Collected Memories.

Meget mod sin vilje vælger Christy at tage Heavens arbejdsvagt, for at slippe for den konstante plagen hun piner hende med. Så mens Heaven driver den af på sofaen, knokler Christy i stalden og gør alt for ikke at få sin far til at trække i snoren og fyre hendes alt for dovne veninde. Christys manglende evner til at udføre arbejdet hjælper hende med at skabe venskaber og et endnu bedre forhold til barndomsvennen, Jayden. Selvom kraverne for længst er vendt, og kun lugten af natur jagter en, bliver det aldrig kedeligt i deres tilfælde. Selv den mindste ting kan løfte ens humør, når man er dømt til at være en akavet person. Men vil det blive ved med at være sådan? Og hvad sker der, når hendes far blander sig?
(Dette er skrevet anderledes, da jeg skriver det som om det var en historie. Der imens tager jeg så minderne frem og indblander den, så den bliver mere personlig. For resten så stinker jeg til at lave resumé, så i må leve med det her. Sorry!)

1Likes
2Kommentarer
387Visninger
AA

2. Live like we're dying.

Jeg lod mit blik falde ud af vinduet, hvor regnen silede ned i store mængder. Der var ingen chance for at gå ud uden at blive fuldstændig gennemblødt ved første skridt udenfor døren. Jeg sukkede. Så var jeg altså tvunget til at blive herinde sammen med min dødbringende lillebror, der ikke gjorde det mindste for at ligge skjul på, hvor meget han havde tænkt sig at bruge sin tid på at irritere mig. Derfor havde jeg også lagt planer om bare at ignorere ham for en stund, og lade ham leve sit eget liv i den lille boks jeg nu vil putte ham i- måske være lige så dødbringende, som han er. 

Jeg gav en brummende lyd fra mig, før jeg vandrede ud mod køkkenet. Af ren kedsomhed rev jeg lågen op for at undersøge, hvad der befandt sig af ting derinde. Dog var der intet derinde ud over et glad syltede agurker, som jeg hurtigt greb fat i. Jeg fattede ikke, hvad der gik af mig, men lige nu havde jeg bare den største trang til at føle mig virkelig ulækker og bare lægge det bag hovedet, hvad folk synes om mig. 

Jeg greb en gaffel i en af skufferne, og så bevægede jeg mig ellers ind i stuen, hvor jeg smed mig foran tv'et, der stod og gav lidt lyd fra sig. At stilheden lige pludseligt havde fået lyst til at tage over vores hus var underligt, og virkelig sjælendt det skete. Larm var kendetegnet her, og jeg snakker om store mængder af larm. Men nu, nu var alting bare stille og fredeligt. Med enden plantet på sofaen og gaflen i den ene hånd begyndte jeg grådigt at spise fra glasset, mens jeg nød den lette følelse, der gled rundt i min krop. 

"Smager det godt?" Stemmen fik det til at give et sæt i mig, så jeg nær havde tabt glasset på gulvet. Jeg strammede grebet om glasset. Det var vidst lige bevist, at stilheden ikke kunne finde sig til rette her alligevel. Trist men sandt. 

Jeg vendte mit blik over mod personen, hvor stemmen kom fra og mødte med det samme et par brune- næsten sorte- øjne, der smilede til mig. Med en dramatisk håndbevægelse lagde jeg hånden over hjertet. 

"Gør aldrig... det der igen, Jay", sagde jeg advarende. Der var et underforstået ellers..

Et smil gled over hans læber, og med små skridt bevægede han sig hen mod sofaen og slog sig ned i enden, da jeg fyldte resten med benene.

"Oh, vil du smage?" spurgte jeg og rakte glasset hen mod ham. Han skar en grimasse, hvorefter han lod en kort, lille latter slippe ud. En latter jeg egentlig havde savnet en smule at høre.

