Nordlys

Erika er leder og medlem af den skandinaviske klan. En aften sidder hun på en klippesten udenfor Norges kyst og betragter nordlyset, mens hun tænker over sit liv - både dødelig som udødelig. Hun husker på alle de valg, hun traf, og tvivler lidt på om hun virkelig traf det rigtige valg. Hun husker også på alle dem, hun mødte og talte med.
Samtidig er der noget, der bekymre hende. For ikke så længe siden krydsede hun veje med en fremmed vampyr, som hun hverken så eller kom i kontakt med.

6Likes
2Kommentarer
959Visninger
AA

8. Nu

Et sted udenfor var solen stået op. Krimiroman var færdig og sendt til Sonja. Jeg stod i stuen og kiggede ud af de store vinduer vendt mod skoven og overvejede at gå på jagt.

 Molly var taget ud til den nærmeste by for at shoppe. Der var vist et usalg, hun ikke ville komme for sent til. Heldigvis var der overskyet vejr. Amanda var taget til Trondheim og... ja... hun ville ud og skabe romantisk kaos med sin evne. Jeg bad bare til at hun kunne styre sig. Amanda elsker alt for meget dramatik. Det ved jeg, fordi jeg må have skrevet mindst halvtreds romaner til hende om kompliceret kærlighed.

 Valemon kom luntende hen til mig og strøg sit hoved mod mit ben. Jeg smilede til ham. Han var en loyal ven. En ven, som ikke kunne være hos os i lang tid, men som man var sikker på ikke at kunne glemme. Siden vi tog ham til os, så var han blevet en del af familien.

 Modsat mennesker, så var dyrs minder ikke så irriterende. Når Valemon så på mig, så huskede han på sin mor, inden hun døde.

 Jeg strøg ham over hans hvide pels. Jeg havde det bedst tilpas med dyr.

 Sulten gnavede i mig. Pokkers.

 "Jeg bliver nødt til at gå," sagde jeg til ham. Samtidig brugte jeg min evne til at få ham til at huske alle de andre gange, hvor jeg eller Molly eller Amanda skulle på jagt, så han forstod. Jeg fik ham endda til at huske sine egne jagt.

 Han brummede, og jeg vidste godt at han forstod mig.

 Skoven bestod af flere forskellige træarter. På grund af at det var efterår og at vi boede så langt nordpå, så var alle træerne nøgne for blade, men der var så mange grene viklet ind i hinanden at skoven lå i mørke.

 "Som en vampyrs sjæl, der med sit uskyldige udseende beskytter de mørke hemmeligheder, som hjertet gemmer på," mumlede jeg.

 Jeg har brugt hele min endeløse eksistens på at nedskrive vampyrernes historie, fordi at jeg syntes at nogen burde gøre det, selvom jeg selv kunne huske hver eneste ord. Jeg har rejst omkring verdenen, talt med mange og nedskrevet det hele. Det havde fyldt adskillelige bind, som nu stod på en reol i vores bolig i Danmark.

 Var det overhovedet rigtigt af mig at skrive det ned? Hvis menneskene læste dem, så ville jeg nok blive dødsdømt af Volturi, men... måske var det fordi at der var så mange, der samlede historier sammen. Brødrene Grimm samlede eventyr. Den finske Elias Lönnrot samlede de finske folkesange sammen til Kalavala. Så var jeg vel bare Magdalene 'Erika' Christensen, som samlede vampyrernes historie. Måske var det knytte til min evne i at se minder.

 Jeg fangede en elg og tog mig for retterne. Jeg spekulerede faktisk om den fremmede vampyr stadig var i skovene. Men hvis han var, så måtte jeg altså holde mig klar.

 Ligesom alle de gange i Ferdinands klan, hvor den eneste, der stolede på nogen, var Ferdinand, som stolede på vores løfter...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...