Heart Attack - [1D]

Det er ikke lige fedt at blive droppet af sin bedsteven, det ved Ariel Corque alt om! Hendes bedsteven tog til X-Factor, blev berømt og kontaktede hende stortset aldrig. Kontakten blev mindre og mindre, og det samme gjorde Ariels tålmodighed. Det gjorde at hun fik rodet sig ud i alt muligt snavs, som gør at hendes enke mor, bliver bekymret. En hel normal skoledag venter der Ariel en speciel overraskelse, men hvordan vil hun helt præcist reagere på det? En ting er sikkert; det bliver en vinter med masser af overraseklser! ** Pigen på dette billede er en pige fra min nye klasse, og jeg har altid forestillet mig Ariel som hende, tak for det Rora, trods du ikke bryder dig om pop **

7Likes
2Kommentarer
643Visninger
AA

2. Kapitel 1.

 

”Tænk han lod os komme ind” sagde May og trak ned i hendes alt for lille bluse, så den viste mindre mave. Jeg vendte mig om mod dørmanden, som stod og gloede lidt efter os, som om han havde fortrudt at lukke to mindreårige ind på Wolverhamptons mest eftertragtede klub. Hvis jeg skulle være ærlig, fortrød jeg det også selv en anelse, men jeg havde lovet mig selv ikke at drikke, selvom jeg var ret overbevist om at May ville gøre sit ypperste for at proppe noget i sylten på mig.

Jeg vidste godt hvad der ville ske hvis min mor opdagede mig herhenne, Wolverhamptons mørke side, som nogle havde valgt at kalde det. Derimod May og hendes omgangskreds havde valgt at kalde det DSA, for Drugs, Smoke, Alcohol. Misforstå mig ikke, jeg var ikke for noget af det, men jeg har tit lugtet af røg og alkohol fra de andre, så min mor troede det. Hun sagde hvis jeg kom hjem engang sådan igen, ville hun sende mig et sted hen. Godt nok vidste jeg ikke hvorhen, men det kunne være ligegyldigt?

Som May altid sagde, skulle man leve livet, de to valg man havde, var at være kedelig og grå, eller fest og farvet. Uden selv at have et valg trak hun mig ind til fest og farver, på trods af jeg sagtens havde kunnet leve med at spærre mig inde på mit værelse indtil jeg kunne flytte. Min mor ville nok ikke tillade det alligevel; typisk. May hev mig hen til en gruppe, som jeg allerede kendte lidt til.

Der indgik selv min nuværende kæreste, Lucas. Min mor havde mødt Lucas få gange, og man kunne ikke sige at hun var glad for ham. Mest fordi at han indgik i May’s omgangskreds. Det man tænker på om en forældre i denne situation, er hun ville forbyde sin datter at se nogle af dem. Men min mor var en af de få forældre med en smule hjernemasse, der vidste at datteren ville gøre det alligevel, og desuden; havde jeg ikke haft ’venner’ i et år.

Jeg bed mig i underlæben, og satte mig næsten på Lucas skød, og fremtvang et smil. I dag havde jeg ikke været i humør til at gå ud, da jeg havde fanget mig en hovedpine. Dog som en hver kreds havde her i England, havde hver en kreds en leder. I den her var det May, og hvis hun bestemte sig for jeg skulle med, skulle jeg med. Lederen kendte altid lidt mere om en, end andre gjorde, og det gav dem magt.

”Hemmeligheder er dét, der holder os sammen.” fortalte hun mig hver dag, bare for at minde mig om at hun havde magten. Jeg magtede egentlig ikke at høre på det mere, men det havde jeg selv valgt at gå ind til. Om det var fordi jeg var så sårbar, at jeg gik med til alting, eller om det var fordi jeg ubevist havde en lille drøm om at være med i Mays kreds. Jeg satser lidt på det første, for jeg tror aldrig jeg i min vildeste fantasi jeg havde haft det ønske.

Og dog var May det nærmeste jeg havde, som en ven, trods hun prøvede at få mig ud i alt muligt. Heldigvis var jeg ikke den eneste der prøvede at holde mig ude af det liv. Det gjorde Lucas også, sikkert derfor May havde præsenteret mig for ham. Jeg mærkede Lucas hånd hvile på min skulder, imens han kyssede mig let på halsen. Jeg skubbede ham let fra mig, da jeg som sagt stod med en dundrende hovedpine.

Han kiggede forvirret på mig, hvor jeg bagefter pegede på mit hoved og han nikkede så. May kiggede anklagende på mig, men jeg rystede det af skulderen, da jeg som sagt ikke var i humør til noget. Irriteret stønnede hun, og hev drengen til højre for hende, Marcel, op og hev ham med ud op det til svedte dansegulv.
Det varede heller ikke længe før Lucas besluttede at gå op og hente noget cola i baren. Jeg havde ikke noget at skulle gøre her, så kunne jeg i realiteten ikke bare gå hjem igen? Måske kunne jeg komme hjem og få et bad før min mor hjem fra møde, og få proppet tøjet i vaskemaskinen. Hvad prøvede jeg egentlig at opnå ved det? Hun ville vide jeg havde været ude, og hvad ville hun gøre? Sender mig til min far i Annapolis i USA?

Jeg grinte lidt af min egen tanke, selvfølgelig ville hun ikke det. Det krævede jo at hun skulle tale med ham, hans nye kone, eller hans nye børn. Jeg fnøs ved tanken; han forlod vores familie da jeg var 12 år gammel. Han var marine soldat, og sendte mig skam penge, og prøvede at holde kontakten. Dog kunne man sige jeg var… skuffet? Skuffet var ikke engang ordet; min lillebror klikkede bedst med min mor, og jeg klikkede bedst med min far.

