Little Things {Harry Styles}

June Jackson er en pige som så mange andre. Træt af hendes krop. Ønsker hun så anderledes ud. Ønsker hun havde en helt andet krop. Fx. som en af de smukke modeller, men nej. Flere gange spørger hun sig selv hvorfor hun ser sådan ud. June er bare en normal pige på 17 år. Men når man er kæreste med den verdenskendte dreng Harry Styles fra One Direction, får det så én til at føle sig smukkere? Hvorfor elsker han overhovedet hende? Hun er jo langt fra smuk. I hvert fald ikke i hendes egne øjne. Hvorfor dater Harry ikke Junes søster, Genna? June har ingen svar på noget af det, men ét er at hun føler sig heldig ved at have en kæreste som Harry, der bakker op om hende ~ fortæller hende hun er smuk som hun er. June er taknemmelig for det, men er tit på punket til at volde sig selv skade, da hun langt fra føler at hun fortjener Harry. Der er så mange ting i hendes verden som hun ikke trives med. Men én dag forandres hendes syn på sig selv, da Harry skriver noget til hende.Og det betyder meget.

29Likes
124Kommentarer
4385Visninger
AA

11. Kapitel 10.

Som det første jeg gør da jeg igen vågner op, til en, sikkert, lorte dag, er det at tjekke min mobil. En besked, står der med den klamme, tykke skrift, der for det meste altid bringer et eller andet dårligt med sig.

Harry: Hvad? Nårh.. han.. han glemte noget, så han skulle i Tesco og hente det.

Jeg sukkede højt. At han behøver at lyve så groft. Så dybt. Så. Så meget. Det sårer mig, dybt. Mere end så meget andet sårer mig, til hverdag. Det viser bare, at jeg intet fortjener. Og heller ikke kommer til.

Mig: Harry.. Stop det der. Du knuser mig mere end noget andet når du lyver. Jeg gider ikke snakke om det her mere. Glæder mig til du kommer hjem. Klems.

Jeg trykker send, og sukker højt og smider mig tilbage i sengen. Jeg kigger mig i spejlet der står ved siden af sengen..

"Hvorfor?" hvisker jeg, og lader endnu en tåre forlade mit øje, ned af min kind, videre ned på min hals.

Jeg ligger i stilhed, da min mobil ringer.

"Hallo?"

"Hey... El" siger jeg, med en svag lyd af gråd i min stemme.

"Hvad er der tøsen? Du ringede i går?" spørger hun, skingert, uroligt. Bekymrende.

"Ikk noget" snøfter jeg, og kigger mig selv i spejlet. Jeg ligner lort.

"Jo June. Du græder jo" - "Skat, hvad er der? Skal jeg komme over?"

"Nej.. Det okay.. Bare et skænderi med min søster" - hvilket egentligt er delvist rigtigt.

"Men du ringer hvis der er noget.. okay?"

"Ja. Tak El" siger jeg - "Vi ses" jeg tager mobilen ned fra øret, og kigger på den og siger: "Aldrig igen" tåre efter tåre løber de ned af mine kinder, samler sig en sø af tårer på mit knæ, der er helt oppe ved mit ansigt. Jeg lægger på og smider min mobil fra mig. Langt væk fra mig.

Harry: Vi ses smukke.<3

Mig: Nej Harry.

Harry: Hvad?

Mig: Vi ses aldrig igen. Jeg ved du ikke vil have mig. Lov mig, du aldrig vil være i sorg over mig.

Harry: Slår du op?

Mig: Nej.

Jeg slukker min mobil, og lægger den bag nogle bøger, på mit natbord.

Harrys synsvinkel.

Jeg sidder hjemme ved Ed, da min mobil tikker. Min skærm lyser op og der står med klare sorte bogstaver. Juniiiiie. Jeg smiler, bare ved tanken om at hun har skrevet tilbage til mig. For jeg elsker hende virkeligt.

Juniiiie: Harry.. Stop det der. Du knuser mig mere end noget andet når du lyver. Jeg gider ikke snakke om det her mere. Glæder mig til du kommer hjem. Klems.

Jeg smiler for mig selv da det går op for mig selv hvad hun har skrevet, falmer mit smil stille og roligt. Godt nok er jeg alene i rummet, men jeg kigger alligevel rundt, for at være sikker på at ingen har set det.

"Harreeeeeh?!" råber Ed. Jeg sukker.

"Ja?"

"Hvad skal vi spise til morgen hr?"

"Du bestemmer GingerJesus" smiler jeg, og han går ud af rummet.

Mig: Vi ses smukke.<3

Juniiiie: Nej Harry.

Mig: Hvad?

Juniiiie: Vi ses aldrig igen. Jeg ved du ikke vil have mig. Lov mig, du aldrig vil være i sorg over mig.

Mig: Slår du op?

Juniiie: Nej.

Jeg lægger min mobil ned, og stirrer ud i luften.

Hvis hun tror jeg lyver, hun ikke gider tro mig. Og hvis hun siger farvel til mig, men ikke slår op. Og.. det ene øjeblik glædede hun sig til at se mig, og det næste siger hun farvel for evigt.

Hun.. hun.. Nej.. det kan hun ikke. Dog har hun et lavt selvværd, men jeg sidder her, ved Ed, for hendes skyld... hun kan ikke bare.. nej.. det bare. Nej.

Jeg elsker hende mere end noget andet.

"Hazza hvorfor græder du?" Jeg kigger op. Drengene og Ed står og kigger, bekymret og uroligt på mig. Deres blikke flakker fra mig til min mobil, der stradig er inde under den samtale jeg lige har haft med June.

Junes synsvinkel.

Aldrig har jeg været så tæt på. Aldrig. Jeg tager dem forsigtigt ud af bøtten, og lægger dem forsigtigt i min hånd. De stråler af død. Af smerte. Af hjælp. Pillerne. Og vandet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...