That's the broken me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2012
  • Opdateret: 19 nov. 2013
  • Status: Igang
*Jeg har altid haft lyst til at skrive sådan en historie bare på en lidt anderledes måde, så det har jeg tænkt mig at gøre nu* Vanessa Payne er den lille skrøbelige pige på 17 år. Det mindste ord kan få hende til at bryde sammen. Hendes forældre er meget bekymret for hende, da Vanessa ikke engang kan gå i skole mere. De ved ikke hvad de skal gøre med Vanessa, da de ikke ved hvad der er glat med hende, ikke engang en psykolog kan få hende til at røbe noget. En hverdag for Vanessa er at side alene inde på hendes værelse med nogle lærer bøger og et par pakker lommetørklæder.Men hendes liv tag en stor drejning - som hun ikke bryder sig meget om - da hendes storebror, Liam Payne, og hendes forældre beslutter sig for at hun skal bo ved ham i vintermånederne. Det bliver en alt for stor mundfuld for Vanessa, da resten af One Direction lige pludselig skal blandes ind i det, da Liam ved - efter et par dag - at han ikke kan klare det alene.

52Likes
94Kommentarer
3724Visninger
AA

8. Kapitel 6

Jeg vågnede op i et hvidt rum, et rum der kun var hvidt. Det lignede mit værelse ved Liam, men så alligevel ikke. Alt var ændret og alt var hvidt. Sengen, sengetøjet, dørene, væggene, skrivebordet, kontorstolen og lamperne. Det var ikke de samme møbler som der havde været før, men det var flotte, men alligevel ret triste at kigge på, da de kun var hvide, men det var jo det jeg havde bedt Liam om, så alt burde være godt, men det blev det aldrig. Jeg var for besværlig. Jeg krævede alt alt for meget. Jeg var en VIRKELIG krævende person. Hvordan kunne Liam holde mig ud? Hvorfor sendte han mig ikke af sted til det der hospital allerede? Så slap han for mig, det ville gøre hans liv meget lettere og han ville havde som han havde før jeg blev sendt over til ham.  Hvorfor prøvede han så meget? Jeg ville aldrig blive den samme. Jeg ville aldrig blive den glade pige jeg var før, selvom jeg prøvede, men det var for svært, for krævende. Måske havde han bare ikke indset det endnu?

En banken på døren fik mig ud af mine tanker og jeg lod mit blik falde til døren, hvor Zayn kom ind. Han smilede et prøvende smil, men jeg krøb sammen i sengen igen og prøvede at bevare roen, da jeg vidste han kunne ville mig det bedste. Eller gjorde jeg nu også det? Han havde været venlig og rolig overfor mig, men jeg vidste ikke om han ville mig det bedste, så det var noget åndssvagt noget at tænke, for det ville jo aldrig ske. Hvem ville det bedste for sådan en som mig? Måske gjorde han det også bare for at komme af med mig så hurtigt så muligt. Jeg ville ikke bebrejde ham for det, jeg er noget af en last og jeg lader det gå ud over alle.

Jeg er sådan et forfærdeligt menneske, og med de tanker blev min øjne igen fyldt med tårer og jeg havde ikke den mindste chance for et kunne holde dem tilbage, så de løb om kap ned af min kolde røde kinder. Jeg begravede mit hoved i mine hænder og krøb hulkene sammen i sengen.

Jeg er et forfærdeligt, jeg er et forfærdeligt menneske, jeg er et forfærdeligt menneske. De tanker blev ved med at snore rundt i hoved på mig og gøre mig mere og mere ked af det, og mere og mere deprimeret. Hvorfor fandtes jeg overhoved? Jeg var ikke det værd! Måske var alle bedre uden mig, men hvad kunne jeg gøre ved det? Jeg er for bange til selvmord og jeg er 100 procent sikker på at igen ville slå mig ihjel, selv hvis jeg tiggede dem om det.

Jeg mærkede et par hænder om mine skuldre og jeg blev lagt i ens skød, men jeg kiggede ikke op, jeg kunne ikke, jeg ville ikke. Jeg ville ikke se personen i øjnene, de behøvede ikke at se mine, nu, livløse øjne. Jeg kunne allerede nu mærke at jeg havde miste den sidste gnist af livskræft, og det gjorde underligt ondt at miste den. Hele min krop føles helt slap, men stærk på samme tid, jeg havde svært ved at trække vejret og mit hjerte gjorde ondt og pumpede af sted med 200 slag i minuttet. Måske var det noget andet der gjorde ondt? Den pludselig kropskontakt med et andet menneske?

"f-få-å d-d-de-et ti-il a-a-at st-st-to-op-oppe!" Skreg jeg af mine fulde lungeres kræft og det kom vidst bag på person, der havde lagt mig på hans skød, for han veg hurtig tilbage, men trak mig så ind til ham igen. Jeg blev ved med at mumle det samme igen og igen. De samme ord, som kun gav mening for mig.

Døren blev smækket op, men igen kiggede jeg ikke op, for at finde ud af hvem det var. Jeg havde ikke løst, jeg kunne ikke. Jeg brugt ofte ordene 'kunne ikke' for tiden, det viste bare hvor svag jeg var, hvor lille og ubetydelig jeg var. Smerten i mit hjerte blev blandet med den smerte, der var der i forvejen og gjorde den ulidelig smerte endnu mere ulidelig og endnu mere ubærlig. Jeg skreg højere og længere end nogensinde. Det hele svimlede for mig og det glimtede for mine øjne.

