We're 'Bout To Make Some Memories Tonight - One Direction

Angel Manson på 19 år er ved at uddanne sig til modetøjsdesigner. Hun bor i en stor lejlighed med sin kæreste, Austin, der på trods af at han kun er 21 år, er chef for et kæmpestort firma, han har arvet fra sin far. Selvom han er lidt af en arbejdsnarkoman, elsker hun ham stadig meget højt, og hun er meget tilfreds med sit liv. Men da hun til en fest møder en dreng fra et verdenskendt band, og drikker sig lidt for fuld, sker der noget meget uventet. Og det er bare begyndelsen på en lang række handlinger, der for alvor vil ændre hendes liv fuldstændig.

251Likes
253Kommentarer
27198Visninger
AA

25. Beside you.

Damn, hvor jeg dog hadede Liam for at lyve. Han var en fucking bitch.

Det var hans skyld, at jeg havde tilbragt de sidste fem dage i min egen verden. Ikke engang i skolen kunne jeg komme ud af tankerne, for at koncentrere mig om de forskellige ting vi lærte. Og når jeg først kom hjem igen, blev jeg straks bombarderet af spørgsmål om, hvorfor jeg var så ked af det.

Nej, jeg havde ikke fortalt det til hverken Harry eller Louis. Det kunne godt være, at Liam var en idiot, men jeg var på en måde også en – uvidende – medskyldig, og jeg ville bare ikke kunne indrømme over for dem, at jeg igen havde været den bitch, der egentlig var skyld i utroskaben.

Så ikke engang de to drenge kunne løfte mit humør helt. De kunne få mig til at glemme alt om det følelsesvirvar der var indeni mig, men de kunne ikke få det til at forsvinde. Det skyldtes jo, at jeg havde følelser for Liam, og det var virkelig gået op for mig, efter jeg fandt ud af, hvordan han egentlig bare havde brugt mig.

Jeg var såret, og følte mig forrådt. Det føltes som om noget indeni mig var blevet revet midtover, så jeg ikke længere var hel.

Og det værste ved det var nok, at Liam ikke engang havde forsøgt at kontakte mig en eneste gang.

Måske var det dumt, men jeg havde på en måde forventet, at han ville kime mig ned dag og nat, og tigge mig om at tilgive ham, men næ nej, så meget var jeg åbenbart ikke engang værd.

Det her hjalp virkelig meget på min selvtillid.

”Kom nu, Angel. Det er kun én aften, og du trænger virkelig til at lave noget andet end at være i skole, og at se film,” insisterede Louis, og hoppede op og ned foran fjernsynet, hvor jeg ellers sad og så Men In Black 3, i håb om, at den ikke indeholdt alt for meget kærlighed og romantisk plidderpladder.

På det punkt havde Louis egentlig ret. Jeg burde virkelig lave noget andet end at se film, men jeg havde virkelig ikke lyst til at tage i byen med ham, mest fordi jeg vidste, at de andre drenge også skulle med. Hvilket altså også betød, at Liam også ville være der.

”Louis, for 33. gang; nej! Jeg vil ikke med,” svarede jeg en anelse irriteret, og lænede mig mod højre, i håb om at kunne følge med i filmen igen. Det lykkedes dog ikke, for Louis trådte ligeså et skridt til højre, og skyggede derfor for skærmen, hvilket fik et højt, opgivende og irriteret suk til at forlade min mund.

”Flyt dig nu for pokker da,” forlangte jeg, og sendte ham et strengt blik. Han rystede stædigt på hovedet, og krydsede armene over brystet som en lille dreng, der ikke gad i seng, på trods af at hans mor allerede havde bedt ham om at sove flere gange.

”Du bliver nødt til at tage med,” insisterede han strengt, men da ha indså at det ikke virkede, forsøgte han sig med en ny teknik. ”Kom nu, det bliver sjovt! Please?” Han skubbede underlæben ud, og lavede hundeøjne, hvorefter han lagde hovedet let på skrå. Igen kunne han nemt forveksles med en lille dreng. Eller en hund.

