That's the broken me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2012
  • Opdateret: 19 nov. 2013
  • Status: Igang
*Jeg har altid haft lyst til at skrive sådan en historie bare på en lidt anderledes måde, så det har jeg tænkt mig at gøre nu* Vanessa Payne er den lille skrøbelige pige på 17 år. Det mindste ord kan få hende til at bryde sammen. Hendes forældre er meget bekymret for hende, da Vanessa ikke engang kan gå i skole mere. De ved ikke hvad de skal gøre med Vanessa, da de ikke ved hvad der er glat med hende, ikke engang en psykolog kan få hende til at røbe noget. En hverdag for Vanessa er at side alene inde på hendes værelse med nogle lærer bøger og et par pakker lommetørklæder.Men hendes liv tag en stor drejning - som hun ikke bryder sig meget om - da hendes storebror, Liam Payne, og hendes forældre beslutter sig for at hun skal bo ved ham i vintermånederne. Det bliver en alt for stor mundfuld for Vanessa, da resten af One Direction lige pludselig skal blandes ind i det, da Liam ved - efter et par dag - at han ikke kan klare det alene.

52Likes
94Kommentarer
3749Visninger
AA

9. Kapitel 7

Jeg var lige så langsom ved at flippe ud, Harry havde holdt om mig, han havde beroliget mig. Hvordan var det muligt? Ingen havde nogen sinde kunne gøre det ved mig, ikke efter... Marcus. Jeg kunne mærke tårerne hobe sig op og jeg lod dem falde, for jeg vidste at jeg ikke ville kunne holde dem inde alligevel. Hvorfor skulle jeg lige tænke på Marcus igen? Det hele var Harrys skyld. Han kunne bare havde ladt mig ligge! Hvad ville han med mig? Han var sikkert ligesom Marcus. Note til mig selv hold mig væk fra Harry.... og alle andre for den sags skyld, man kan ikke stole på nogen i denne verden. Liam... Ham kunne jeg stole på engang, kan jeg stadig det? Han sagde han kunne ville det bedste for mig, men var det rigtigt?

Min mave trak sig sammen og den velkendte følelse af at være sulten kom frem, men lysten til at spise var der stadig ikke, så i stedet rejste jeg mig op og gik ud fra mit værelse og ind i køkkenet. Efter jeg havde tænkt mig lidt om valgt jeg at tag noget Ice Tea, da der var sukker i det og så ville jeg ikke gå sukker-kold, for det er ikke sjovt må jeg indrømme. Jeg gik hen til køleskabet og åbnet det og tog en dåse med Ice Tea ud og lukkede køleskabet efter og gik så over og til køkkenbordet og satten den på bordet for at finde et glas, men da de var i det øverste skab og jeg havde ikke styrken til få fat på et opgav jeg og drak direkte fra dåsen i stedet.

En svimmelhed tog over mig og jeg satte straks dåsen fra mig og lagde mig ned på gulvet, så jeg letter kunne komme til mig selv, jeg havde aldrig rigtig forstået hvorfor det hjalp, men det gjorde det så jeg brokkede mig ikke. Jeg hørte fodtrin som hurtig blev højere og så blev hurtigere. Der var en der løb.

"Hvad er der sket Vanessa?" spurgte Zayn med hans blide og 'forstående' stemme, men jeg havde luret ham, han ville bare havde mig væk her fra, han kunne slet ikke lide... Ikke at det var nyt, men det havde såret mig dybt alligevel. Da jeg bare blev liggende som om han ikke lige havde stillet mig spørgsmål sukkede han dybt og løftede mig op.

"Sl-slip mi-ig!" sagde jeg med en skinger, men stille stemme. Jeg var ved at panikke, jeg havde løst til at løbe rundt i en cirkel og råbe 'PANIK!', men det kunne jeg jo ikke så i stedet panikkede jeg indeni og græd uden på.

"Hey, shhh. Jeg gør dig ikke noget søde, jeg ville bare ligge dig ind i din seng" sagde han med en endnu blider stemme, som jeg godt kunne hører var på trængt! Han snakkede til mig som om jeg var en 6-årig pige der skulle i seng, men ikke ville. Kunne han ikke bare slippe mig og lade mig klare mig selv? Det kunne jeg faktisk godt, jeg er jo ikke dum, selvom mange tror det, da jeg ikke prøver at leve op til noget.

