That's the broken me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2012
  • Opdateret: 19 nov. 2013
  • Status: Igang
*Jeg har altid haft lyst til at skrive sådan en historie bare på en lidt anderledes måde, så det har jeg tænkt mig at gøre nu* Vanessa Payne er den lille skrøbelige pige på 17 år. Det mindste ord kan få hende til at bryde sammen. Hendes forældre er meget bekymret for hende, da Vanessa ikke engang kan gå i skole mere. De ved ikke hvad de skal gøre med Vanessa, da de ikke ved hvad der er glat med hende, ikke engang en psykolog kan få hende til at røbe noget. En hverdag for Vanessa er at side alene inde på hendes værelse med nogle lærer bøger og et par pakker lommetørklæder.Men hendes liv tag en stor drejning - som hun ikke bryder sig meget om - da hendes storebror, Liam Payne, og hendes forældre beslutter sig for at hun skal bo ved ham i vintermånederne. Det bliver en alt for stor mundfuld for Vanessa, da resten af One Direction lige pludselig skal blandes ind i det, da Liam ved - efter et par dag - at han ikke kan klare det alene.

52Likes
94Kommentarer
3697Visninger
AA

5. Kapitel 3

Da vi  endelig var kommet hjem, var det første jeg havde gjort, var at gå op på mit værelse, for at tag min paryk af, så jeg kunne se mig an. Og gæt engang, jeg så helt forfærdelig ud. Mit spejlbilled lignede en pige, der nok lige havde haft kræft og derfor havde miste hår og hun var mere end kunst. Tårer faldt ned af hendes kinder, men hun havde heldigvis ikke noget makeup på.

Jeg vente mig forskrækket om, da døren blev åbnet. Da jeg så Harrys ansigt udtryk kom jeg i tanke om at jeg ikke havde noget hår på hovedet, eller i det mindste min paryk. Jeg så ned i gulvet og lod mig selv glide ned af væg/spejlet jeg stod op af. Jeg tog min hænder op til mit ansigt, så jeg kunne skjule mig. Jeg ville bare væk lige nu. Godt nok kendte jeg ikke Harry, og der var lige derfor han ikke skulle se mig uden hår på hovedet. Jeg tænkte da også på mit udsende, og hvis nogle skulle se mig uden hår skulle det kun være mine nærmeste i familien.

"Øm... Liam siger du skulle pakke dine tasker og kufferter, for vi kør i aften" sagde han med en meget usikker og forsigtig stemme. Han virkede så usikker i forhold til den dag på hospitalet.

"Hva... hvad sn.. snakker d.. du ooo.. om?" sagde jeg og min stemme knækkede flere gange, men jeg formåede at holde den høj. Eller højere end min muse stemme. Jeg løftede mit hoved og kiggede for første gang end i en fremmedes øjne. Han havde grønne øjne, og de lyste af glæde, men også lidt af forvirring. Jeg havde helt glemt at øjne kunne lyse, bare på en eller anden måde, min var bare helt matte og døde, sådan så det i hvert fald ud i spejlet.

Harry begyndte at kigge spørgende på mig, men efter et øjeblik, fjernede jeg mit blik fra hans og kiggede ned i mit skød igen. Øjenkontakt var ubehageligt. Det var som om de kunne se helt ind i mig, hvor ingen skulle være eller bare se. Jeg hørte nogle skridt, men det var nok ikke mere end to, før jeg hørte en meget høj råben. Fra Harry.

"Liam, hun ved ikke hun skal med" havde han råbt. Det var langt tid siden jeg havde været tæt på nogle der råbte, så jeg blev virkelig forskrækket over den høje lyd. Det gav et spjæt i mig og tårerne begyndte med det samme at trille lydløst ned af mine kinder, og det irriterede mig grænseløst, da de lige var stoppet.