”Hvorfor vil du ikke?” spurgte han såret, da jeg ikke svarede ham. Jeg skulle lige til at sende ham et ’det-giver-da-sig-selv’-blik, da det ligesom gik op for mig, at det ikke gav sig selv. Louis forstod sjovt nok ikke hvad problemet var, for han anede intet om Liam og jeg.

”Jeg har bare ikke lyst, okay?” mumlede jeg afvisende, og så væk fra hans blik. Et suk lød fra hans placering, og ikke længe efter forsvandt lyden fra fjernsynet, hvilket straks fik min nysgerrighed til at tage over, så jeg kiggede hen mod ham. Jeg fandt så til min irritation ud af, at han havde slukket for filmen, så skærmen var helt sort. Idet jeg skulle til at protestere, og skælde Louis ud, greb han fat i min arm og trak mig op af sofaen. Med et greb der var blidt, men alligevel alt for fast til at jeg kunne slippe fri, fik han hevet mig med sig ud af stuen, og hele vejen ind på mit værelse, mens jeg kom med små forbandelser rettet mod ham. Dog tog han sig ikke af det, og fik i stedet slæbt mig hen til skabet, som han åbnede. Billeder af en sovende Liam dukkede op i mit hoved, og fik mig til at blinke en del gange, for at få dem væk.

”Kom så, find noget acceptabelt tøj, vi tager af sted om en time, eller når du er klar. Hvad end der kommer først,” befalede han, og forlod mit værelse uden at få en eneste reaktion fra mig. Overrasket stod jeg og stirrede ind i det åbne skab, indtil det gik op for mig, hvad han havde sagt.

Og der gik det ligesom også op for mig, at uanset hvad jeg sagde, ville han tvinge mig med alligevel. Om jeg så valgte at gøre mig klar til det eller ej, det var op til mig selv. Og det valg var nu alligevel temmelig nemt at træffe.

Så med en knugende, nervøs følelse i maven, gik jeg i gang med at lede skabet igennem for noget passende tøj. Jeg havde en virkelig dårlig fornemmelse i maven, og en fornemmelse af, at der ville ske noget dårligt i aften, men jeg forsøgte at finde min positive side frem. Indeni begyndte jeg at forberede mig mentalt til at tilbringe en aften på det samme sted, som Liam også ville befinde sig. Desuden fik jeg også overbevist mig selv om, at jeg ikke behøvede snakke med ham. Jeg kunne jo bare snakke med nogen af de andre drenge, eller finde nogen helt andre at snakke med.

Pludselig var det faktisk som om, at jeg ligefrem glædede mig til endelig at komme ud og have det sjovt, efter at have været så indelukket i de sidste dage.

I et langt bedre humør hev jeg fat i en grå skaterkjole med sorte ærmer, og holdt den op foran mig. Jeg bestemte mig for, at mit tøj skulle være enkelt, og fandt derfor et par sneakers frem, og placerede både dem og kjolen ved min seng. Overvejende stod jeg og betragtede det lidt, og kom så frem til, at lidt neglelak og en tynd streg på mine øjenlåg med en eyeliner var hvad der skulle til. Mit hår var heldigvis rent og blødt, da jeg havde været i bad tidligere den dag, så jeg glattede det bare med et glattejern.

Efter at have fået alt tøjet på, samt frisket det op med nogle accessories, kunne jeg endelig se mig i spejlet, og for første gang i denne uge være tilfreds med synet der mødte mig (link til tøjet i kommentaren).

Efter at have kastet et flygtigt blik på uret, gik det op for mig, at jeg kun havde brugt en halv time på det, så i et roligt tempo kunne jeg forlade mit værelse, og gå ind i stuen, hvor Louis og Harry stod og snakkede lavmælt sammen, begge iført nogle lækre skjorter.

