That's the broken me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2012
  • Opdateret: 19 nov. 2013
  • Status: Igang
*Jeg har altid haft lyst til at skrive sådan en historie bare på en lidt anderledes måde, så det har jeg tænkt mig at gøre nu* Vanessa Payne er den lille skrøbelige pige på 17 år. Det mindste ord kan få hende til at bryde sammen. Hendes forældre er meget bekymret for hende, da Vanessa ikke engang kan gå i skole mere. De ved ikke hvad de skal gøre med Vanessa, da de ikke ved hvad der er glat med hende, ikke engang en psykolog kan få hende til at røbe noget. En hverdag for Vanessa er at side alene inde på hendes værelse med nogle lærer bøger og et par pakker lommetørklæder.Men hendes liv tag en stor drejning - som hun ikke bryder sig meget om - da hendes storebror, Liam Payne, og hendes forældre beslutter sig for at hun skal bo ved ham i vintermånederne. Det bliver en alt for stor mundfuld for Vanessa, da resten af One Direction lige pludselig skal blandes ind i det, da Liam ved - efter et par dag - at han ikke kan klare det alene.

52Likes
94Kommentarer
3692Visninger
AA

7. Kapitel 5

Liam og jeg havde været alene sammen i hans lejlighed de sidste 3 dag og jeg kunne godt mærke på Liam at han var ved at blive frustreret, sikkert på mig. Jeg kunne ikke gøre noget rigtig og det havde jeg det utroligt dårligt med. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, for jeg var stort set på mit værelse hele tiden. Jeg ville gerne ændre mig, det ville jeg virkelig, men jeg kunne ikke. Jeg kunne knap nok holde mig sammen som det var lige nu, jeg ville ikke kunne holde til at skulle prøve at ændre noget i mens. Jeg havde igen energi og jeg spiste sjældent, ikke for at tabe mig, ikke for at få opmærksomhed - den ville jeg helst undgå - ikke for at pine andre, faktisk havde jeg ikke nogen grund til at gøre det, men jeg kunne bare ikke få mig til at gøre det alligevel. Min hjerne sagde nærmest stop, så jeg måtte tvinge mad i mig. Jeg drak en masse vand, da jeg åbenbart var tørst hele tiden. Alle de ting forvirrede mig og gjorde mig trist. Jeg græd mere end jeg plejede og jeg følte mig mere og mere tom. Måske var det bare fordi mit værelse stadig ikke var blevet hvidt eller at jeg ikke var hjemme ved min mor og far, men at jeg var et helt nyt sted, hvor jeg ikke havde været før. Måske var det dem begge? Jeg vidste det ikke, men... Nej, der var intet 'men' her. Det hele var så pokkers forivrende. Jeg havde for mange tanker i mit hoved, de kunne simpelthen ikke være der. Jeg følte at mit hoved snart ville eksplodere, og det var en utrolig ubehagelig følelse.

Et par varme tårer sneg sig ned af mine kinder og endte i min mundvige. Jeg begyndte at kunne smage den velkendte smag af salt og vidste at de første tårer var nået helt ind i min mund. Smagen af salt bredte sig i min mund. Der var intet andet at koncentrere sig om i det øjeblik, så min opmærksomhed blev, ved smagen af salt i min mund. Utrolig kedeligt, men så tænkte jeg i det mindste ikke på noget sørgeligt eller trist. I ved hvad jeg mener. Jeg sukkede tungt og lod min krop dumpe ned på sengen, som en led løs dukke. Det falske hår begyndte at kræse i min nakke, så jeg rev irriteret min paryk af og smed den over i den anden ende af værelset. Jeg lod mine hænder glide over mit hoved, hvor der var begyndt at komme hår igen. Et par millimeter, højest. Men i det mindst var det på vej igen.

***

En rolig banken på døren fik mig til at rejse mig op og gå hen til min paryk og tag den på hoved og glatte den lidt ud overfor et spejl.  Igen skulle se mig uden paryk igen, to havde... og det var to for meget, selvom den ene var Liam. Jeg elskede ham, men han skulle ikke se mig uden hår. Jeg var så grim!

