That's the broken me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2012
  • Opdateret: 19 nov. 2013
  • Status: Igang
*Jeg har altid haft lyst til at skrive sådan en historie bare på en lidt anderledes måde, så det har jeg tænkt mig at gøre nu* Vanessa Payne er den lille skrøbelige pige på 17 år. Det mindste ord kan få hende til at bryde sammen. Hendes forældre er meget bekymret for hende, da Vanessa ikke engang kan gå i skole mere. De ved ikke hvad de skal gøre med Vanessa, da de ikke ved hvad der er glat med hende, ikke engang en psykolog kan få hende til at røbe noget. En hverdag for Vanessa er at side alene inde på hendes værelse med nogle lærer bøger og et par pakker lommetørklæder.Men hendes liv tag en stor drejning - som hun ikke bryder sig meget om - da hendes storebror, Liam Payne, og hendes forældre beslutter sig for at hun skal bo ved ham i vintermånederne. Det bliver en alt for stor mundfuld for Vanessa, da resten af One Direction lige pludselig skal blandes ind i det, da Liam ved - efter et par dag - at han ikke kan klare det alene.

52Likes
94Kommentarer
3697Visninger
AA

4. Kapitel 2

En hovedpine bandede frem, så snart jeg var ved bevidstheden igen. Jeg sukkede lydløst, inden jeg åbnede øjnene og så et helt hvidt rum. Ikke det hvide rum jeg plejede at vågne op i, som var mit værelse. Det her var endnu mere kedeligt end mit, hvis det overhovedet var muligt. Der var nogle forskelige maskiner herinde, sådan nogle der var på hospitaler og der var en pose med noget rødt stas i hængt op i en stang ting på min højre side, og der sad en nål fast i mit højre håndled, da jeg kiggede mere efter sad den fast til den der pose ting. På min venstre side var der tre stole, hvor en af dem var optaget af en dreng med brunt krøllet hår. Han sad dybt begravet i den, så han havde nok ikke opdaget at jeg var vågen. Eller måske havde han, men så var han i hvert fald ligeglad.

Mit hoved begyndte at dunke hårdere og hårdere, da jeg satte mig op i sengen. Drengen med det krøllede halv lange hår (langt i forhold til at han var en dreng) kiggede op og begyndte at smile, da han så mig.

"Så du er vågnet?" sagde drengen, men det var nok mere en konstatering en et spørgsmål. Hans stemme var ret hæs, lidt ligesom når man lige er stået op, men så alligevel ikke. Jeg krøb tilbage i sengen, så langt væk fra den fremmede dreng. Drengene kiggede undersøgende på mig. Han havde nok forventet en anden reaktion, men det ville han ikke få fra mig. Han rejste sig op og gik hen imod mig med lette skridt.

Et skrig forlod min mund og en maskine begyndte at bibbe som en gal. Den var vildt irreterende. Drengene stoppede op, da skriget havde forladt min mund og kiggede bange hen på mig. Jeg kiggede bare rædselslagen tilbage. Hvad havde han haft i tankerne at gøre med mig?

Døren blev smækket op og ind kom 3-4 læger eller sygeplejesker. Jeg kendte ikke rigtig forskellen på dem, når man kun kiggede på dem. De begyndte at tjekke alle maskinerne og udspørge drenge om en hel masse. En halv ung kvinde kom hen imod mig med et imødekommende smil, som bare fik mig til at kiggede skræmt på hende. Jeg kendte hende ikke for God sake. Hendes blonde hår var helt sikkert farvet og det passede overhovedet ikke til hendes ansigt og kulør.

"Tag det roligt, jeg gør dig ikke noget" sagde hun blidt. Hun satte sig på kanten af min seng og kiggede ned på nogle papirer hun havde i hånden. Jeg kiggede alle andre steder hen end på hende. Uhøflig måske, men jeg havde at se folk i øjnene, især hvis jeg ikke kendte dem, det gjorde mig bare så utilpas og det bragte tårerne med sig, som kom næsten over ingenting, men jeg kunne ikke kontrollere det.

"Du har fået en mild hjernerystelse og du er blevet syet lige over din nakke." sagde hun efter at havde tjekket de papirer i halv lang tid. Måske var hun ordblind? Det troede mine forældre jeg var, men havde så fundet ud af at jeg bare var en virkelig langsom læsser. Sprog havde aldrig været min stærke side.

"Så vi vil råde dig til at klippe dit hår kort og bruge en paryk i en måned eller to, da der er et hvor der ikke er noget hår" sagde hun og smilede venligt. Hvorfor var noget af mit hår væk? Det gav da ikke mening, eller var der bare noget jeg ikke forstod?