Jeg hostede falsk for at få deres opmærksomhed, og det lykkedes også, for de stoppede begge deres snak, og så hen mod mig. Da de først fik øje på mig, bredte deres læber sig i smil, hvilket fik mig til at spille en smule pigefornærmet, ved at sætte en arm i siden og rulle med øjnene. De skulle ikke tro, at jeg gjorde det her frivilligt.. selvom jeg nok alligevel ikke var helt modvillig.

”Nå, så talte du faktisk sandt. Du fik hende overtalt,” fnes Harry, og skubbede til Louis med sin albue. Louis smilede stolt, og kom hen til mig, for at lægge en arm om mit liv, som jeg afvisende skubbede væk. Jeg bekæmpede et smil, da jeg så hans overdrevet sårede ansigt, og formåede rent faktisk at holde mig i rollen som tøsefornærmet.

Jeg burde jo næsten blive skuespiller!

”Jeg tror du skal holde dig til Eleanor. Hun skubber dig da i det mindste ikke væk,” drillede Harry, idet han passerede os og fortsatte ud i gangen. Denne gang lykkedes det mig ikke i tide at skjule mit smil, og det resulterede også i, at Louis afslørede mig. Dog valgte han at lade være med at sige noget, men smilede bare drillende til mig, før han fulgte efter Harry.

”Kommer du?”

Jeg skyndte mig straks ud til de to andre, da Louis’ stemme skar gennem luften, og der gik ikke lang tid, før vi alle var på vej til det sted, hvor drengene nu engang havde planlagt at mødes. Selvfølgelig valgte de den hårde løsning, og brugte fødderne for at komme derhen. De kunne jo sjovt nok ikke køre i bil tilbage, og havde derfor planlagt at ringe efter en taxa hvis det blev nødvendigt.

Så ja, det blev en lidt halvkølig tur, da jeg havde bare ben, og tynde ærmer der kun var trekvartlange. Det resulterede også i en del gåsehud og myrekryb, for den iskolde luft mod min hud var ikke en god kombination.

Så man kunne vist roligt sige, at jeg blev lettet da vi endelig trådte ind af døren til en natklub, hvor drengene tit kom, og der aldrig var ret mange fans. Det lå temmelig afsides, men der var en passende mængde mennesker, der alle sammen hjalp til med at varme stedet op. Derfor fik jeg også hurtigt varmen, og smilede tilfreds.

Efter at have set rundt et par gange, og konstateret, at det var godt gang i den, fulgte jeg efter Louis og Harry, der satte kurs mod en lille krog, hvor der var placeret et par sofaer. Det tog mig ikke ret lang tid at regne ud, at de drenge der havde delt sig i de komfortable møbler var ingen ringere end selveste One Direction-drengene. Hvilket altså også betød, at Liam var iblandt dem. Fantastisk.

”Nej, se! Den er i live!” fnes Zayn, og pegede på mig med et irriterende glimt i øjet. Jeg sendte ham et dræberblik, før jeg satte mig i den modsatte sofa ved siden af Niall.

Selvfølgelig havde de andre drenge også lagt mærke til, at jeg aldrig forlod mit værelse. Harrys og Louis’ lejlighed var ofte mødested for de fem drenge, og modsat min normale opførsel, så var jeg ikke kommet ud for at joine dem i.. ja, hvad de nu end lavede. Jeg havde ikke engang sagt hej. Hver gang jeg havde konstateret at de var der, smed jeg mig i min seng med høj musik i ørerne for at undgå al deres larm.

Så det kom ikke rigtig bag på mig, at når jeg nu endelig kom ud, blev jeg også drillet med mit fravær. Man kunne ikke rigtig forvente andet, når de drenge var blandet ind i det.

”Du skal ikke tage dig af dem,” smilede Niall, og lagde en arm om mine skuldre, mens hans øjne lyste af glæde, der smittede som forkølelse. Jeg kunne ikke undgå også at begynde at smile, og jeg endte endda med at sidde og grine lidt uden en grund.

”Der er noget galt med dig,” konstaterede Louis fra den anden sofa, men smilet på hans læber røbede, at han var glad for endelig at se mig grine igen. Jeg kunne ikke lade være med at blive helt taknemmelig over, hvor fantastisk det var at have nogen, der bekymrede sig om en.

