant der blev dannet af de tre sofaer, fjernsyet, og bordet i midten, var bordet nu blevet fjernet, sofaerne var blevet rykket tilbage og slået ud, så de var dobbelte, og dækkede af dyner og puder. Desuden var fjernsynet slukket.

”Heeeeey Angel! Vi tænkte at du havde lyst til at sove alene, så du har en hel sofa for dig selv!” udbrød Louis, og lød så begejstret på mine vegne, at jeg ikke kunne lade være med at grine lidt. Mit grin blev ikke ligefrem lavere, da Harry pludselig kom løbende, og sprang op på Louis’ ryg, så de begyndte at lege hest.

De drenge var skøre. Men jeg kunne lide det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...