That's the broken me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2012
  • Opdateret: 19 nov. 2013
  • Status: Igang
*Jeg har altid haft lyst til at skrive sådan en historie bare på en lidt anderledes måde, så det har jeg tænkt mig at gøre nu* Vanessa Payne er den lille skrøbelige pige på 17 år. Det mindste ord kan få hende til at bryde sammen. Hendes forældre er meget bekymret for hende, da Vanessa ikke engang kan gå i skole mere. De ved ikke hvad de skal gøre med Vanessa, da de ikke ved hvad der er glat med hende, ikke engang en psykolog kan få hende til at røbe noget. En hverdag for Vanessa er at side alene inde på hendes værelse med nogle lærer bøger og et par pakker lommetørklæder.Men hendes liv tag en stor drejning - som hun ikke bryder sig meget om - da hendes storebror, Liam Payne, og hendes forældre beslutter sig for at hun skal bo ved ham i vintermånederne. Det bliver en alt for stor mundfuld for Vanessa, da resten af One Direction lige pludselig skal blandes ind i det, da Liam ved - efter et par dag - at han ikke kan klare det alene.

52Likes
94Kommentarer
3700Visninger
AA

2. Prolog

1 år tilbage

"Hey Payne?" råbte Marcus fra den anden ende af gang. Mit blik landede hurtigt på ham, da han kom løbende hen mod mig.

"Hva' så?" sagde jeg smilende til ham. Han plejede ikke at tale til mig, så lidt nysgerrige var jeg da. Han var desuden også 2 år ældre, så det var ret normalt at han ikke snakkede med mig. Han havde heller aldrig snakket med Liam, han var faktisk en af dem, der havde været med til at mobbe ham, så at han ville snakke med mig undre mig sygt. Måske var han en af dem der troede at hvis han blev venner med mig, så ville han få frynsegoder, eller hvad man nu skal sige.

"Jeg ville bare hører om du kunne komme til min fest senere i dag" sagde han og smilede flirtende til mig. Fik jeg nævnt at han havde et ry som player? Når man det har jeg så nu.

"Naah... Jeg ved ikke rigtig Marcus" sagde jeg og vente mig om få at gå videre, men en stærk arm holde mig tilbage og fik mig vent om. Marcus skubbede mig op mod skabende bag os. Jeg stod helt klemt fast mellem ham og skabende. Hans øjne lyste af vrede. Hvad havde jeg gjort ham? Jeg havde bare sagt at jeg ikke ville komme til hans åndsvage fest. Hans greb om min arm blev strammere og jeg kunne mærke at jeg ville få et blåt mærke i morgen. Hans anden hold fik han sat ved min hofte, så jeg umuligt kunne flygte.

"Jeg synes nu du skal komme, og måske endda lidt før så vi kan hygge os lidt" sagde han med et creepy smil på læben. Jeg rystede voldsomt på hoved og vred mig for at komme fri, men da jeg ikke havde et snært af muskler på min krop, blev det ikke til noget.

"Jo kom nu bebe, det bliver hyggeligt bare os to" sagde han. Jeg kunne mærke hans ånde på min hals og det gav mig kuldegysninger i hele kroppen. Han begyndte at kysse mig op og ned af halsen. Frygten kom frem i min krop. Jeg ville bare væk!

"Lad mig gå" sagde jeg med en lille og skrøbelig stemme, men det eneste han gjorde var at grine af mig. Jeg kiggede lidt rundt for at finde hjælp hos andre, men der var ikke nogen. De var nok taget ved første givene chance og jeg forstod dem godt. Hvem gider være i skole, når man kan være der hjemme?

"Nej... det tro jeg ikke" sagde han flirtende. Hvorfor lige mig? Jeg lukkede mine øjne og begyndte at bede til gud om at det var en drøm, men selvfølgelig var jeg ikke så heldig. Det havde altid været Liam der var heldig i vores familie.

"Sl...slip mi..mig" sagde jeg med en rystende stemme. Han greb om mig var blevet rigtig hårdt og jeg blevet oprigtig bange for ham. Min øjne var stadig lukket, da jeg var bange for at kigge på ham.

