That's the broken me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2012
  • Opdateret: 19 nov. 2013
  • Status: Igang
*Jeg har altid haft lyst til at skrive sådan en historie bare på en lidt anderledes måde, så det har jeg tænkt mig at gøre nu* Vanessa Payne er den lille skrøbelige pige på 17 år. Det mindste ord kan få hende til at bryde sammen. Hendes forældre er meget bekymret for hende, da Vanessa ikke engang kan gå i skole mere. De ved ikke hvad de skal gøre med Vanessa, da de ikke ved hvad der er glat med hende, ikke engang en psykolog kan få hende til at røbe noget. En hverdag for Vanessa er at side alene inde på hendes værelse med nogle lærer bøger og et par pakker lommetørklæder.Men hendes liv tag en stor drejning - som hun ikke bryder sig meget om - da hendes storebror, Liam Payne, og hendes forældre beslutter sig for at hun skal bo ved ham i vintermånederne. Det bliver en alt for stor mundfuld for Vanessa, da resten af One Direction lige pludselig skal blandes ind i det, da Liam ved - efter et par dag - at han ikke kan klare det alene.

52Likes
94Kommentarer
3692Visninger
AA

6. Kapitel 4

"Det smagte da rigtig godt!" sagde en venlig stemme med irsk accent. Jeg kiggede op og så på drengen med blond hår og blå øjne. Var det ikke ham der hed Niall? Jeg nikkede stille, som tak. Jeg nikkede tit som svar. Jeg var ikke så tryg ved andet, det var som om jeg var bange for min egen stemme. Det var jeg ikke, men jeg havde en eller anden frygt, for at sige noget forkert og sådan noget. Ham smilede stort til mig. Han prøvede sikkert at gøre mig glad, men det havde den modsatte effekt. Tårerne begyndte at hobe sig op igen og min mund begyndte at bævre.

"G..g... gør m... mig.. ik...ik..ke... no... noget.... je... je... undskyld" stammede jeg imellem mine hulk. Jeg prøvede desperat at flytte stolen så lang tilbage jeg kunne, men det gik ikke særlig godt. Stolen faldt tilbage og det samme gjorde jeg. Mit hoved ramte gulvet med et bump og det gjorde mig ret så svimmel og rundtosset. Jeg fik med besvær rejste mig op, men jeg tumlede rundt som om jeg var fuld. Jeg kunne ikke holde mig på fødderne, så jeg faldt igen, men denne gang blev jeg liggende på jorden. En kvalme begyndte at stige i mig og så kom alt pizzaen op igen. Og den smagte langt fra godt anden gang.

"Hvad gjorde jeg forkert?" sagde den samme stemme, som så var Niall. Ikke? Han lød trist. Igen kom kvalmen frem og jeg kastede mavesyrer op. Jeg havde intet tilbage i min mave, men jeg kunne stadig mærke kvalmen. Jeg hørte stole der nærmest skreg, da de ramte gulvet og en masse skridt. 4 hænder fik mig op og stå. En panik startede i mig, så jeg vred mig alt hvad jeg kunne. Et langt skrig kom ud af min mund. Et skrig der sagde jeg var bange og i farer. Bare der var nogle der hørte det. Hvad skulle jeg gøre, hvis ingen hørte det, og jeg skulle opleve mit mareridt igen. Det ville jeg ikke kunne holde til.

"Slap af vil gøre dig ikke noget, vi vil jo bare hjælpe dig" sagde en mørk stemme. Mine øjne var lukket så jeg havde ingen idé om hvem det var. Men det var ikke Liam, Harry eller Niall, da jeg kendte deres stemmer, eller næsten. Min krop vred sig stadig for at komme fri, men hænderne var stærke, så jeg kom igen vejne. To af hænderne slap og de to andre tog fat om min min mave. Lige under min bryster, der hvor jeg havde skåret mig. Jeg skreg af smerte og af ren forskrækkelse, tror jeg, slap personen mig. Jeg faldt ned på gulvet og begyndte at kravle væk, men jeg nåede ikke særlig langt før nogle hænder igen trak mig op. Hvornår ville jeg slippe for dette? Hvad jeg ikke været nok igennem allerede? Skulle jeg igennem de samme smerter igen? Det var ikke fair! Jeg hørte stemmer tale oprevet til hinanden  men jeg hørte ikke om hvad. Mine tanker var for høje.  Jeg blev løftet op, så mine fødder ikke længere rørte gulvet og blev båret et eller andet sted hen, og hvis jeg havde ret, så lå jeg snart i en seng nøgen.

