Nordlys

Erika er leder og medlem af den skandinaviske klan. En aften sidder hun på en klippesten udenfor Norges kyst og betragter nordlyset, mens hun tænker over sit liv - både dødelig som udødelig. Hun husker på alle de valg, hun traf, og tvivler lidt på om hun virkelig traf det rigtige valg. Hun husker også på alle dem, hun mødte og talte med.
Samtidig er der noget, der bekymre hende. For ikke så længe siden krydsede hun veje med en fremmed vampyr, som hun hverken så eller kom i kontakt med.

6Likes
2Kommentarer
961Visninger
AA

9. 1824, Celle, Hannover

Vi var seks hunvampyrer, der var skjult i en kælder i kongeriget Hannover(Nu et stat i Tyskland). Mig, Olga, Sophie, Mimi, Petra og Magdalena - Magdalena med a, men det var meget tæt på alligevel. Det var derfor jeg besluttede mig for at kalde mig Erika.

 Vi havde hver nogle særlige evner. Olga var fysisk den stærkeste blandt os. Sophie havde en meget elastiske og klæbende krop, så hun kunne sidde fast hvor som helst og var umulig at rive af. Mimi og Petra var enæggede tvillinger og var i stand til at høre hinandens tanker uanset hvor henne i verdenen de hver var. Magdalena kunne binde et særligt bånd til slanger. Hun kunne forstå dem og få dem til at adlyde hende. Ikke så sært, da Ferdinand jo hentede hende i et cirkus, hvor hendes forældre var dyretæmmere.

 "Mennesker er som slanger," plejede hun at sige. "Hvis man opfylder deres behov, kan man få dem til at gøre hvad som helst."

 Så var der jo mig. Pigen, der kunne kontrollere minder. Ja, jeg kunne kontrollere folks hukommelse. Jeg kunne tvinge dem til at huske ting. Jeg kunne få dem til at huske ting, der ikke engang var sket. Og jeg kunne læse hvad minder de fik nu.

 Det var faktisk ikke særligt underligt, at jeg fik den evne. Da jeg var barn var jeg god til at bruge folks minder. Da jeg var ni og besøgte en krigsenke, så behøvede jeg bare at citere hendes afdøde mand, så blev hun så rørt over at jeg mindede om ham, at hun gav mig en rigsdaler til en kage.

 Så var der også dengang, hvor jeg mødtes med Vilhelm i smug. Min mor spurgte mig irriteret, om jeg var blevet i haven hele tiden, så var det sådan at min ældre bror havde sin forlovede med. Jeg vidste på forhånd at hun havde siddet ude i haven en tid og læst i en bog(jeg havde hørt hende sige det til min bror, inden jeg forlod huset), så jeg sagde at jeg havde set hende læse i bogen, men at jeg ikke var sikker på at hun så mig. Først så hun forvirret ud, men da jeg så sagde at hun havde siddet på bænken(som jeg tog som en selvfølge, da der kun var én bænk i haven), så nikkede hun pludselig og sagde at hun havde set mig. Jeg kunne godt se, at hun selv troede på det.

 Kongeriget Hannover var været i union med Storbritanien siden 1714, hvilket betyder at Storbritanien og Hannover har den samme konge, altså kong George 4. Desværre var der problemer med arvefølgen, da George 4.s eneste legitime barn, Charlotte af Wales, døde i barselssengen... med et dødfødt barn. Så der var problemer. Den nærmeste arving var Georges bror, William, som senere skulle blive William 4., og efter ham, kom dennes niece, Victoria. Og der var tegn på at til den tid, vil Hannover løsrive sig fra Unionen, for Hannover vil sikker ikke acceptere en kvindelig tronfølger.

 For Ferdinand var jeg en gevindst. Hvis nu vi blev angrebet af andre vampyrer, så ville jeg tvinge dem til at huske smerterne fra forvandlingen og dermed distrahere dem. Jeg kunne også undgå opmærksomhed uden blodsudgydelse ved at slette minderne om os på de mennesker, der fik øje på os ved et uheld, og  plante falske minder om hvad de lavede på det 'slettede' øjeblik.

 Ferdinand havde store planer med Hannover. Han vidste at den bedst tænkelige mandlige kandidat til tronen var Ernst August, en anden bror til George og William. Ernst August boede i Hannover og havde én søn, George, som var 5 år nu. Ferdinand håbede på at han en dag kunne komme ind til George og gennem ham få magten over Hannover. Hans drøm var at herske over Nordeuropa. Han var af den opfattelse, at vampyrer skulle herske over mennesker. Men der var ét problem.

 Volturi-klanen. En klan nede i Italien, som faktisk bestemte over vampyrracen. Ferdinands største frygt var at de skulle komme og udslette ham. Og det var her at vi seks vampyrer kommer ind i billedet. Vi skulle være hans forsvarshær.

 Ferdinand havde også et særligt talent. Han kunne få kvinder til at holde deres løfter. Mens vi alle lå og hylede og skreg af smerte, så havde han fået os til at love loyalitet til ham. Så han havde tre trumfkort.

 1: Hvis italienerne kommer, så bliver vi nød til at kæmpe mod dem for ham

 2: Han kan forærer en af os til dem, som 'bod' på lovovertrædelsen. Italienerne samler vist på talentfulde vampire.

 3: Hvis Ferdinand bliver slået ihjel af dem, så er vi forpligtige til at hævne ham. Den, der ler sidst, ler bedst, selv i døden.

 Der var vist andre hunvampyrer, nyskabte eller nyfødte, men de boede ikke sammen med os. Ferdinand havde overlagt dem til Griselda, indtil de var gamle nok til at Ferdinand kunne vudere dem. Hvis de kunne bevise at de var noget værd, så ville Ferdinand tage dem ind i sin klan eller 'Hannovers Valkyrier', som han kaldte os. Men hvis man ikke kunne bruges, så blev man udslettet. Ferdinand havde ikke brug for noget overflødigt.

 Huset, hvis kælder, vi befandt os i, lå i byen Celle, som jeg kendte fra Danmarkshistorien. Her blev Dronning Caroline Mathilde, gift med den sindssyge Christian 7., sendt i eksil af sin bror, kongen af England for omkring 50 år siden, på grund af hendes elsker, Struensees styre af det danske rige. Hun døde så senere og blev begravet i samme by. Jeg havde ofte besøgt hendes grav af historisk interesse.

 Her i kælderen så var der ikke meget plads, hvilket ofte førte til åben krig mellem os. Vi kunne snappe efter hinanden og slås mod hinanden så vi var lige ved at flå hinanden ihjel. Ferdinand bestemte hvem, der havde lov til at gå ud og jage, på hvilken ugedage. Og han havde selvfølgelig nogle regler. 1: Ikke jage i Celle. 2: Jagt ikke folk, hvis pludselige død kan skabe stor opmærksomhed. Og 3: Ellers bliver man nede i kælderen i tre uger uden blod.

 Jeg gik ud om torsdagen og på grund af mine evner, så udvalgte jeg omhyggeligt mine ofre efter deres minder. Jeg gik kun ud efter mordere, svindlere, alt, hvad der havde med hjerteløshed at gøre. Men de andre hunvampyrer var ligeglade, og jeg kunne ofte høre deres minder om aftnens jagt skrige ud til mig.

 Ikke så sært at min tålmodighed ofte blev brugt op. Men min fremtid så ikke lyst ud. Jeg var jo trods alt bundet af et løfte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...