"Hv..hvorfor?" spurgte jeg med en stemme der fortalte at jeg var på renen til at græde. Jeg kunne mærke det prikkede i mine øjne, så det var også et af tegnene på at jeg ikke kunne holde mine tårer ind meget længere. Hvorfor prøvede jeg overhovedet? Jeg tabte altid alligevel.

"Vi blev nød til at barbere noget af dit hår af, så vi kunne sy" sagde hun med en stemme, der sagde at hun var fuldkommen ligeglad, men alligevel prøvede at lyde sød og blid. Fake dum tøs! Og der. Nu faldt den første tårer, der var efterfuld af mange flere.

Damen sukkede næsten lydløst. "Det skal nok vokse ud igen, lad dog være med at græde" sagde hun og rejste sig og gik sin vej. Hjerte løse kæli... tøs! Hvorfor var hun ansat på et hospital, når hun ikke engang kunne behandle nogle som mig ordenligt? Jeg tog min venstre hånd op til mit hoved, så jeg kunne massere mit hoved, der gjorde sygt ondt. Det slog mig næsten ihjel eller nej, men... men... ingenting.

"Skal jeg hente dine forældre?" spurgte drengen, der igen sad på stolen, men han så meget forvirret ud, og det var mærkeligt, da han før havde set total selvsikker ud. Men i det han talte til mig, røg endnu flere tårer ned af mine allerede våde kinder. Jeg nikkede meget svagt, men sagde ikke noget. Jeg håbede bare han ville gå snart, han gjorde mig utryk. Kan man overhoved sige det? Men det ville da give sig selv, hvis det var et ord. Heldigvis rejste drengen sig op, uden at sige mere til mig. Han gik ud af rummet.

Hey!

Vent...

Stop der!

Havde han mine forældre? Hvad havde han tænk sig at gøre med dem? Hvad ville han havde af mig? Eller ville han havde noget af dem? Tænk hvis han var voldlig? Hjælp!?

Jeg lagde mig godt til rette i den virkelig bløde seng og lukkede øjnene, da mine tårer næsten var stoppet, men også kun næsten. Jeg fik en smule kvalme og det hele begyndte at kører rundt, selvom jeg havde lukket øjnene. Jeg ville ønske der var en stop knap! Jeg hader at havde hovedpine. Jeg sukkede dybt.

"Er hun faldt i søvn igen?" hviskede en stemme. Jeg kunne ikke placere den, da den var for lav. Jeg åbnede stille mine øjne, da det nok ville vise dem at jeg var vågen. Det gav lidt sig selv. Kunne jeg ikke få sådan en seng, hvor man via en knap kan få den til at kører op, for så behøvede jeg ikke at bevæge mig, for at sætte mig op. Min mor, min far, Liam og ham der drengen, som måske/måske ikke var voldlig og ville os et eller andet ondt. Jeg kiggede på ham bare for at se om han gjorde et eller andet ved Liam, som han stod tæt på.

"Det her er min ven Harry" sagde Liam og smilede venligt, da han nok havde set, at jeg havde stiret på Harry i et stykke tid. Jeg nikkede meget svagt, men stoppede ikke med at kiggede på den så kaldte Harry. Og hvis ikke har regnet det ud endnu, så siger jeg det nu. Jeg stoler ikke på dem jeg ikke kender, og i sær ikke når det er drenge. De skal bevise meget, før jeg begynder at stole på sådan nogle idioter.

"Lille skat, skal du ikke hilse på Harry? Det er ham der er med i Liams band" sagde min mor med en lille og forsigtig stemme. Hun var bange for at jeg bryde i gråd. Jeg slap mit blik på Harry og kiggede over på min mor, som kiggede lidt bedende på mig. Suk, så skal jeg jo gøre det. Jeg gør altid havde mine forældre siger eller jeg prøver i det mindste. Jeg går til psykolog på grund af dem, men det betyder ikke jeg vil fortælle psykologen noget som helst, men jeg er der i det mindste.

"Je... je... je..." stammede jeg, mens jeg kunne mærke mine forældres håbefulde og forventningsfulde blikke på mig. Jeg kunne kun se dem ud af øjenkrogen  da jeg jo kiggede på Harry. Ikke i øjnene, men lige under, hans næse måske. Harry begyndte at smile stille til mig og det var der den gik galt.

"Je... jeg he... he.. he... he... he... he... he..." jeg kunne ikke komme videre. Jeg var gået i stå, da jeg kæmpede alt for meget med tårerne, som virkelig pressede sig på. Jeg ville gerne vise mine forældre at jeg kunne fortælle en fremmed mit navn, uden at begynde at tude, uden rigtig at havde sagt noget, men det kunne jeg altså stadig ikke.