Den fantastiske følelse blev bare dæmpet en del, da mit blik landede på Liam. Jeg havde bevidst forsøgt at undgå de stirrende øjne, men det var så alligevel ikke lykkedes. Og da han først havde fanget mit blik, kunne jeg ikke fjerne det igen. Jeg kunne mærke hvordan smilet på mine læber langsomt falmede, mens hans øjne borede sig ind i min sjæl. Den knugende fornemmelse i min mave, der så tit havde befundet sig i min krop på det seneste, valgte igen at melde sin ankomst.

Hans blik var ulæseligt, og gik mig så meget på, at det næsten gjorde ondt. Jeg kunne mærke kuldegysningerne snige sig ned ad min ryg, på trods af den voldsomme varme herinde. Ubehag strømmede ind over mig, og fik mig ud af det blå til, at rejse mig. Selvfølgelig tiltrak det de andre drenges opmærksomhed, og især Nialls, da hans arm pludselig holdt om fri luft.

”Jeg smutter lige op og henter en drink,” forklarede jeg, da den samtale der åbenbart havde kørt, var blevet afbrudt. De nikkede forstående, og vendte så tilbage til det emne, de nu engang havde snakket om. Jeg drejede om på hælen uden at skænke Liam et eneste blik, og fik hurtigt bevæget mig hen til baren, der heldigvis var uden for synsvidde fra sofaerne af. Hvilket altså også betød, at jeg ikke skulle bekymre mig for, pludselig at få øjenkontakt med Liam igen.

Da jeg først havde sat mig på en af de høje barstole, kunne jeg ikke holde et halvtilfredst smil væk fra mine læber, fordi det gik op for mig, at jeg slet ikke behøvede bekymre mig om Liam i aften. Jeg kunne bare finde nogen andre at snakke med i stedet.

Hurtigt fik jeg fat i en yderst lækker bartender, en fyr i starten af tyverne med mørkt hår og øjne, og en imponerende solbrun hud, i forhold til at det var vinter, og at vi befandt os i London. At det så højest sandsynligt betød, at han gik i solarie, det valgte jeg at ignorere, og i stedet nød jeg bare synet af ham, mens han gik i gang med at blande min drink sammen. Han sendte mig konstant flirtende blikke, hvilket blot fik det skæve smil på mine læber til at vokse.

”Værsgo’,” sagde han, idet han placerede glasset på baren foran mig. Jeg takke ham, og havde egentlig forventet at han ville forlade mig, men i stedet blev han hængende ved mig, og blev ved med at sende mig smil og blikke. Jeg var ikke sikker på, om det var et lidt dårligt forsøg på at flirte, eller om han bare kedede sig, da der ikke rigtig var så mange andre i baren, men uanset hvad fik jeg lyst til at grine. Det så lidt komisk ud.

Stadig med hans blik på mig, fik jeg tømt mit glas, og endte til sidst med bare at ignorere den mærkværdige bartender, og i stedet sidde og kigge rundt. Jeg forsøgte at finde nogen, der muligvis kunne være gode festkammerater, og fik da også øje på et par stykker. Så var det bare at vælge.

Et host lød bag mig, og fik mig til at vende rundt, så jeg igen kunne se på bartenderen fra før. Idet det gik op for ham, at han havde min opmærksomhed, sendte han mig et blændende smil. ”Hvad er så dit navn?” spurgte han med sin temmelig dybe stemme, der passede utrolig godt til hans udseende. Hvis en stemme altså kan passe til ens udseende..

”Angel,” svarede jeg, og sendte et lille smil tilbage, samtidig med at jeg sørgede for ikke at vise alt for meget interesse. Ja, han var lækker, men nej. Jeg var på ingen måde i humør til flirt. Det lod bare ikke rigtig til, at det gik op for ham, for han valgte at hvile sine albuer på bordet foran mig, og læne sig lidt fremad.

