Little Things {Harry Styles}

June Jackson er en pige som så mange andre. Træt af hendes krop. Ønsker hun så anderledes ud. Ønsker hun havde en helt andet krop. Fx. som en af de smukke modeller, men nej. Flere gange spørger hun sig selv hvorfor hun ser sådan ud. June er bare en normal pige på 17 år. Men når man er kæreste med den verdenskendte dreng Harry Styles fra One Direction, får det så én til at føle sig smukkere? Hvorfor elsker han overhovedet hende? Hun er jo langt fra smuk. I hvert fald ikke i hendes egne øjne. Hvorfor dater Harry ikke Junes søster, Genna? June har ingen svar på noget af det, men ét er at hun føler sig heldig ved at have en kæreste som Harry, der bakker op om hende ~ fortæller hende hun er smuk som hun er. June er taknemmelig for det, men er tit på punket til at volde sig selv skade, da hun langt fra føler at hun fortjener Harry. Der er så mange ting i hendes verden som hun ikke trives med. Men én dag forandres hendes syn på sig selv, da Harry skriver noget til hende.Og det betyder meget.

29Likes
124Kommentarer
4285Visninger
AA

19. Kapitel 18

" Harry hvad vil du?" Spørger hun surt jeg ryster på hovedet og tager fat i hendes hår der hænger næsten nede i toilettet
" June, jeg vil snakke" Svarer jeg og ejer hende på ryggen, imens hendes blik stadig er ned mod toilettet,
" Men det vil jeg ikke" Svarer hun mig hårdt og jeg ryster, igen på hovedet jeg giver slip på hendes hår og går over mod vasken, helt stille
" Som du vil, jeg går bare igen - "Giver jeg lidt hårdt igen og jeg kan fornemme at hun græder, da jeg stopper ved vasken passer det med at hun
igen brækker sig og larmer så jeg tager glasset med Ed's tandbørste i og skylder glasset først i varmt vand, og jeg fylder det op med koldt, jeg tager selv en slurk og går over mod dørkarmen, og stiller mig i den, hun vender stadig hovedet ind mod toilettet.

" Harry bliv! Please bliv!" Jeg hører ikke kun ordene som at jeg skal blive hos hende nu på toilettet men også som at hun vil have jeg skal blive ved hende for altid, hvilket jeg altid vil, i medgang og modgang.
" June jeg ved ikke..." Siger jeg og hun kigger kort om mod mig
" Ikke sig mit navn sådan der!" Småråber hun tilbage og er ved at skifte humør, jeg tager fat i håndtaget
" BLIV HER NU HARRY! JEG BEDER DIG! DENNE SØLLE GANG OG DU KAN GÅ! KYSSE DEM DU VIL, GØRE HVAD DU VIL BARE DU BLIVER VED MIG HARRY PLEASE!" Grådråber hun af mig, jeg mærker selv i tårre presse sig på, hun ved hun er den eneste ene hun ved jeg elsker hende overalt på jorden, og selv hvis jeg bliver ville jeg ikke forlade hende bagefter.
" Rolig June," Siger jeg og går over til hende med glasset i hånden og tager igen fat i hendes hår
" Jeg ville give dig noget vand, det må smage forfærdligt det der, jeg- Nej.." Jeg stopper mig selv for jeg kan ikke tillade mig at komme med sjovebemærkninger og kommentarer nu, ikke når June har det sådan, ikke når hun har den tilstand og den selvtillid jeg håber mit projekt lykkeds.
" Tak Harry, du bliver hos mig ik' også?" Jeg smiler kort og giver hende et kram,
" Jo June, jeg elsker dig - Men.." hendes ansigt falmede igen og hun begyndte at trille tommel totte noget hun altid gør når hun er trist.
" Men hvad Harry? Jeg lyver? Jeg er grim? Jeg er fed? Jeg er ussel? Jeg er dum? Er jeg ikke klog nok? Er jeg ikke smart nok? Er jeg ikke nok? Skal du have flere koner? Forlader du bandet Harry, Jeg hader ordet men! Men det er ligemeget for... Jeg gider det bare ikke mere!" Svarer hun mig hårdt og ser trist ud inden hun igen brækker sig, i toillett igen.
" Gå Harry du skal ikke se mig sådan her!" Råber hun af mig og jeg nikker kort og går over mod døren, og åbner den
" Jeg ville bare sige, ligemeget hvad, så behold Darcy, jeg vil elske at se min datter, og hendes mors ansigt når hun bliver født, ligner hun dig er hun smuk!"


 

Jeg lukkede roligt døren bag mig, og hørte endnu en bræklyd bag mig. Jeg stødte mig til døren igen, og skulle lige til at åbne den igen.

”Harry. Jeg bad dig gå” sukker hun.

Jeg sukker, og bumper ned af trappen, til de andre, hvis blikke ligger urolige på mig. Jeg trak på smilebåndet, og satte mig i Eds sofa, og fandt projektet frem.