"Ellers tak. Behold du bare det der..-" Han viftede med armene mod mit glas. "-For dig selv"

"Å-nå", mumlede jeg, trak på skulderne og rev glasset tilbage. "Hvad laver du egentlig her? Skulle du ikke ud og arbejde?" spurgte jeg måske lidt for anklagende. Faktisk lød jeg lidt som om jeg gerne ville af med ham- hvilket jeg ikke ville. Hvis han blev, kunne han underholde mig og det var ligesom hele pointen i det. Jeg var nemmelig verdens dårligste menneske til at underholde sig selv. Det var bare en ting der ikke fungerede inde i mig, og det der med at fortælle jokes til sig selv matchede det meget godt. 

"Jeg har pause", svarede han med et smil på læben, der ikke var helt ufarligt. Utroligt meget ved Jayden var ikke helt ufarligt, men jeg havde nogenlunde lært at stå imod for det. Immun var en ting, jeg nok aldrig blev, og det kunne godt irritere mig en gang imellem. Men at prøve på det kunne vel altid hjælpe? Det var en ting, jeg skulle lære for at følge med og ikke ryge tilbage i tiden, hvor jeg sad med enden klistret fast til sengen, i i hånden og øjnene limet fast til fjernsynet. En forfærdelig tid jeg aldrig kunne finde på at vende tilbage til.  

"Og..?" Jeg viftede med armen som tegn til at han skulle fortsætte, efter jeg havde tænkt mine tanker igennem. 

"Og jeg tænkte, at du måske havde brug for lidt selskab" Han lænede sig ekstra tilbage i sofaen, og lagde armen på ryglænet bag os- eller ham, da jeg jo sad med siden til. 

"Naarh, jeg klarer mig selv", sagde jeg og prøvede at lyde ligeglad, men jeg kunne ikke lade være med at skjule det smil, der var ved at kæmpe sig op på mine læber. Sandheden var, at jeg var langt fra ligeglad, men det skulle han jo ikke vide. 

"Nå, så det gør du. Så tror jeg, at jeg vil bruge min pause på ting, som jeg egentlig burde gøre i stedet for at sidde her og snakke med dig " Han gjorde tegn til at rejse sig. Med en hurtigt bevægelse lagde jeg en hånd på hans arm uden at tænke det igennem først og kiggede op på ham med bedende øjne.

"Nej, bliv", sagde jeg desperat, hvilket fik ham til at grine. Varmen steg i mine kinder, så jeg trak min arm tilbage og tillod mit blik at glide ned på de syltede agurker, som jeg med en let bevægelse begyndte at røre rundt i igen. Det hjalp bare ikke på hans grin, der blev ved med at runge i den lille stue. "Så sjovt er det altså heller ikke", mumlede jeg stille. Hans latter døde langsomt ud, og med et lille ryk rettede jeg min opmærksomhed mod ham igen, mens han rettede den mod tv'et.

"Hvad ser du?" spurgte han fraværende.

"Noget med en frø, tror jeg" Jeg klistrede mine øjne fast mod fjernsynet, hvor en eller anden latterlig tegneserie kørte, som jeg forresten havde set alt for mange gange. 

"Hyggeligt", kom det fra ham, mens han nikkede lidt med hovedet. 

Den akavede stilhed havde åbenbart valgt at tage plads, hvilket jeg protesterede indvendigt imod. Jeg hadede akavede situationer, men det tror jeg alle nok gjorde. Ellers ville de jo ikke være akavede vel? 

For tredje gang rettede jeg min opmærksomhed mod de syltede agurker, som jeg langsomt var begyndt at miste appetitten fra. Nok fordi de havde fået så meget opmærksomhed  og mit blik nærmest stegte dem i deres eget vand, eller noget i den stil. Med gaflen begyndte jeg at mose agurkerne sammen, så de til sidst var en klam slags grød. Jeg kiggede med afsky på dem, inden jeg sukkede og stilte dem fra mig på bordet. Lyden af glasset, som ramte bordet, tiltrak Jaydens opmærksom. Med et underligt blik sad han et stykke tid, og så ud til at have en indre kamp med sig selv. Til sidst endte det med en hovedrysten fra ham. 

"Nå, men.. jeg må nok også hellere tilbage til arbejdet..", sagde han tøvende og kløede sig nervøst i nakken. Jeg nikkede bare og ville egentlig gerne have sagt noget, men ordne forblev gemt inde i min mund. Derfor sendte jeg ham bare et akavet vink og et mindst lige så kikset smil. Han slog sig kort på lårene, rejste sig op med et smil og vandrede så ud af stuen. 