Han havde endda fint forklaret mig, at det var hårdest at forlade mig. ’Den lille havfrue’ Ja klart. Jeg skulle jo hedde Ariel på grund af mit røde hår. Jeg himlede mentalt med øjnene, men kunne ikke lade vær med at smile. Han gjorde det af god grund, han ville ikke have hans børn skulle miste troen på kærlighed ved dagligdag se deres forældre skændes om den mindste ting. Måske ville jeg give ham et opkald? Måske hvis mor ikke var hjemme.

Jeg blev hevet ud af mine egne tanker, da jeg så Lucas vende tilbage med to colaer. Han smilede stort som om det var et nyt skridt, dog valgte jeg at holde tanken for mig selv. Han rakte colaen mod mig, men jeg afviste venligt. En af Lucas venner, Jace pustede på mig med røg, hvilket fik mig til at hoppe væk.

”Luke, jeg tager hjem. Ses i morgen, i skolen.” sagde jeg, og vendte blikket mod udgangen. Jeg så hen mod May der med sit farvede lyse hår, dansede sammen med en sort håret dreng til et remix af Die Young med Ke$ha. May så mig gå ud, og sendte et blik i min retning, som jeg i dag valgte at ignorer. Som sagt føltes mit hoved som mursten, så turen var egentlig bare hjemad.

***

Jeg åbnede døren til det store hvide hus, og lagde mærke til at den lille mercedes stod i den ny rensede indkørsel. Min mor vaskede op; det kunne jeg se, og det lignede hun havde grædt. Det havde hun meget her for tiden. Måske fordi min far skulle giftes igen, eller fordi min lillebror Phillip tager på Wolverhampton Dramatic Arts, og mig? Jeg tror bare ikke jeg passer ind.

Med tunge skridt vandrede jeg til hoveddøren, og låsen var åben. Her på den her del af byen var det ikke hyppige indbrud, og folk låste som regel først deres døre når de gik i seng. Jeg åbnede døren op, som knirkede ualmindelig meget i forhold til hvad den plejede. 

"Ariel?" Lød min mors stemme inde fra køkkenet. Den lød næsten grådkvalt, og det føltes forkert, men hvad kunne jeg gøre?

Fandens også. Jeg fjernede mit hår fra øjnene, og så ned af mig. Sort tætsiddende kjole, nylonstrømper, og sorte og simple stiletter. 

"Ja?" Råbte jeg igen, og tog forsigtigt mine stiletter af. Jeg gik ud i køkkenet, og så min mor ordnede vasken. Hendes øjne glimtede som glas, men jeg rystede det af mig. Hendes øjne var så anderledes i forhold til mine; hendes var brune og små, mine var blå og store. Jeg bid mig i underlæben, da hun kiggede bedømmende ned af mig.

"Hvor har du været?" Mumlede hun spørgende, og rynkede på panden. Hun vidste det godt, hun ville bare ikke drage for hurtige konklusioner. Det virkede ikke som om, hun ville vide det. Jeg pegede ud af døren, og mærkede mit ansigt trække sig sammen i en grimmase. 

"Sammen med May og dem.." mumlede jeg, imens jeg kløede mig utilpas i nakken.mjeg var mindre årig; jeg stank af røg og alkohol, og havde sikkert inhaleret stoffer som fløj rundt i rummet. Hvem ved hvad mere? Et suk undslap hendes læber, og hendes øjne blev langsomt mørke. Utilpas bed jeg mig i underlæben, og kiggede afventende på min mor. Hun kiggede sig bag skulderen, sikkert for at tjekke om Phillip var der. 

"Ariel! Nu er det nok! Jeg holder ikke til det længere! Du er nødt til at stoppe med at se dem!" næsten råbte hun. Jeg hoppede forskrækket væk, over min mors udbrud. Hendes øjne var helt mørke, og rød i hovedet var hun mildt sagt. Så hurtigt som hendes udbrud var kommet, opstod min irritation. Det at hun bad mig om at lade vær med at være sammen med de eneste 'venner' jeg faktisk havde.

"Det bestemmer du ikke! Det er mine venner!" Råbte jeg tilbage. Mine hænder rystede af irritation. Det ville ikke undre mig hvis mine pupiller var pokkers synlige i forhold til det blå i mine øjne. Hun så tænksom ud, men samtidig utrolig vred. Skuffet over sin eneste datters opførsel, hidsig over sin eneste datters attitude, træt af hendes forvandling, på grund af det ene menneske der forlod hende.

Jeg kørte en hånd gennem mit farvede hår. Det havde fået en stærkere rød end hvad den havde før, med pink ombre. Jeg slog ud med armene, af ren refleks, rent og skær fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige. Min mor bakkede let ud, i skræk for at blive ramt af mine flyvende arme. 

"Ariel, stop!" Råbte en mandelige stemme. Min krop stivnede, for selvom stemmen havde ændret sig en del. Men det tonefald var dybt velkendt, og det samme var stemmen. Mit blik snurrede, og opdagede at vedkommende stod ikke engang en halv meter fra mig. Hans brune store øjne var bekymret, men lige nu kunne jeg ikke være andet end ligeglad. Jeg prøvede at knytte mine hænder, men jeg var frossen.

"Hvad laver du her?" hvæsede jeg anklagende. Mine øjne måtte skyde lyn, for det var ganske enkelt helt uvirkeligt, at han stod der foran mig. Hvilket han burde have gjort for et og et halvt år siden. Jeg fik kontrol over mine arme, og hev dem vredt til mig, selvom han ikke engang havde rørt dem. Tankerne fløj rundt, og gav mig en lyst til at skrige. Jeg mærkede mine åndedrag blev svære.

"Jeg tager dig med!" halv råbte han, for at få mig til at fese den ind. Så blev der stille…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...