"Sl-sl-sli-ip!" denne gang skreg jeg det. Panikken havde spredt sig og jeg havde det ærligtalt ikke godt lige nu. Jeg var på kanten til at flippe ud og det havde jeg ikke gjort i over et år, der havde jeg bare grædt og grædt og grædt. Intet andet, men nu... jeg var næsten begyndte at stole på dem, jeg vidste det var en fejl man kan ikke stole på nogen, man kan kun stole på sig selv, jeg skulle havde holdt mig til migselv, jeg skulle havde gjort hvad jeg var bedst til, forblive stille. Men næ nj, jeg skulle se om de her drenge var anderledes og prøve at snakke med dem. Jeg er færdig med at prøve nu, nu vil jeg bare væk fra den her verden, jeg vil være alene.

"Hey Zayn, hvad sker der?" lød det fra en træt stemme, som vist var Harry. Nej! Hvorfor hader Gud mig? Jeg skal væk fra det her og.. og det skal være nu. Jeg kæmpede endnu hårdere for at komme ud af Zayn's greb, selvom jeg kunne mærke jeg blev mere og mere svimmel, blev jeg bare ved. "Måske skulle du slippe hende Zayn, det ser ikke ud som om hun har lyst at være i dit greb..." sagde Harry lidt efter.

"men Harry hun lå på køkkengulvet, da jeg fandt hende, hun så ikke for godt ud" sagde Zayn med en blid og bekymret tone. Hold kæft hvor spillede han godt skuespil, men han skulle ikke nare mig. Jeg lod et skrig undslippe mine læber og det kom vidst som et chok for Zayn, for han tabte mig med det samme og jeg landede med et bump på gulvet. Smerten var ator, men jeg ignorerede den og rejste mig op så hurtugt som jeg kunne og løbe halten ind på mit værelse og videre ind på badeværelset, hvor jeg med lynets hast fik låst døren, så igen kunne komme ind.

Jeg lod mig selv slappe af og lod alt smerte komme frem. Mit haleben var ømt og min numse sved som om den var ved at blive brændt af. Jeg lod alle tårerne få frit løb ned af mine kinder, jeg havde ikke engang langt mærke jeg havde prøvet at holde dem inde, men det havde jeg så. Jeg gik med tunge skridt hen måde bruseren og tænde den og satte mig så ind og lukkede for indgangen efter mig.

Og der sad jeg så bare i jeg ved ikke hvor lang tid med tøj på og lod det varme vand falde ned på mig og blande sig med min salt tårer. Jeg krammede mine ben som gjald det livet og hulkede på livet løs. Jeg havde ikke lyst til mere, men jeg havde heller ikke en idé om hvad jeg skulle gøre. Hvad kunne jeg gøre? Jeg kunne svagt hører nogen banke på døren og nogen råbe et eller andet, men jeg lukkede det ud, jeg havde ikke brug for dem lige nu jeg ville være alene med mine tanker som jeg plejede at være hele tiden, da min forældre næsten havde opgivet mig, men de her dreng blev ved og ved og ved, men på den anden side, havde jeg heller ikke været mere end en uges tid eller noget. Jeg har totalt mistet tidsfornemmelsen, i sær når man ikke stå op og gør noget og næsten ikke sover, det svært at sige hvornår det er dag og hvornår det er nat. En sætning skilte sig ud fra de andre og kom igennem min 'mur'.

"Vanessa vil du ikke være sød at komme ud, vil vil jo ikke gøre dig noget, det har vi aldrig ville, vi vil bare hjælpe dig, men vi kan ikke hjælpe dig hvis du ikke fortæller os hvordan vi kan hjælpe dig!... Liam er ved at flippe ud og ringe efter en ambulance, kom nu ud Vanessa!" sagde en MEGET desperat Harry. Jeg havde aldrig hørt ham sådan før, han lød opgivende  men også desperat, men også noget helt tredje jeg ikke rigtigt kunne finde frem til. Jeg havde aldrig været god til følelser og især dem jeg ikke selv havde oplevet. Måske prøvede de at hjælpe? Eller nogen af dem prøvede på det. Eller måske ikke? Jeg er forvirret... Måske skulle jeg prøve at give bare en af dem en chance...? Det skal ikke være Liam, han er godt nok min bror, men han bliver hurtig sur og jeg er bange for ham når han er sådan, det skal heller ikke være Zayn han faker bare det hele, så er der Louis, Niall og.. og Harry tilbage. Louis kender jeg ikke så godt, men det ser ikke ud som om han kan tag noget seriøst... så heller ikke ham, Niall virker rigtig sød og venlig, men jeg tvivler på han kan hjælpe mig han virker så uskyldig, jeg tror ikke han ville kunne holde mine problemer ud, hvis jeg nogensinde fortalte ham dem og så er der kun Harry tilbage... men ham kan jeg ikke fortælle noget til han... han er ligesom Marcus... Marcus, en player der vil havde alt og hvis han ikke kan få det tag han det alligevel. Okay, true be told, jeg ved ikke om Harry er sådan han virker bare som en der kunne være sådan og de typer vil jeg gerne holde mig fra, men nu har jeg ikk andre muligheder, måske skulle jeg bare prøve og så kan jeg se hvordan det gik... Mit liv kan umuligt blive meget værre, ikk?

