Nordlys

Erika er leder og medlem af den skandinaviske klan. En aften sidder hun på en klippesten udenfor Norges kyst og betragter nordlyset, mens hun tænker over sit liv - både dødelig som udødelig. Hun husker på alle de valg, hun traf, og tvivler lidt på om hun virkelig traf det rigtige valg. Hun husker også på alle dem, hun mødte og talte med.
Samtidig er der noget, der bekymre hende. For ikke så længe siden krydsede hun veje med en fremmed vampyr, som hun hverken så eller kom i kontakt med.

6Likes
2Kommentarer
973Visninger
AA

1. En vampyrs bekendelser

Jeg stirrede op mod nordlyset. Jeg elsker at se nordlyset. På Grønland troede man at nordlyset var ånderne efter deres afdøde. Jeg tænkte over at hvis det var rigtig, var så sjælene efter mine kære deroppe. 

 Skønt jeg sidder på en klippe ude i havet tæt ved kysten til en nordlige del af Norge, så fryser jeg ikke, selvom jeg kun var iført en sort nederdel, sorte strømper, sort overdel og et par lakerede sorte sko, alt efter Gothic lolita-fashion fra Japan.

 Ved du hvorfor? Jeg er en vampyr. Det er over hundrede år siden at jeg blev bidt og forvandlet.

 Et sted hørte jeg en bjørn brøle. Valemon. Den isbjørn, som jeg og min klan tog til os, da den kun var en unge og dens mor blev dræbt. Det var Amandas ide at kalde den Valemon efter en konge fra et norsk folkeeventyr. Molly syntes godt om det, og jeg havde tænkt hvorfor ikke.

 Efter et stykke tid, besluttede jeg mig for at svømme ind til kysten og gå hjem. Ikke for at sove selvfølgelig, men for at Amanda og Molly ikke skulle være urolige for mig.

 Vi boede i en stor villa i en skovområde, der var rigt på dyreliv, så vi ville ikke komme til at sulte. Vores eneste menneskelige selskab var en postbud, samt Sonja, som var vores menneskelige maske til omverdenen, tog æren for alt vores arbejde og sørgede for vores finaser.

 Men jeg løb gennem skoven, standsede jeg pludselig op og var på vagt.

 Jeg havde opfanget noget.

 En fremmedes minder.

 En femtedel af den samlede antal vampyrer i verden har et overnaturligt talent som afviger os fra den resterende del af vores artsfæller. Jeg har hørt og skrevet om mange af dem. Vampyrer som kunne læse tanker, se styrke af forhold og endda få os til føle smerte.

 Mit talent ville man nok kalde for hukommelseskontrol eller mindekontrol. Jeg kan se se folks minder. Jeg kan tvinge dem til at genopleve dem for deres indre blik. Jeg kan endda slette minder og skabte falske minder.

 Men lige nu kunne jeg se en anden vampyrs minder.

 Det var ikke ret meget jeg fik. Noget med en kælder, en brutal bande bøller, der rev arme af hinanden, samt... en spillemaskine? Hvad pokker var det?

 Jeg begyndte langsomt at gå imod det sted, hvor jeg var sikker på at den fremmed var, men så blev jeg pludselig overfaldet af en krævende lyst til at holde mig væk fra det sted. Jeg kunne ikke forklare hvor den kyst kom fra, men så besluttede jeg mig for at prøve at komme tæt på vampyren ved at række ud efter dens minder. En chance for at skaffe oplysninger eller et forsøg for at tvinge den til at huske det øjeblik, hvor den gennemgik forvandlingen for at distrahere den.

 Det hjalp dog ikke. Jo mere jeg prøvede, desto stærkere blev den kvælende lyst til at holde mig væk.

 Jeg mistede straks tålmodigheden.

 "HVEM ER DU?" råbte jeg og fik en sværm af ravne til at sætte op mod himlen i chok.

 Så forsvandt lysten pludselig, men samtidig vidste jeg at vampyren havde fjernet sig og jeg stod tilbage med en grim skuffelse.

 

Jeg huskede at tørre skoene af i dørmåtten, da jeg kom ind, selvom at resten af mit tøj var drivvådt efter svømmeturen.

 "Er du kommet hjem?" sagde en svensktalende stemme. Molly kom ned ad trapperne. Som altid lignede hun en lyshåret uskyldig engel. Hun var kun femten, da hun blev forvandlet.

 "Ja, hvor er Amanda?" spurgte jeg, mens jeg så efter vores norske familiemedlem.

 "Gået på fisketur med Valemon," svarede hun. "De kommer tilbage inden solopgang."

 "Godt," sagde jeg nikkende. "Ellers nogen problemer?"

 Molly rystede på hovedet. "Sonja ringede og spurgte til om manuskriptet til den nye krimiroman var færdig."

 Nå ja den. "Jeg går op og skriver videre på den. Hvis hun ringer igen, så sig at hun får den sendt via E-mail inden klokken 8."

 "Okay," sagde hun og blev stående nedenunder, mens jeg gik op ad trapperne. Molly bekymrede sig nogen gange for mig. Jeg mindede hende en klassekammerat, hun engang havde, som mest koncentrerede sig om at arbejde og gå for sig selv. Men hun syntes at hun selv var uretfærdig, for hvis jeg ikke ønskede selskab, hvorfor havde jeg så samlet denne klan.

 Men hvis jeg nu skal fortælle lidt om klanen burde jeg vel også fortælle om mig selv. Alle kalder mig Erika, men jeg blev født som Magdalene Christensen i Odense i 1803. I 1821 blev jeg bidt. Mit liv er farverigt og har ofte fået mig til at stille spørgsmål ved mine valg.

 Jeg gik ind på mit værelse, som, for mennesker, lignede et bibliotek med den fyldte reoler. Jeg satte mig ved min computer og fandt dokumentfilen med krimiromanen frem. Mens jeg skrev på den, lod jeg mig glide tilbage i fortiden. Til den tid, hvor jeg for første gang blev kaldt Erika.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...