 

˙·٠•●♥ Ƹ̵̡Ӝ̵̨̄Ʒ ♥●•٠·˙ 

 

Dagen efter

"Chris, kan du ikke tage min vagt idag? Jeg beder dig. Pleaaaase" Heaven kiggede bedende på mig, og sendte mig hvalpeblikket for at gøre det endnu værre for mig, end det var i forvejen. Hun vidste jeg ikke kunne modstå det, og at jeg i forvejen havde svært ved at sige nej til folk, gjorde det ikke bedre. Alligevel fik jeg mig forvaret indtil videre i hvert fald.

"Glem det. Du har arbejdet for rent faktisk at møde op til dine vagter. Ikke for at få andre til at tage dem"

"Du får halvdelen af lønnen så",sagde hun og prøvede som sædvanligt at lokke mig frem til det.

"Hvorfor skulle jeg tage imod kun halvdelen, hvis det er mig, der gør alt arbejdet?" Den pige er virkelig noget af det mest dovne menneske, jeg nogensinde har set. Oveni det prøver hun altid at slippe udenom alting. At snyde andre er, hvad hun er mester i. Nogen mener det er en god ting, men i mit tilfælde er den dårlig, da hun specielt meget bruger den på mig- eller prøver. Nogen her har bare hjernen til at sige fra, og med nogen mener jeg, at jeg har hjernen til at sige fra. Selvsikkerhed er altid godt at have.

Med en utilfreds lyd begyndte hun at trampe irriteret i gulvet. Glemte jeg at sige, at hun også kan være lidt barnlig til tider? Ja, det tror jeg. Jeg sukkede indvendigt. På den ene side havde jeg virkelig ingen energi til at tage hendes vagt idag, og fordi det var min eneste fridag, ville jeg bare slappe af. Men på den anden side var der gode grunde til at tage hendes vagt. For det første vidste jeg, at lige meget hvad jeg sagde, ville hun blive hjemme alligevel, spille syg eller noget i den stil. For det andet ville hun drive mig til vanvid, fordi hun netop ikke havde tænkt sig at stoppe, det hun havde gang i. Og for det tredje ville hun helt sikkert blive fyret med alle de fraværsvagter hun i forvejen allerede havde, og det ville jeg ikke lade ske. 

Jeg gav et højlydt støn fra mig og lagde hovedet tilbage med øjnene godt klemt i.

"Jeg tager din vagt. Men så er det altså også sidste gang!" De sidste ord blev sagt bestemt, så de sivede rigtigt ind ved hende. Med det samme stoppede hun trampene, så der blev stille et øjeblik, før hun kom hen og bogstaveligtalt kastede sig over mig.

"Tak, tak, tak, tak, taaak! Du er den bedste!" udbrød hun ivrigt og gav mig et slaskende, vådt kys på kinden. Med afsky lod jeg min håndryg køre hen over min kind for at få det væk, hvorefter jeg slattent tørrede det af i hendes trøje. Hvis der var noget jeg hadede, så var det, når hun gjorde det. "Jeg venter her til du er færdig", sagde hun roligt og smed sig i sofaen. Med det samme var hendes blik klistret fast til fjernsynet, hvor der med stor sikkerhed ingen chance var for at komme i kontakt med hende. Jeg var nu tvunget til at tage derned, og det var her og med sidste gang.

 

˙·٠•●♥ Ƹ̵̡Ӝ̵̨̄Ʒ ♥●•٠·˙ 

 

Jeg var kommet i arbejdstøjet og var nu på vej derhen. Hendes arbejde var langt fra noget jeg havde lyst til, hvilket fik mit humør til at sænke sig gevaldigt. Hun arbejdede i en stald. En kostald for at være præcis. Og for at være endnu mere præcis var det mine forældres stald, hvilket vil sige, jeg bor på en gård. Til nogle tider var det fint nok. Her var plads, luft og man kunne opføre sig, som man ville. Sådan da. Selvfølgelig var der nogle grænser, men her var frit, og det var det jeg kunne lide ved det. 