Jeg rejste mig langsomt op og lukkede for vandet. Mit tøj var gennemblødt og så snart jeg stod ud af bruseren ramte den lumre og klamme luft mig. Der var så meget damp eller dug (eller hvad det nu var) på badeværelset at jeg næsten ikke kunne se noget. Smerte i min numse var formindsket, den var næsten helt væk, men nu frøs jeg da alt mit tøj som sagt var gennemblødt. Hele min krop begyndte at ryste, så jeg skyndte mig at komme ud af mit tøj og tag et håndklæde rundt om mit hår og et rundt om min krop. Jeg vidste ikke hvor lang tid jeg havde været på badeværelset, men jeg havde været der i lang tid. Alle lydene kom til mig igen og jeg kunne igen hører alle bankene på min dør og råbene som kludrede sig ind i hinanden så man ikke kunne finde rundt i dem. Jeg gik hen til døren og lukkede den langsomt op og kiggede ned i jorden, og lod mit blik forblive derned.

Jeg gik med langsomme skridt forbi dem og lod som jeg ikke havde hørt dem banke på min dør i jeg ved ikke hvor lang tid, på den anden side var jeg også lige glad.. Okay det var jeg ikke, jeg havde skuffet dem igen, men jeg kunne ikke klare at Zayn ikke havde den jeg troede han var, at han bare var en løgner og skuespiller, en god en endda...

"Øm, jeg tror bare vi går igen..." sagde en flov og forvirret Niall. Han skubbede stille de andre drenge ud af min dør, så jeg kunne få skiftet. Jeg gik taget noget hvidt og neutralt undertøj på og hvid kjole med en hvid jakke og nogle hvide sko på ( link i kommentar). Det var noget af det tøj Louis og Zayn havde fundet til mig, for jeg gik normalt ikke i sådan noget. eller jeg gjorde for... nej glem det jeg har ikke løst til at tænke på det. Efter jeg havde taget det på og lagt håndklæderen på plads tog jeg mig sammen og gik ud af mit værelse for at finde Harry, men hvad jeg ville sige ham havde jeg igen idé om. Jeg føler mig dum...

Jeg gik ind i Liams stue, hvor alle drengene sad og snakkede, men hvad de snakkede om vidste jeg ikke, for jeg var gået i stå da jeg så dem. Hvad skulle jeg gøre nu? Skulle jeg sætte mig ned, skulle jeg sige 'hej', skulle jeg gøre noget helt tredje? Jeg var helt blankt. Jeg var ikke god til sådan noget. Mine tanker fløj rundt og drengenes samtale forsatte. Jeg havde været lydløs, da jeg kom ind, så de vidste ikke jeg var her og de ville kun finde ud af det hvis jeg sagde noget eller de vente sig om.

Og selvfølgelig er der en af dem der skal vende sig om, imens jeg står froset fast uden af vide hvad jeg skal gøre, det er nærmest dom om jeg er gået i stå. Jeg kan se alt omkring mig, men jeg kan hverken hører eller bevæge mig. Jeg kan se Liam og Harry gå hen imod mig, imens de siger noget, om det er til mig eller en anden ved jeg ikke, få igen jeg kan ikke hører dem, de begynder at se nervøst på mig og ruske let i mig, men jeg rør mig ikke, jeg kan stadig ikke. Jeg kan se tårerne falde fra mine kinder og jeg ved ikke engang hvorfor jeg græder, men det gør jeg. Jeg er så træt af at være så svag, men hvad skal jeg gøre?

Jeg kan mærke noget presse sig på ved mit hjerte og det for mig ud af min trance eller hvad det nu var. Jeg røster kort på hoved, for ligesom at komme tilbage til virkeligheden. Alle lyde kommer tilbage og der bliver langsomt stille igen, det har sikkert set jeg er kommet til mig selv igen. Jeg kigger op og ser ind i nogle grønne øjne og noget siger mig at jeg skal lade dem hjælpe mig, at de kun vil mig det godt, men er det rigtig? Måske skal jeg bare tag chancen og lade være med at tænke på konkventerne for en gang skyld, men.. men, okay jeg har ikke noget men. Jeg overgiver mig, jeg skal nok prøve samvittighed, jeg skal nok prøve, men jeg lover ikke noget.