"Jeg kommer op nu, du kan bare gå igen" råbte Liam tilbage. Hvad var det jeg ikke vidste noget om? Og hvor var det jeg skulle hen? Og hvorfor taler de over hovedet på mig, som om jeg ikke er der? Okay, det sidste skal ikke svares på, for alle gør det alligevel.

Jeg hørte skridt og en dør der blev lukket, men jeg blev bare sidene på gulvet. Men da jeg hørte nogle gå op af trapperne, skynde jeg mig op, så jeg kunne tag min første paryk på igen. Nu havde Harry set mig uden paryk, men det skulle alle andre altså ikke. Jeg er ikke engang sikker på jeg vil vise min mor og far det mere. Jeg vente mig om og kiggede igen ind i spejlet så jeg kunne få den til at side rigtigt, og i det den gjorde det blev døren åbnet og en falsk hoste blev hostet, eller hvad man nu siger. Jeg vente mig om og så selvfølgelig Liam.

"Har mor og far ikke sagt, at du skal over bo ved mig i vintermånederne?" sagde Liam med sin altid så blide og rolige stemme. Han kiggede hen på mig og prøvede at fange mit blik, men mit blik lå fast på hans næse. Jeg havde ikke set ham i øjnene i lang tid, og jeg ville heller ikke gøre det lige med det samme. Jeg rystede stille på hovedet, men rejste mig alligevel, for at gå over til mit skab, så jeg kunne pakke mine ting.

***

Jeg hørte skridt bag mig, da jeg næsten havde pakke alle mine ting, så jeg vente mig om. Min mor stod foran mig og smilede venligt til mig.

"Du er ikke sur vel?" spurgte hun mig og aede min kind. Jeg gav hende et lille og ret så falsk smil. Jeg var ikke sur, men jeg var heller ikke glad. Jeg var trist og ked af det som altid. Jeg rystede stille på hovedet og gav hende et lille uskyldigt kram.

"Jeg elsker dig skat" sagde hun og trak sig ud af krammet. "Se at få pakket færdig, så i kan komme afsted." sagde hun og gik ud igen. Jeg sukkede dybt, da døren blev smækket i og gik straks i gang med at pakke færdig. Det tog ikke lang tid, da jeg ikke ville havde SÅ meget med. Jeg tog min håndtaske med og to halv store kufferter, som begge var hvide.

"Vanessa, vi kører nu!" råbte Liam ned fra stuen eller gangen. Jeg nikkede selvom jeg vidste han ikke kunne se det og så tig jeg fat om mine kufferter og min håndtaske og gik med vaklende skrift ud til trappen. Jeg måtte nok gå to gange. Jeg gik ned af trappen med min første kuffert og min håndtaske, og var ved at falde op til flere gange. Jeg havde ikke den bedste balance, når jeg bar rundt på en 15-17 kilos kuffert.

Jeg var lige nåede ned af trappen og skulle til at gå op igen, da Harry kom ud fra badeværelset der oppe og så min kuffert. Han tog den med ned og så langt mere elegant ud end jeg havde gjort. Jeg vente mig om uden et sige tak, og gik ud til Liams eller Harrys bil, for at få min kuffert og taske derind.

"Farvel snuske" sagde min mor og lod en tårer falde ned af hendes kind. Jeg smilede svagt til hende, inden jeg trak hende ind i et kram.

"Jeg kommer til at savne jer!" sagde jeg og gik over til min far og krammede ham og sagde de samme ord igen. Og det var sandt, jeg kom virkelig til at savne dem, selvom jeg ikke rigtig sagde noget til dem, så elskede jeg at være sammen med dem.

"Vi kommer også til at savne dig" sagde mine forældre,da jeg havde trukket mig ud af krammet og de havde taget armene om hinanden, som et rigtigt forelsket forældre par.

Jeg satte mig ind på bilens bagsæde og rullede vinduet ned, så jeg kunne stikke hovedet ud og vinke, når bilen begyndte at kører.