Jeg drejede rundt om hjørnet ind til den lille stald, hvor jeg regnede med, at Heaven skulle have været. Jeg anede virkelig ingenting om, hvad hun plejede at lave. Noget med at fodre nogle kalve, tror jeg. Bare det ikke var hestene, hun skulle have noget at gøre med, så var jeg tilfreds. 

Jeg bevægede mig hen af en lang gang og drejede til højre, hvor jeg endte ved trappen op til kontoret, som lå ovenover det hele. Med tunge og dovne skridt trådte jeg på til trappen og hev døren op med det samme jeg nåede den. Min far sad ovre i hjørnet med blikket rettet ud af vinduet og ud over de mange køer, der tjaskede rundt dernede. Og tro mg, når jeg siger, at de næsten stod oven på hinanden, for det gjorde de. "Hey", sagde jeg så snart jeg var henne ved ham. Han løftede hovedet og så op på mig med et smil. Lidt efter ændrede hans ansigtsudtryk sig, efter han havde set, hvad tøj jeg havde på. En blå arbejdsdragt og lange, grønne gummistøvler.

"Heaven igen?" spurgte han roligt som sædvanligt, og så medlidende på mig.

"J- ja..", endte jeg med at sige. Et dybt suk kom fra ham. Han vidste, hvad hun gjorde, og jeg var bange for, hvad han ville gøre ved det. At fyre hende måtte han absolut ikke. Det ville såre hende, og det vidste han også godt. Det var nok en af grundende til, at han holdt det lidt igen. Men på den anden side var det jo heller ikke rimeligt at hun havde jobbet men aldrig kom. 

"Hør her, du bliver nødt til at snakke med hende", sagde han i et roligt toneleje og så på mig med forstående øjne.

"Jeg ved det, og jeg har gjort det, men det er bare som om, at lige så snart jeg tager emnet op, sætter hun i forsvarsposition", sagde jeg opgivende og slog ud med armene. Den her snak havde vi taget lidt for mange gange, og jeg var ved at blive godt træt af det. Enhver vidste, at det var umuligt at tvinge Heaven til noget. Hun kørte i sine egne spor, og de kunne ikke ændres. Sådan var det bare. Slut prut.

Der blev stille et stykke tid, hvorefter far roligt rørte på sig og kiggede ned i nogle papirer. 

"Jamen, nu hvor du er her, kan du jo gå ned og malke de sidste køer. Der er ikke nogen andre dernede, men jeg regner med, at du godt kan klare det selv", sagde han med en undertone af irritation.

"Jamen, je..."

"Smut så. Afsted. Nu", afbrød han og lavede et fej med hånden over mod døren. Okay, et var at jeg skulle tage Heavens vagt. To var, at jeg ikke havde en fjerneste anelse om, hvordan man malkede en ko. Og at der ikke var nogen der nede, gjorde det ikke bedre.

I stilhed bevægede jeg mig ud af det lille lokale - med et muggent udtryk plantet i ansigtet - og ned af trapperne igen. Med små og langsomme skridt bevægede jeg mig tilbage af vejen jeg kom fra. Jeg gik ud i det store rum, hvor alverdens kornmaskiner stod, nogen bokse med mad i, og lidt maskiner hist og her. Jeg gik videre hen til et hjørne, hvor en lille trappe førte ned til et rum. Malkerummet. Det hele lød så skræmmende i mine øre, men hvorfor vidste jeg ikke. Jeg tror bare det var alt det med, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, der skræmte mig. Jeg hadede nye ting, som jeg ikke kendte, og det her var bestemt en af tingene.

Forsigtigt åbnede jeg den lille dør og stak hovedet ind, før jeg åbnede den helt. Jeg lod den stå åben, da jeg ikke havde det helt godt ved at være alene hernede. Hvis nu jeg druknede i mælk? Det ville helt afgjort være forfærdeligt.

Jeg gik hen til baglokalet, hvor en dør kunne åbnes. En bakke strakte sig bagved døren og gik op til kørenes lille indhegning. Jeg var alt andet end tryg ved at vide, at det kunne vælte ind med køer, hvis døren ikke var lukket og låst. Egentlig var det en virkelig dum måde at have lavet det på, men det var arkitekternes skyld. Efter min mening måtte der gerne have været en ekstra dør eller to. Måske en hel del låse og en masse andet, der bare kunne holde de pokkers køer væk fra mig.