"Kom i-ind" sagde jeg med en svag stemme. Overraskende nok var den højere end den plejede. Hvis det var Liam, ville det måske gøre ham bare lidt glad. Jeg hørte døren gå op og mere end et par fødder komme ind. Jeg kiggede stadig ind i spejlet, da jeg hørte døren lukke. En gnist af angst sprang frem i mig og jeg krummede mig forover i et sekund, inden jeg rettede mig op og vente mig om, for at se hvem det var.

Jeg havde regnet med at se Liam, sammen med hans venner eller sådan noget, men Liam var der ikke. Kun hans venner. Jeg tog skræmt et par skridt tilbage og gik dermed ind i et stort spejl bag mig og slog mit hoved svagt. En smerte slog igennem mit hoved, da såret stadig ikke var helet endnu. Jeg slog øjnene op i smerte og lod et støn undslippe mine læber.

"Hvad sker der?" spurgte... Louis? En dreng med brunt hår og blålig øjne. Jeg tog mine hænder op til mit hoved. En slem hovedpine var på vej, det kunne jeg mærke. Jeg trak vejret med tunge vejrtrækninger, for at få mere ilt op til hjerne, da jeg havde hørt det skulle hjælpe, men det gjorde det bare ikke.

"Ka-kan i-i ik-kk-kke hente no-ogle hovedpine pi-ller?" sagde jeg med min svage og skrøbelige stemme. Fyren med sort hår forsvandt ud af mit værelse, på jagt efter hovedpinepiller. Jeg burde lærer deres navne. Gerne snart.

Jeg kiggede op på de 3 fyrer der var tilbage, den ene var Harry og de andre var ham som måske/måske ikke var Louis og så en fake-blond med blå øjne, som så virkelig cute ud. Han var den eneste blondine, så ham skulle jeg ikke have så store problemer med at huske, når jeg først havde lært hans navn. Har jeg nævnt at jeg er elendig til at huske navne? For det er jeg.

Den fake-blonde smilede prøvende til mig, han virkede meget nervøs. Jeg trak på mit ene smilebånd, da det var alt jeg kunne gøre for at bare smil lidt igen - jeg havde ikke smilt i lang tid og jeg ikke engang sikker på jeg kan mere - men det fik i hver fald den blonde fyr til at slappe en smule af. Så kunne jeg da i det mindste gøre det rigtigt.

"øm.... je-jeg k-k-kan ik-kk-ke jeres nav-vv-ne" sagde jeg tøvende med min lille muse stemme. Jeg kiggede bange ned i jorden, da jeg var bange for hvad de ville gøre. Jeg stolede ikke på dem, da jeg ikke kendte dem.

Efter lidt stilhed tog jeg mod til mig og kiggede op. Jeg bevægede hoved lidt for hurtigt og det resulterede til at min hovedpine blev endnu værre. Suk! Harry var begyndt at smile svagt, samme med den blonde og ham Louis eller noget andet.

"Så vidt jeg ved, så ved du jeg hedder Harry, men det her er Louis og det her er Niall.... Ham der gik hedder Zayn." sagde Harry, da han fandt ud af at de andre ikke havde tænkt sig at sige noget, bage for min reaktion. Jeg nikkede stille og mumlede et 'tak'. Harrys smil blev større og man kunne se smilehulerne tag form.

Smilehuler. Dem havde jeg også engang.

En tår sneg sig ned af min kind, men den blev for første gang i lang tid ikke forfulgt af andre. Måske havde jeg endelig grædt nok. 3 par nervøse blik landede på mig, da de så tårerne. Louis og Niall blev stående hvor de stod, mens Harry forsigtig bevægede sig over mod mig.

Det skulle han aldrig havde gjort.

Et skrig - så højt at mine trommehinder skreg - kom ud af mine læber og jeg faldt samme på gulvet og krummede mig sammen til en lille kugle, bange for hvad Harry kunne finde på at gøre ved mig. Døren blev smækket hårdt op og en stemme gennemborede stilheden som havde lagt sig i rummet.

"Hvad er der sket? Er hendes hovedpine blevet voldsommere?" sagde en meget forvirret og bange stemme. Det måtte være Zayn. Jeg kunne hører nogen hviske, men jeg kunne ikke hører hvad de hviskede, da min hovedpine tog til igen.