"Hvad har du gjort mod Vanessa!" råbte en sur Liam af sine fulde lungeres kræft. Jeg krummede mig sammen af hans vrede, da jeg aldrig havde hørt ham SÅ vred før. Og han var med sikkerhed sur på mig, igen havde jeg skuffet ham og igen havde jeg gjort ham sur. Jeg mærkede skyldfølelsen komme op, men smerten i mit hjerte bedøvede alle andre følelser end den smerte. Jeg havde løst til at skrige igen, men jeg bed det i mig, da Liam sikkert bare ville blive endnu mere vred.

"Jeg har ikke gjort hende noget, jeg kom ind for at snakke med hende og så brud hun ud i gråd og begyndte at råbe at hun ville havde noget til at stoppe, men hun sagde ikke hvad" sagde Zayn med en lidt frustreret, blid og tør stemme. Han lød træt.

"Okaaay..." sagde Liam med en tøvende stemme. Tårerne stoppede for en kort stund, men begyndte så igen, men denne gang var de i det mindste lydløse. "Hey søde" En hånd blev lagt på mit hoved og mit hoved blev nusset stille og roligt. "Hvad er det der skal stoppe?" spurgte Liam med en rolig stemme. "Jeg vil kun hjælpe dig, det ved du da" sagde han lidt efter med en endnu mere blid stemme.

"Mi-mi-it hj-hjer-ert-te, m-mi-in m-mi-in m-mi-ii-in" jeg stammede for at komme videre, men jeg kunne ikke, det gjorde for ondt at sige, det var for svært, for hårdt. Jeg skuffede Liam endnu engang ved ikke engang at kunne fortælle hvad der var i vejen.

"Zayn vil du ikke være sød at gå ud, så jeg kan snakke med Vanessa alene?" spurgte Liam stille om, som om jeg slet ikke kunne hører det. Jeg blev blidt løftet op og lagt ned på min seng igen. Jeg hørte fodtrin og en dør der blev åbnet og lukket. Jeg sukkede tungt og satte mig op langsomt, så jeg kunne sidde bedre. "Hvad er det så med dit hjerte?" spurgte Liam blidt og satte sig ned overfor mig. Gav han aldrig op? Jeg tog en dyb indånding og prøvede at slappe af. De gik nogenlunde.

"Je-eg fø-øler mi-ig u-ubru-uge-lig og je-eg fø-øl-ler mi-ig sk-sky-skylig ov-ver al-alting!" snøftede jeg med min lille muse stemme og jeg bad til alle i verden at han ikke hørte det og ville blive sur på mig.

"Hvorfor?" spurgte han endnu blidere og begyndte at age min kind med den hånd han havde nusset mit (falske) hår med.

"Alt!" mumlede jeg "jeg ka-an ik-kke an-andet end at-t sku-uffe di-ig!" og der begyndte jeg at hulke igen. Jeg havde så forfærdeligt med det hele. Hvorfor kunne jeg ikke bare være stærk? Stærk som Liam. Hvorfor?

"Søøde, du skuffer mig aldrig, og husk på jeg elsker dig!" sagde Liam med en blid stemme med mange følelser i. Kan det være sandt det han siger? Er jeg ikke en skuffelse? Kan det være at jeg muligvis virkelig er elsket af nogen og at de ikke prøver at sende mig væk?

Nej.

Det er umuligt. Jeg er intet andet end en plage og det bliver jeg heller aldrig, også selvom jeg prøver, for det gør jeg virkelig, men det går bare langt fra godt.

"J-j-jo je-jeg gø-ør!" hviskede jeg, mens jeg begravede mit ansigt i min dyne. Jeg gad ikke hører på hans forklaring om at jeg ikke var, jeg gad ikke hører på alle hans løgne! Jeg holdt min hænder op for min øre, så jeg ikke ville kunne hører mere, men det hjalp kun lidt, for jeg kunne stadig hører ham mumle.

Efter flere minutter, hvor jeg havde svært ved at trække vejret, da jeg både hulkede og havde begravet mit hoved i min dyne, mærkede jeg et par hænder på mine og et svagt stød gik igennem dem og helt ned til mine føder. Jeg havde slet ikke hørt der var kommet en anden ind, og ja jeg er sikker på det ikke er Liam, for hans hænder nusser stadigt mit hoved.

Han tog mine hænder i hans med lethed - jeg havde måske glemt alt om at beholde dem på mit hoved, da jeg mærkede hans hænder på min - og nussede dem forsigtigt inden han slap og løftede mig op. Jeg begravede mit hoved i hans skulder - hvilket overaskede mig og ham - og gav mig til at græde videre. Han begyndte at nusse min ryg og hviske små søde ubetydelig ord i mit øre og det fik mig langsomt til at slappe af.

"Næste gang hun for sådan et 'anfald' kalder jeg på dig Harry, det ser ud som du har styr på det" sagde an blid stemme, der kun kunne tilhører Liam.

Vent! HVAD!?

Var det Harry der holdte mig!?

Jeg prøvede at trække mig ud af hans greb, men han holdt mig bed et blidt, men stærkt greb og jeg kunne umuligt komme ud. Underligt nok følte jeg mig faktisk lidt tryk sammen med ham, ikke på måde som jeg havde gjort med Zayn i går. Jeg ved ikke hvad der var anderledes, men det var dejligt.

"Tag det roligt, jeg ville aldrig sårer dig..." hviskede Harry ind i mit øre, og på en eller anden måde, så troede jeg på ham.

 

------------------------------

Hvad synes i så?

Jeg ved godt det ikke er så langt, som de andre, men jeg synes det var et godt sted at stoppe :-)

 

- MSH1912

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...