Jeg blev blidt lagt på en sofa. Det mærkede i hvert fald som en sofa. Der var jeg ved ikke hvor mange senge i det her hus og så vægler de en sofa? Giver det mening? Gad vide hvad Liam laver lige nu? Han er forhåbentlig ikke med til det her, han er jo min bror og det ville bare være for mærkeligt og ulækkert. Det ville virkelig give mig det sidste skub. Jeg pressede mine øjne sammen, da jeg var virkelig fristet til at se hvem det var der var foran mig, men på en hel anden måde ville jeg ikke vide det. Tårer faldt igen ned af mine kinder, da de åbenbart var stoppet et kort øjeblik. Jeg krummede mig sammen i håb om at de så ikke ville kunne se mig, jeg vidste godt det var et tåbelig håb, men jeg håbede stadig. Stemmerne var der stadig, men de trængte stadig ikke ind. Min mave begyndte at gøre ondt, da jeg trak mig sammen og jeg tror min sår gik op. Et par hænder trak op i min trøje. Nu begyndte det. Hænder trak sig hurtig tilbage igen og jeg åbnede forvirret øjnene. Jeg kiggede ind i Liams bange øjne, men jeg lukkede dem hurtigt igen. Ville Liam virkelig gøre det imod mig?

"Hvad... hvad er der sket med din mave?" spurgte han og tog et skridt tilbage. jeg åbnede øjnene igen og kiggede ned på min mave. Min forbinding var blodrød og min trøje havde også fået nogle pletter. Jeg undlod at svare Liam, da han ikke skulle vide at det var mig der havde gjort det. Jeg havde aldrig gjort det så voldsomt, men jeg kunne ikke klare omvæltningen i min verden, den var bare ikke god for mig.

"Louis ring til en ambulance... nu!" sagde Liam. Så slemt stod det da heller ikke til, jeg blødte bare. Det skulle nok gå over igen.

"Ne.. ej" sagde min svage stemme, men jeg vidste Liam hørte det. han gik hen til mig og tog min hånd. Han smilede svagt til mig, men han så virkelig bekymret på mig. Hallo Liam, jeg er ikke ved at dø.

"Zayn og Niall find noget jeg kan stoppe blodet med!" skreg Liam bange. Det filmrede for mine øjne. Sorte og hvide pletter ødelagde mit syn og alt var også blevet sløret. Måske skulle jeg på hospitalet. Jeg havde det ikke særlig godt, men det var kun fordi jeg var faldet. Tror jeg. Jeg fik kuldegysninger over det hele og jeg begyndte at svede voldsomt. Alt blev sort for mine øjne, men jeg kunne stadig hører og mærke. Desværre var smerten i mit bryst større end alt andet, så det var det jeg tænkte mest på.

"Harry lad være med at stå der, gør noget!" skreg Liam. Selvom lydene var ved at blive svagere, kunne jeg stadig hører at Liam skreg af Harry.

"Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre" sagde en panisk Harry. Smerten i min krop var ved at gå helt væk, på nær smerten i mit bryst, den blev bare værre, men den voksede hele tiden, så intet panik der.

"Her Liam" sagde to stemmer i munden på hinanden. De lød begge lidt forpustet. "Måske skulle vi få hende ud af lejligheden, så når ambulancen kommer kan de for hende på hospitalet hurtigere, hvis det er nødvendigt" sagde en af de to stemmer fra før, men det var ikke Niall, så de måtte være en af de to jeg ikke kendte. Ham der gik med Niall hed noget med Z. Jeg havde set x factor så det var nok ham Zain, som gerne ville hedde Zain med y i stedet for i. Eller hed han det i forvejen? Pas. I mens min lange tankestrøm var i gang, var jeg blevet løftet op og båret et eller andet sted hen, og bagefter ind i en elevator og ud af den igen. Det minder mig om jeg gerne vil i en forlystelsespark! De er så sjove... Eller det var de for 4 år siden. Måske er de ikke mere, ligesom alt andet er blevet gråt og trist.