"Her søde tag to og drik bagefter" sagde en blid stemme. Jeg trak mig ud af den klump jeg havde samlet mig i og så Zayn stod bøjet ind over mig med et glas vand i den ene hånd og to piller i den anden. Et smil var plantet på hans læber, som var utrolig smukke. Jeg tog med svage hænder i mod pillerne og glasset. Jeg slugt pillerne og drak vandet hurtigt.

Zayn stod stadig bøjet ind over mig. Han rækte en hånd frem som jeg tøvende tog i mod. Han trak mig op fra gulvet, så jeg igen stod op. Jeg kiggede hen på de andre, hvor Louis og Niall så meget overrasket ud og Harry så... jaloux ud? Eller  noget andet. Mig og følelser gik heller ikke så godt sammen.

"Vanessa?" sagde Zayn, som nu stod på min ene side. Det var det tætteste en fremme var kommet i lang tid. Jeg kiggede langsomt hen på ham med et nervøst og bange blik. Jeg gik et skridt væk fra ham, så jeg kunne føle mig en smule mere tilpas.

"Liam har bedt som om at tag dig med ud på shopping, mens han, nogle maler og designer omdekorer dit værelse." sagde Zayn med en meget blid og stille stemme. Det overraskede mig at han vidste hvordan han skulle berolige mig, det var der igen der vidste... ikke engang mig. Han havde bare en beroligende effekt på mig. Det var faktisk dejligt.

"Okay" hviskede jeg og gik hen til min sportstaske og tog et par røde støvler på til min røde jogging bukser og hvide hætte trøje.

"Lad os komme af sted!" sagde en glad Louis og tog fat i mit håndled og trak mig ud af værelset. Et klynk undslap min læber, men igen hørte det.

***

"Hvad så med den her? Den er da pæn" sagde Harry og holdte en lyseblå kjole frem. Jeg rystede på hovedet og gik videre. Det var virkelig svært at finde tøj der var pænt og enten var hvid, rød eller grøn, i sær når farverne ikke var på mode.

"Du har sagt nej til ALT vi har forslået, hvad er der i vejen med det?" spurgte Harry træt. Jeg kiggede ned i jorden, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare. De ville ikke kunne forstå det hvis jeg fortalte dem det. Måske ville Zayn, han havde været meget forstående og tålmodig hele dagen. Jeg prikkede svagt Zayn på skulderen, da han ikke stod mere end 3-4 skridt væk fra mig.

"Hvad så, søde" sagde han blidt og smilede svagt til mig. Jeg trak i hans ærme, så han forstod han skulle komme tættere på. Da han var kommet hel tæt på, stilte jeg mig på tær så jeg kunne hviske ham det i øret.

"Je-eg må-å ku-un gå-å i hv-i-id, gr-øn og-g rø-ød" hviskede jeg endnu lavere end normalt. Jeg var ikke sikker på han overhoved hørte det, men da jeg trak mig væk fra ham, nikkede han svagt så jeg var den eneste der opdagede det.

"Lad os gå ind i en anden butik, her er tydeligvis ikke noget som Vanessa kan lide" sagde Zayn til Niall, Louis og Harry. Jeg gik stile bag dem, da de gik ud af butikken.

"Kan vi ikke godt få noget at spise!" sagde Niall og sukkede tungt. Han kiggede bedende på Zayn, som åbenbart havde taget styringen.

"Nej, vi skal først finde noget tøj til Vanessa... du kan spise bagefter" sagde Zayn halv irriteret. Niall sukkede endnu engang tungt og brokkede sig til sig selv, men gik så videre. Måske kunne jeg hjælpe ham? Jeg gik bagerst og var helt lydløs, hvis jeg gik så ville de nok ikke finde ud af det. Og så ville jeg ikke være så stor en plage mere. Og.. og jeg kan stadig huske deres navne! Wuuhuuuuu!

Jeg trak mig stille tilbage, da jeg så de gik ind i 'Sparkz'. Jeg gik over til en eller anden café og trak min pung op af min hættetrøje.

Tag en dub indånding Vanessa, du kan godt.

Jeg gik frem til kassen og pegede en masse ting ud, så jeg var sikker på der var nok og mumlede så et svagt 'jeg vil gerne havde det med' og betalte så.

Efter 10 minutter havde jeg det hele i 2 pose-ting og gik over mod Sparkz igen.