Forsigtigt gik jeg hen til døren. Jeg anede intet om det, men jeg måtte jo bare få det bedste ud af det, som man siger.

Med forsigtighed låste jeg døren op og åbnede den på klem. Ingen køer var til at fornemme lige udenfor, så jeg åbnede den helt. Inden jeg gik ud, greb jeg et reb og regnede med at kunne bruge det. Det plejer cowboys'ne da altid at gøre.

Mine skridt var lette og næsten lydløse, da jeg bevægede mig om bag en ko. Til min store lettelse var en ring bundet for enden af tovet og med et let kast, var det rundt om koens hals. Den strittede lidt imod, og et par gange var jeg ved at miste balancen, imens jeg trak den med ned mod rummet igen. Med besvær fik jeg den ind i en eller anden lille boks, som jeg regnede med den skulle stå i dernede og bandt den så fast til en ring, der hang på væggen.

Jeg trådte et par skridt tilbage og lod mine øjne glide vurderende hen over mit mesterværk. Jeg kørte min håndryg hen over panden for at feje sveden væk, der så småt var begyndt at træde frem. Det var utroligt meget lettere, end jeg troede men også hårde.  

Efter at have stået et stykke tid, fik jeg øje på en maskine med en masse ledninger. Forenden sad en eller anden aflang sugeting, som jeg så mange gange havde set i film. Det skal bare siges, at jeg har set Dyrene På Gården før. Hæslig film. Skal virkelig ikke anbefales, medmindre man synes det er noget af det bedste at sidde og se på, at dyrene hygger sig- en af de ting jeg fik tiden til at gå med, da jeg var lille. Det var ligesom bare min ting.

Jeg kløede mig uintelligent i håret og overvejede hvad mit næste skridt skulle være. Det endte med, at jeg greb fast i slangerne og førte dem hen til koen. Mellem tremmerne stak jeg mine hænder ind med suge-tingesten i hånden og førte den hen til koen uden nogen form for viden om, hvad jeg lavede. Det eneste jeg vidste var, at det her lød så forkert på så mange forskellige måder. På maskinen blev der trykket en masse klapper ned og så startede den ellers. Suge-tingen satte sig fast på koens yver og endelig kunne jeg slappe af. Sådan da.

Mit næste træk anede jeg ikke, hvordan jeg skulle gøre. Skulle jeg bare rive den af? Og hvornår var den færdig? Så mange spørgsmål og flere til. Ja, to er mange for mig i det her tilfælde, for jeg har kun mig selv til at svare på dem.

Jeg stod cirka fem minutter og bare gloede på koen, der bevægede sig utilfredst i den lille bås. Det var lige bevist, at jeg aldrig i mit liv skulle have noget med landet at gøre. Lige så snart jeg fylder 18, flytter jeg på dagen ind til den nærmeste by, hvor jeg slår lejr og hænger ud på McDonalds.

Med lidt usikre skridt gik jeg hen mod koen og greb fat om slangen. Let som en leg røg den af, og jeg tog den næste suge-ting og førte på. 

Før jeg vidste af det, lød høje klap og pift bag mig. Forskrækket vendte jeg mig om mod støjen, hvor Jayden stod lænet op af dørkarmen. Anden gang på to dage, hvor han havde forsøgt at skræmme livet af mig. Eller sådan følte jeg det i hvert fald.

"Ikke dårligt. Du skal nok blive til noget en dag", sagde han muntert og rettede sig op. I tre skridt var han henne ved siden af mig. Som jeg lige havde gjort, lod han sine smilende øjne glide hen over mit mesterværk. Det var dog ikke til at skjule, at han holdt et grin inde, men det mislykkedes totalt. Små slappe lyde slap ud af ham, inden hans smil forvoksede sig og han drejede hovedet i min retning. "Hvad har du egentlig haft gang i, og hvordan i al verden har du fået den ko herind?" spurgte han kækt. Faktisk havde jeg ikke engang nogen idé om det selv. Den var vel bare gået herind med lidt hjælp fra et reb.