"Hun tag det meget roligt i forhold til hun har mistet over 2 liter blod.... hvordan var det lige det skete?" sagde en ny og meget hæs og mærk stemme. Det hele svimlede så meget at jeg ikke havde nogen tidsformelse overhovedet.

"Vi ved ikke hvordan hun begyndte at bløde, men hun faldt ned af en stol og ramte med hovedet først, men det er i hvert fald ikke grunden til hun bløder" sagde Liam og lød helt forvirret og fortvivlet. Alle de indtryk jeg normalt fik, gav igen mening mere og nogen af dem var der heller ikke.

"Der kan komme en med i ambulancen, resten må selv kører derned" sagde den samme hæse og mærke stemme.

"Jeg tag med jeg er hendes bror" sagde Liam hurtigt. Nu hvor jeg mærker efter ligger jeg på en bårer og båren bevægede sig. Og det havde jeg først lagt mærke til nu? Jeg er jo i min egen lille verden, hvor tristhed ikke eksistere, det gør igen føleser. Her bliver jeg!

***

"Hvordan fik du så de sår?" spurgte en læge, sygeplejerske eller noget tredje. Jeg havde stadig ikke lært at se forskællen på dem. Jeg kiggede ned på dynen jeg havde på og lod de første tårer falde. Jeg følte en form for skyldfølelse, men jeg ville alligevel ikke sige det. De ville bare tag det sidste redskab jeg havde i mod min smerte væk fra mig, og det måtte ikke ske. Så ville jeg jo ende med at græde hele tiden og ikke kunne noget og.. og måske begå selvmord. De tanker havde flere gange formede sig i mit hoved, men jeg følte alligevel ikke at det var det værd. Jeg rystede lidt på hovedet, for at sige jeg ikke ville sige det. Læge tingen sukkede dybt.

"Vi kan ikke hjælpe dig hvis du ikke fortæller hvem der gjorde det" sagde han og prøvede at smile til mig. Han havde som altid den forkerte teori, men det var jeg vant til. Jeg havde været på hospitalet to gange på 2 dage, det havde jeg ikke prøvet endnu. Lægen havde sagt jeg havde fået en lille hjernerystelse og at jeg skulle blive her natten over så jeg kunne få nok blod ind i igen, da jeg havde mistet over 1 liter blod, som er ret meget. Han havde også sagt at jeg ikke måtte dyrke motion den næste måned og det var ikke noget problem, da jeg ikke rigtig dyrkede motion om vintern. Det var for koldt. Jeg rystede til sidst på hovedet, som svar på jeg ikke ville sige det.

"Du ved godt vi har tavshed pligt ikke? Vi fortæller det ikke videre" sagde han med et opgivende suk. Ja, men i sender mig et eller andet sted hen, hvis jeg fortæller jer om mit liv + jeg stoler ikke på folk jeg ikke kender. Jeg var meget imod at de skulle gøre alt muligt imod mig, da jeg ikke kendte dem, men til sidst havde de givet mig noget bedøvende, så jeg ikke kunne klage mere. Jeg vidste jo godt at de kun ville hjælpe mig, men hvad nu hvis de ikke ville? Jeg havde så mange 'hvad nu hvis'er'.

Da jeg stadig ikke svarede ham sukkede han dybt, men rejste sig og gik ud. Jeg lagde mig ned igen og lukkede min øjne i. Jeg var rigtig ret, men det var kun på grund af den manglende blod i min krop, som jeg igang med at få skudt(?) ind igen eller hvad man nu kalder det, når der sider en slang i begge hænder, den en med blod og den anden med vand. Døren blev åbnet, så jeg åbnede min øjne og så en bekymret Liam sammen med hans venner, som også så bekymret ud, men ikke ligeså meget som Liam.

"Hvem fanden har gjort det!" råbte Liam, da han var kommet hen til mig. Jeg krøb tilbage i sengen, selvom jeg ikke kunne kryppe længere tilbage. Liam skræmte mig og tårerne løsrev sig igen. Han plejede ikke at være sådan, men jeg kendte ham også bedst for 2-3 år siden, så han kunne jo havde ændret sig.

"Jeg skal personligt dræbe ham der har gjort det" sagde Liam endnu mere rasende og tog fat i min hånd. "Sig hvem det var" Jeg trak min hånd til mig og trak dynen over mit hoved. Jeg havde aldrig set Liam så sur før.