Jeg vinkede til vi drejede til højre og ikke kunne se dem mere. Jeg satte mig ordenlig ind i bilen igen og rullede vinduet op. Tårerne faldt ned af mine kinder i stride strømme, og de ville bare ikke stoppe. Jeg kom virkelig til at savnede dem. Som i virkelig virkelig virkelig meget! De var de bedste forældre i verden.

"Du skal ikke græde du kommer jo til at se dem igen snart" sagde Liam, der sad på førersædet, og Harry sad ved siden af ham. Jeg nikkede bare stille, da jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre, for jeg kunne ikke stoppe med at græde, ikke lige nu i hvert fald.

"Skal vi ikke hører noget musik?" sagde Harry glad og tænde for radion, som spillede 'Blow a kiss' a P!nk. Den var ret god, selvom jeg kun havde hørt den en gang før.

***

"Vi ses senere" sagde Liam til Harry,som lige var blevet sat et eller andet sted i London. Jeg kender ikke London, og jeg havde heller ikke rigtig kiggede ud af vinduet, så jeg vidste kun vi var i London, fordi Liam boede i London.

"Ja, vi ses" sagde Harry og vinkede. "Vi ses sikkert også" sagde han, sikkert henvent til mig, men jeg svarede ham ikke. Jeg blev bare ved med at side og stirre ligegyldigt ud i ingentingen.

"Vanessa! Harry sagde noget til dig" sagde Liam lidt strengt, men stadig blidt. Jeg nikkede som svar på at jeg havde hørt det, men flyttede ikke mit blik.

"Og..?" blev Liam ved. Hvad var det han forventede af mig? Jeg flyttede mit blik, så det lå på Liam og jeg kiggede spørgende på ham.

"Hv.. hvad?" sagde jeg med min lille muse stemme, der næsten ikke engang kan kaldes for en hvisken. Forventede han at jeg ville sige farvel til Harry, som jeg ikke kendte? Jeg talte næsten aldrig, og når jeg så endelig gjorde det var det kun til familie og dem jeg stolede på, med mindre jeg blev presset af mine forældre, men det lykkes aldrig, jeg fik kunne stammet noget man ikke forstod frem.

"Hver sød at svare Harry" sagde Liam og kiggede opmuntrende på mig. Jeg åbnede min mund og prøvede at få nogle ord ud, da jeg vente mig om mod Harry, men jeg fik kun en f lyd og en s lyd ud af min mund, inden alle tårerne begyndte og hulkene tog over. Liam sukkede stille.

"Det er okay, vi prøver igen senere" sagde han stille. Harry fik lukkede hans dør og så var Liam og mig på farten igen. Eller hvad man nu siger.

Vi kørte ikke særlig langt før han stoppede igen, så vi måtte vel være der nu. Jeg glædede mig faktisk lidt til at se hvordan Liam boede. Jeg havde nemlig ikke set det endnu, men det skulle være stort nok til at jeg kunne få et af gæsteværelserne og stadig være plads til hans bedste venner. Det sagde han i hvert fald, så det måtte jeg jo stole på. Jeg ville ikke være til besvær, eller ikke mere end jeg kunne undgå.

"Hvis du tag min sportstaske og din taske, så skal jeg nok tag dine kufferter" sagde Liam, da vi begge var stået ud. Liams hus, var ikke et hus, det var en lejlighed, men nok en pæn stor en, for det kvarter vi var i så mega dyrt ud, og det så ikke ud til der var mere end 5 lejligheder i den 5 etagers bygning.

Liam gik hen til lejligheden, og jeg fulgte fint efter, han fik låst op og så var hurtig inde i elevatoren. Godt jeg ikke havde klaustrofobi, for denne elevator var ret så lille. Elevatoren stoppede på 3 eller 4 etages. Jeg vidste det ikke, da jeg ikke rigtig havde kigget efter, jeg gik bare ud med det samme.