”Hvordan går det deroppe..?” spørger Eleanor, der sidder og fokuserer på billedet af anden del af mit projekt.

Jeg smiler smalt, og ligger projektet på bordet.

”Fint.. hun har ikke rigtig lyst til at snakke. Hun vil bare have jeg bliver ved hende, igennem det her..”

”Og det vil du da, ikke?” afbryder Liam, der sidder med Danielle på skødet. Han sidder med hovedet, lænet på hendes skulder, der er dækket af hendes krøller. Hun smiler bredt.

”Jo.. hun skal ikke føde mit barn, uden mig” smiler jeg, og fletter tommel, med mig selv.

”Godt” smiler Eleanor, og rækker billedet videre til Danielle.

”Ej Harry! Hun vil elske den her!” griner hun, og hopper op fra Liams skød, i ren glæde. Liam begynder at grine, og tager et blik på den, og nikker energisk.

”Tror du?” spurgte jeg, og fumlede med min lynlås.

”Ja.. den passer perfekt til hende” smilede både El og Dani, og gav mig billedet, i hånden. Jeg famlede efter min mobil, i min lomme.

”Louis, må jeg låne bilen?” spurgte jeg, og foldede papiret sammen, så det kunne være i min lomme. Jeg trak mobilen op, og tjekkede, om der var sket noget nyt.

”Til hvad?” spurgte han, og kiggede fokuseret på mig.

”Jeg vil gerne hente den, siden I synes den er perfekt” mumlede jeg, og var bange for at han sagde nej, da jeg nok allerede havde, havde bragt nok ballade med mig. Hey! Der ligger en rolle, i at være den yngste. Haha.

”Pas på den, og ikke mindst dig selv” grinede han, og kastede nøglerne i hovedet på mig. Jeg rejste mig hurtigt op, og løb ud af døren. Jeg maste mig igennem paparazzi- og fan mængden, og prøvede at undgå deres milliarder af spørgsmål.

”Harry! Læg nu mærke til mig! Jeg har prøvet, at møde dig hele mit liv! Du er den eneste grund til at jeg lever! Kom nu!” græd en fan, da jeg var på vej ind i bilen. Jeg standsede midt i det hele, og kiggede på hende. Hun stod med hendes blok, og hendes kinder var røde, og våde. Over skulderen, havde hun en ’I Love One Direction’ taske, på. Jeg begyndte automatisk at smile. – Jeg kunne langt fra lade vær.

”Kom her smukke” sagde jeg, og rakte mine arme ud efter hende. Hun begyndte at smile, og gik musestille hen mod mig. ”Jeg bider ikke.. kom her” fniste jeg, og tog hende i mine arme. ”Ikk græd” trøstede jeg hende. Hun snøftede.

”Tak” hulkede hun, og kiggede op på mig.

”Vi kan ikke stå her, og snakke.. hvor skal du hen ad?” spørger jeg. Aldrig har jeg, spurgt en fan, om hun ville køre med.

”Hjem…” smilede hun, og snøftede, endnu en gang. Jeg krammede hende tæt.

Jeg gav resten af fansene, deres autografer, og da mængden ligeså stille var blevet mindre, gik jeg hen til pigen igen. ”Så.. Hvad hedder du?”

”Daniella..” snøftede hun.

”Så.. Daniella. Fortæl mig, din historie” smilede jeg, og lukkede bildøren i.

”Hele mit liv, er jeg blevet mobbet. Holdt udenfor, og kaldt grimme ting. Og de ting har ramt mig, meget hårdt.” sukkede hun og trak ærmet op, på sin bluse. ”Lidt for hårdt” sukkede hun, og kiggede ned på sin arm, hvor en masse ar var. En tåre faldt ned på hendes arm. Jeg kørte en finger hen over det. ”Du, drengene, er grunden til at jeg står her” sagde hun, og begyndte at græde igen.

Jeg klemte hende ind til mig, og kyssede hendes pande. ”Det er jeg ked af babe. Men husk. Jeg er her, for dig. Og vil altid være det” smilede jeg. ”Din Twitter?”

Hun smilede stort. ”Danii_1dsbabe” fniste hun, og puttede sig ind til mig.

”Hvis du vil i kontakt, så bare skriv du er hende fra Eds hus, så vil jeg huske dig” smilede jeg, og kyssede hendes pande, endnu en gang.

”Tak Harry” sukkede hun, og kiggede op på mig, med hendes blå, grædefærdige øjne.

”Græd ikke mere.. okay?” smilede jeg, og kiggede hende i øjnene.

”Tak” smilede hun..

”Jeg må videre. Jeg elsker dig” smilede jeg, og tog hendes billede, og gav hende hendes autograf.

Hun smilede stort, og puttede papiret, og mobilen i tasken. ”Tak”

”Altid” sagde jeg roligt, og satte mig ind i bilen. Jeg vinkede farvel til hende, da jeg kørte videre ned af vejen, for at komme til Oxford Street, for at komme til den butik, der nu havde det, jeg søgte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...