"Kig på mig!" råbte han, da han havde forsøgt at få mig til at kigge på ham. Han fjernede sin hånd fra min hofte og tog hårdt fat om min kæbe i stedet.

"Kig på mig!!" skreg han ind i hovedet på mig. Jeg åbnede hurtigt og skræmt min øjne og kiggede ind i hans grå øjne.

"Hvis du ikke kommer i dag, kommer jeg hjem til dig" sagde han med en truende stemme. "er det forstået?" sagde han og rystede mig hårdt, så jeg landede hårdt ind i skabet bag mig.

"J..j..ja" sagde jeg usikkert, bange for at sige noget forkert. Jeg faldt sammen, i det han slap mig og gik sin vej.

Små hulk fandt frem og tårerne løb ned af mine kinder. Jeg havde aldrig oplevet noget så skræmmende. Hvad var det lige der var sket? Jeg fik taget mig sammen og rejst mig op. Jeg tog min taske op fra gulvet og satte mod udgangen. Min krop rystede satdig voldsomt, men ikke så voldsomt som før. Tårerne løb stadig ned af mine kinder, som sikkert var helt røde nu, ligesom min øjne. Det var godt at mine forældre ikke var hjemme før klokken 6 i aften. De skulle ikke se mig sådan her.

***

Her stod jeg så. Uden for Marcus hus. Han havde virkelig skræmt mig. Jeg kunne ikke se nogen vej udenom, så jeg havde skrevet til min mor at jeg var taget til en fest og senest ville være hjemme klokken 1, og utrolig nok havde hun sagt okay til det. Jeg havde taget en sort kjole på og et par leegins indeunder, så jeg ikke så, så billig ud. Jeg havde sat mit hår op i en stram knold og det var det. Intet makeup eller lignede. Eller jo et par ballerinaer. Jeg tog en dyb indsåning inden jeg tog de sidste skridt op til døren og ringede på. Jeg trådte et skridt tilbage, hvis nu døren åbnede udad. 

"Hey Payne, så kom du" sagde en halv fuld Marcus. "Jeg var bange for at jeg skulle komme over og hente dig." snøvlede han videre. Han tog fat om mit håndled, hvor der allerede var et stort blåt mærke på.

"Av" klynkede jeg svagt, da han begyndte at trække mig med ind i huset. Huset er næsten helt tomt, der er kun et par drenge inde i stuen. Da jeg bliver trukket med derind vender alle deres blik mod mig med et skævt smil og et trængene blik i øjnene. Hvad har jeg rodet mig selv ud i? Det her vil umuligt ende godt.

"Er i klar drenge?" sagde Marcus og smed mig ned i en fri sofa. Jeg rejste mig hurtigt op og prøvede at flygt, men da de alle var både hurtigere og i bedre form end mig, kom jeg ikke længere end 3 skridt.

Da deres hænder ramte min krop, begyndte kuldegysningerne for alvor. Jeg lukkede øjnene i og prøvede at lukke alt ude, da jeg vidste jeg ingen chance havde for at komme fri. De fik meget hurtigt revet mit tøj af. Kulden slog mod min krop, men det var langt fra det værste. Deres hænder var nærmest alle steder på mig og der var en eller anden der havde sat sig på mig. Et skrig fandt ud af min mund, men jeg lukkede den hurtigt igen, da jeg fik en lussing. Tårerne faldt ned af mine kinder og jeg kunne ikke kontrollere mine hulk, så til sidste bandt de et tærklæde om min mund, så jeg ikke kunne sige noget som helst.

En smerte så stor som jeg ved ikke hvad skød igennem mig og jeg lod et skrig, man ikke kunne hører, forlade mine læber. Jeg havde lige mistet min mødom til en eller anden. Mine øjne var lukket så jeg vidste ikke hvem det var, men jeg havde heller ikke løst til at vide det. Jeg ville bare hjem! Væk fra dem, væk fra alting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...