"V.. v... v.. v.." sagde jeg, inden jeg brød ud i gråd, med høje ukontrollerede hulk. Jeg lagde mig tilbage i sengen og vente mig om på siden, så jeg ikke skulle se mine forældres skuffede blikke. Der ville nok også være en del bekymring i blikkene, men skuffelsen var det værste og det jeg lagde allermest mærke til.

"Gjorde jeg noget forkert" sagde en hæs stemme, som jeg nu havde lært var Harrys. Ja, det havde han. Han havde været her alene med mig og... og så havde han smilet til mig.

"Nej selvfølgelig ikke Harry... Hun har bare virkelig svært ved at tale til folk hun ikke kender og i sær når der er drenge" svarede min far roligt tilbage med en hviskende stemme. Tsk, som om jeg ikke kunne hører ham.

"Men hvorfor begyndte hun at græde? Hun begyndte også at skrige og græde, da jeg gik hen imod hende, da hun vågnede. Hvad er der galt med hende?" spurgte ham her Harry. Okay, nu er det afgjort! Jeg kan ikke lide Harry.

"Vi ved det ikke, alle de psykologer vi er gået til mener noget forskelligt, og Vanessa nægter dem alle, hun siger at der er en anden grund, men den vil bare ikke fortælle nogen" sagde min mor hulkende. Jeg vidste godt det tog hårdt på hende, at se mig sådan, men jeg kunne ikke selv gøre for det. Jeg kunne ikke ændre på det. Et lidt højere hulk kom ud af min mund, hvilket fik dem til at tie stille, for nu.

***

"Vanessa, skal vi ikke tag til frisøren nu? Så kan vi også kigge på en paryk til dig derned" sagde Liam. Vores forældre var taget på arbejde og ham der Harry, var nede for at få noget at spise. Jeg havde ligget her i en dag ca, og måtte endelig tag hjem. Jeg nikkede næsten tydeligt til Liam og rejste mig op. Liam kom hen til mig med noget hvidt trænings tøj og hjalp mig det på, da det stadig gjorde ondt i mit hoved hvis jeg lavede nogle pludselige bevægelser.

Jeg havde lige fået sportsjakken på, da Harry kom ind af døren med en tallerken med noget ris og kylling? Det lignede kylling, men det kunne selvfølgelig også være kalkun eller noget lignende. Jeg elsker kylling! Det smager vildt godt og så er det også sundt, lige som jordbær. Det er win win. Eller noget. Jeg havde ikke fået noget at spise i den tid jeg havde været her og Liam havde flere gang spurgt overs forældre om jeg havde anoreksi, men det havde jeg altså ikke. Jeg ville bare ikke spise noget, som jeg ikke vidste hvad var, plus jeg snakkede ikke med sygeplejerskerne, så de hentede ikke noget til mig, og når de så endelig gjorde kunne jeg ikke spørge dem hvad det var, da jeg hver gang brød i gråd, så det ende bare med et de skrev på en notesblok og så gik de deres vej.

Min mave begyndte at rumle for vildt, så jeg tog mine hænder på min mave, i troen at det ville mindske lyden, men det gjorde det bare ikke og det vidste jeg jo udmærket godt. Liam og Harry kiggede begge hen på mig. Liam så bekymret på mig, men Harry stadig kun kunne smile til mig. Kunne han andet end at smile?

"Måske skulle vi købe dig noget mad på vejen til frisøren" sagde Liam og tog fat i min hånd, og sammen gik vi ud af hospitalet, med Harry bag os. Han kunne tydeligt ikke gå  hurtigt, når han spiste, men på den anden side, hvem kunne det? Jeg ville bare falde, hvis jeg prøvede. Man siger at piger kan multitaske, men det kan jeg altså ikke, ikke helt ihvertfald.

Vi gik ud af dørene til hospitalet, og med det samme blev jeg blændet af et eller andet. Solen? Nej, det kunne ikke være solen. Klokken var 5, så den var gået ned. Men havde kunne det så være?

"Hvad er der sket med din lillesøster?" "Dater din lillesøster, Harry?" "Hvorfor er du taget hjem? Savnede du din familie?" "Hvorfor er Harry her også" "Harry dater du Liams lillesøster?" "Hvorfor er du her?" "Hvorfor var Liams lillesøster på hospitalet?" spørgsmålene blev ved med at komme, men de fleste var ikke til mig, og det var jeg rimelig glad for.