”Et smukt navn til en smuk pige,” åndede han lavt, og det gav mig igen lyst til at grine. Det var nok den dårligste scorereplik nogensinde. Jeg måtte virkelig kæmpe for ikke at bryde ud i højlydt latter, for jeg ville trods alt heller ikke såre hans følelser alt for meget.

Da jeg ikke svarede noget, fortsatte han sine spørgsmål. ”Hvor gammel er du?” ”Hvad laver du til daglig?” ”Er du ude efter et fast forhold?”

Jeg skulle lige til at rulle med øjnene og sige, at det her ikke var en fucking datingside, da jeg pludselig mærkede noget blødt mod min kind. I et kort øjeblik var jeg i tvivl om hvad det var, men da jeg så ud af øjenkrogen fik øje på et hoved, gik det op for mig.

Der var en person der kyssede mig på kinden.

Forskrækket trak jeg mig væk fra personen, for at finde ud af hvem det var, og hvorfor i alverden han eller hun valgte at kysse mig. Først da jeg genkendte håret, de brune øjne og det søde, uskyldige smil, forvandlede chokket sig til vrede.

”Hvad fanden har du gang i, Liam?” vrissede jeg irriteret, og rullede med øjnene, da hans smil på intet tidspunkt falmede. Af en eller anden grund valgte han at lade være med at svare, og greb bare min hånd, mens han forsøgte at trække mig ned fra barstolen. Bartenderen fulgte opmærksomt med i det hele fra den anden side af baren, og hans øjne lyste af forvirring.

”Kom nu med, Ang. Jeg skal lige vise dig noget,” insisterede han med sit irriterende glade smil på læben. Hans hånd brændte om min, og jeg vidste udmærket godt hvorfor. Bare ved at have kontakt med hans hud igen, efter fem lange dage, blev mine følelser vækket til live igen. Og jeg forbandede dem langt væk, for de hjalp mig ikke. Jeg skulle ignorere Liam og være sur på ham, ikke få sommerfugle i maven ved hans mindste berøring.

”Hvad er det du skal vise mig?” sukkede jeg, og lagde ikke skjul på irritationen i min stemme. Svagt kneb han øjnene sammen, og jeg undrede mig i et kort øjeblik over det, men nåede ikke rigtig at komme frem til noget, før han med et suk havde hevet mig ind til sig, så jeg var fanget i hans arme.

”Kom nu bare med,” svarede han, og begyndte at trække mig af sted. Fordi jeg var fanget i hans arme, var det umuligt for mig at kæmpe imod, og derfor lykkedes det ham altså at få mig med. Jeg fangede bartenderens blik i farten, og kunne se både forvirring og skuffelse i det. Han troede sikkert at Liam var min kæreste..

Jeg blev ført ud af en bagdør, så vi endte i en gård, der sandsynligvis var beregnet til rygere. Dog var der ingen herude, hvilket jeg satte pris på, for jeg var virkelig ved at få det største flip på Liam lige nu.

Han stoppede op og gav slip på mig, for derefter at træde et lille skridt tilbage, så vi ikke stod alt for tæt. I stedet for at stå og overglo ham, mens jeg ventede på at han viste mig det, han ville vise, så jeg mig omkring. Det var en ret lille gård, med murvægge hele vejen rundt. Der var stort set ingen vinduer, og slet ikke nogen med lys i. Alt i alt et ret dødt sted.

”Nå, hvad var det så du ville vise mig?” spurgte jeg tonløst, da jeg blev træt af at kigge på de slidte mursten. Han trak lidt ligegyldigt på skuldrene, og jeg lagde mærke til at smilet fra før, var blevet udskiftet med en alvorlig mine.

”Jeg skulle ikke rigtig vise dig noget. Jeg havde bare brug for at få dig med et sted hen, hvor vi kunne snakke alene,” forklarede han, hvilket fik mig til at knytte mine næver og knibe øjnene mistroisk sammen. Jeg gad for helvede ikke at snakke med ham, hvorfor kunne han ikke bare forstå det?