Liams lejlighed var virkelig stor! Større end et normalt hus, og den havde simpelhen alt! Det var utroligt, men alligevel ikke, for man forventede også en supersjterne havde alt. Men det var en fin lejlighed, pånær farverne, for der var alle mulige farver. Og nu skal ikke tro at det er et total skært hus, det er normal, men det er også normalt at havde andre farver en hvid, grøn og rød. Og det var det jeg ikke kunne klare, for jeg havde gået igennem 4-5 måneder nu, hvor jeg ikke måtte være i et rum med andre farver, og det var bedst hvis der kun var hvid.

"Skal jeg ikke vise dig dit værelse?" sagde Liam, da han var kommet tilbage fra et af værelserne. Det var nok mit, for han havde ladt kufferterne stå der. Jeg nikkede forsigtig med hovedet og fulgte ham ind på det samme værelse han havde været på før.

Jeg kiggede rundt i det store rum, og det første jeg ser er at væggene er en babyblå og møblerne er sorte. Mine øjne bliver store. Her kan jeg ikke bo! Sort gør en deprimeret og blå... ja blå, det ved jeg ikke, men jeg ved jeg kun må være i et rum med hvide vægge og lidt rød og grøn.

"Hvad synes du så?" sagde Lia  og kiggede spændt på mig. Det pinte mig, for her kunne jeg virkelig ikke leve, og hvordan skulle jeg lige sige det til Liam, når jeg havde svært nok ved at sige noget i forvejen.

"Jo Liam, se.. ser du... Je.. jeg m..m..må ikke b..bo her, n..når der ikke..e..er hvide vægge.. o.. og møbler" sagde jeg og pustede lettet ud, da jeg faktisk havde sagt en hel sætning! Jeg kunne dog mærke tårerne presse sig på. Jeg tog en dyb indåning og for en gang skyld så virkede det i mere end blot 3 sekunder. Det virkede i 7. Ja, jeg er god var? Og ja det var ironsik ment. Tårerne begyndte at falde end af mine kinder og en smerte begyndte at forme sig i mit bryst, der hvor min evige tomhed sad.

"Und..unds....skyld" hulkede jeg til Liam og satte mig ned på gulvet, som var af træ og derfor var brunt, og ikke hvidt. Jeg mærkede nogle arme om mig, så jeg kiggede op og så at Liam sad med armene om mig.

"Du skal ikke sige undskyld. Jeg for bare nogle til at male værelset, lægge et hvidt gulvtæppe på og købe nogle andre møbler til dig" sagde han med en trøstende stemme, som stadig ikke hjalp mig, men selvom det ikke hjalp på mine tårer, min dårlige samvittighed, min smerte og min tomhed, så var det enromt dejligt, ås jeg lagde mig ind i hans favn og lod tårerne trille og mine hulk forlade min mund, sammen med de hakkende undskyld.

***

Vi trak os væk fra hinanden, da der var gået rigtig lang tid, måske en time eller to, men jeg var ikke stoppede med at græde, så Liam ville ikke give slip på mig, og jeg klagede da heller ikke, da jeg havde savnet hans kram og hans beroligende ord, som godt nok ikke havde en effekt på mig, men de var dejlig at hører på alligevel.

"Skal vi ikke få bestilt noget mad?" sagde Liam og smilede til mig, da vi var på vej ud i stuen. Jeg rystede på hovedet, da jeg ikke var så vild med fast food.

"Je.. jeg skal nok lave ma.. maden" sagde jeg med min lille muse stemme og gik med fast, men forsigtige skridt ud til det jeg gættede på var køkkenet. Og jeg havde ret! 10 point til mig.

Jeg kiggede lidt i de forskellige skabe og prøvede at huske hvad Liam godt kunne lide af mad. Okay, jeg kunne ikke huske noget specielt, så jeg tror bare jeg laver pizza. Det kan vi begge lide. Alle kan lide pizza! Jeg begyndte straks at finde det jeg skulle bruge og skrev det ned jeg manglede.

