We're 'Bout To Make Some Memories Tonight - One Direction

Angel Manson på 19 år er ved at uddanne sig til modetøjsdesigner. Hun bor i en stor lejlighed med sin kæreste, Austin, der på trods af at han kun er 21 år, er chef for et kæmpestort firma, han har arvet fra sin far. Selvom han er lidt af en arbejdsnarkoman, elsker hun ham stadig meget højt, og hun er meget tilfreds med sit liv. Men da hun til en fest møder en dreng fra et verdenskendt band, og drikker sig lidt for fuld, sker der noget meget uventet. Og det er bare begyndelsen på en lang række handlinger, der for alvor vil ændre hendes liv fuldstændig.

251Likes
253Kommentarer
27193Visninger
AA

9. Alcohol is my medicine.

Harrys synsvinkel

Og nu sad jeg så i min bil. Alene. På vej hen til Angels kæreste, med en gigantisk taske. Angel ville nemlig gerne have noget tøj, men eftersom hun nok ikke havde lyst til at se sin kæreste, så hentede jeg det for hende. Det syntes jeg ligesom at hun fortjente når hun havde det som hun havde.

Jeg parkede foran den store hotel-lignende bygning, og steg ud af bilen. Dørene åbnede automatisk da jeg gik hen mod dem, og jeg fortsatte ufortrødent hen til elevatorene.

Jeg fulgte Angels beskrivelser, og endte til sidst foran en dør med nummeret 182. Jeg satte nøglen i, og åbnede forsigtigt døren. Hvis Austin var her, vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle gøre. Angel havde sagt, at jeg bare skulle sige at jeg kom for at hente noget tøj, og hvis han spurgte hvem jeg var, skulle jeg bare fortælle at jeg var en ven. Men det fik jeg sikkert ikke brug for, han var garanteret ikke hjemme.

Alligevel listede jeg ned gennem entréen, og endte til sidst i stuen. Så var spørgsmålet bare hvor hun havde sit tøj..

"Hvem fanden er du?" lød det vredt fra et sted bag mig. Jeg vendte mig forskrækket om, og fik øje på en fyr med uglet hår og svagt røde øjne. Ud fra Angels beskrivelser kunne det kun være Austin. Desuden kunne jeg godt huske at have set ham til Perries fest, men jeg havde ikke snakket med ham, så det gav god mening at han ikke vidste hvem jeg var.

"En af Angels venner. Jeg skulle bare hente noget af hendes tøj og sådan," svarede jeg, og forsøgte at lyde ligeglad, selvom jeg faktisk følte et brændende had inden i mig. Tænk at nogen kunne være så ondskabsfulde, at være deres kæreste utro i et helt år.

Det lod til, at bare hendes navn fik ham til at blive helt mundlam, for han stod bare og gloede på mig med let åben mund. Dog tog han sig hurtigt sammen, og pegede på en dør.

"Hendes tøj er i skabet derinde," mumlede han lidt utydeligt, og kiggede hen i gulvet. Jeg svarede ikke, men gik bare hen til døren, der viste sig at føre ind til et soveværelse. Præcis som han havde sagt, var der et stort skab i den ene ende i rummet, og jeg gik hurtigt hen og åbnede det. Man kunne nemt se at den ene side var til Angels tøj, og den anden side til Austins, så jeg begyndte bare at rive en masse tøj ned, og proppe det i tasken.

Da tasken efterhånden var propfyldt med tøj og sko, og jeg havde fyldt nogen af hendes egne tasker med makeup og smykker, gik jeg endelig ud af soveværelset igen, og slæbte alle taskerne gennem lejligheden, til jeg kom til hoveddøren. Og så kunne jeg ikke komme længere. For foran døren stod Austin med et lidt vildt udtryk i ansigtet.

"Hvad har du gang i?" spurgte jeg undrende. Han kiggede lidt på mig, og lignede en der diskuterede med sig selv.

"Er.. er det dig der er Liam?" spurgte han til sidst, og hans stemme lød så svag at jeg blev helt overrasket.

Så havde Angel altså fået fortalt om Liam. Om det var en lang samtale, eller bare noget hun råbte midt i deres diskussion vidste jeg ikke, men han havde fået det at vide.