"Hold din mund", vrissede jeg og daskede til hans skulder. Overdrevent tog han hånden op til skulderen, hvor jeg havde ramt ham og så på mig med et trist blik. 

"Du sårer mig, Chris", sagde han med en lille stemme, der mest af alt mindede om en 3-årigs. Jeg fnøs over hans lille optræden og rullede med øjnene, hvorefter jeg tog et kig på koen, der nu stod helt stille som om vores samtale rent faktisk beroligede den, hvilket ville være vildt mærkeligt.

"Jay?" spurgte jeg efter et øjebliks stilhed. 

"Mm-hm?"

"Orden den ko, når du nu er her, for jeg har ingen idé om, hvordan man gør", sagde jeg ærligt og løftede øjenbrynene i en grim grimasse, mens jeg tegnede en cirkel i luften omkring koen, der var igang med at spise noget græs. Jeg håber i hvert fald, at det var græs.

"Det tænkte jeg nok", sagde han og slap ud med et irriterende grin. Med en hovedrysten gik han hen til koen, og inden jeg havde set mig om, havde han løsnet lågen, så koen nu kunne gå ud. Jeg så fornærmet på ham med en løftet pegefinger og åben mund. En misfornøjet lyd slap ud, men det hjalp ikke rigtigt på det, han havde gang i.

"Hvad har du gang i? Jeg var lige igang med at malke den", udbrød jeg og skød underlæben frem i et trist ansigtsudtryk. Han var igang med et eller andet nede ved slangen, men kiggede op, da jeg havde snakket til ham. Det flabede smil trådte frem på hans læber idet hans mørke øjne mødte mine. Inden han åbnede munden, rejste han sig op og børstede støvet af sine knæ, selvom der ikke så ud til at være noget der.

"Den er færdig nu. Jeg tror du har pint den nok" Endnu en misfornøjet lyd slap ud af min munde, og hvis ikke han havde stået med en stor ko lige nu, havde jeg slået ham en gang til. Denne gang hårde, for sådan noget kan jeg altså godt.

"Forresten..-" sagde han og holdt en lille pause. "Husk at lukke munden. Der er fluer" Han smilede kækt og blinkede med øjet, inden han begyndte at føre koen hen til døren. Automatisk lukkede jeg munden, og blev enig med mig selv, at jeg nok bare skulle lade som om det ikke gik mig på. Det ville hjælpe.

Med et hurtigt træk var koen henne ved døren, som jeg var så sød at åbne. Koen kom på plads, og døren blev lukket og låst igen. Jeg grinede indvendigt af hele den her akavede situation. For mig var den akavet, fordi det med køer havde aldrig været mit speciale, hvilket i nok har fundet ud af. Men også på grund af, at jeg rent faktisk fik noget mælk ud af den, tror jeg da. Forresten så pinte jeg den ikke. Det kunne jeg aldrig finde på. Sådan er jeg ikke. Det er kun Jayden, der er sådan, og det gør ham ond. Tanken om at han måske havde set hele mit uheldige arbejde slog mig. Mine kinder begyndte pludseligt at brænde og min stemme var flov, da jeg talte:

"Så du- du ved.. det hele?" Imens fæstnede jeg mit blik fast til mine fødder, som jeg stod og trippede lidt med for at bryde stilheden. Jeg nægtede at kigge ind i hans øjne, men trangen var der. Den dragende effekt han havde. Hans øjne var utrolig dybe og sugede alt til sig som en støvsuger, mens de strålede for fuld kræft af selvsikkerhed, som sad lige i skabet, hvor det hørte til. Den dreng forstod virkelig at holde masken.