Da jeg kom der ind igen blev jeg overfaldet af 4 bange og nervøse drenge. Måske havde de opdaget jeg var gået alligevel. Jeg kiggede ned i jorden.

"Hvor i al helved har du været!?" spurgte en vred og frustreret Louis. Der kom et lille klynk frem fra mine læber og tårerne rev sig løs. Jeg nægter at græde i offentligheden! (selvom jeg har gjort det før).

"Je-eg kø-'bt bare no-oget ma-ad ti-il Ni--iall" sagde jeg med en svag stemme, imens jeg rakte Niall de 2 pose-ting med maden i. Niall hoppede glad op og ned da han åbnede den første pose og smilede over hele ansigtet.

"Tak, tak tak Vanessa" råbte han og krammede mig hårdt. Jeg prøvede febrilsk at komme fri, så jeg ikke havde nærkontakt med ham, men han var MEGET stærkere ind mig, så i stedet gav mine ben under og jeg lå nu slapt i Nialls arme, som kiggede bange over på de andre drenge der straks fik mig ud af Nialls greb - han var ved at tabe mig - og ned at ligge på gulvet.

"Hey søde, tag det roligt" sagde Zayn og agede mit hår stille. Hans øjne blev store, da hans hånd kom til at rykke med min paryk så den rykkede sig lidt. Panisk og hurtigere end lynet fik jeg sat mig op og rettet på min paryk. Jeg trak mig roligt væk fra ham og rejste mig op.

"Hvis du nu tag med Harry og Niall hjem til en af dem, så køber mig og Louis noget tøj til dig. Så kan du jo slappe lidt af" sagde Zayn roligt og smilte  til mig. Jeg nikkede svagt da jeg følte mig lidt træt og svimmel. "Er det okay med jer?" spurgte Zayn de andre drenge om. De nikkede og jeg fulgte Niall og Harry ud af shopping-centeret.

"Vi tag hjem til mig, hvis det er okay" sagde Harry og prøvede at lyde så blid som muligt. Han havde sikkert regnet ud at det var måde at tale til mig på.

Jeg nikkede stille og kiggede ned i jorden. "Bare der er en seng jeg kan sove i, i et par timer" sagde jeg med en træt og svag stemme.

***

"Hun har sovet i 5 timer nu, hvordan kan hun være så træt?" sagde en mørk stemme. Det kunne godt være det var Harry, men når man kun er halv vågen er det svært at bedømme. Jeg vente mig op på den anden side og prøvede at sove videre.

***

"Så du hende spise noget i dag?" sagde en stemme jeg kun havde hørt blid hele dagen, men nu var blevet mere hård.

"Nej..." sagde en sød stemme med irsk accent, Niall. Jeg kunne hører fodtrin, de var på vej ind på Harrys værelse, hvor jeg sov eller halv sov.

"Det er fordi hun næsten aldrig spiser" sagde en ny stemme, som kun kunne være Liam. "Hun er meget træt for tiden, hun spiser næsten ikke noget, men drikker til gengæld meget vand og hun er meget svag. Det giver mening ikke?" sagde Liam efter et minuts stilhed.

"Jeg er bekymret for hende... Hvis jeg ikke for hende på det rette spor igen, så skal hun på et eller andet hospital der hjælper folk med depressioner og andre problemer som dem." sagde han og sukkede tungt.

Af hvad skulle jeg? Hvorfor er der ingen der fortæller mig sådan noget?

Jeg gryntede stille og der blev stille i rummet i et øjeblik.

"Men hun har da ikke en depression? Har hun?" sagde Niall stille og forvirret.

"Jeg ved det ikke, men det tror jeg ikke, men hun har gået med, hvad det end er hun er gået rundt med, i over et år nu og det er kun blevet værre, hun har brug for hjælp" sagde Liam tungt. Han lød helt hjælpeløs og trist.

"Måske skulle vi vække hende så du kan få hende hjem?" sagde Louis som ellers havde forholdt sig meget stille under samtalen.

"Ja, måske" svarede Liam stille.

 

-------------------------------------

Hvad synes i så? :-D

Og undskyld for ventetiden....

Hvad tror i der sker nu? :-)

 

- MSH1912

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...