"Tag det roligt Liam... kan du ikke se at du skrammer pigen" sagde Harry? Jo, jo det var Harry. Der var alt for mange navne at kører rundt i. Hey, vent lige. Havde Harry lige hjulpet mig der? Det er da ikke noget drenge gør, de sårer og bruger bare en. De eneste drenge man kan stole på i normale omstændigheder er dem i ens nærmeste familie og den holde ikke engang altid.

"Hvordan skal jeg kunne tag det roligt, når nogen har gjort det her mod min søster?" sagde Liam oprevet, men alligevel ikke så vred som før. Jeg min dynen ned og tog fat i Liams hånd, som hang slap ned. Jeg gav den et lille klem, for at få Liam til at se på mig. Han kiggede over på mig, så jeg slap mit greb om hans hånd og lavede en håndbevægelse med hånd, hvor den først pegede på hans venner og så døren, bagefter kiggede jeg på ham, så pegede jeg på mig og til sidst på ham. Jeg ville havde de drenge ud, så jeg kunne (prøve at) snakke med Liam. Liam forstod det hele og sendte drengen ned til kantinen, for at få noget mad og tag noget med tilbage til os.

"Hvad er det så du vil sige, søde?" spurgte han og så håbefuldt på mig. Jeg kiggede ned på dynen igen, for at samle mod til at sige det. Jeg tog en dyb indånding og pustede ud igen. Jeg kiggede op på Liam. Tag det med ror Vanessa, du kan godt. Det hele skal nok blive godt bagefter.

"D..de..der v..v..v...var ik--ik--ke n--nog..en d..der gj..gjor..de det" sagde jeg med min lille muse stemme. Inden i lavede jeg sejers  dans, da jeg ikke var begyndt at græde endnu og kun kunne mærke det prikkede i øjnene. Nu måtte Liam godt være stolt over mig, men selvfølgelig var han ikke det, han var bare ved at blive endnu mere sur. Han lignede en der tænkte så det knagede, så han prøvede nok at finde en anden mulighed en den første der var faldt ham ind. Han ville helt sikkert ikke tro den. Selvom jeg er ret sikker på det er den rigtige.

"Du må ikke lyve for mig, det kom jo ikke bare af sig selv. Nogen må have gjort det!" sagde Liam bestemt efter flere minutters stilhed. Lige nu ønskede jeg at drengene ville brase ind af døren, selvom jeg ikke kunne lide dem, måtte de rigtig gerne være min redning lige nu. Please! Jeg kiggede ned igen og mærkede min kinder blive våde, men også varme. Ja, jeg græd. Igen. Jeg trak benene op under mig og lod mine hænder omfavne mine ben. Jeg græd den i min hospitals kjole/trøje.

"Undskyld det var ikke meningen at gøre dig ked af det, jeg vil bare ikke havde at der er nogen der gør min søster ondt" sagde Liam og lagde en af sine hænder på mit ene knæ. Jeg begyndte at hulke svagt, men stoppede hurtigt, da døren gik op og 4 larmende drenge kom ind. Ja, jeg vidste der var 4 selvom jeg ikke kiggede, for det var jo Liams venner og der var 4 af dem.

***

"Vi kommer og henter dig i morgen ved 9-10 tid" sagde Liam og strøg mit hår, som ikke var mit, men var en paryk. Jeg sukkede dybt, da jeg kom i tanke om mit skaldede hoved. Liam gik hen til døren, hvor de andre drenge også stod.

"Vi ses" sagde han og vinkede stille til mig, som om han skulle ud og rejse.

"Vi ses" sagde jeg stille, men det så nok mere ud som en mimen, da der ikke rigtig kom noget lyd ud, men Liam rigesterede det alligevel. Det hjalp lidt på det hele. Døren blev lukket bag ham og her sad jeg så alene i et hospitalsværelse, hvor jeg ikke kunne lave noget som helst. Det fik tomheden i mit hjerte til at tag til og smerten til at komme til med tredobbelt kraft. Og det gjorde virkelig ondt. Jeg lod smerte tårer falde ned af min kinder og blande sig med mine almindelig tårer.

 

-------------------------------

Hvad sker der så nu?

Er i tilfredse med historien indtil videre?

Kom med jeres bud!

Husk at like :-D

 

- MSH1912

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...