"Ingen kommentar i dag" sagde Liam med en blidt, men alligevel bestemt stemme. Han trak mig væk fra et eller andet, som jeg stadig ikke kunne se, men af hvad jeg kunne hører var det en masse menesker. Nok paparazziaer  Det gav mening. Jeg var nok blevet blændet af deres blitzer fra deres kameraer. Juhu! Mærk ironien.

Mit syn kom tilbage i det jeg satte mig ind i en ret pæn bil, som nok var Liams eller Harrys. Jeg sad på forsædet, Harry satte sig ind på bagsædet og Liam tog rette. Fair nok, da jeg ikke kan kører og jeg vil ikke side sammen med Harry, for jeg kender og stoler stadig ikke på ham.

Vi kørte i stilhed, en stilhed jeg var vant til og elskede, da stilhed betød at ingen kunne sårer mig. Andre ville nok synes den var træls, da uha så keder man sig eller så er der en akavet stihed eller noget, men sådan var jeg bare ikke. Ikke mere.

Liam stoppede bilen og gik ud, så jeg gjorde det samme. Vi gik sammen ind til min frisør, som jeg stolede på, da jeg havde kendt hende i 5-6 år. Jeg tørrede mine sko af, da hun hadet, når man grisede. Jeg satte mig hen i vente værelset, hvor der ikke var nogle overhovedet. Så kunne jeg bare komme til hurtigere.

"Hej Vanessa, hvad kan jeg så gøre for dig i dag?" spurgte hun. Jeg tog en dyb ånding og kiggede så over på hende. Jeg smilede svagt til hende, meget svagt, men hun vidste at det var et smil, når det kom fra mig.

"Jeg skal klippes helt korthåret og så skal jeg havde en paryk" sagde jeg med en lille muse stemme. Den var næsten umulig at hører, men Sandra (min frisør) havde en rigtig god hørelse, så jeg vidste hu  havde hørt det.

"Sæt du dig bare i din normale stol." sagde hun glad og gik så hen mod Liam og Harry. "I kan komme igen om 1 til 2 timers tid, så er hun færdig og har fundet en paryk hun vil gå med" sagde hun og kom tilbage til mig.

"Skal jeg ikke bare kronrage dig, så kommer dit hår ikke i vejen, når du skal havde parykken på." sagde hun med en blid stemme. Jeg nikkede bare stille og lod hende gøre det. Jeg ville komme til at se forfærdelig ud, men jeg kom i det mindste til at havde en paryk på, så ingen kunne se mig. Måske kom jeg til at ligne Liam?

***

"Hvad med denne her?" spurgte Sandra om og kom med en paryk der havde ret så langt hår og det lignede lidt lady gagas hår i poker face, på nær at det var brunt.

"Nej tak, kan du ikke finde en der lignede mit gamle hår" sagde jeg med min lille muse stemme. Jeg kiggede ned i jorden, da jeg sagde det. Jeg kunne ikke lide at kosterundt med folk. Det føltes bare forkert.

"Jeg kan kigge, men jeg tror ikke der er nogle" sagde hun med hendes blide og milde stemme. Hun lagde parykken på bordet og gik så ud bag ved igen. Hmm... Måske skulle jeg tag den her? Den var da fin nok... Måske skulle jeg også få mig en der var hvid, så den kunne berolige mig, når intet andet kunne? Okay nej, det hjælper alligevel ikke.

"Det her er den der ligner mest" sagde Sandra og smilede til mig. Jeg smilede mit mine smil tilbage og tog den fra hende med en lille bevægelse. Jeg tog også den anden op og kiggede op dem begge. Den hun lige var kommet med havde kortere hår end den anden, men samme brune farve, den havde i højre side lidt pandehår der gik skrot ned.

"Jeg tror jeg tag dem begge, og jeg tag den her på nu" hviskede jeg og lagde den første ned på bordet, mens jeg tog den anden på. Jeg så næsten ud som før, men også kun næsten. Sandra tog den anden paryk og fandt en masse tilbehør man skulle havde og lagde det hele ned i en pose. Hun gav mig posen og gik hen til kasseapparatet.

"Det her er på huset, du har vist haft nogle hårde dage" sagde hun med et smil og gav mig en bone, som om jeg havde betalt. Hun skubbede mig blidt væk, da hun vidste at jeg ville prøve at sige nej til det, men det ville hun ikke lade mig gøre.

Jeg nåede lige hen til døren, da Liam kom ind. Han smilede til mig og tog min hånd. Min bror havde det vidste heller ikke så godt for tiden, han så lidt trist ud.

 

-------------------------------------------------

Var det for langt?

Hvad synes i så?

Og hvad vil ske nu?

Er den for kedelige?

 

Læg en kommentar og husk at like den :-D

 

- MSH1912

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...