Nordlys

Erika er leder og medlem af den skandinaviske klan. En aften sidder hun på en klippesten udenfor Norges kyst og betragter nordlyset, mens hun tænker over sit liv - både dødelig som udødelig. Hun husker på alle de valg, hun traf, og tvivler lidt på om hun virkelig traf det rigtige valg. Hun husker også på alle dem, hun mødte og talte med.
Samtidig er der noget, der bekymre hende. For ikke så længe siden krydsede hun veje med en fremmed vampyr, som hun hverken så eller kom i kontakt med.

6Likes
2Kommentarer
973Visninger
AA

10. 1826, Celle, Hannover

Trods alle problemer, så lykkedes det for mig, at få en form for stjernestatus hos Ferdinand. Jeg blev hans næstkommaderende over klanen i Hannover, mens han tog over til Griselda. Jeg havde nogle privillegier. Blandt andet var jeg fri til at jage når jeg havde lyst, hvilket jeg gjorde tit. Ikke fordi jeg var sulten, men for at undgå de andres rædselsfulde minder.

 Jeg kravlede rundt på taget af det hvide Celle slot og kiggede op mod den skyfrie nattehimmel. Stjernerne var så fjerne, men så klare. Var de mon sjæle efter de gode, som Gud havde givet en plads på himlen? Alle dem, der kun gjorde gode gerninger i deres liv? Jeg kunne ikke se frem til en plads blandt dem.

 Da jeg skulle til at hoppe ned fra taget, så fik jeg færten af mennesker. Hvem ville gå ud på denne tid af natten? Men før jeg kunne komme på en teori, så fik jeg en ny fært. Færten af en vampyr. Og det var ikke en fært, jeg genkendte.

 Jeg sprang ned og fulgte færten. Det kunne ikke være en ny vampyr, som Ferdinand var kommet med. Én af hans egne regler var jo ikke at jage i Celle, og han har aldrig gjort nogen undtagelser.

 Sporet førte mig til Skt. Ludwig's, byens katolske kirke, hvor jeg fik øje på en mand, der kom med en ung pige, som var omkring den alder, jeg havde, inden jeg blev forvandlet.

 Jeg kunne ikke så godt se hvad der skulle ske. Kirken mindede pigen om hendes bedste vens bryllup, mens faren kun huskede på at se sin datter vokse op. Men udtrykket i hans ansigt virkede bedrøvet, som om noget skrækkeligt skulle ske.

 Jeg var ved at overveje at liste tættere på, men så blev jeg ramt i hovedet af den fremmedes vampyrs lugt. Jeg holdt mig parat for at opservere.

 Ud af kirkens skygger trådte vampyren frem. Han havde langt krøllet blond hår og var iført sorte klæder. Hans øjne var røde, så han havde ingen grund til at drikke blod nu. Ud fra hans minder fik jeg trukket et navn ud.

 George.

 Menneskemanden hilste på George og kaldte ham Astaroth, prins fra Helvedet. Og hvis jeg selv skulle være ærlig, så gjorde George en pokkers god arbejde i at spille Helvedets prins.

 Men det jeg fandt ud af, fik jeg til at gå i chok. Manden havde lovet sin datter som offergave til George til gengæld for at få evigt liv.

 George fandt det morsomt, at se hvor langt mennesker ville gå for at få hans hjælp. At se om de var villige til at ofre selv deres eget kød og blod for at nå deres mål, selvom han havde magt til bare at tage det.

 Jeg havde nogle gange følt medlidenhed med vampyrracen, fordi de fleste ikke selv havde et valg. Okay, de fleste af dem, som jeg havde kendt. Jeg kunne jo ikke forpligte mig til at tale på hele racens vegne. Men pointen var at jeg altid havde opfattet det som om det ikke var en synd for vampyrer at dræbe mennesker. Vampyrer var en slags dyr, og de var nødt til at overleve. Jeg havde bare det fordel at selv kunne udvælge mine ofre, så der ikke ville gøre på den samvittighed, jeg havde i min døde krop.

 Men... dette bæst nød at lege med mennesker. Han var ikke noget dyr. Han var et uhyre.

 Menneskemanden, en konsul, skubbede sin skræmte datter over til George, som trak hende ind i skyggerne. Der var ingen lyd. Det hele gik meget hurtigt når det galt vampyrer.

 Jeg fik nok og sprang frem fra mit skjul. Konsulen nåede ikke at se mig, inden jeg kastede mig over ham. Jeg knuste hver eneste ben i hans krop. Jeg brugte min evne til at tvinge ham til at huske alle de minder, han havde om sin datter, hvilket pinede ham mere end den fysiske smerte.

 Til sidst var han død. Jeg havde ikke drukket blod fra ham. Jeg lovede Ferdinand at ikke drikke blod i Celle, men jeg havde ikke lovet at jeg ikke ville dræbe nogen i byen. Et lille smuthul.

 Liget gemte jeg væk for nu. Jeg ville tage mig af det senere. Jeg manglede bare at opspore George og hans 'offergave'.

 Jeg havde færten af ham, som førte ind i en skov, og jeg fandt først liget af den stakkels pige helt tømt for blod. Hvorfor havde jeg ikke prøvet at redde hende?

 George fandt jeg et god stykke væk, hvor han var ved at, tja, lad os sige slå mave efter måltidet.

 Han blev ret overrasket over at se mig.

 "Du er vel godt klar over at byen var min skabers territorium?" spurgte jeg truende.

 Han smilede bare afslappet. Det smil var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Tid til at bruge min evne. Lad ham huske skabelsessmerten.

 Smilet forsvandt, og han begyndte at hyle op, da han genlevede det øjeblik. Han faldt om på jorden og rullede sig om som der var noget, der brændte ham på huden, som han håbede på at få rullet af. 

 Hvis jeg skulle være ærlig, så nød jeg synet af at se ham lide. Til sidst besluttede jeg mig for at det var nok og ville gøre en ende på det. Jeg havde ikke problemer med at sætte ild til ham. Ferdinand gav mig nogle tændstikker til at brænde huse af efter et blodorgie til at slette spor.

 Jeg tændte en tændstik og kastede den på ham, hvorefter han straks gik op i flammer. Han hylede og skreg og jeg mærkede en stor glæde ved at se ham lide.

 Jeg vendte mig så om og overlod ham til sin egen død.

 Ligene af konsulen og hans datter fik jeg arrangeret sådan, at det så ud som en ulykke. Men da Ferdinand kom tilbage, fik jeg en del ballade. Men jeg var ligeglad. Det eneste jeg tænkte på var at jeg havde dræbt en af mine egne artsfæller. Jeg vidste allerede nu, hvad Ferdinand forventede af mig, hvis jeg skulle gå i krig med de der volturi.

 Men hvis jeg ikke var en morder, da jeg dræbte mennesker for at overleve, var jeg så blevet en morder nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...