Hvad skete der? Nej.. øm... var der noget du ville?" spurgte Harry og smilede prøvende til mig. Han havde hurtigt ændret sit spørgsmål, da han sikker ikke ville presse på. Hvis jeg skulle kunne lukke ham ind, skulle jeg også tro det bedste om ham.

"Je-eg ko-om for a-at s-se-se di-ig" sagde jeg og prøvede at smile, jeg tror bare ikke det gik så godt, men Harry tog sig ikke af det, hans smil blev kun endnu større, da jeg havde prøvet at smile igen og faktisk havde svaret ham.

"Så.. hvorfor ville du se mig?" spurgte han mig efter noget stilhed.... Noget akavet stilhed. Suk, hvad svare man til det? Jeg vidste jo ikke hvorfor jeg ville se ham...

"Øm, je-eg e-er ikk-kke si-ikk-kker" sagde jeg og kiggede ned i jorden. Det her var pinligt. Jeg havde aldrig været god social, og slet ikke med drenge. Okay og nu lyder jeg som en forelsket teenagepige... Og bare for at få det på det rene var jeg IKKE og jeg gentag IKKE forelsket i Harry.

"Okay, skal vi så ikke se en film?" spurgte han om og trak mig væk fra de andre og ind på et gæsteværelse eller var det hans værelse? Pas. Jeg havde ikke nået at svar for han havde allerede sat en film på og lagt mig på den store seng og lidt efter havde han lagt sig ved siden af mig. Okay, er det okay at være bange nu? Eller var det noget folk gjorde normalt? Jeg har aldrig været normal, så hvor skulle jeg vide det fra. Okay det er okay at være bange, flippe ud og panikke.

Jeg rejste mig op fra senge og begyndte at løbe rundt i en cirkel og råb 'panik' for det var min (mærkelige) måde at vise jeg ikke kunne lide den situation og var ved at få et panik anfald på. Det var en ting jeg var begyndte at gøre, for at få folk opmærksom på at jeg snart gik ind i et panikanfald, for det meste fandt de ud af det meget hurtigt... Jeg overtænker gør jeg ikke?

"Tag det rolig Vanessa, tag det roligt..." sagde Harry og prøvede at berolig mig ved at få mig til at stå stille.

"me-men... me-men.... PANIK!" sagde jeg og begyndte at ryste Harry frem og tilbage. Han kiggede bare mærkeligt og forskrækket. Hvor fanden kom den styrke fra? Og hvorfor rørte jeg med VILJE Harry? Jeg er gået fra forstanden, jeg kan ikke lide nærkontakt.

På nulkoma 5 trådte jeg ud af Harrys greb og trådt 3 skridt bagud og det var nok til at få mig ud af panik zonen. Hey, det var enkelt! Nærkontakt er bare ikke mig, men jeg havde ikke forventet at min panik ville være gået væk så hurtig, men okay. Jeg klager ikke!

"Hvad skete der lige der?" spurgte Harry forvirret og kiggede på mig med hans smukke grønne øjne.

Vent.

Sagde jeg smukke?

Okay, det er officielt jeg er sindsyg!

Før mig til det psykiatrisk hospital.

"Øm.. pa-pas?" sagde jeg og kiggede ned i jorden. Det her var slet ikke pinligt og akavet, overhoved ikke. Husk at sætte sarkasmen ind. "Je-jeg tro-or ba-are je-eg gå-år ig-gen" sagde jeg og gik med hurtigt skridt ud af døren med mit blik fast på gulvet. Hvorfor havde jeg været så dum? Selvfølgelig kan jeg ikke lukke nogen ind, det her var et tegn, jeg kan og skal ikke lukke nogen ind i mit liv, det går bare ikke, man kan ikke stole på nogen. Der lød snak fra stuen og små råb fra det værelse jeg lige havde været i, men jeg kiggede ikke tilbage, jeg gik bare direkte ind på mit værelse og skiftede til nattøj og lagde mig ned på min seng. Ikke at jeg kunne sove, men jeg kunne vel prøve at dagdrømme mig væk, væk til en anden og bedre verden.

 

----------------------

Undskyld!

Jeg har haft den værste skriveblokering nogensinde!

Men nu tror jeg, jeg er på banen igen, hvad synes i?

Var det dårligt eller godt?

Hvad vil der ske nu?

Skal Vanessa give Harry en chance til?

Eller måske Zayn en chance til?

Eller en hel tredje?

Hvad synes i?

 

- MSH1912

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...