”Vi to har ikke noget at snakke om,” afsluttede jeg samtalen med, og gik min vej. Eller, det troede jeg i hvert fald at jeg gjorde. Det mislykkedes så bare, da han igen greb fat om min hånd, og trak mig tilbage til sig. Jeg rev hårdt min hånd til mig, mens min krop i lynende fart blev fyldt med irritation.

”Kom nu, Angel. Jeg ved godt at jeg har fucket det op, men hvis du nu bare gad høre på m-”

”Liam, nej! Jeg gider ikke høre på dig!” halvråbte jeg, og slog ud med mine arme på en voldsom måde. Han trak sig forskrækket væk fra mig ved mit udbrud. Jeg kunne mærke vreden koge under min hud, men forsøgte at holde den i skak, så jeg ikke gik helt amok. Mit temperament kunne være noget så voldsomt nogen gange, og det endte endda en gang i mellem med, at jeg rendte rundt og slog og sparkede til ting. Det var bare ikke så smart at gøre, når der var andre mennesker til stede, for så ville det bare gå ud over dem i stedet.

”Jeg kan virkelig ikke klare det her mere,” snerrede jeg, denne gang en tand mere roligt. Et forvirret blik kom frem i hans øjne, men alligevel valgte han at forsøge igen.

”Men jeg var ikke sammen med Danielle! Eller, det troede jeg i hvert fald ikke at jeg var,” mumlede han usammenhængende, og gjorde mig bare rundtosset oppe i hovedet. ”Liam, det der hjælper ikke,” fnøs jeg, og så væk fra ham, mens jeg bed mig i læben. Da jeg først fik lagt låg på min vrede, kølede jeg langsomt ned, og blev i stedet bare usikker og forvirret.

”Jeg tror virkelig bare ikke jeg er parat til.. ja, det her. Ikke endnu,” sagde jeg stille. Mit øje begyndte at klø, og jeg gav mig en smule irriteret til at kradse i min øjenkrog.

”Men.. hvorfor ikke?” Hans stemme var uforstående, og jeg kunne udmærket godt følge ham. I virkeligheden vidste jeg ikke engang selv hvor det var kommet fra. Måske var det bare det jeg tænkte inderst inde, der langt om længe kom frem i lyset.

”Jeg er stort set lige kommet ud af et forhold, med en der havde været mig utro i ufattelig lang tid. Det er noget der gør ondt, og man kommer sig ikke så hurtigt over det,” svarede jeg direkte fra hjertet. Min hjerne slog fra, og lod i stedet bare alt komme frem. Det var en underlig, men samtidig tilfredsstillende følelse.

”Og jeg ved at du har været Danielle utro. Hvordan skal jeg være sikker på, at du ikke også vil være mig utro?” forlangte jeg at vide. Han så en smule overvældet ud, men skulle alligevel til at svare mig. Dog afbrød jeg ham, for det var egentlig ikke ment som et spørgsmål.

”Jeg tror bare ikke, at jeg vil kunne klare det. Hele tiden, at have den frygt hængende over mig. Og jeg har virkelig ikke lyst til at gå igennem den smerte igen,” afsluttede jeg. Denne gang havde jeg vist virkelig lukket munden på ham, for han sagde ikke mere. Med et sørgmodigt smil på læben vendte jeg om på hælen og forsvandt indenfor igen. Dog satte jeg kursen direkte mod udgangen. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle hen, men jeg vidste bare, at jeg ikke ville kunne holde ud at være sammen med drengene lige nu.

Det gik langsomt op for mig, hvad det jeg lige havde gjort betød. Jeg havde gjort det klart for Liam, at det ikke skulle være os to, og det betød sandsynligvis også, at jeg havde spildt min sidste chance. Efter det her ville jeg ikke kunne komme kravlende tilbage.

En enkelt tåre eller to forlod mine øjenkroge, mens jeg gik ned ad Londons gader i et afslappet tempo. Jeg var på vej mod alt og intet, uden et formål.

Og det var også lidt sådan, jeg havde det med mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...