"Øm... Vanessa, drengene, som i mine venner og bandmedlemmer, vil gerne over og spise med, er det okay?" spurgte Liam forsigt, da han kom gående ind i køkkenet. Jeg nikkede som svar og skrev noget mere ned og gav ham sedlen. Han kiggede ned og kiggede så op på mig.

"Skal jeg købe det ind?" spurgte han blidt om. Jeg nikkede og vente mig om. jeg kunne godt begyndte at lave dej til de første 2 pizza, men så kunne jeg heller ikke begynde mere, før Liam havde fået købt ind. Liam gik og lidt efter hørte jeg døren smække.

Jeg var næsten færdig med pizzadejen til de to første pizza'er, da døren gik op. Jeg vaskede mine hænder og gik ud for at tag imod varerne fra Liam.

"Fi..fik du fat i..i det he..hele?" sagde jeg med min lille muse stemme og kiggede op og så 3 fremmede drenge og Harry, som sådan set også var fremmed. Den ene dreng havde sort hår og var lidt mørkere i huden end de andre, den anden havde blond hår og blå øjne, og den tredje havde brunt hår og grøn/blå øjne.

Tårerne pressede sig på, så jeg vente mig om og løb væk fra dem. Jeg ville ikke græde overfor nogle fremmede, hvis jeg kunne undgå det. Jeg kom ind i køkkenet, så jeg gjorde bare pizzadejen færdig med tårerne løb ned af mine kinder. Jeg ignorerede de fremmede drenge så godt jeg kunne, men da de kom ind i køkkenet var det umuligt.

"Hej, du må være Vanessa, Liams lillesøster, jeg hedder Niall" sagde en stemme med irsk accent. Jeg stod med ansigtet vent mod dejen, så jeg kunne ikke se hvem den tilhørte. Mine ben gav efter under mig og jeg lod mig glide ned på gulvet. Jeg trak benende op under mig og lod mine hænder skjule mit ansigt, som var vådt af tårer der blev ved med at presse sig på. Det første hulk slap ud af min mund og jeg kunne hører drengene diskutere, hvad de skulle gøre. Jeg håbede de ville gå deres vej, men så heldig kunne jeg så ikke være.

"Hvad er der galt?" spurgte en ny stemme, men jeg kiggede ikke op, for at finde ud af hvem det var. Jeg var for den skyld også ligeglad lige nu. Jeg begyndte at hulke endnu højere og jeg prøvede at kravle (på min egen mærkelige måde) væk fra drengene, men da jeg kunne kunne vurdere hvor de var på deres stemmer, var det rimlig svært.

"Hvad er det hun laver?" spurgte en hel tredje stemme. Suk, kunne de ikke bare forstå jeg ikke ville være i samme rum med nogle jeg ikke kendte. Jeg var asocial og jeg havde det dårlig, når jeg var samme med drenge i alle aldre. Eller nej, babyer var altid søde.

"Jeg ved det virkelig ikke" sagde Harry og lød rigtig forvirret. "Måske vi skulle ringe til Liam?" sagde han lidt efter. Nej, det synes jeg ikke. Han skulle bare være i stedet for dem. Jeg fik samlede nok kræfter til at rejse mig op og løbe ind på mit værelse, som stadig var en den forkerte farve. En vrede begyndte at boble i mig, en vrede jeg ikke havde følt i lang tid. Det var den f... sorte farve der gjorde det! Jeg lod et højt og smertefuldt skrig forlade mine læber, inden jeg gik hen til min kuffert og fandt min lille (læs 'store') kniv. Den havde jeg godt fortalt om ikke? Jeg satte mig over i hjørnet af mit værelse og trak min trøje over hovedet, så den nu lå på gulvet ved siden af mig. Jeg lod kniven strejfe mit blottet hud, inden jeg lod den skære igennem huden lige under mit bryst. Hver gang jeg kunne mærke den ramme noget hårdt, som sikkert var mit ribben eller sådan noget, jeg havde aldrig været god til biologi, så trak jeg kniven ud af skar et nyt sår et andet sted. Jeg kunne hører banken på døren, men jeg blev ved med at ignorer det. De skulle ikke forstyre mig.

