Nordlys

Erika er leder og medlem af den skandinaviske klan. En aften sidder hun på en klippesten udenfor Norges kyst og betragter nordlyset, mens hun tænker over sit liv - både dødelig som udødelig. Hun husker på alle de valg, hun traf, og tvivler lidt på om hun virkelig traf det rigtige valg. Hun husker også på alle dem, hun mødte og talte med. Samtidig er der noget, der bekymre hende. For ikke så længe siden krydsede hun veje med en fremmed vampyr, som hun hverken så eller kom i kontakt med.

6Likes
2Kommentarer
905Visninger
AA

5. 1821

Da det værste ved smerten var overstået, var jeg målløs over at jeg overlevede. Jeg tog en dyb indånding. Jeg var åbenbart ikke i fattighuset mere, men i et sted med ret kraftige lugte. Jeg kunne lugte støv, et råddent lig af et eller andet dødt dyr, som jeg ikke vidste hvad det var, og metal.

 "Så," sagde stemmen med det tyske accent. "Du er kommet forvandlingen igennem, ikke? Jah. Så åben dog øjnene, fraulein."

 Åbne øjnene. Jeg ønskede at jeg kunne have dem lukket for altid eller bare falde i søvn. Hvad jeg ikke kunne se, kunne jeg ikke have ondt af.

 Men jeg åbnede øjnene alligevel og holdt vejret.

 Verden havde forandret sig, siden jeg var gennem smerten. Altid så meget klart ud og selvom det var midt om natten, så kunne jeg se hver eneste ting så tydeligt som havde det været dag. Jeg kunne se en dukke, der lå halvskjult på en bunke laset tøj. Jeg kunne se en fyldepen, som på en revne mellem de træplanker, der udgjorde gulvet.

 Hvordan kunne det have været sket? Eller måske var det ikke verden, der havde forandret sig, men mig?

 Jeg så overpå manden med den tyske accent. Han var høj med et cykelstyrsoverskæg. På hovedet havde han en høj hat, og han var iført en grå pænt habit. Jeg kunne også høre et tik-tak lyd, der indikerede at han bar på et lommeur.

 Det eneste unaturlige ved ham var de gyselige mørkerøde øjne, der så ud til at lyse op i det mørke rum.

 Troldkarl, var min første tanke, for hvad ellers kunne han være?

 "Du ser stærk ud," sagde han. "Kan du klare at se dit nye jeg, jah?" Så pegede han på et spejl på kommode.

 Mit nye jeg? Usikkert, men nærmest som hypnotiseret rejste jeg mig på benene og slæbte mig selv hen til spejlet. Jeg kunne mærke at min krop var helt anderledes, men på en måde som jeg ikke kunne forklare. Som om min sjæl var flyttet i en helt anden person, som ikke var mig.

 Da jeg kom hen til kommoden, tøvede jeg inden jeg kiggede i spejlet.

 Så veg jeg tilbage for synet.

 Kvinden i spejlet var ikke mig, men derimod en mere... smuk kvinde. En, der mindede mig mere om min smukke kusine Ursula end om mig selv. For at være ærlig, så så den fremmed kvinde mere guddommelig ud end Ursula. Det brune hår så mere blank ud, som om det kunne reflektere lyset selv. Huden var bleg som et lig, jeg engang så. Men hun lignede en stærk kvinde.

 Men denne kvinde havde skræmmende røde øjne i stedet mine egne mørkeblå.

 Hun var ikke et menneske.

 "Hvad...?" Min stemme lød anderledes. Ikke hæs mere. "Hvad er det?"

 "Tænkte nok at du ville spørge. Dét, du er, er en udødelig."

 Udødelig? Et udødelig menneske?

 "Mennesker kan ikke være udødelige," protesterede jeg usikker.

 "Ja, mennesker kan ikke, men du og jeg er ikke mennesker. Vi er udødelige, jah."

 Ikke mennesker. Det tog lidt tid for mig inden meningen sank ind i mig. Jeg var ikke et menneske mere, men heller ikke død.

 "Er du djævlen?" spurgte jeg. Han måtte være djævlen. Ingen andre kunne frarøve et menneske deres dødelighed uden at dræbe dem bedre end ham.

 Af det spørgsmål lo han. "Djævel? Det kalder kirken jo vores slags, men det er jeg ikke. Jeg er en gud. En gud som er hævet over menneskeslægten, og du er min diciplet, jah."

 Ved det ord, mærkede jeg raseriet stige i mig. Diciplet? For en djævel som ham? Hvor vovede han at spotte Jesus og hans diciplet ved at bruge det ord? Hvor vovede han at spotte gud ved at kalde sig selv en gud?

 "Jeg nægter at blive din dicipel," snerrede jeg.

 Manden lo djævelsk. "Jeg er bange for at du ikke har noget valg mere. Mens du lå og vendte og drejede dig smerte, så fik jeg dig til at sværge loyalitet til mig, men du bemærkede det ikke engang, vel?"

 Inden jeg kunne nå at svare, så åbnede han døren op og en rødhåret kvinde kom ind. Ligeså bleg som jeg var og også med røde øjne.

 "Jeg overlader pigen til dig, Griselda. Du ved hvad der skal gøres."

 Kvinden nikkede. "Kom her," beordrede hun mig.

 Jeg gik ikke hen imod hende.

 "KOM HER," snerrede hun. Så mærkede jeg pludselig en underlig og ubehagelig fornemmelse i mig. En fornemmelse, man ville få hvis man var ved at blive kvalt. Jeg kunne ikke rigtig være istand til at holde mit hoved klart. Jeg gik straks hen imod kvinden.

 "God pige," sagde hun. "Kom så med." Så fulgte vi ad ned af en trappe, som knirkede under vores skridt.

 Da vi nåede enden af den, var der en nyt lugt i luften. En mærkelig sød lugt, som fik mine tænder til at løbe i vand.

 "Sulten hvad," sagde Griselda uden at vende sig mod. "Det er også snart spisetid. Her er det." Så pegede hun.

 Det hun pegede på var et menneske, der bundet til en stol. Og han var ved bevidstheden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...