We're 'Bout To Make Some Memories Tonight - One Direction

Angel Manson på 19 år er ved at uddanne sig til modetøjsdesigner. Hun bor i en stor lejlighed med sin kæreste, Austin, der på trods af at han kun er 21 år, er chef for et kæmpestort firma, han har arvet fra sin far. Selvom han er lidt af en arbejdsnarkoman, elsker hun ham stadig meget højt, og hun er meget tilfreds med sit liv. Men da hun til en fest møder en dreng fra et verdenskendt band, og drikker sig lidt for fuld, sker der noget meget uventet. Og det er bare begyndelsen på en lang række handlinger, der for alvor vil ændre hendes liv fuldstændig.

251Likes
253Kommentarer
27203Visninger
AA

8. Angels have feelings too.

Der var ingen der sagde noget i bilen, på vej hjem til Harry. Han var garanteret nysgerrig efter at vide hvad der var sket, men hans instinkter fortalte ham at han skulle lade mig være. Han kunne nok godt mærke at jeg ikke var i humør til at tale. Desuden var jeg alt for dybt inde i mine tanker til overhovedet at lægge mærke til hvad der skete omkring mig.

Det var lidt som om, at da Harry kom, stoppede mine tårer, men i stedet startede min hjerne. Den gik i gang med at bearbejde hvad der lige var sket.

Jeg var skuffet. Skuffet over Austin. Den person jeg stolede aller mest på, den jeg altid havde betroet mig til, havde holdt en meget stor hemmelighed for mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om han overhovedet holde af mig. Han holdte i hvertfald ikke nok af mig, til at være tro mod mig.

Samtidig følte jeg vrede. Jeg følte mig brugt. Misbrugt. Som om jeg bare var et objekt, der blev kastet væk for et bedre.

Jeg var selvfølgelig også ked af det. Jeg havde mistet en af de personer jeg elskede mest, og var nu hjemløs. Austin var den der havde købt lejligheden, havde betalt hver en øre, ergo var han ejeren.

Jeg var hjemløs, kæresteløs og arbejdsløs. Og jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv. Mit liv var et stort rod, og lige nu havde jeg det som om at jeg aldrig ville kunne ryde det op.

Det eneste jeg kunne håbe på var, at der ville komme nogen og hjælpe med oprydningen, så det ikke var ligeså uoverskueligt, og tog kortere tid.

"Angel? Vil du med indenfor?" spurgte Harry forsigtigt, og fik mig på den måde tilbage til den virkelige verden. Jeg nikkede kort og steg ud af bilen. Det var i løbet af en halv time blevet mørkt udenfor. Det var en af de ting jeg hadede ved vinteren. De korte, mørke og kolde dage. Jeg følte mig altid så træt om vinteren. Udmattet.

Jeg fulgte efter Harry hen til dørene, hvor han hurtigt fik låst op. På vejen op af trapperne herskede stilheden stadig over os.

Jeg ville gerne snakke med Harry om det, men ikke nu. Jeg havde det som om at hvis jeg åbnede munden ville jeg enten begynde at græde eller skrige. Og jeg måtte indrømme at jeg havde lyst til begge dele. Jeg havde lyst til at råbe en masse dårlige ting om Austin, jeg havde lyst til at slå på noget, sparke til noget, kaste med noget. Og samtidig havde jeg bare lyst til at sidde ned for mig selv, mens tårerne trillede.

Men allermest havde jeg lyst til at sove. Slippe væk fra det hele. Tage en pause.

Harry åbnede døren ind til lejligheden, og lod mig gå ind. Uden et ord hev jeg mine sko af, hængte min jakke op og gik videre ind i stuen. Harry kom bagved mig, gik videre forbi mig og gjorde tegn til at jeg skulle komme med. Han gik ned af en gang og stoppede foran en dør som han åbnede.

"Du kan sove herinde. Er der.. noget du har lyst til? Vil du snakke om det?" spurgte han venligt. Jeg rystede svagt på hovedet, og smilede taknemmeligt - så godt jeg nu kunne - og gik ind på værelset.

Der var rimelig tomt, der var en seng, et spejl, en kommode og et skab. Og så hang der et tv på væggen.

Jeg satte mig ned på kanten af sengen, der viste sig at være dejlig blød. Harry stod ikke længere i døråbningen, og det var jeg glad for. Lige nu havde jeg bare brug for lidt alenetid.

 

**************

 

Jeg åbnede forskrækket øjnene, da jeg blev vækket af lyden af en tekop mod et bord. Jeg kunne egentlig ikke huske at være faldet i søvn.

Jeg fik hurtigt øje på Harry, der stod ved siden af sengen, og koppen der stod på natbordet.

"Vækkede jeg dig? Det må du undskylde," kom det hurtigt fra Harry da jeg satte mig op. Jeg rystede hurtigt på hovedet for at vise at det var okay. Jeg blev jo nødt til at stå op på et tidspunkt. Jeg kunne ikke ligge i min seng og have ondt af mig selv for evigt.

"Jeg tænkte at du måske havde lyst til noget morgenmad.."

Han sendte mig et prøvende smil, som jeg gengældte med en smule mere success end i går.

"Det lyder godt," svarede jeg en smule hæst, men enten lagde Harry ikke mærke til det, eller også valgte han bare at ignorere det. Jeg svang begge ben ud over sengekanten og rejste mig op. Jeg havde stadig det samme tøj på som i går, og måtte indrømme at jeg følte mig en smule utilpas i de stramme bukser. Men jeg ignorerede det.