"Vanessa, vil du ikke nok lukke mig ind?" Liams stemme skar igennem alt og jeg kom tilbage til den virkelig verden, hvor jeg var næsten gennemblødt af blod og var ret så svimmel af blodtabet. Jeg fik rejst mig op og gik hen til min kuffert og fandt det bandage jeg havde bragt med. Jeg gik ud på det badeværelse jeg åbenbart havde og låste også den dør, man kunne aldrig vide om de havde en nøgle til den anden dør.

Jeg havde fået skyllet mig og jeg havde taget bandagen på, jeg havde lagt det gennemblødte tøj ned i en pose og jeg havde taget noget rød joggingtøj på. Jeg låste døren op og gik ind på mit værelse, hvor Liam stod sammen med hans venner.

"Hvorfor åbnede du ikke døren, da jeg kaldte på dig?" spurgte han skuffet og prøvede at fange mit blik. Jeg kiggede ned på gulvet og begyndte at græde igen. Faktisk hulkede jeg rigtig højt, men da Liam kom hen til mig, for at trøste mig, undveg jeg og gik ud i køkkenet.

Alle varerne stod fremme, så jeg gik bare stille og rolig igang med pizzaerne.

***

Jeg havde endelig fået dækket op til alle og jeg havde sat en tallerken længst væk fra de andre til mig. Jeg satte en masse drikkevarer på bordet, jeg vidste jo ikke hvad de kunne lide. Jeg gik ud i stuen, hvor Liam og de andre drenge snakkede højlydt, men den stoppede da jeg kom ind. Alle vente deres blik på mig og jeg smilede bare usikkert til Liam, som rejste sig og kom hen til mig.

"Hvad så?" spurgte han blidt om og kiggede forsigtigt på mig. Jeg løftede blik, så jeg næsten så ham i øjnene.

"Maden e.. er klar o.. om tttttt...to minu..tter" sagde jeg med en hviskende stemme, som var mindre en min muse stemme. Jeg gik tilbage til køkkenet, hvor jeg lavede buddingen færdig og lagde den en i køleskabet, sammen med de fint skåret jordbær og den ny piskede flødeskum. Jeg tog de første 2 pizzaer hen til bordet og satte dem der.

Jeg satte mig fint ved bordenden og ventede på Liam kom med de andre drenge. De kom hurtigt og satte sig også hurtigt ned. De kiggede forsigtigt hen på mig, men stoppede hurtigt igen, da de så mit usikre og triste blik.

"Er der en pizza, hvor der kun er kylling på?" sagde en stemme meget forsigtigt. Han var sikkert bange for at jeg kom med en af mine reaktioner. Et par begyndte godt nok også at falde ned af mine kinder, men det var hvis også det. Jeg rejste mig op uden et ord og gik hen til ovnen. Jeg fik den åbnet og tog en pizza ud, hvor der var kylling og peberfrugt på. Det måtte han så nøjes med.

"Det var ikke for at fornærme dig" sagde den samme stemme bare mere panisk, da jeg kom tilbage. Jeg sagde ikke noget, men satte bare pizzaen på bordet. Den dreng var vidste lidt kræsen. Okay, det var jeg også, men alligevel. Jeg satte mig tilbage på min plads og tog et lille stykke pizza. Tårerne blev ved med at komme og jeg kunne bare ikke stoppe dem, så til sidst kunne jeg ikke engang holde hulkende inden, så et par hulk fulgte mine tårer, men jeg blev siden ved bordet. Jeg ville gerne vise, at jeg bare var lidt stærk, selvom jeg ikke var det.

 

------------------------------

Hvad synes i så?

Kunne i lide kapitlet eller var det dårligt?

Hvad tror der kommer til at ske nu?

Kom med et bud :-D

 

Husk at like og sætte på favoritliste :-D

 

- MSH1912

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...