Nordlys

Erika er leder og medlem af den skandinaviske klan. En aften sidder hun på en klippesten udenfor Norges kyst og betragter nordlyset, mens hun tænker over sit liv - både dødelig som udødelig. Hun husker på alle de valg, hun traf, og tvivler lidt på om hun virkelig traf det rigtige valg. Hun husker også på alle dem, hun mødte og talte med. Samtidig er der noget, der bekymre hende. For ikke så længe siden krydsede hun veje med en fremmed vampyr, som hun hverken så eller kom i kontakt med.

6Likes
2Kommentarer
912Visninger
AA

7. 1821

Mandens øjne spærrede sig op ved synet af mig. Jeg mindede ham om hans værste mareridt.

 Vent, hvordan kunne jeg vide det? Jeg lagde hovedet på skrå og betragtede mennesket omhyggeligt. Det var bare kommet til mig, som om jeg havde vist det i mange år og at det var først nu at jeg kunne huske det.

 Der var det igen. Nu vidste jeg at den mand huskede på at han engang huggede sin mors smykke og solgte det for at købe brændevin. Han havde så blidt sin mor ind at en tigger må have stjålet det, og moren havde ikke engang tvivlet på sin søn en eneste gang. Følte han savittighedsnag over det? Eller troede han at det her var Guds straf?

 Jeg tog en dyb indånding. Den søde duft kom fra ham. Dog kunne jeg lugte en stref af brændevin.

 "Tag for retterne," sagde Griselda bag mig med sin sukkersøde stemme. "Ferdinand bliver sur hvis du ikke bliver fodret."

 Ferdinand. Nu havde jeg da et navn på djævlen. Den mærkelig nul-luftfornemmelse kom igen.

 "Hold op med det," snerrede jeg.

 "Så spis," gav hun igen.

 Spise? Hvordan? Var det meninge at jeg skulle æde menneskets kød råt?

 Så dukkede der et form for billede op bag mit indre blik. Griselda. Hun bed en grædende kvinde i halsen og slubrede hendes blod i sig.

 Tanken om det tog på en måde magten fra mig.

 Jeg sprang imod manden.

 Det næste, der skete ønsker jeg ikke at huske. Men bagefter det, stod jeg op og stirrede ned på et frisk blegt lig.

 Jeg brugte min tunge til at slikke blodet omkring min mund af.

 Griselda grinede. Hun syntes at jeg mindende om et sulten gris.

 Det irriterede mig. Jeg følte et raseri boble op i mig. Jeg ønskede at hun skulle skrige. Skrige så meget, som jeg havde gjort under smerten. Så meget som hun sikkert selv havde gjort.

 Men idet jeg tænkte på smerten og i det mit rasende blik var rettet mod Griselda, så begyndte hun pludselig at skrige op.

 "AHHHHHHH," hylede hun og faldt om på gulvet. Hun rullede rundt som om hun prøvede at slippe af med noget. "STOP DET, STOP DET," råbte hun. Det var faktisk både chokerende, men sjovt at se på.

 "Hvad foregår der?" lød den tysktalende stemme. Det brød morskabt. Min opmærksomhed var distraheret, og Griselda holdt op med at hyle og sprang op på benene igen, mens hun pegede anklagende fingeren mod mig.

 "Det var hende. Den lille tøs."

 "Virkelig?" sagde Ferdinand og kiggede interesseret på mig. "Allerede den første dag og du viser tegn på at være brugbar. Sikke et held."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...