Harry viftede mig ind i stuen, og tog endda min tekop for mig. Inde på bordet stod en kurv med ristede brød og en tallerken med spejlæg. Synet af det fik mig rent faktisk til at smile.

Jeg satte mig hurtigt ned i sofaen, og Harry satte sig ved siden af, og begyndte at tage for sig uden et ord. Jeg havde lidt en fornemmelse af at han ventede. På mig. På at jeg fortalte hvad der var sket. Og måske var det også bedre at fortælle det nu, i stedet for at vente en måned. Så jeg talte bare direkte ud af posen.

"Austin var mig utro."

Måske ikke det bedste tidspunkt at sige det på, for Harry havde lige taget en stor mundfuld brød ind i munden, og fik det så galt i halsen. Jeg slog ham hjælpsomt på ryggen, og ventede så på at han kom sig over chokket.

"Hvad?!" hostede han med tårer i øjnene - selvfølgelig kun fordi han lige var ved at blive kvalt.

"Det er rigtigt nok," sagde jeg og sukkede. Mit blik røg ned på gulvet af frygt for at jeg skulle begynde at græde igen. "Han var mig utro i et helt år. Havde en affære med sin sekretær.."

Jeg kunne ikke gøre noget ved det. Med det samme dukkede billederne op i mit hoved igen - Sashas nøgne krop i sengen, Austins blik der ikke viste et gram fortrydelse - og det fik et par tårer til at finde sin vej ned ad min kind.

Straks mærkede jeg et par trøstende arme om mig, og blev trukket ind mod Harrys bryst. Jeg snøftede en enkelt gang før jeg lænede mit hoved ind mod ham, og lod ham trøste mig.

"Sshh, Angel. Det skal nok gå. Han er bare en nar."

Han hviskede en masse beroligende ting til mig, der overraskende nok hjalp lidt på det. Jeg følte mig som et lille barn, der var faldet og havde slået sig i børnehaven, og derefter blev trøstet af en af de voksne. Jeg følte en dejlig tryghed ved Harrys arme.

Jeg gav bare slip. Slip på tårerne, følelserne og tankerne. Lod min krop reagere som den havde brug for. Det føltes meget bedre. Da mine øjne var tørret helt ud, og jeg var stoppet med at hulke, trak jeg mig lidt væk fra ham og ud af hans greb.

"Er du okay?" spurgte han forsigtigt, og jeg kiggede hen på ham, for svagt at ryste på hovedet. Jeg var overhovedet ikke okay. Jeg havde det ad helvedes til. Og jeg orkede slet ikke at skulle i skole..

"FUCK!" råbte jeg og rejste mig op med et sæt. Harry kiggede forvirret og chokeret på mig.

"Hvad er der?" spurgte han bekymret. Jeg kiggede panisk rundt i rummet efter et ur, og fik så øje på et på væggen. Klokken var.. fem minutter over ti. Om formiddagen.

"Jeg skulle have været i skole for to timer siden!" udbrød jeg, og løb ud i gangen for at få fat i min jakke. Harry fulgte hurtigt efter mig.

"Angel! Stop!"

Grundet hans alvorlige tonefald, stoppede jeg op med en støvle i den ene hånd og min jakke i den anden, midt i en bevægelse, og så afventende på ham.

"Jeg har allerede ringet og sagt at du ikke kom idag. Jeg fandt nummeret på din mobil. Heldigt at du ikke har kode på," smilede han. Jeg lod ordene trænge ind i min hjerne, og gav så slip på min sko, der ramte gulvet med et bump.

"Nåårh.. tak," mumlede jeg, mens jeg hang min jakke op på knagen igen. Han sendte mig et lidt trist smil.

"Jeg tænkte at du godt kunne trænge til en lang weekend."

Jeg nikkede anerkendende, og stirrede lidt steneragtigt ind i væggen. Det var bare sådan noget jeg gjorde nogen gange. Det var faktisk meget behageligt. I burde prøve det. Det var meget nemmere at koncentrere sig om sig selv på den måde, og jeg endte altid med at glide helt ind i mine underlige tanker når jeg gjorde det. Min mor blev altid bekymret for om jeg var død når jeg gjorde det som lille. Ikke at hun bekymrede sig for mig længere, men dengang gjorde hun altså. Det var egentlig ret underligt at ingen af mine forældre havde forsøgt at tage kontakt til mig efter jeg skred, men måske var de i virkeligheden ligeså ligeglade med mig som jeg var-

"Angel?"

-med dem. Det skulle ikke undre mig. De havde aldrig bekymret sig om mig som person, men mere om at jeg skulle få et godt job med god løn, så jeg kunne betale dem penge når de blev gamle, og-

"Hallo?"

-udnytte mig totalt. Faktisk ret ondskabsfuldt. Og faktisk følte jeg at jeg lige var faldet i søvn i mine tanker. Jeg blinkede hurtigt et par gange, og kom tilbage til virkeligheden.

Harry stod ved siden af mig, og gloede bekymret på mig.

"Sagde du noget?" spurgte jeg undrende, og det fik ham til at grine og ryste på hovedet så hans krøller fløj rundt om hans ansigt.

"Du er helt væk," mumlede han med et skævt smil.

"Mh, jeg er altid væk."

"Jeg ved hvad du trænger til," lød det drillende fra ham. Jeg kiggede nysgerrigt op på ham med et hævet øjenbryn.

"Og hvad er det?"

"Du trænger til en tur i byen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...