"Ehmn.. ja." Han grinede kort en lille latter, som dog nåede at sprede sig i det lille rum vi stod i. Egentlig nu jeg tænker over det, var det ret klaustrofobisk, og gjorde mig virkelig utilpas. Måske havde det også lidt at gøre med den akavethed, der blev ved med at opstå, når Jayden var i nærheden. Eller det var nok ikke, når han var i nærheden- rettere sagt, når vi bare stod og gloede på hinanden som to fordrukne idioter. En ting vi altid havde haft. Jayden var en, jeg havde kendt lige siden, jeg var helt lille. Som små rendte vi rundt i haven med vores matchende bleer og druknede katten med vandslangen. Det var gode minder. Især, fordi de altid bragte et smil frem på mine læber- som nu, hvor jeg stod og smilede over hele mit meget blege og  lille ansigt. Helt klart så jeg virkelig creepy ud, hvilket fik ham til at sende mig et underligt blik samtidig med, at smilet voksede på hans læber. Han lod sit hoved falde lidt tilbage, som for at vise mig det. Jeg var skam udmærket klar over, hvordan jeg så ud, men det stoppede mig ikke- jeg kunne ikke stoppe.

"Chris, hvad har du gang i?" Hans stemme lød en smule rystende og overvejende. Stadig kunne man høre den drillende tone, der gemte sig deri og bare var klar til at springe frem.

Lige så hurtigt som mit fjogede smil var kommet, forsvandt det. Jeg rystede et par gange på hovedet for at komme til mig selv igen, og fokuserede så igen på et punkt bag ham. 

"Øh.. ikke noget", Sagde jeg akavet og førte en hånd op igennem mit hår for at aflede opmærksomheden. Jayden slap ud med et lille grin, som jeg vidst havde hørt lidt for meget her idag. Men jeg kunne lide det, når han blandede alle former for højtrøvet, flabet og i det hele taget bare irriterende, udenom- hvilket han godt kunne finde på nogle gange. 

"O-kaay", kom det fra ham, mens han placerede sine hænder omme i nakken. "Chris?" Jeg så spørgende på ham med et afvendtende blik. "Du har trådt i lidt ad der" Han lavede et fingerpeg ned mod gulvet, og vendte sig om med et smil på læben. Døren klappede i efter ham og jeg stod lidt bare og kiggede på det punkt, hvor han var forsvundet fra. Hvis jeg selv skulle sige det, havde jeg ingen idé om hvorfor. Det var måske bare, fordi jeg var lidt forvirret. Over det hele. Tanken om at jeg faktisk havde haft noget med en ko at gøre, skræmte mig faktisk lidt, da jeg normalt havde dyr på den størrelse. Jeg virkede nok lidt som en, der bare sked i bukserne ved første øjekast på en slange, men nej. Slet ikke. Sådan var jeg langt fra. Det virkede måske også lidt underligt at bo på en går, og så ikke kunne lide det dyr, som faktisk fyldte en stor del af ens hverdag. Lad os ikke snakke om, hvor meget af vores grund, penge og alt muligt andet hejs, der gik til de køer. Det var jo helt vildt. 

Jeg stod og tænkte lidt over, hvad Jayden havde sagt lige, inden han var gået, og lod med langsom hastighed ordene sive ind. Hvad var det lige, han havde ment med det? En pære syntes at tænde inde i mig, og hurtigt fandt mine øjne jorden, hvor mine fødder var plantet. En stor, brun og klam klat flød ud under mine gummistøvler. Jeg skar en afskyende grimasse, og med en hurtigt bevægelse fjernede jeg støvlen og trådte nogle skridt tilbage. Kolort? Helt ærligt. Næste gang skulle jeg nok vise Jayden, at jeg ikke ville tage det her som en tak. Han skulle få så meget igen. 

Kris Allen- Live Like We're Dying

----------------------------------------------------------------------Første kapitel på historien! Måske var det her kapitel lidt kedelig, men skal lige igang. Har tænkt lidt på, om den her godt kan gælde for at være med i konkurrencen og sådan( den er tilmeldt barndoms- konkurrencen- noget) Men jeg besluttede, at jeg ville sætte den ind og så slette den, hvis den ikke måtte være med:-p'

Hvad synes i om den indtil videre? Jeg vil meget gerne vide, hvad jeg kan gøre bedre og alt det der.

LIKE, KOMMENTER OG SÆT SOM FAVORIT- hvis du kan lide den. men hey, like og kommenter alligevel, så i ret søde.xo'

Håber i kan lide den.

See ya! xoxo'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...