Inden jeg nåede at stoppe mig selv, havde jeg rystet på hovedet som svar på hans spørgsmål, men det fik ham bare til at se mere forvirret ud.

"Liam er en af Angels andre venner," løj jeg. "Jeg er Harry. Og Angel bor hos mig nu."

Jeg kunne ikke lade være. Jeg kunne virkelig ikke fordrage ham, så det føltes godt at fortælle ham, at Angel havde et andet sted at bo. Bare så han ikke troede, at Angel var afhængig af ham, og ville komme krybende tilbage på alle fire, og tigge ham om at bo sammen med hende igen.

"Og må jeg så gerne komme forbi?" spurgte jeg utålmodigt. Han tøvede lidt, før han med et chokeret udtryk åbnede døren, og lod mig komme ud.

"Mange tak," mumlede jeg.

 

*************

 

"Harry, jeg elsker din bil," udbrød Angel da hun satte sig ind ved siden af mig. Jeg kiggede undrende på hende, eftersom det ikke var første gang hun sad i den.

"Og det har du først fundet ud af nu, eller hvad?" spurgte jeg forvirret. Hun rystede straks på hovedet.

"Nej, Audi R8 har skam været min yndlingsbil i flere år nu. Men jeg havde ikke rigtig lyst til at elske din bil i går, hvis du forstår," forklarede hun. Jeg måtte indrømme at jeg blev en smule overrasket. Jeg anede ikke at hun kunne lide biler.

"Hvorfor ser du sådan ud?" lød det forvirret fra hende, hvilket fik mig til at grine.

"Sådan blev jeg født."

"Nej, jeg mener hvorfor ser du så overrasket ud?" grinede hun.

"Nårh.. Jeg vidste bare ikke at du havde forstand på biler," svarede jeg med et skævt smil, da jeg sætte nøglen i tændigen, og startede bilen. Ud af øjenkrogen kunne jeg se at hun sad og pillede lidt ved sin fletning.

"Er du sikker på at det her tøj ikke er.. lidt for fint? Vi skal jo bare i byen," mumlede hun efter lidt tids tavshed. Jeg kiggede kort hen på hende, før jeg igen koncentrerede mig om trafikken. Hun havde en enkel sort kjole på, som jeg havde valgt for hende. Jeg rystede på hovedet som svar på hendes spørgsmål.

"Du kommer til at passe perfekt ind," smilede jeg.

"Hvad mener du?" lød det forvirret fra hende, men jeg svarede ikke. I stedet grinede jeg bare lidt.

 

Angels synsvinkel

Okay, Harry havde haft ret i det han sagde, da han snakkede om mit tøj. Alle folk her var uffateligt velklædte. Og jeg var også rimelig sikker på at jeg havde set Jack og Finn Harries. Og hvis ikke du lige ved hvem det er, så søg på Google eller sådan noget. Men de er altså lige til at bide i.

Anyway, der var selvfølgelig også almindelige mennesker her, men man skulle stå i en virkelig lang kø for at komme ind. Selvfølgelig kunne Harry bare springe over køen - og det gjorde han også. Heldigvis. Jeg gad sgu ikke at stå i en røvsyg kø i flere timer.

"Skal du have en drink?" spurgte Harry, og pegede hen mod baren. Jeg nikkede hurtigt. Hvis jeg skulle være i stand til at nyde denne aften, var alkohol nødvendigt.

Han banede sig vej gennem menneskemængden efterfulgt af mig, og ikke længe efter fik jeg endelig fornøjelsen af at sidde på en dejlig barstol. Hurtigt havde Harry bestilt en drink til hver af os. Da jeg havde spurgt ind til det med at køre hjem, svarede han bare at vi kunne gå.

"Tør du virkelig at efterlade din bil her?" spurgte jeg chokeret. Det var trods alt en fucking Audi R8 vi snakkede om, verdens mest fantastiske bil! Hvis du spurgte mig i hvertfald.

"Bare rolig, der sker ikke noget med den her," svarede han beroligende, og af en eller anden grund troede jeg på ham. Desuden var det her ikke det rigtige tidspunkt at bekymre mig om hans bil på. Lige nu skulle der fandeme festes!

Og det blev der så sandelig også..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...